4 gentagende episoder hvor jeg får ondt af min kæreste…

4 gentagende episoder hvor jeg får ondt af min kæreste…

 

Når jeg beder ham om at vælge mellem det ene og det andet sæt tøj, som jeg ikke selv kan vælge mellem. Så snart han siger det til højre får jeg pludselig meget stærke følelser omkring det til venstre og må lige spørge ham “er du nu også sikker på det?”. Så kigger han en ekstra gang, fornemmer hvor jeg vil hen og siger “hmm ellers tag det andet, der er også pænt”, hvorefter jeg selvfølgelig ikke kan vælge det “fordi du synes jeg ser grim ud i alt andet end det du valgte først. Hvorfor er du så led ved mig?!”. Der er absolut ingen måde hvorpå en win-win situation kan opstå, uden at han lærer at læse tanker.

“Hvad har du lyst til at spise?” Spørger han mig om, hvorefter jeg siger at jeg vil have det samme som ham. Når han så siger “fint, så bliver det thai” går det pludselig op for mig at jeg hellere vil have pizza og så kan vi diskutere det lidt. Så ender det med at vi henter to forskellige ting og jeg alligevel liiiiige ender med at smage halvdelen af hans pad thai, da den bare dufter mega godt. Herefter kunne han pointere, på sødeste og mest diplomatiske vis, at vi måske bare skulle bestille to næste gang, hvorefter jeg går helt i spagat over, at han ikke engang gider dele sin mad med mig?!

Når jeg hører mig selv sige “ja ja, er klar om 5 minutter”…. Hvem prøver jeg at narre? 34 minutter senere sidder manden stadig med støvler og halstørklæde på, mens jeg tonser rundt som en altødelæggende tornado der forsøger at samle mine stumper sammen inden vi kan smutte ned på lagkagehuset og hente kaffe.

Når vi har en aftale, men et arrangement med gutterne dukker op og han spørger om vi måske kan hænge ud i morgen i stedet for i aften. Jeg føler mig total overskudsagtig når jeg siger, at jeg jo ikke skal give ham lov til noget og at han selv bestemmer hvad han HELST vil, mens jeg forsøger indirekte at give udtryk for hvor meget jeg håber han forstår min hentydning og vælger mig. Får dog ondt af ham, når han intetanende om mine skumle bagtanker siger “jamen så drikker jeg øl med gutterne i dag og vin med dig i morgen” og jeg går fuldstændig psycho-bitch på ham over, at han så meget som overvejer at vælge mig fra når i nu havde en aftale!!!!

Ingen kommentarer
Vis mere