Jeg er ikke til salg for en drink

Jeg er ikke til salg for en drink

 

14642909_10210576221465360_2019439464_n

Danseskoene er spændt på, håret er sat, musikken brager løs og du tager dig selv i at stå og bevæge dig i takt med musikken, så godt som det nu er muligt efter 5 vodka/sprite, da du falder i snak med en ret morsom fyr ved baren som du ikke tænkere videre over at tale med. Pludselig tilbyder han dig, at købe en drink og her opstår det evindelige dilemma – skal jeg takke ja eller sige pænt nej tak?

Når jeg falder i snak med mænd antager jeg som udgangspunkt ikke, at der er nogle luskede bagtanker eller at de vil det ene eller andet. Jeg ved intet værre end folk der antager, at så snart en fra det modsatte køn henvender sig til dem, så er det for at score og så er det altså bare vigtigt at få fortalt, at man altså er i et rigtig lykkeligt parforhold, mens den anden part bliver en smule forlegen, da hun/hun egentlig bare ville sidde ved siden af dig i bussen. På det punkt mener jeg inderligt at folk skal tage en slapper, og give folk en chance – det kunne jo være starten på et suverænt venskab.

I weekenden blev jeg dog opmærksom på, at dette til tider er en naiv tilgang til tingene. Malou og jeg var i weekenden i Berlin og møder to  mænd (ret voksne og alt for gamle til os), som vi falder i snak med. Både Malou og jeg har kærester og er desuden halvt så gamle som dem, så der er ikke nogen der spiller op til noget, vi taler om alt muligt og det hele er faktisk rigtig hyggeligt. Baren vi er på ligger en smule væk fra der hvor tingene sker og der er en smule øde i området, så man kan ikke rigtig gå derfra, man skal væk i taxa. Disse lidt ældre mænd begynder pludselig at blive en smule omklamrende og Malou og jeg går (meget modent) på toilettet for at diskutere hvordan vi lige pænt kommer ud af denne her situation, hvor de tydeligvis har planer om at forsætte deres aften med os. Vi bliver enige om, at vi jo ikke skylder dem noget og derfor er i vores gode ret til at sige tak for i aften og forsætte vores plan om at barcrawle til vi kravler.

Hvorfor følte jeg at vi ikke kunne tage kontrol over vores aften og vores tid? Vi ville tydeligvis ikke tale mere med de fyre, men en up-front afvisning virkede så svær og så upassende. Hvorfor følte vi ikke at det var okay at sige, at vi nu forsætter vores ladies-night uden dem? Da vi kommer op kigger de på os og smiler og siger at nu har de ordnet regningen og bestilt en taxa. Mit hjerte synker. Jeg har ikke bedt dem om, ej heller forventet at de skulle betale eller sørge for noget som helst. Nu føler jeg mig fanget. Nu skylder jeg dem faktisk noget. Da vi spørger hvor de har tænkt sig at den taxa skal køre hen siger de bare “just get in the cab” og endnu flere alarmklokker ringer. De siger at vi lige skal forbi dem, inden vi kan gå ud og danse. Måske vi lige kan dele en flaske vin. Hertil svarer Malou og jeg “Nej, nej, nej og nej” – vi nægter. De bliver ved og efter 4. gang hvor vi har forklaret dem, at vi altså ikke skal nogen steder andet end at danse, forstår de stadig ikke vores afvisning. Vi sidder på nogle stole ude foran baren, da taxaen triller op. Ud af det blå rejser jeg mig, Malou følger trop og så sætter vi os ind i taxaen og siger “kør”, inden mændene nåede at opfange hvad der ramte dem. Vi valgte kujon-vejen. Vi stak af. Det er noget af det mest pinlige og barnlige jeg har gjort i mit voksne liv, men jeg blev grebet af panik og vidste bare, at jeg på ingen måde skulle ind i en taxa med dem. Det voksne havde jo nok været at sige, at nu skulle vores veje skilles og her har du de 10€ du lige har spenderet på mine vegne, da jeg er en stor pige der godt kan betale for mig selv.

Hele vendepunktet i denne aften lå i, at de pludseligt skulle til at betale for os og sørge for os. Pludselig stod vi i en eller anden form for gæld til dem, som vi ikke ønskede. Jeg er hundrede procent sikker på, at vores tilfælde ikke er enestående og at der er andre der må have følt sig moralsk taget til fange ved, at blive “købt” for en drink. Det anses som en venlig gestus der ikke skader nogen, men det opstiller alligevel en lang række forventninger, som man pludselig føler at man stikker af fra ved at trække sig. Man bliver en såkaldt narrefisse. Men både Malou og jeg har kærester og opførte os på ingen måde som to vilde single-gals alene på storbyferie, tvært i mod. Derfor var hele situationen så akavet og misforstået. Men vi følte at vi skyldte dem at tale med dem, bruge tid med dem og ikke bare kunne vende ryggen til og forsætte hvor vi slap.

Jeg synes det er trist, at man skal forvente det “værste” og distancere sig fra andre mennesker, da man ikke vil udsende “forkerte” signaler. Jeg er bange for om  der er mange gode ting man går glip af, som for eksempel et nyt venskab, blot fordi man ikke vil have at nogen tror man er frisk på noget.

Jeg kan godt købe mine egne drinks.

2 kommentarer
Gitte
11 måneder siden

Jeg kan nikke genkendende til den situation du beskriver. Hvis det ikke er en god ven og aftalt på forhånd, så syntes jeg også altid at det var vildt ubehageligt når andre betalte for mine drinks. De eneste gange jeg kunne acceptere det, var hvis jeg så kunne give en omgang bagefter, og vi på den måde stod lige. Giver det mening?

lauralundsgaard
11 måneder siden

Hej Gitte, det giver super god mening! Jeg er helt enig - det er følelsen af ikke at skylde nogen noget og være ligeværdige.

Vis mere