Nyt liv

Jeg har valgt at leve et mere proaktivt liv.. og nej, det er ikke en reklame for den der smarte cirkulationstræner, som Ulf Pilgaard engang var ansigt for, selvom det lyder meget catchy og en lille smule som om jeg snart rammer de halvfjerds. 

Men! Jeg har besluttet mig for, at jeg vil få mere ud af tilværelsen. Jeg vil gøre mere, være mere og grine endnu mere. Jeg har sagt det virkelig mange gange, men siger det gerne igen: jeg elsker mit arbejde. Sådan helt ind i knoglerne. Men det er både fysisk hårdt og generelt super udmattende, med mange lange rejsedage og meget alenetid og uanede mængder af tid, i vanvittigt ubekvemt fodtøj, så når klokken ringer ud er jeg fuldstændig kørt over, på den rigtig grimme måde, som et slags udefinerbart roadkill som stensikkert var røget på grillen et sted i Texas, og jeg har haft for vane at gå kold før tolv (og uden at have været nogle steder). Så jeg har haft lange perioder hvor alt jeg har lavet har været at arbejde, transportere mig og være træt efter at have arbejdet. Min sofa har kaldt på mig, som en stor, blød ven der kunne give mig noget tryghed og stabilitet. Som kunne dulme min hovedpine og mine tunge øjenlåg. Og det har været virkelig dejligt, når det har været præcis det jeg havde brug for. 

Niels siger, at der findes to typer mennesker: 

Dem der lever for at arbejde
Dem der arbejder for at leve 

Jeg har altid set mig selv som en nr. 2, som en der arbejdede for at give mig selv følelsen af frihed. Følelsen af, at hvis jeg ville, kunne jeg tage på eventyr i morgen. Jeg er styret af følelsen af, at være min egen. At være fri. Men egentlig tror jeg ikke, at jeg har ladet mig selv være specielt meget fri det sidste års tid og jeg har brugt så mange ressourcer på, at bekymre mig og føle mig ude af mig selv. Og ensom, wow, om jeg har følt mig ensom. Lige så meget som jeg nyder at være mit eget selskab, lige så bims og rastløs kan jeg blive. Vi behøver alle sammen nogen. Om det er en mor, en far, en ven, en kæreste, en kat eller noget internetperson vi aldrig har mødt, så behøver vi nogen. Eller jeg gør i hvert fald. Og nu har jeg fundet ud af, at jeg også behøver noget.

Jeg vil leve mit bedste liv. Jeg vil være mæt af oplevelser, grin og gøre flere gode ting for mig selv. Jeg vil bruge min by meget mere end jeg har gjort før, hvor den egentlig bare har været kulisse – nu skal den være medspiler. Og måske du sidder og tænker ”jamen, er det ikke lidt sent at gøre byen til din medspiller, når du har boet her i syv år?”, men sagen er at København ikke har behøvet at være mere end en kulisse. København er friheden, for mig.

Men København har så meget at byde på, hvis bare man gider. ”Verden tilhører dem der gider”, læste jeg engang, og selvom det er lidt af en kliché, så var der noget ved det jeg meget godt kunne lide. Jeg gider. Jeg vil.

Så, jeg er gået AMOK på min facebook og bruger den med samme iver, som en 45-årig mellemleder, der ikke helt har forstået, at Facebook primært findes for:

  1. Kattevideoer
  2. Snage i gamle folkeskolevenners nye liv
  3. Folk der annoncerer graviditet, huskøb og/eller forlovelse.
  4. Notifikationer når dine venner har fødselsdag, så du ikke virker som Danmarks største røvhul, fordi du endnu engang har glemt det.

Jeg er interesseret i ALLE begivenheder jeg overhovedet kan opstøve, så den gode gamle Facebook algoritme kan præsentere mig for alt det nye og spændende der måtte komme op i mit nærmiljø. Jeg er både interesseret i tango på Bryggen, keramikdag på Østerbro og CPH Half Marathon (as if), i håb om at jeg forsat bliver eksponeret for alle de ting der sker i byen.

Derudover er jeg blevet unaturligt engageret i mit fitnesscenter, og dem der har læst med før ved, at jeg har det stramt med at være i et træningscenter. Føler mig altid som en kæmpe torsk, når jeg nulre rundt mellem maskinerne og beder til, at jeg gør det rigtigt, så jeg ikke skal stå i den ultimativt pinlige situation: at en stor trænet mand, med alle de rette intentioner, kommer og retter på mig foran alle. Så tror jeg egentlig hellere jeg ville have, at mine træningsbukser revnede. Eller, ej – nu er jeg vidst smådramatisk igen. Men jeg er faktisk blevet rigtig glad for det, og oplever en større motivation end nogensinde før.

Jeg kan godt lide, at tage ansvar for mig selv og for at gøre mig selv glad, selvom jeg HADER når andre siger, at”du og kun du er herre over hvordan du har det”– hold nu kæft. Sorry. Men jeg synes det er rart, at gøre ting der gør mig sådan rigtig glad, hver eneste dag. Om det så bare er, at gå en tur, spise noget skide lækker mad (læs. noget med syltede rødbeder for eksempel) eller gå i seng i et perfekt tempereret værelse. Mere vildt behøver det ikke være.

Men jeg insisterer på, at jeg vil have mest ud af hvad der er. Jeg vil være mest glad. Have det godt i maven og blive krammet så meget som muligt – både af venner, min familie og Niels. Jeg vil blive bedre til at sige ja og hive mig selv op i nakkeskindet, efter jeg nu har haft et par år hvor jeg har været virkelig god til at sige nej. Jeg tror det hele handler om balance og det er den jeg skal finde i 2020.

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *