I’m back

Jeg har gjort mig mange tanker om mit comeback, indtil det gik op for mig at jeg jo ikke kan gøre sådan et stort comeback, fordi jeg hverken er ABBA eller Aqua eller en eller anden form for ikonisk band, der godt kunne gøre et flot comeback.. Jeg er jo egentlig bare en 26-årig narcissist fra Vesterbro, med så høje tanker om mig selv, at jeg i ramme alvor har overbevist mig selv om, at jeg manglede at brøle mine tanker ud over internettet igen, og at der nok skal være nogen der vil læse med.

Jeg havde faktisk besluttet mig for, at jeg ville lukke ned. At det ikke skulle være mere. At jeg ikke vil være ”blogger”, selvom jeg aldrig rigtig har følt mig sådan. Jeg har ikke kunne finde min plads, hvilket jeg i øvrigt stadig ikke kan, men sandheden er, at jeg virkelig har nydt det fællesskab vi har haft og måske jeg har savnet det lidt mere end jeg havde regnet med.

I en lang periode, har det at skrive ikke været et frirum for mig, hvilket egentlig var derfor jeg ville stoppe. Der er absolut ingen der tvinger mig til at dele ud af mit liv, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, så er det slut. Men der har været meget at se til, meget at forholde sig til og rigtig meget fart på med hensyn til mit arbejde. I perioder lidt for meget fart, der i sidste ende har givet søvnløse nætter, ondt i maven og en underlig hyletone i ørerne, der kunne gøre selv den hårdeste negl grådlabil. Og det har jeg fandeme været, grådlabil altså.  Jeg tror måske jeg har været stresset, men jeg har haft for travlt til at finde ud af det. Det at skrive kommer nemt til mig, når jeg føler at jeg oplever noget i mit liv, hvilket jeg selvfølgelig gør hver dag, men jeg har ikke kunne samle mig om noget som helst. Og jeg har ikke kunne være sjov. Jeg har ikke kunne grine af noget.. og for én der er selvudnævnt internetkomiker, så er det virkelig svært at forholde sig til. Måske jeg bare ikke har lagt mærke til de ting der er sjove, fordi jeg gør stadig mange ufatteligt pinlige ting (som for eksempel i går, da en svensk mand spørger mig ”Hvordan går det” og jeg svarer ”Jeg er Niels’ kæreste”, mens der opstår absolut akavet tavshed i selskabet, på grund af manglende svenskegenskaber, selvom jeg vidst engang har pyntet lidt på mit CV på linked-in og skrevet, at jeg er en haj til svensk (og excel men det er også løgn)). Jeg tror at grunden til at jeg ikke har kunne skrive har været, at jeg har været tvunget til at forholde mig til mit liv. Livet som suser forbi som en formel-1 bil, som jeg ikke engang kører. Jeg står på tribunen og kigger og holder mig for øjnene i de skarpe sving. Jeg følger bare med og hvis jeg sætter farten ned, så skal jeg forholde mig til hvad der sker og så er jeg bange for at indse, at der er noget galt med motoren eller at der er stenslag i forruden eller hvad fanden der nu kan være galt med sådan en bil – som I kan høre har jeg absolut intet begreb om hverken biler eller motorsport.

Måske jeg også lidt følte, at jeg havde udvandet alle emner der var noget ved. Og er der noget jeg synes er meget trættende, så er det når folk gentager sig selv om og om igen. Jeg tror ikke jeg har følt, at jeg har haft noget på hjerte, og det jeg har haft på hjerte har været mere privat end personligt, så det bliver her hos mig.

Jeg føler jeg er ved at være ”mig selv” igen, hvem end det så er (det passer virkelig dårligt ind i min 2020 plan, at jeg stadig ikke helt har fundet mig selv. Jeg mener, jeg har levet et kvart århundrede, burde jeg ikke vide bare en lille smule mere end jeg gør nu? Eller hvad? Er det ligesom drengene der vokser 1,5 meter i sommerferien mellem 9.klasse og gymnasiet? Pludseligt tager man sig en ”indsigts-spurt” og finder sig selv i sommerferien mellem at være 29 og 30?). Men jeg begynder at kunne mærke mig selv igen. Jeg føler jeg begynder at være et menneske igen. Og ja, jeg er blevet storbysmart og går til yoga og drikker smoothies og føler mig som Københavns største Basic Bitch, men sandheden er, at jeg får det pisse godt af det. Lul siger, at vi skal være mere spirituelle og ligesom mange af hendes andre idéer, er jeg selvfølgelig på (lige som jeg supporter dig i alle klamme tequilashots efter klokken 02.00).

Jeg tror jeg er tilbage, måske kun én gang om ugen. Jeg ved det ikke. Og det er også helt okay.

 

XX

PS. Jeg har stadig ikke lært at sætte komma, så hvis dine øjne bløder, lige som en tidligere læser skrev til mig, så beklager jeg virkelig! Man kan ikke lære en ny hund gamle tricks (åbenbart!).

(Visited 75 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *