Hvem dater du?

Den anden dag sad jeg og drak vin med nogle cool piger, hvor emnet drejede sig ind på det der med kærester og at date og forhold, sådan helt generelt. Altså, det kunne være en samtale blandt en hvilken som helst vilkårlig pigegruppe, hvor man prøver at gennemskue hvad der er “normalt”.

Jeg er personligt lige så behjælpelig som en golden retriever i en familie i nordsjælland, altså ganske nytteløs, men meget hyggeligt at have liggende ved fødderne til ind i mellem at give et lille vuf fra sig. Jeg er virkelig ikke nogen dating-guru, hvilket vel giver meget god mening taget i betragtning af, at sidst jeg skulle date var der ikke rigtig nogen der havde smartphones eller instagram (slap af, det var i 2009 – så gammel er jeg heller ikke), og at “date” i gymnasiet gik mest ud på, at drikke mange breezers og diskosnave, indtil man kunne tage natbussen hjem fra Retro i Helsingør. Og så sms’ede man og lavede old school analog smileys ala: :-), :-D, X-D, :-* , <3…. de eneste jeg får sms’er fra nu, er e-boks, min bank og Postnord. Ellers snapper man, facebook’er, DM’er på instagram eller chatter på tinder.

Hvorfor er det egentlig så vigtigt hvem man dater? Og om man dater?
Synes egentlig ikke, at det er specielt 2018-agtigt at opstille en slags samfundsnorm omkring dating, altså at det er vigtigt. Hvis jeg skulle gå hen og blive single tror jeg ærligt talt, at jeg ville indlede et rigtig langt forhold til mig selv. Hvor jeg bare lige var mig og gjorde mange mig-ting. Ikke at jeg ikke føler, at jeg kan være mig og gøre mig-ting når jeg er i et forhold, men jeg går ud fra, at I ved hvad jeg mener. Kan blive nærmest rundtosset og forpustet, når jeg hænger ud med mine veninder på datingmarkedet over, hvilket ræs det dog er.. og hvor mange regler der er. Blandt andet omkring hvem der skriver først, hvor længe der skal gå inden man svarer osv. Tror jeg ville være totalt lost.

Og forventes det af os, at vi skal finde en “mage” og det så skal definere graden af lykke i vores liv? Som jeg har sagt før, så tror jeg på, at vi kommer til at opleve mange “great loves” i vores liv. For mange er den første faktisk deres familie, senere til den dér første teenage-kæreste der fik ens hjerte til at brage afsted som en anden Wilson Kipketer og senere til de venner og veninder, som man ikke kan forestille sig at leve uden og vitterligt vil gøre alt for (på FRIENDS-måden), og nå ja, hvis man får børn, så tror jeg også at det melder sig ret højt på listen. Så nej, jeg tror ikke på, at ens store kærlighed er en engangsoplevelse. Vi kommer til at opleve den flere gange. Men i forskellige former – lidt ligesom en matador mix, hvor det hele smager fantastisk (selv de labre larver).

Men jeg forstår godt stresset. Jeg forstår godt at det virker som et “must” at komme som par, fordi der er bygget så meget op omkring tosomheden, altså med undtagelse af single-ferierne til Sunny Beach, selvom præmisset for det vidst også er, at man skal finde sig en at drikke breezers med og diskosnave til Boten Anna… wauw, selv single-ferier er for par, nu hvor jeg lige tænker over det. Jeg synes bare, at man skal huske, at kærlighed kommer i mange forskellige æsker. Og man skal tage dem til sig i de underlige figurer de nu dukker op i: i form af et fantastisk venskab, en mormor der altid har varmkakao klar, et barn eller noget andet som man oplever, at man nærer mange og dybe følelser for.

Og forstå mig ret, der er absolut intet galt med, at være en del af det store datingcirkus – jeg ELSKER at høre om mine veninders eskapader og synes altid, at de virker så cool og tjekkede, og ind i mellem kan jeg da mærke en snært af misundelse over, at de møder så mange forskellige mennesker, på sådan et relativt sårbar måde.

Min pointe er bare, at ingen skal føle at man skal leve op til noget eller agere ud fra et pres, eller en norm der bliver opstillet om, hvordan man definere lykke, hvordan man er i et forhold og hvad der gør kærlighed håndgribeligt. Fordi er der noget kærlighed med sikkerhed ikke er, så er det håndgribeligt.

XX

(Visited 8 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura,
    Sikke et dejligt opslag – tak for dine fine ord. Din bikini er jo også rigtig fin, så kan du huske hvor den er fra? hehe. Jeg krydser fingre.
    Mange hilsner,
    Line.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *