Sorgen ved at miste

I efteråret mistede jeg et nært familiemedlem, en episode  som jeg ellers aldrig troede jeg ville tale om. Fordi det gør for ondt og fordi sorgen er for privat. Det mener jeg egentlig stadig at den er, at lige præcis min sorg er for privat for mig og på ingen måde repræsentativ for, hvordan sorgen måske er for dig. Men sorg er noget vi alle sammen dealer med på en eller anden måde i vores liv. For nogen er det altoverskyggende og hæmmende, mens det for andre kan være en måde at rejse sig på igen. Jeg tror på, at vi alle sammen kan rejse os fra sorg, på et eller andet tidspunkt, selvom det virker umuligt.

Jeg var ude af mig selv, fordi det kom pludseligt. Fordi jeg ikke var forberedt, fordi jeg ikke følte jeg havde haft muligheden for, at sige ordentlig farvel og tak. Jeg har gravet et citat fra min dagbog frem, som jeg har skrevet i timerne efter nyheden:

“Lige nu har jeg sat mig ved tastaturet, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal opføre mig. Niels ved det tydeligvis heller ikke, da han for første gang af egen vilje har hentet støvsugeren, og virkelig gør noget ud af, at komme rundt i krogene. Måske har det noget at gøre med, at jeg lidt skarpt bad ham om, at holde op med at tale som en bedemand, mens han forsøgte at trøste mig, lige efter min mor ringede og overleverede nyheden.. Måske heller ikke den sødeste bemærkning at komme med, når nogen forsøger at trøste en.

Men sådan er det ved dødsfald – der opstår en meget højtidlig stemning og alt er så alvorligt (fordi det er det), og sørgeligt (fordi det er det). Og jeg kan ikke holde det ud. Alt det sørgelige.

Måske er det egentlig derfor jeg har sat mig her. For at tænke på noget andet end det der er sørgeligt og for ikke at sidde og stirre ind i væggen, i de pauser jeg har fra gråden der kommer fra et sted inden i mig, der ligger så dybt og så langt gemt væk, at jeg slet ikke kan genkende mig selv.”

“Jeg kan ikke genkende mig selv” – det tror jeg egentlig er det mest slående for mig, når det kommer til sorg. Den vækker noget i mig, som jeg ikke er vant til. Noget som jeg ved bor inden i mig, men som sjældent vækkes til live. Det var som om, at der åbnedes et stort sugende hul i min mave, da min mor ringede til mig. Jeg gik i en skobutik i Milano og måtte lige ud, da forbindelsen var dårlig. Det var som om, at det hele gik i slow motion. Jeg mistede nærmest fodfæstet og satte i et hyl, der fik folk til at vende sig om. Mit hjerte var blevet suget ned i hullet. Det hev og sled i mig og fik alle følelserne til at hobe sig så meget op, at det ikke var nok at lukke det ud gennem gråden. Jeg fik kvalme. Jeg blev dårlig. Som om jeg følte alt for meget og min krop slet ikke kunne rumme det. Det måtte ud. Al sorgen og chokket prøvede at kvæle mig inde fra.

Chokket.

Dette møde med sorgen har lært mig to, virkelig vigtige ting:

For det første, at vi alle sammen dealer med sorg på vores egen måde. At der ikke er en rigtig eller forkert måde at gribe det an på. At man ikke kan måle hvor ked af det man er, ud fra de tårer man fælder. Ud fra hvor sentimental man bliver. Ud fra hvad man siger. At sorg er noget der bor i os alle sammen og som ind i mellem vækkes til live, som Holger Danske under Kronborg, der vågner op til dåd når Danmark har brug for ham. Sorgen er bare ikke altid en gammel ridder i sten, der vågner for at redde en. For mig var det et monster. Et monster der gjorde mig ked af det, irritabel og rasende. Som om ingen kunne forstå mig. Som om ingen kunne se mig og de tusinde ting jeg følte. For nogen er det godt at tale om sorgen, for andre er det bedre at tænke på noget andet og for nogle tredje kan løsningen være helt anerledes. Der er ingen facit.

For det andet, så hjalp det mig meget gennem den periode at vide, at jeg havde sagt alt jeg gerne ville sige. At vi vidste at vi elskede hinanden. At vi vidste hvad vi havde været for hinanden. At vi havde det godt sammen. At vi fik talt sammen. Det vil jeg tage med mig videre i livet. Jeg vil gøre det til min mission, at de mennesker jeg har kær og dem jeg elsker ved, hvad de er for mig. Ved hvad de giver mig. At der ikke er noget uafklaret eller uafsluttet i mellem os. At livet er for kort og flygtigt til, at være på dårlig fod med nogen. Vores tid på jorden er begrænset og om vi vil det eller ej, så skal vi herfra en dag (eller blive til jorden igen), så det kan aldrig komme bag på os, at det er vejen det må gå. Derfor vil jeg ikke have løse ender. Jeg vil sørge for, at vi får sagt tingene til hinanden. Vist hinanden hvad vi er for hinanden. Fordi det hjalp mig.

Jeg ved at alle situationer er forskellige, fordi vi er mennesker og vi er forskellige. Vores følelser er forskellige. Vores bevæggrunde er forskellige. Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for dig. Men måske det kan rykke noget ved en?

Sorg er en underlig størrelse. Den kan være lillebitte som et fingerbøl og lige så stor som en ildspyende drage. Den kan fylde meget, den kan fylde lidt. Den kan være overskyggende og den kan være lille. Men den bor i os alle sammen.

(Visited 75 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Vel sagt, Laura! Og fin måde at sætte ord på din sorg.
    Det bedste ordsprog jeg har fået med mig, i sorgens værste stunder, er:
    “Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs”. Det er bare SÅ spot on og har hjulpet mig til at håndtere sorgen og være okay med at sørge.

  • Hej Laura. Du kender mig nok ikke, men jeg kender dig meget lidt gennem Lars. Jeg mistede selv for nu 2 1/2 år siden. Det du har skrevet og dine rekflektiober omkring sorg og savn er så flotte og rammer så godt i det univers som er så uforståeligt. Masser af hilsner fra Claus

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *