Buy the way – fodboldudgaven

… hvad blev der egentlig af Jon Dahl Tomasson? Kom sådan til at tænke på ham i dag, og dengang min mor og min gudmor mødte ham på Christianshavn iført højt humør og fnise-latter. Gad vide hvor han er i dag? Og om der stadig er nogle damer i slut 30’erne der semi-fniser når de ser ham? Det håber jeg lidt.

… gik det lige op for mig, at Zidane og Beckham slet ikke er aktive mere. Øv. Det bevidner også om, at jeg måske ikke har set en fodboldkamp siden ’06.

… er der altså ikke en eller anden kønsdiskriminerende sportskanal der skal forsøge, at forklare off-side reglen med en røvfuld chanel neglelakker i stedet for spillere.. SLET ikke særligt 2018-agtigt.. hvis ikke de passer på, kommer jeg og twerker ud over det hele. Så kan de lære det, kan de!

… er jeg blevet ramt af fodboldfeber, sådan for good. Lige pt sidder jeg alene i lobbyen på mit hotel og ser Danmark – Frankrig i stedet for, at være ude og socialisere. Åbenbart ingen andre danskere med stærk nationalfølelse her på matriklen.

… kunne jeg godt overskue, at DK lige tog sig sammen og vandt VM. Min FOMO (fear of missing out) KAN ikke klare at høre mere om ’92 – var ikke født til den, åbenbart største folkefest i Danmark, som i nogensinde (Sorry HKH Frede, men lige meget hvor meget du løber, så VAR sommeren ’92 åbenbart the shit). Men NU må det være tid igen.

… er det bare mig, eller har Zanka afbleget sit hår? Eller har han bare været meget ude i solen? Eller, er det ikke noget man kommenterer på, selvom der er mange fodboldspillere der sporter en frisk frisure?

Den bittersøde studentertid

Københavns gade flyder over med smukke, unge mennesker iført hvide huer og et ret højt humør, som kan få selv den kedeligste mandag til at lyse op. Studenterne. Dem der pludseligt ser på verden med helt nye øjne, har gåpåmod og en håndfuld drømme, som der slet ikke tvivles på, nok skal gå i opfyldelse.

Men for nogen er det en bittersød tid. Husker selv, at det var ret komplekst – længslen efter den evige frihed, samtidig med det pludseligt opståede afsavn efter struktur og rutine i hverdagen. Jeg havde så ondt i maven over, at jeg pludseligt skulle tage, sådan helt rigtigt og helt voksent, ansvar for mit liv. Der var ikke længere nogen der kunne fortælle mig hvad jeg skulle, og det var ganske vemodigt den dag, hvor skolens elev-intra ikke længere var tilgængeligt og det gik op for mig, at jeg for alvor skulle ud og skabe min egen tilværelse.  Jeg var derudover også ræd for, at blive ensom eller venneløs, nu hvor man ikke skulle hænge ud med sine bedste venner hver eneste dag – det skræmte mig at vi nu skulle leve et helt liv, hver for sig.

Og samtidigt glædede jeg mig. Jeg glædede mig til, at mit liv endelig skulle begynde. At jeg var fri for alle de bånd, som hviler på en teenager i gymnasietiden. Fri til at gøre hvad jeg ville. Fri til at skabe nye relationer. Fri til at blive lige den jeg drømte om at være.

Jeg tror, at frihed er det største tema når man bliver færdig med skolen – om det er 9. klasse, gymnasiet eller universitetet, så er det tanken om, at man gjorde det – man afsluttede det, og nu belønnes man med friheden, indtil man igen er klar på, at klø på med det næste.

Jeg tror ikke der er nogen rigtig eller forkert måde, at gribe den nyvundne frihed an på. For nogen handler det om, at sove rigtig længe, lave ikke en fis og bare lige nyde, at man for første gang i hele sit liv, ikke er bundet op på en eller anden form for institution, der står og hiver i en (i hvert fald bare lige et par uger). For andre er det tanken om, at tjene nogle penge, så man kan komme ud at rejse, eller flytte ind i den der lejlighed man har drømt om, sammen med sin bedste ven, hvor man i starten er så udsultet, fordi man bruger alle pengene på øl og man vidst ikke helt var så stærk i det der madlavning som man lige troede. For nogen er det motivation til, at studere videre og dygtiggøre sig inden for et bestemt felt – friheden til at bestemme hvad man gerne vil lære.

Jeg var selv ret meget i vildrede om, hvad der skulle blive af mig. Jeg arbejde i H&M på deltid, inden jeg sådan ud af det blå blev sendt til Milano for at bo og arbejde som model. Og jeg følte virkelig, at nu skulle jeg bevise at jeg kunne klare det. Jeg følte, at jeg havde så mange forventninger at leve op til, ikke mindst mine egne. Men jeg SKULLE bevise, at jeg kunne klare det. Jeg kunne jo ikke imødekomme alle fordommene, om et såkaldt fjumreår, hvor man mest af alt bare spildte sin tid. Men det er virkelig sjældent, at man bare spilder sin tid – uanset hvad man giver sig til. Så længe man har et åbent sind og er villig til, at lære af de ting man møder på sin vej.

Så kære smukke, unge studenter – NYD jeres frihed, NYD jeres glæde og vær absolut stolte af jer selv. Og lad være med, at have nogle voksne mennesker hængende efter jer, der skal fortælle jer hvad I skal og burde. For første gang, er det op til jer.

XX

En fredag i Gothersgade

Da jeg fredag aften skulle møde Malou og Niels på Little Italy i Vestervoldgade, var jeg mildest talt fuldstændigt kørt over af træthed. Ugen havde simpelthen valgt, at trække op på siden af mig i den store fede lastbil den kom kørende i, og så derefter presse mig fuldstændig ud i rabatten. Jeg var så træt og jeg magtede ikke andet, end rent faktisk at sidde og spise pizza med Niels og Malou.

Altså ind til vi var cirka halvanden flaske vin inde..

Som genopstået fra de døde, havde jeg pludseligt enormt meget energi og var helt oppe på lakridserne, lidt som en Golden Retriever med udsigt til aftensmad og gå-tur. NU skulle der fandme bare ske et eller andet. Niels tog hjem – han læser til eksamen og tror han blev træt af min motormund (selvom han aldrig ville indrømme det, fordi han er en gentleman), hvilket efterlod Malou og jeg med en vinbrandert og enormt dårlig situationsfornemmelse.

Endte på fancy bar, hvor vi tyllede drinks som om vi gik i 3.g på Øregaard. Endte med at have fået tilstrækkeligt nok (og et dankort i kramper), at der skulle ske noget mere – vi skulle sgu da danse!

Vi har grint meget af, at jeg aldrig har været i byen i Gothersgade (don’t ask me why), så da Malou foreslår tour de Gothers, er der ingen tvivl om at det er lige præcis det vi skal! Vi går lidt rundt mellem de forskellige barer, og det undrer mig simpelthen, at de alle sammen ligner hinanden? Indrettet på samme måde, spiller det samme musik og stort set de samme bartendere, indtil Malou pointerer, at det altså er den samme bar vi er gået ind og ud af, fordi jeg var gået med hende ud for at ryge.. Godt så… Kæmpe klaptorsk… Jeg var ganske overbevist om, at vi havde været flere steder…  På et tidspunkt møder vi to drenge, der er meget unge, men som fandme også hedder Lundsgaard til efternavn og jeg går helt på røven over det. Vi indser dog, at de er ret unge, da de bliver nægtet adgang flere af stederne vi forsøger at tage dem med hen (så et sted mellem 16-17 år). Malou har gang i et eller andet show, hvor hun vil have dem til at gætte sin alder, og bliver ved med at sige ting som “dengang jeg var på jeres alder” og “Jeg kunne næsten være din mor”, selvom hun er noget alá fem minutter ældre end dem.. På et eller andet tidspunkt lykkedes det Lundsgaard jr.1 og jr.2 at komme med ind på en bar.. og gæt hvilken det var… jeps, havde Deja-vú ud over hele baren. Føler mig ærligt talt en her del ældre end alle andre på baren, så Malou og jeg forsøger at blende in, ved at bestille nogle shots med vandmelonsmag (som jeg senere med at kaste op, ud over hele mit badeværelse). Bliver pludseligt relativt trætte af teenage-druk og jeg er klar til, at komme hjem til Niels, så Malou følger mig hjem.

Da vi drejer om hjørnet til min gade ser jeg, min underbo jeg aldrig har hilst på, som er ved at låse sig ind i bygningen, så jeg sætter i løb, som var han det fucking sidste kystbanetog hjem mod København, fordi jeg ikke kan overskue at finde mine nøgler frem. Han er sød og venlig og lader mig stavre ind sammen med ham. Da vi når hans etage og jeg bliver stående sådan lidt afventende bag ham, er han nødt til at pointere, at jeg altså lige skal en gang længere op, fordi jeg altså bor på 2. sal.. Nå nej, naturligvis.

Der er noget ved, når tingene udvikler sig, som tiltaler mig helt vildt. Det sker bare. Der er ingen forventninger til, at man SKAL have det sjovt og man SKAL være fuld og dum at høre på. En slags anti-nytårsaften, som ellers altid betyder en lille bitte skuffelse over, at aftenen ikke blev årets aften. Der er noget rart og uforpligtende ved det. Og det var lige det mit trætte sind trængte til.

Det er max pinligt når…

Folk antager at jeg forstår svensk/norsk og påbegynder en samtale med mig på deres respektive modersmål, mens jeg inderst inde tænker noget i retningen af “fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck mig”, mens jeg smiler på den der helt anstrengte måde, og febrilsk leder efter bare ét fucking ord der giver mening, eller indikerer om jeg skal sige ja eller nej, eller se glad eller alvorlig ud. Top akavet at stå og smile, hvis Elsa fortæller mig at hendes kat har givet hende orm.

Jeg sidder i fælleskøkkenet i Berlin og græder ned i noget tarvelig gryderet, jeg selv lige troede jeg magtede at lave, fordi jeg ser videoer af, når de trykker på Guldknappen i America Got talent, og alt går i slowmotion mens folk græder og jubler og de spiller Adele musik, og en eller anden sidder i rullestol og en anden får bare ændret sit liv FOR EVER! Det går lige i fløde-hjertet på mig.

Folk forsøger at forklare en følelse eller situation, og man så siger “nååå, så det du mener er bla og bla” og så kigger vedkommende overbærende på én og siger “Nja, nej, egentlig slet ikke” og så sidder man der og er til grin for sine egne lommepenge. Det er sgu da også lidt usolidarisk – så sig for pokker nu bare, at det var præcis det du mente og gå op og bagtal mig på værelset bagefter, som alle andre velopdragne havde gjort.

Man nyser snot ud i hånden….

Folk ikke sætter udsagnsled i sætninger…. “du sød” er ikke en sætning (selv wiki siger, at en sætning ikke er en sætning uden et udsagnsled) og det skal stoppe nu.

Man sidder med sine headphones på, og en eller anden tilfældig fyr kommer hen og gør tegn til, at han vil sidde sammen med dig, hvorefter du tager høretelefonerne ud og siger “sorry I have a boyfriend” og han, helt forlegent, forklarer at du altså sidder på hans pung og ingen kommenterer mere på det…. jeg finder selv ud..

Man går ind i en lygtepæl fordi man havde øjnene plantet på en eller anden kage-video på instagram.

Man insisterer på, at bære alle ens varer i hånden mens man ruller en trolley gennem tysk supermarked. Endte med, at jeg tabte iskaffe og youghurt ud over ruskindsstøvler, samsonite og hele mejeriafdelingen.

 

Min (imaginære) skilsmisse

Jeg er i gang med at høre en lydbog, som i dag tog fuldstændig røven på mig og fik mig til at stå i prøverummet i Zara på Kurfürstendamm og tude lige så voldsomt som dengang min bror sagde til mig, at jeg nok var adopteret fordi jeg jo var en brun afrikaner og hele min verden ramlede sammen, fordi møgungen jo havde ret i, at jeg SLET ikke lignede resten af IKEA-reklamen jeg boede sammen med…

Jeg er i gang med at lytte til Maise Njor og Asta-Maja Njors samtalebog “Alle veje fører til MOR”, hvor de blandt andet taler om at være skilsmissefamilie og brast kærlighed. Om det der med, at være så sikker på, at man elsker nogen og det skal være for evigt, og så vågner man op en dag og så var det det ikke helt alligevel. Det rørte virkelig noget i mig – det trykkede direkte på tudeknappen og så stod jeg der blandt polyester og meget billigt hør og tudbrølede, fordi det bare lød så smertefuldt og sørgerligt.

Var nødt til at ringe til Niels, mens jeg stod og snottede inde i prøverummet, bare lige for at sikre mig at vi faktisk HAR en aftale om, at vi godt kan blive ved med at være forelskede og kunne lide hinanden, fordi jeg på INGEN måde kan overskue at stå om 10 år med børn, villa og en Grand Danois (fordi vi har en aftale om at go big or go home) og en halv pensionsopsparing og et hjerte i tusinde stykker, og skulle finde ud af hvordan vi skal dele det hele i to. Skal man så have en skilsmissehund? En 7:7 ordning, hvor madskål og hundesnor overdrages, mens man helt anstrengt forsøger at virke HELT afslappet og siger ting som “det er også noget værre noget med priserne på gær for tiden”, fordi man bare lige følte at det virkede helt nonchalant da man sagde det oppe i sit eget hoved, men man lyder som den største klovn nord for København når det vælter ud af kæften på en. Vi fungerer bare skide godt som et team (altså hvis et team kan bestå af jordens største egoister), og kan lige se for mig, den meget akavede samtale med de sociale myndigheder, når vi begge to har glemt, at det var vores tur til at have ungerne i den her uge, så de har levet af skrald og sovet i en papkasse ude i haven, uden at nogen lige har opdaget det, fordi vi har travlt med at realisere os selv på et eller andet madlavningskursus eller til salsa i Fælledparken med en gut der kalder sig Salsa-Fritz.

Taget i betragtning af, at Niels læser til eksamen og skal op i morgen, så var han ret tålmodig og overbærende og sagde at det hele nok skal gå og at jeg slet ikke skal være nervøs eller bange – det er sgu derfor han er en keeper. Var jeg i lidt bedre humør, havde jeg nok taget det som et frieri (altså at han sagde vi godt kunne indgå en aftale om ikke at gå fra hinanden), om han kan lide det eller ej! Men i dag får han lov til at slippe. Ved tanke om ægteskab giver ham “Lars-Løkke-under-finanslovsforhandlings”-stress, så jeg pakker sammen. Måske en anden god gang.

Men tanken om, at det hele måske slutter en dag, eller at kærligheden stopper med at være der, i den form som den er i nu, er sindssygt angstprovokerende og gjorde mig bange. Det er nok det der med, at være en smule bange for de ting man ikke kender. Men hvad nu hvis man står om 10 år og ser tilbage, og river sig selv i håret over, at have været en naiv teenager, der tillod sig selv at tro på, at det var for evigt? Det gør mig møg bange. Det gør mig også bange at tænke på, hvis jeg nu stopper med at elske Niels en dag? Hvad så? Hvad synes jeg så om ham? Eller endnu værre: hvis han stopper med at elske mig..

Jeg er ikke i tvivl om, at kærlighed ændrer form gennem hele livet – sådan tror jeg også det skal være, og man skal ikke forvente at kærligheden fejer benene væk under én hver eneste dag (især ikke når den kommer hjem fra byen i hullede underbukser og alko-ånde, og insisterer på at ånde dig ind i ansigtet og du lidt ønsker, at det i stedet var den imaginære Grand Danois og dentastix lugt der plaskede i hovedet på dig). Men tanken om at det kan ophøre gør mig seriøst bange.

Ville ønske at man kunne helgardere sig, eller bare lige tage et lille smugkig ud i fremtiden og bare lige danne sig et overblik over, hvilken person man besluttede sig for at blive. Bare lige for god ordens skyld, så vi kunne slippe for alle de overraskelser.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault