“Undskyld jeg mobbede dig”

Kan I huske, at jeg engang fortalte noget om, at jeg var blevet drillet i skolen? Og ikke på rive-i-rottehale-måden, men på den lidt grovere måde. Måden hvor et par piger fra min klasse havde en konkurrence om, hvem der kunne gøre mig mest ked af det i sidste time om fredagen, når vi var i omklædning efter gymnastik og lærerne for længst var gået på weekend.. og måden hvor de spredte rygter om, at jeg i virkeligheden var en dreng og måden hvorpå de sagde, at jeg var brun fordi jeg altid rullede mig i lort på vej til skole. Hvis ikke, så kan du genlæse her – også min pointe om, at jeg altså ikke vil være et offer. At jeg har valgt at tage det som en lektie. 

For er par uger siden, var jeg til en fest hvor jeg gik frontalt ind i en pige jeg gik i folkeskole med. Og vi hilste og sagde hej, som man nu gør når man brager hovedkuls ind i fortiden, og så skete det.. hun sagde undskyld. Undskyld for det hele, at hun fortrød, at hun bare havde været et barn med mange følelser og at hun var så ked af, at have behandlet mig dårligt. Jeg blev nærmest mundlam. Jeg anede ikke hvilket ben jeg skulle stå på og hvad jeg skulle svare. Fordi jeg føler intet ondt imod hende. Som hun selv sagde, så var vi børn og vi ændrer os alle sammen, og det ville først for alvor blive et problem, hvis man ikke kan tilgive folk for, hvordan de var engang. Vi ændrer os og vi vokser, vi lærer at beherske vores følelser og styre vores temperament – det ville jeg aldrig hænge hende op på. Hvis ikke man kan tilgive, hvad er man så? Er man så egentlig et hak bedre selv? Fordi jeg tror på, at hvis nogen vælger at undskylde til en, mere end 12 år senere, så er det fordi der er nogle ting der har hjemsøgt ens samvittighed, og det må være mindst lige så slemt, som at blive mobbet. Og vi har alle sammen brug for, at få bekræftet at vi er okay, at vi er gode nok og at vi kan blive tilgivet for de ting vi gjorde som børn. 

Det der egentlig rørte noget i mig var, at det gik op for mig, at det hele ikke har foregået oppe i hovedet på mig. Fordi tro mig, jeg har været i tvivl – var det noget jeg bare forestillede mig? Var det noget jeg bildte mig ind? Skete de her ting overhovedet? Fordi mange af de piger, overlod det hele til stilheden. Altså med undtagelse af dengang hvor en af pigerne fortalte vores lærer, at hun godt vidste at hun var led overfor mig, men at hun simpelthen ikke kunne lade være.. Selv dem der var mine gode veninder i folkeskolen var stille omkring det, fordi ingen ville risikere at det var dem der stod for skud, og jeg bebrejder dem ikke.. tvært i mod forstår jeg dem rigtig godt. 

I mange år har jeg også overvejet, om jeg fortjente det. Om jeg selv var ude om det. Om de var i deres fulde ret til, at behandle mig dårligt, fordi jeg ikke var mere værd end det. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt, og på et tidspunkt kom jeg frem til, at det nok var det der var sandheden. At jeg fortjente det. 

Derfor blev jeg overvældet af følelser, da jeg kom hjem. Fordi jeg blev bekræftet i, at det altså ikke var mig der var noget galt med. Og det lettede egentlig. 

Jeg står stadig fast på, at jeg ikke er et offer, for noget som helst. Og ja, der har da sten sikkert været episoder hvor, jeg har været så provokerende, at jeg selv var ude om det. Men nu hvor, jeg ikke længere behøver at snuble rundt i mit dårlige selvværd og være angst for , at folk ikke kunne lide mig og at ingen rigtig ville være mine venner, så vælger jeg at se på det, som en tid i mit liv der i sidste ende har lært mig rigtig meget:

At man ikke nødvendigvis skal tage alle kampe. At man skal sige fra, før tingene kører af sporet. At det er rigtig rigtig svært, at være strid ved en der altid er sød. At man skal kunne se igennem folk, og overveje hvorfor det er, at alt deres vrede skal gå ud over én, selvom man ikke har fortjent det. At man skal kunne tilgive. 

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har stor respekt for, at man så mange år senere tør, at mande sig op og stikke en undskyldning. Det kan ikke være nemt. Og for det: tak.

Alene på rejse

Jeg har været alene i Berlin i denne weekend, noget jeg ellers aldrig gør, da jeg altid prioriterer at rejse hjem og bruge tid med Niels, mine veninder og min familie. Den sidste uge har bare været fuldstændig vild, i forhold til rejseaktivitet, så jeg besluttede mig for at blive og slappe af.

Normalt når jeg er alene i en storby, er det fordi jeg skal arbejde, så der er stadig noget angstprovokerende over, at holde to hele fridage, helt mutters alene. I dag havde jeg for eksempel næsten glemt lyden af min egen stemme, indtil Niels ringede tilbage til mig omkring klokken 15.00. Og jeg gør sådan nogle pinlige ting, fordi jeg er alene og føler at “no one can judge me”, som for eksempel at stå 20 minutter uden foran Waldorf Astoria sammen med 75 andre mennesker, uden at vide hvem man venter på at se, men man har en forventning om, at det må være en MEGA kendis, og det KAN man ikke gå glip af (jo, jo det kan du lige præcis din maxi taber), og så bliver man relativt skuffet, når man ser toppen af Ed Sheerans hoved og lidt havde håbet på, at det var en Bieber eller en Jenner eller en Clooney.. Sorry Eddy, du ER mega kendt, men på den der måde hvor, jeg ikke ville falde på røven hvis jeg mødte dig nede i Føtex.

Bor til gengæld i et imponerende stykke lejlighed, som vidst nok har tilhørt familien Wagner (ja, altså dem med musikken) og rygtet siger, at A. Hitler havde en affære med kvinden i huset, så hver gang jeg går forbi det store soveværelse, løber det en smule koldt ned af ryggen på mig, med tanken om H. kun iført overskæg og knæstrømper (ved ikke hvor det med knæstrømperne kom ind i billedet, men har bare en fornemmelse). Så holder mig mest i lejlighedens østfløj (jep, der er sådan en), da jeg forestiller mig at det var her der boede noget oprørsk personale, som jeg kan identificere mig lidt mere med.

Var fredag til min første privatfest i Berlin – var blevet inviteret med, af en pige fra arbejde. Ankommer i kort glimmerkjole og gummisko, og har medbragt en kold 6 pack. Ankommer samtidig med tjekket advokat dame, der har en flaske champagne og en værtindegave med, da jeg lige har misset, at ALLE til festen er langt over 30 og ALLE sammen er advokater, eller på barsel eller bare tjekkede og voksne. Fik fremstammet noget alá “Hello, I’m from Denmark and here´s 6 cold beers – I’m sorry that’s how we roll in Denmark”. Så jeg undskylder lige til hele nationen, for at have fået os til at virke som tilbagestående teenagere, der medbringer egne øl til alle arrangementer. Folk var dog virkelig søde til, at tale engelsk så jeg kunne deltage i samtalerne rundt omkring, hvilket har været en udfordring før hen, når jeg hænger ud med mine german friends, at jeg ind i mellem lige ryger ud af samtalen et øjeblik hist og her.

Nu er jeg ved, at have ladt op til at kunne arbejde igen i morgen, rejse hjem onsdag og flytte ud af vores lejlighed. Det er stadig lidt uvirkeligt, men mest af alt spændende. Bare en lille søndagssludder.

Jeg lever ikke ekstraordinært

Er I der? 

Jeg forstår på sin vis godt, hvis I ikke er, fordi jeg har så sandeligt ikke været her meget. Men jeg har savnet jer. 

Jeg er i løbet af denne uge blevet spurgt flere gange, om jeg da overhovedet har tænkt mig at skrive noget snart, som om jeg skulle stå skoleret og give en forklaring på min manglende tilstedeværelse på World wide web. Og det gør jeg så, naturligvis. Finder på og forklarer og undskylder, som om jeg var et underholdningsprogram, der pludseligt blev taget af sendefladen, og efterlod en stamseer i totalt frustration over, ikke at få forløsning over cliffhangeren i sidste afsnit.

Når jeg ikke skriver, er det ikke fordi jeg er sur og ked af det, eller ikke har mere at sige.. eller jo lidt er det jo.. fordi jeg lever ikke ekstraordinært. Mine dage ser for det meste ud således, at jeg står op klokken 06.00, er på arbejde klokken 08.00 og typisk til klokken 18.00 og så bruger jeg aftenen på enten at rejse, eller være alene på noget hotel. Og det har jeg det helt fint med. Men ligesom med alle andre jobs, så er der dage hvor man ikke oplever det helt store eller bliver tvunget til at tage stilling til de helt tunge emner, og derfor kan inspirationsniveauet ind i mellem være lavt. Fordi som jeg har sagt før, så holder jeg mest af, at skrive om de ting der rør noget i mig – om det enten er noget jeg synes er sjovt eller spændende. Jeg kan lide at gøre mig umage. Og når man har et talerør som dette, vil jeg bruge det på, at skabe et fællesskab eller en samhørighed, hvor vi kan være enige og grine lidt af tingene, men hvor der også skal være plads til, at være uenige og ændre standpunkter. Og selvom jeg elsker at skrive, så er det også vigtigt for mig at huske på, at det her er min hobby – fordi jeg har et andet job, der kræver enormt meget energi, men som jeg også elsker af hele mit hjerte. Det er også derfor det aldrig har handlet om, at skulle tjene mange penge på at have en blog – det er på ingen måde det der driver mig. Jeg vil bare gerne skrive og fortælle og fjolle, og så arbejder jeg sammen med dem, hvor jeg synes det giver super god mening og hvor det er sjovt og hvor jeg stadig er mig.

For mig har min blog betydet, at mine start tyvere (som nu snart er midt-tyver) har været lettere og mere overkommelige, end først antaget (men er jo også dramatisk anlagt). Fordi I har været der. Fordi I har delt, lige så meget som jeg har delt. Jeg tør godt dele ud, fordi jeg ved at I også deler. I gør også fjollede ting og I er også bare mennesker, så når I kommenterer, sender en mail eller en besked på de sociale medier, så går det rent ind (også i storhedsvanviddet).

Det seneste stykke tid og det næste stykke tid, er der knald på, da vi skal flytte og arbejde og rejse og alle de ting, der er spændende, men som kræver uendeligt meget energi. HVORDAN kan man seriøst ALTID glemme, HVOR hårdt det er at flytte? Man skal tage stilling til ALT, helt ned til den mindste hårnål og den sidste enlige sok, og jeg har til min store irritation indset, at jeg åbenbart er en horder der får samlet mig alt muligt bøvl sammen. 

Vi ses snart

Reklame: Tips om solcreme: pas på din hud!

DETTE INDLÆG ER SPONSORERET AF RØNSBØL

Som barn syntes jeg, at det var noget af det mest irriterende i verden, at skulle have solcreme på. Det var altid sådan et sidste sekunds øjeblik, lige inden man var klar til at tonse afsted mod stranden eller ud på den store legeplads, at min mor, helt uden nåde, hev fat i min bror og mig, og nærmest malede os med en malerrulle, med den helt tykke, næsten genstridigt hvide masse, der skulle beskytte os mod solen. Og jeg husker at jeg synes, at det bare var vildt irriterende. Både at blive smurt ind, men også den langvarigt klistrede fornemmelse.

Da jeg blev teenager havde jeg en misforstået opfattelse af det, at bruge solcreme. Jeg var sikker på, at man ikke blev sådan rigtig brun hvis man brugte solcreme, så jeg lod være, og lod mig grille under solen både i Danmark, men også i udlandet. Dumt. For et par år siden fik jeg lavet en scanning af min hud, for at se netop solskader, og vi kom frem til, at mine solskader i ansigtet faktisk svarede til det samme som en kvinde i slutningen af 30’erne.

Fordi selvom man ikke bliver solskoldet (det gør jeg i hvert fald ikke), så skal man stadig passe godt på sin hud. Når man bliver solbrun er det fordi, huden skaber et ekstra tykt og genstridigt lag af hud, som skal beskytte dig mod de skarpe stråler. Den form for hud, er anerledes og skal derfor også behandles derefter – for eksempel med masser af fugt og pleje.

Derfor bruger jeg solcreme på kroppen og i ansigtet hver eneste dag, hvis solen ellers skinner, fordi selvom du bare skal cykle fra arbejde og hjem, så er solen stadig fremme og kan skade din hud. Hvis jeg skal have tøj på, så plejer jeg at smøre SPF 15 på, hvis jeg skal være mere eksponeret i solen, så er det 30. Jeg har altid faktor 30 eller højere på i ansigtet, da huden er sartere.

Jeg har i løbet af de sidste par uger testet RØNSBØL SUNCARE:

  • Sun lotion Spf 15 / SPF 30 – bestående af macademiaolie, som hjælper huden med at opretholde fugtbalancen, hvilket er vigtigt i solen, hvor huden nemt tørrer ud. Konsistensen er let og lækker, og jeg synes den har været nemt at påføre, samt trænge ind i huden. Kan både bruges på kroppen og i ansigtet (selvom jeg lige har set, at de har lanceret en dagcreme med SPF i)
  • After sun lotion – når man har været ude i solen en hel dag, især efter solbadning, er det vigtigt at give sin hud noget konkret solpleje, som for eksempel en lækker after sun med aloevera, som der er i denne. Huden har brug for lindrende og kølende pleje. Derudover indeholder denne aftersun Betacaroten som hjælper med, at bevare ens kulør.

Rønsbøls produkter er uden parfume og er dermatologisk testet, hvilket jeg synes giver denne solserie rigtig meget kant, og gør at jeg ville vælge dem over så meget andet. Solcreme kan være en jungle at finde rundt i, især fordi det kan være relativt dyrt at finde, en solcreme der passer til en og som man synes fungerer i effekt og konsistens. Som jeg før har nævnt, så er det vigtigt at passe på os selv, og være opmærksom på de kemikalier vi lader komme helt tæt på vores krop, da vi i værste tillfælde kan udvikle allergi og bliver overfølsomme.

Et lille tip til ekstra hudpleje: efter solbadning og efter du har ladet din after sun trænge ind i huden, kan det være en rigtig god idé at bruge en normal body lotion for, at give huden optimal fugt. After suns primære funktion er at hele, lindre og køle, samt give huden er quick fix i forhold til fugt, men med en body lotion kan man forkæle sig selv lidt ekstra. Jeg vil for eksempel anbefale Rønsbøls egen, som du kan finde her.

Hvis du kunne tænke dig, at give solserien fra Rønsbøl et skud, så vil jeg anbefale dig, at købe tilbudsæsken, hvor du for 349 kroner får:

  • Sun lotion SPF 15
  • Sun lotion SPF 30
  • Day creme SPF  15
  • After sun

Så er der mulighed for, at være dækket fuldstændig ind til ferien, til cykelturen til kontoret eller weekenderne på stranden, hvor det danske sommervejr endnu engang viser sig fuldstændigt overlegen!

Jeg er smuttet til Sicilien og har naturligvis husket solcremen.

Buy the way – fodboldudgaven

… hvad blev der egentlig af Jon Dahl Tomasson? Kom sådan til at tænke på ham i dag, og dengang min mor og min gudmor mødte ham på Christianshavn iført højt humør og fnise-latter. Gad vide hvor han er i dag? Og om der stadig er nogle damer i slut 30’erne der semi-fniser når de ser ham? Det håber jeg lidt.

… gik det lige op for mig, at Zidane og Beckham slet ikke er aktive mere. Øv. Det bevidner også om, at jeg måske ikke har set en fodboldkamp siden ’06.

… er der altså ikke en eller anden kønsdiskriminerende sportskanal der skal forsøge, at forklare off-side reglen med en røvfuld chanel neglelakker i stedet for spillere.. SLET ikke særligt 2018-agtigt.. hvis ikke de passer på, kommer jeg og twerker ud over det hele. Så kan de lære det, kan de!

… er jeg blevet ramt af fodboldfeber, sådan for good. Lige pt sidder jeg alene i lobbyen på mit hotel og ser Danmark – Frankrig i stedet for, at være ude og socialisere. Åbenbart ingen andre danskere med stærk nationalfølelse her på matriklen.

… kunne jeg godt overskue, at DK lige tog sig sammen og vandt VM. Min FOMO (fear of missing out) KAN ikke klare at høre mere om ’92 – var ikke født til den, åbenbart største folkefest i Danmark, som i nogensinde (Sorry HKH Frede, men lige meget hvor meget du løber, så VAR sommeren ’92 åbenbart the shit). Men NU må det være tid igen.

… er det bare mig, eller har Zanka afbleget sit hår? Eller har han bare været meget ude i solen? Eller, er det ikke noget man kommenterer på, selvom der er mange fodboldspillere der sporter en frisk frisure?

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault