Rejsedagbog: forberedelser

Om mindre end 48 timer har jeg pakket sydfrugterne, købt et kilo bland-selv slik og boardet flyet mod Cuba, hvor jeg for første gang i meget lang tid skal se Niels igen. Og jeg er spændt.

Men udover at være spændt er jeg faktisk også en smule nervøs. Jeg har nemlig aldrig rejst på denne måde før. Jeg er vant til at rejse rigtig meget, men når jeg rejser er det for arbejde og jeg når sjældent at fordybe mig i de steder jeg kommer, da ruten ofte hedder: lufthavn- hotelværelse – studie – lufthavn – næste. Jeg er derfor 100 procent ansvarlig for, at der er styr på alt, hvilket er en udfordring når man er et gigantisk rodehoved. Det gik for eksempel op for mig i søndags (mindre end 5 dage før afrejse), at jeg da ikke lige havde en taske jeg kunne pakke i. Er det meget slemt at ønske sig en lille smule OCD i julegave?

Føler mig super voksen, da jeg har investeret i duffelbag fra Helly H. og dermed lader cool rullekuffert fra Birger Christensen stå endnu en sæson på loftet hos mor og far. Igen, dét er fandme voksent at lade praktisk vinde over fashionabelt. Så, så man lige mig blive 23 år i morgen. Gad vide om jeg har investeret i praktisk Sorel vinterstøvle og  jakke der faktisk er vind- og vandtæt inden jeg bliver 24?

Lige pt er det hele ret uoverskueligt og jeg føler mig på ingen måde klar til at råbe røv og skride. Er hele tiden panisk for, om jeg nu har glemt noget altafgørende, som for eksempel at tjekke den rigtige afrejsedag, flyselskab eller lignende. Bliver ved med at spørge mig selv om jeg har:

  1. Pas
  2. Billet
  3. Pas
  4. Visum til Cuba
  5. Pas
  6. Cash-money (med dem kan man rule the world, bare se på D.Trump)
  7. Pas
  8. Forsikringspapirer
  9. Pas
  10. Bikini (?)

Jeg har derudover været så mega priviligeret at få lov til at låne et Sony RX100, så jeg forhåbentligt kan tage en masse billeder og være en af typerne der føler sig #blessed på instagram, samtidig med at jeg pønser lidt på at smide noget videoshow op under vejs.. Bare lige så jeg rigtig kan manifestere at jeg altså nu udlever min teenagedrøm om at være backpacker, uden rigtigt at være det.. Jeg er altså ikke nogen survivor-girl.

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag i 2016 og det har godt nok været sært. Håber at jeg kan nå at få styr på alle mine last-minute gøremål i morgen, hvor jeg også lige skal nå at have mine sidste vacciner, få tjek på de sidste julegaver, afvikle min fødselsdag og eventuelt lige rydde op på mit bombekrater af et værelse.

Jeg håber at I har lyst til at følge med.

XX

Hvorfor må mænd aldrig være noget?

For en uges tid siden læste jeg Anne Sophia Hermansens blogindlæg om mænd der dyrker ekstremsport, eller mainstreamsport som hun kalder det. Med lidt kække vendinger (som vi jo meget godt kan lide) får hun givet enhver mand med et fuldtidsjob, en familie og en lyst til at lave en ironman et ordentligt rap over nallerne. For gud hvor er de egentlig latterlige, hva’?

Om det er fordi man ikke selv lige kan få lettet rumpetten eller der er et andet følsomt emne bag, så synes jeg faktisk at det er både tarveligt og nedværdigende og jeg kan ikke lade være med at tænke på det ramaskrig der havde været, hvis en mand nogensinde havde skrevet på den måde om en kvinde.

Min far er lige blevet 47 år. Min far startede med at træne til halvmarathon, så til marathon, så til triatlon og nu en halv Ironman. Og ja, han bruger meget tid på at træne, men min far er en fremragende far, der oser af overskud, velvære og ikke mindst endnu mere selvtillid (selvom det aldrig rigtig har været et problem). Vi talte om dette emne over frokost i weekenden, hvor han fortalte at det gav ham overskud til at være en bedre udgave af sig selv.

Hvorfor er det så lige at de her mænd skal pilles ned?

Det kan godt være at det er skrevet med et glimt i øjet, men det satte nogle tanker i gang hos mig. Hvorfor er det at mænd aldrig må være noget?
Vi har så travlt med ligestilling og kvinders rettigheder, at vi ind i mellem får pillet manden fuldstændig ned, at han sidder som en passiv kastreret labrador der venter på den næste kommando fra centralen. Jeg blev en smule harm, da jeg faktisk synes at det er en lidt underlig ting at være hånlig omkring. Der er noget ved det der kunne virke en smule misundelses-agtigt.  Jeg vil til hver en tid også foretrække at spise “tartar og pomfritter” i min fritid, præcis som ASH, men det får mig ikke til at tænke dårligt om dem der vælger anderledes.

Jeg tror bare vi skal passe på med, fuldstændig at tryne manden for på en eller anden måde, at fremme os selv, om det så er fysisk eller psykisk. Derudover ved jeg slet ikke, hvad der menes vi bør gøre med kvinder der beslutter sig for at lave en ironman, da dette udelukkende handlede om direktører eller andre højtstående, hvor det virker som om man ikke helt kan snuppe, at der er nogen der godt kan overskue det hele.

Jeg ved det er et giftigt emne, men når man skriver et indlæg som dette tænker jeg, at man må være klar over, at det sætter gang i en masse tanker. Jeg vil selv meget nødigt misforstås og vælger derfor også blot at sige, at jeg er ganske uenig i pointen.

XX

Jeg skammer mig når….

… jeg hører Justin Bieber i bussen. Det er min ultimative guilty pleasure. Jeg hører selvfølgelig ikke det nye, og socialt acceptable Bieber, nej nej! Jeg er helt tilbage i grydehårs-æraen. Er angst for, at dem der sidder ved siden af mig kan høre det og dem der sidder bag mig kan se, at jeg bevidst vælger at sætte Boyfriend på.

… jeg lige sætter farten op fra normal gang til powerwalk, hvis jeg kan se at der er en anden der potentielt set kunne komme før mig hen til kassen i Føtex. Det er sgu noget svineri og jeg ved seriøst ikke hvorfor jeg gør det. Det er som om mine ben pludselig bliver fuldstændig outlaw og slet ikke lystrer, mens jeg brager afsted med 120 km/t mod kasse 1.

… jeg inderligt skråler med på Adele og en eller anden idiot slukker for musikken midt i HAALLLOOOUUUWWW FROOOM THEEE OOOOTHEEERR SIIIIIDEEE, så man står der med ikke særlig smør-agtig stemme, mens alle kigger forskrækket på dig og spørger om du har slået dig, mens din ansigtsfarve skifter til socialkammerat rød og du må indrømme at det altså bare er din singin’ voice. Tusind tak DJ-not-nice for at ødelægge mit Adele moment og knuse mine x-factor drømme….

… jeg om 4 dage bliver 23, men stadig ikke kan håndtere alkohol. Så sent som i nat skammede jeg mig, da jeg måtte kravle ud fra smart club, i klistrede læderbukser (havde selvfølgelig sat mig i redbull-drink, så min røv fungerede pludseligt som fluepapir) og en brandert, jeg slet ikke vil stå ved i dag. Fornemmer godt, at jeg måske ikke skal sidde i taxa hjem, da jeg kæmper hårdt i mod min, ret så højlydte gag-refleks, der fortæller mig, at hvad der er røget ned meget snart gerne vil op igen. Pokkers… 18 minutter til næste tog.. Ved bare at jeg MÅ være i seng om 18 minutter. Finder taxa, hvilket omtrent er lige så svært, som at finde den helt sjældne pokemon, i disse julefrokost tider. Får bøffet mig ind på bagsædet og snøvlet min adresse, hvorefter jeg vælger at falde i søvn de 9 minutter det tager at komme hjem. Betaler med kort og er stadig ret imponeret over, at selvom jeg muligvis ikke kunne fortælle mit fulde navn korrekt, så sidder koden til kortet i hånden. Går ud af taxa. Lige overfor min lejlighed ligger der lyn-hurtig, vesterbro-smart bar, hvor folk altid er super fash og cool. Vælger selvfølgelig at tømme maven ud på fortovet foran hele Codans julefrokost team. Flot. Så stod man der i klistrede bukser og holdt sit eget hår..

XX

Fra ensomhed til tosomhed

 

Om halvanden uge rejser jeg til Cuba, efterfulgt af et par uger i Mexico, Guatemala og Costa Rica og jeg er ved at sprænges af spænding og forventning.

D.09. december er der gået præcis 5 måneder siden jeg stod i Kastrup og græd snot og drak Unterberg med svigermor, som om vi sendte eneste arving jorden rundt på de syv verdenshave, hvor der var en reel chance for at han kunne dø af skørbug eller falde over bord i en brandert. Blev enige om, at afstanden ikke er så lang når man nu kan have et cyber-forhold, hvor dates og familiemøder er noget der foregår over skype eller en opringning på messenger.

D.09. december sætter jeg min kurs mod Cuba, Niels’ favn og måske det største eventyr hidtil i mit liv. Mit indre føles som et stormvejr, da jeg er spændt, forventningsfuld og nervøs. Jeg står et sted i mit liv, hvor det ikke rigtig er gået i gang endnu, men jeg for alvor føler, at jeg allerede nu har brug for at ruske op i mig selv. Har brug for at gøre… noget… et eller andet. Jeg har lyst til at stille mig ud på gaden og skrige “jeg er her!”, hvilket måske også er derfor jeg så ofte sætter mig bag tasterne og lader jer vide, at jeg stadig eksisterer.

Jeg glæder mig som et lille barn til vores tur. Vi skal rejse rundt i 6 uger, først på Cuba, så Mexico, Guatemala og videre til Costa Rica. Men helt ærligt, så er jeg også en smule nervøs. Det sidste år har jeg rejst rigtig meget, omkring 200 dage, så jeg er meget vant til at være mig selv, være alene og kun gøre mig-mig-mig ting. Efter Niels tog afsted har jeg ikke som sådan haft ansvar overfor andre end mig selv, ej heller behøvet at tage hensyn til et andet menneskes følelser, på samme måde som man gør det med en kæreste. Jeg har levet i et ganske ensomt og egoistisk forhold med mig selv. Det har været svært ind i mellem, men jeg har nu fået så meget rutine i det, at jeg ikke tænker over mine mange alenetimer.

Derfor er det både med spænding og en smule nervøsitet, at jeg ser frem til vores genforening og 6 ugers rejse. Ikke nok med, at vi skal genforenes i et land så langt væk fra alt hvad vi kender og betegner som trygt, så skal vi også lige lære hinanden at kende igen. Lige mindes om hvem vi nu er sammen. Jeg glæder mig til at skifte min ensomhed ud med tosomhed, tro mig. Men igen bliver det noget jeg skal arbejde med og gøre mig klar på.

Jeg har besluttet mig for, at være bevidst omkring min egoisme og være opmærksom på, ikke at buldre igennem, som en bulldozer gennem ungdomshuset i 07. Jeg skal i balance. Fordi når alt er sagt, så kan jeg faktisk godt lide at prioritere mig selv så højt, som jeg gør for tiden. Det er ærgerligt, at ordet “egoisme” har fået sådan en negativ klang, når man nu faktisk godt kan være egoist på den fede måde. Dér hvor man vælger sig til og virkelig lader ens egne behov trumfe igennem. Jeg tror det er nærmest uundgåeligt i et forhold med en anden person, at man ikke giver en lille smule afkald på hvad og hvordan man ønsker tingene gjort. Det handler jo om at gå på kompromis. Men når man får muligheden for at være alene, tror jeg det er rigtig sundt virkelig at dyrke sig selv, så det næsten tendenserer til et underligt kærlighedsforhold til sig selv..

Jeg har længtes efter at kaste mig i favnen på Niels, siden jeg sidst krammede ham farvel. Siden han rejste er der noget utroligt vigtigt der er gået op for mig:

Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vælger ikke at gøre det. Jeg vælger at leve med dig.

Jeg vælger at elske dig.

XX

7 ting ved jul jeg ikke forstår

 

..Hvorfor vi alle sammen skal nå “at ses inden jul”. Det kommer til at virke som om, at det er livsnødvendigt, at vi når at se hele omgangskredsen til glögg og kravlenisser inden 24 december. Som om julen står som en slags dommedag, hvor vi ikke rigtigt er sikre på, hvad der venter os på den anden side. Det er virkelig vigtigt at vi når at proppe kalenderen fuldstændig, med aftaler med perifere bekendtskaber, bare fordi vi er nødt til at ses inden jul!

… Hvordan det hvert eneste år kan komme bag på PostDanmark at det pludselig var december igen og virkelig mange skal sende eller afhente pakker. Så står man dér i posthuset i Føtex, med en liter mælk under armen, der næsten når at blive helt sur inden de andre 44 mennesker i køen før dig, har fået styr på deres post. Har formået at bruge et utal af timer ved afhentning af pakker på posthuset. Sad der så længe at jeg til sidst nærmest følte mig som ansat. Jeg var i hvert fald helt med på dagens skema, samt hvem der kunne gå til frokost hvornår.

… Hvordan det hvert eneste år kan komme bag på mig at det pludseligt er december igen og min konto må køres ba-bu-ba-bu til akutmodtagelsen på riget, hvor en overlæge i hvid kittel fortæller mig at der ikke er noget at gøre. Det eneste jeg kan gøre er at vente og se om blødningerne stopper… As if.. Hvordan kan det hvert eneste år komme bag på mig, at der er noget der hedder jul og derved også julegaver til dem jeg holder af??

… Hvordan julelys altid kan tage pusten fra en. Det er jo ikke fordi elektriske lamper er en mangelvare i dagligdagen, men når vi rammer december er det som om, at alle lys bare lige er ekstra hyggelige. Især på Magasin du Nord og Illums Bolighus og faktisk også Gerog J, gør det særdeles godt og får en til at gå hjem og klistre hele herskabslejligheden ind i lyskæder fra søstrene grene, velvidende at man højest rammer noget der ligner Pipi Langstrømpes veranda, fremfor lækkert bolighus med gigant budget.

… Hvorfor det ikke er blevet social acceptabelt endnu, at give sig selv en gave. Malou har gjort det lige så længe jeg kan huske. Så køber hun noget hun ønsker sig sygt meget, pakker det ind, smider det under træet og kan så åbne en gave hvorpå der står “til: Malou, Fra: Malou”. Vi griner altid lidt af det, fordi det er fjollet, men helt ærligt, det er jo skide fedt. Lige give sig selv et klap på skulderen og et ensidigt kram.

… Hvordan det kan være, at vi danskere har været så svine heldige med vores julemad? I Sverige får man kogt skinke og i Tyskland noget Wurst, mens vi her kan mæske os i svin og and og rødkål og brune kartofler. Wauw det er fedt.

… Hvordan jeg hvert år har glemt hvordan det nu lige er den der “Alene Hjemme” er skruet sammen og for 10. år i træk sætter mig foran skærmen når den toner frem på TV2 og igen igen igen kan konstatere, at jeg altså er blevet for gammel til at se nuværende narkoman folde sig ud som nutte-yngel, mens jeg alligevel skammer mig over at more mig fyrsteligt.

XX

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault