“Min mor siger, at du er adopteret”

“Min mor siger, at du er adopteret”

"Min mor siger, at din mor ikke er din rigtige mor"

En sætning der engang for 20 år siden fløj gennem Blå Stue i Troldehøj Børnehave i Helsingør, der fuldstændigt slog pusten ud af mig. Jamen hvad mener I?

Jeg er nødt til lige at forklare mig en smule:

Da jeg bliver født i december '93, var det måske lidt af et plot twist, at jeg kom ud som helt mørk baby med det blå mærke på halebenet, som de fleste sydlandske børn har når de bliver født. Der er nemlig ingen af mine forældre der kommer fra mere eksotiske steder end Helsingør og Espergærde. Som barn var jeg omend endnu mere mørk end jeg er i dag - eller måske det bare var tydeligere fordi jeg altid var klistret sammen med min mor og far. Det viser sig, at vi langt tilbage (morfars tip-tip something) har noget spansk (eller ungarsk??) sigøjnerblod, der lige valgte at springe frem i mig (som den eneste) så mange år efter. Og det blev bare ved mig. Da min bror kom til verden 3 år senere, var det helt scandi-baby med blå øjne og kridhvidt hår.

1796686_10204951880900361_4765783118953570814_n

Det blev måske også mere tydeligt, at jeg var lidt af en afstikker, efter min søde bror gjorde sin entré i familien. Min mor blev derfor ofte spurgt om, hvor min far var fra? Han måtte da være fra syden? Jeg selv tænkte aldrig over, at være "anderledes", før jeg startede i børnehave og netop blev mødt med frasen, at min mor ikke var min rigtige mor - fordi det havde de andre børn hørt hjemmefra.

Som barn har du ikke nogen kæreste, i hvert fald ikke som når man er voksen, du ejer ikke noget og du interesserer dig aller mest for din familie. Dine forældre er verdens navle for dig, hvilket min mor og far også var for mig. Tanken om, at de ikke var dem de sagde gjorde mig forvirret, frustreret og ked af det - hvem er jeg så?

Der har dog aldrig været tvivl om, at jeg er mine forældres barn. Ligner min mor og lyder som min far.

Jeg kan huske, at jeg engang som barn, blev rost enormt meget af en mand ved busstoppestedet over, at jeg bare snakkede SÅ flot dansk. Kan huske at jeg syntes, at det da var noget mærkeligt noget at sige, og returnerede med et pænt "I lige måde". Havde måske ikke lige overvejet, at jeg så meget lidt dansk ud. Eller den gang, hvor en pige i skolen sagde til alle de andre fra 1.klasse, at jeg var så brun fordi jeg rullede mig i lort.. Eller, at det værste min bror nogensinde gjorde mod mig som barn var, at kalde mig en brun afrikaner, efter jeg havde snydt så vandet drev i fodbold (den episode griner vi dog ret meget af i dag).. Eller den gang jeg fik en på lampen på min fritidsklub for at være "perker" og havde fin blå skygge omkring øjet i en uge, uden jeg turde sige det til mine forældre (der selvfølgelig opdagede det).

Og jeg må sige, at jeg simpelthen ikke kan grine høfligt længere af postbud-joken, som sjovt nok kommer frem hver eneste gang jeg forsøger at forklare, hvordan det kan være jeg er som jeg er. Det er ikke sjovt mere. Det var den aldrig. Jo, måske en aften i december '93....

Børns tilhørsforhold til deres forældre, er så stærkt og så uvurderligt. Jeg kan huske, at jeg ikke ville have noget i mod at være adopteret, men min frustration var, at jeg ikke vidste noget om det. Jo, forældre er dem der laver baby og mødre er dem der føder baby, men det er altså kun en del af det. Største delen af at være forældre er, hvad du er for dit barn. Hvem du er for dit barn. Og behøver man at dele gener for at være den bedste forældre?

Jeg har altid følt, at jeg hørte til præcis hvor jeg er, med undtagelse af den dag i børnehaven hvor jeg skulle forsvare, at mine forældre faktisk var mine forældre. Børn tager meget hurtigt ting de hører til sig, så hvis du nu har stået derhjemme og overvejet, om et andet barn nu virkelig også har de forældre, så tag dig i agt.

Små gryder har også ører.

skaermbillede-2017-05-15-kl-08-38-05

3 kommentarer
Line
1 uge siden

Fineste indlæg, altså!

C
6 dage siden

Åh kender godt følelsen, fint skrevet! Forstår dog ikke helt, hvad der var så slemt ved at blive kaldt afrikaner - det kom helt til at lyde som et skældsord i sammenhængen?

lauralundsgaard
6 dage siden

Hej C, tusind tak for din besked! Som barn var jeg meget OBS på, at føle mig anderledes end min familie. Så da min lillebror på 4 år, virkelig skal trykke på mine knapper, så bliver det ved, at få mig til at føle, det jeg bliver mest ked af: ikke at høre til der hvor jeg er. På daværende tidspunkt har jeg været 7 år, så jeg tror ikke at du skal tage det så tungt, i forhold til skældsord osv. da det slet ikke har været hensigten. Jeg er dog ked af, hvis det er det eneste du tager med ud af mit ondt-i-maven-personlige post - det er ikke meningen :)

Vis mere