Jeg har brug for en voksen…..

Jeg er træt af mig selv i dag… på den der måde, hvor jeg har lyst til at sende mig selv i seng uden aftensmad og tænke lidt over dårligt tilegnet attitude, som jeg ikke kan være bekendt at byde andre. Flippede fuldstændigt ud i morges, på en måde hvorpå jeg kunne udkonkurrere en 3-årig i trodsalderen en eftermiddag efter klokken 17.00 i Netto, så let som ingen ting, fordi Niels tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu behøvede at vaske strik lige inden vi skulle have gæster. Lagde mig i mental flitsbue-lignende position og stampede i gulvet og følte mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg ”bare så gerne ville have vasket mit yndlingsstrik, så jeg kan få det med til kolde Tyskland i næste uge”. Overbærende kæreste giver sig (for freden), hvilket resulterer i, at jeg i post-raseri ikke er opmærksom nok på vaskemaskinen og ender med, at skrumpe et styks Isabel Marant strik (til stærk overpris), mens et eller andet inden i mig skriger af grin og siger ”SÅ KAN DU FANDME LÆRE DET”. Må på udkig efter chic 8-årig der muligvis kan overtage designerstrik…

 

Har i dag også formået at låse mig selv ude og måtte entrere Niels’ universitet for, at få udleveret ekstranøgler. Ved ikke hvad det er med uddannelsesinstitutioner og mig, men sveder instinktivt sekundet jeg træder ind på videnscenter og får et akut tilfælde af eksamensangst, selvom jeg ikke går der. Kan med det samme fornemme følelsen af dårlig samvittighed over ikke at læse nok, der hænger ned fra væggene som tunge gardiner, der næsten gør lokalet mørkt af bar’ skyldfølelse. Det er noget der står tydeligst fra min korte karriere som studerende: jeg havde altid følelsen af, at jeg burde og skulle studere endnu mere og endnu hårdere, være medlem af mindst ét udvalg og læse alt mulig ekstra fancy-pancy litteratur, fordi ellers var jeg vidst ikke helt rigtig litteraturinteresseret. Bull…Shit…

Heldigvis følte jeg mig lidt mere smart og selvsikker end jeg gjorde, engang for mange år siden mens Niels stadig læste på CBS hvor jeg havde smækket mig ude, da jeg var på vej ned for at blande slik, iført vamsede leggins og hvide Ilse Jacobsen gummistøvler, samt fedtet hår og udefinerbart overtøj. Der kan man tale om, at tage en walk of shame til et helt nyt niveau-

Var til gengæld til casting på vigtigt job i går, hvor nerverne er lidt uden på tøjet. En anden, slovakisk model fangede den, og beroligede mig med, at selvom jeg har grimt hår, så har jeg et sødt ansigt, så hvis kunden vil bruge paryk havde jeg sikkert en chance. Så sidder man dér og ender med, at mumle ”tak”, selvom man lige blev svinet til med 120 kilometer i timen. Så brugte 25 minutter på, at se mig selv i spejlet og vurdere min frisure (som jeg har konkluderet at jeg er glad for), fordi strid trediveårig model følte, at det var måden at give et kompliment på. Har virkelig glemt hvordan den her branche kan være, altså hvor direkte den ind i mellem er. Altså FAIR nok hvis Slovak synes jeg har grimt hår, men kunne man måske ikke overveje, at holde personlig mening for sig selv? Eller er det bare mig? Er det fordi vi nu har mulighed for at udtrykke vores meninger og holdninger om ALT at vi tror det er vores PLIGT, vores RET at sige hvad vi tænker og mener ALTID?! Fordi Gud forbyde, at verden skulle gå en dag uden at vi fik sagt hver en lille tanke der dryssede gennem hovedet på os?

 

Så for at opsummere har jeg i denne uge lært:

  1. Kast ikke med sten hvis du selv går i alpakauld og er retarderet til at vaske tøj.
  2. Kend flere 8-årige der kan overtage skrumpet tøj.
  3. Gå aldrig med hvide Ilse Jaobsen gummistøvler.
  4. Hvis ikke man har noget pænt at sige, så skal man holde sin store slovakiske mund.
  5. Hvis man ser sig selv længe nok i spejlet, er det lige som at sige et ord virkelig mange gange efter hinanden – til sidst er der simpelthen intet der giver mening mere.

 

XX

(Visited 27 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *