4 måder at dø på i december

Jeg har før skrevet indlæg om alternative måder at kradse af på, som han læses herher og her. Der er dog ingen større risiko for tidlig afgang, end december der, udover julehygge og næstekærlighed, også medfører en lang række uforudsete farer. Derfor har jeg her nedfældet 4 hurtige måder at dø på i december:

No. 1: Der er tilbud på and i Føtex og du har intentioner om at være på pletten – nu skal juleaften fandme reddes. Hvad du ikke har overvejet er, at Føtex’ tilbudsavis altså kommer ud til samtlige mennesker i kongeriget Danmark og du skal for alvor skrue rundsavene på, hvis du skal gøre dig nogen som helst forhåbning om, at rive Joachim Von And med hjem i dag. I maser ind genenm den automatiske dør og okser mod frysemontren, som var det den første dag med januar udsalg hvor du kunne få en Iphone, et slot på Lolland og en dværgkanin for 500kroner. Der er kaos og tumult og du overvejer et kort øjeblik at råbe “forsæt uden mig!”, som det dramatiske væsen du nu engang er. Dér ligger den. Den aller sidste and. Du spurter afsted, som var du Usain Bolt, og gør dig klar til at smække dine fedtede havregrynskuglehænder ned på anden, da en anden kommer frem til montren samtidig med dig. Det kunne være blevet et blodbad, men det blev det ikke. I ender i godt gammeldags slagsmål, hvor du må indse, at din modstander både er større og stærkere end dig. Ved et uheld presses du ned i frysemontren, hvor du går i kramper og ender med at fryse ihjel.

No. 2: Du har været i Magasin Du Nord for at skaffe den helt perfekte Kählervase til mormor – jep limited edition. Du kastede dig over aller sidste styks stribet fabriksporcelæn, holdt den op i vejret som var det Champions League pokalen du havde vundet, mens du i et arrogant tempo slentrede mod kassen. Udover at køen er så lang, at den eneste ventetid der er værre er, når du sidder i kø hos SKAT. Endelig! Din tur! Og ja tak, der skal byttemærke på, og ja tak, du vil gerne selv holde bonen, og øh undskyld pakker I den ikke ind?! Du bliver henvist til såkaldt “pakkestation”, hvor Magasin har stillet gavepapir og glitterbånd til rådighed, så voksne mennesker kan lege julestue og konkurrere om grimmest, ikke-særligt-pro indpakkede gaver. Du får møvet dig hen til en af de, stærkt ombejlede, pakkestationer og gør klar til at indpakke gave som aldrig før. Efter at have klistret dit hår fast med tape, klippet dig selv i armen og skåret dig på papiret, er du kommet så langt, at du nu kan gøre klar til at komme gavebåndet på. Du har dog svært at vurdere, hvor meget eller hvor lidt du skal bruge, så du hiver bare løs – sådan en K. vase er altså en ordentlig satan. Bag dig lyder pludselig en meget skrap stemme, der gør opmærksom på, at du altså ikke må bruge så meget bånd, hvilket egentlig giver dig i chok og da du vender rundt for at forsvare dig, får du ved et uheld viklet båndet rundt om halsen og en omgående strangulering finder sted, midt i Kählervase-indpakning, bånd-restriktioner og “Simon-på-4-er-blevet-væk-fra-sin-mor-find-ham-på-4”-kald.

No. 3: julestress betyder mange mennesker, der alle sammen tonser op og ned ad strøget som var det VM i hundrede meter løb. And gues what? Du er selvfølgelig en af dem. Du har selvfølgelig travlt og har ikke tid til at stoppe op og nyde det fine julelys paa Illums Bolighus, ligesom alle andre tilsyneladende har. Du tonser derfor i zig-zag mellem alle glade og købegale mennesker der har besluttet sig for, at forhindre dig i at naa alle de ting du egentlig havde sat dig for. Døden indtræffer da du overser en mindre hær af børn der brager ud af Disneybutikken i ført syntetiske prinsessekjoler, plyssede dyr og plastikdimser fra helvede. Som en mindre højresvingsulykke kommer du ind under horden af børn, der ikke har planer om at stoppe deres skrig og trampe-show. Du bliver derfor fuldstændig kørt over af en størrelse 27 og ender dine dage mast fuldstændig flad, lige foran storkespringvandet.

No. 4: der er julestue hos tante Oda og du er inviteret. Du ved det betyder Gløgg, æbleskiver og julemusik for fuld hammer. Hele den pukkelryggede er inviteret og du ved, at det kræver ekstra mentalt overskud at deltage. Da det ikke er noget du ligger inde med, beslutter du dig derfor for, at fyre op for en ordentlig Gløgg brandert. Jo flere der spørger om dine fremtidsplaner, jo mere snaps hælder du ned i løgnhalsen. Pludselig kan du ikke styre processen og du lider druknedøden, da du ved et uheld faar waterboardet dig selv og pludselig har lungerne fulde af juledrik.

 

2367d2b889b8fccff4914cf7db9baf16

Fødselsdag

 

I dag er det d.08. December og jeg bliver i dag 23 år…

Ikke noget skarpt hjørne, ikke noget rundt, ikke noget stort, faktisk bare en dag præcis som i går hvor jeg nu pludselig er tættere på midt tyverne end starten af tyverne. Jeg elsker at have fødselsdag og kan gå fuldstændig i spagat af spænding. På det punkt føler jeg mig slet ikke voksen endnu. Men der er nu noget ganske specielt ved at have fødselsdag, om man kan lide den slags festivitas eller ej.

Jeg kommer altid til at tænke på, hvor meget der er sket siden jeg sidst sad med julelys i øjnene og morgenmadsbord, som jeg ved Lulle har knoklet for at få på benene, selvom hun læser til eksamen og arbejder som en hest. For et år siden sad jeg og skrev min eksamensopgave for 3. semester på KU og havde min sidste forelæsning i Moderne Litteratur, hvilket jeg kun kan huske fordi jeg kom for sent og den ene af de to drenge jeg læser med kommenterede på mit bælte… wauw.

For et år siden havde jeg nok været en smule skeptisk hvis jeg vidste, at jeg inden jeg var fyldt 23 havde:

… fået orlov fra mit studie og nu sad og ikke var helt sikker på om jeg skal tilbage til KU. Et helt år til at jagte drømme, udvikle mig og blive bedre til at vide, hvad det er jeg gerne vil.

… pendlet til Berlin i 10 måneder og haft omkring 200 dage væk fra min elskede base i København. Havde jeg vidst det for et år siden, havde det nok været meget hårdere. Sådan synes jeg altid det er når man er bevidst om, hvor meget man skal være på farten. Hvis man tager det som det kommer går det hele meget lettere.

… været i Budapest, London, Rom, Berlin, Schweiz, Brussels, Mexico, Reunion Island, Madeira og det meste af det for at arbejde. Jeg har været i branchen i mange år, men det er svært at slå hul på bylden. Jeg havde faktisk troet, at mine dage som model var ved at være talte, men lidt ekstra år på bagen og en smule mere modenhed var åbenbart det der skulle til. Vil helst ikke være en af de der kiksede typer der føler sig #blessed og #thankfull på instagram, men jeg føler mig fandme heldig over, at jeg får lov til at lave det jeg elsker hver eneste dag. Jeg er lykkelig over, at alt mit hårde arbejde endelig viser noget alvorlig pay-off.

… boet hos totalt fremmede mennesker i et halvt år og være okay med det. Da jeg tog til Berlin første gang og skulle bo i modellejlighed havde jeg malet det værste skrækscenarie. Jeg husker tiden i Milano, hvor jeg boede i modellejligheder der kunne få et asylcenter til at virke som et luksushotel.. Det var ganske rædsomt, med mange piger på meget lidt plads og dårlige forhold. Tyveri, sabotage og klikkedannelse. I Tyskland er det fuldstændig anderledes. Man bor privat hos familier, der stiller et værelse til rådighed hvor man kan lukke døren og være sig selv, eller deltage i fællesskabet, hvis man vil altså.

… at jeg skulle blive selvstændig med alt hvad det indeholder. Når man ikke før har anet en snus om matematik er det lidt overvældende at sidde med regnskab og moms – heldigvis bliver jeg godt assisteret af min super seje revisor.

… være nomineret til Zalando Style Icons. Igen, sorry for at være lidt klister kikset, men jeg følte mig altså lidt sej. Laura på 11 år der blev drillet med flyveører, rottetænder og overskæg titter stadig frem ind i mellem og får en smule oprejsning over, at livet også kunne være noget andet end ondt i maven over at gå i skole.

… sagt farvel til Niels i 5 måneder. For et år siden anede vi ikke, at Niels skulle på udveksling. Det var først engang i foråret at det hele kom på plads. Det har været ret specielt.. komplekst om man vil. Det har været afsindigt hårdt at skulle undvære hinanden, men også nødvendigt for vores udvikling hver især. For Niels’ uddannelse. For min karriere. Nu er tiden næste gået og det er ikke til at fatte. Vi klarede den endnu engang.

Jeg er spændt på at se hvad mit 23. år skal bringe med sig, men jeg ved det bliver noget ganske særligt. Allerede i morgen tidlig sætter jeg kurs mo Cuba, hvor jeg endelig skal genforenes med Niels. Cuba har været øverst på min bucketlist for altid, så jeg kan næsten ikke fatte at jeg endelig skal afsted.

XX

Rejsedagbog: forberedelser

Om mindre end 48 timer har jeg pakket sydfrugterne, købt et kilo bland-selv slik og boardet flyet mod Cuba, hvor jeg for første gang i meget lang tid skal se Niels igen. Og jeg er spændt.

Men udover at være spændt er jeg faktisk også en smule nervøs. Jeg har nemlig aldrig rejst på denne måde før. Jeg er vant til at rejse rigtig meget, men når jeg rejser er det for arbejde og jeg når sjældent at fordybe mig i de steder jeg kommer, da ruten ofte hedder: lufthavn- hotelværelse – studie – lufthavn – næste. Jeg er derfor 100 procent ansvarlig for, at der er styr på alt, hvilket er en udfordring når man er et gigantisk rodehoved. Det gik for eksempel op for mig i søndags (mindre end 5 dage før afrejse), at jeg da ikke lige havde en taske jeg kunne pakke i. Er det meget slemt at ønske sig en lille smule OCD i julegave?

Føler mig super voksen, da jeg har investeret i duffelbag fra Helly H. og dermed lader cool rullekuffert fra Birger Christensen stå endnu en sæson på loftet hos mor og far. Igen, dét er fandme voksent at lade praktisk vinde over fashionabelt. Så, så man lige mig blive 23 år i morgen. Gad vide om jeg har investeret i praktisk Sorel vinterstøvle og  jakke der faktisk er vind- og vandtæt inden jeg bliver 24?

Lige pt er det hele ret uoverskueligt og jeg føler mig på ingen måde klar til at råbe røv og skride. Er hele tiden panisk for, om jeg nu har glemt noget altafgørende, som for eksempel at tjekke den rigtige afrejsedag, flyselskab eller lignende. Bliver ved med at spørge mig selv om jeg har:

  1. Pas
  2. Billet
  3. Pas
  4. Visum til Cuba
  5. Pas
  6. Cash-money (med dem kan man rule the world, bare se på D.Trump)
  7. Pas
  8. Forsikringspapirer
  9. Pas
  10. Bikini (?)

Jeg har derudover været så mega priviligeret at få lov til at låne et Sony RX100, så jeg forhåbentligt kan tage en masse billeder og være en af typerne der føler sig #blessed på instagram, samtidig med at jeg pønser lidt på at smide noget videoshow op under vejs.. Bare lige så jeg rigtig kan manifestere at jeg altså nu udlever min teenagedrøm om at være backpacker, uden rigtigt at være det.. Jeg er altså ikke nogen survivor-girl.

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag i 2016 og det har godt nok været sært. Håber at jeg kan nå at få styr på alle mine last-minute gøremål i morgen, hvor jeg også lige skal nå at have mine sidste vacciner, få tjek på de sidste julegaver, afvikle min fødselsdag og eventuelt lige rydde op på mit bombekrater af et værelse.

Jeg håber at I har lyst til at følge med.

XX

Hvorfor må mænd aldrig være noget?

For en uges tid siden læste jeg Anne Sophia Hermansens blogindlæg om mænd der dyrker ekstremsport, eller mainstreamsport som hun kalder det. Med lidt kække vendinger (som vi jo meget godt kan lide) får hun givet enhver mand med et fuldtidsjob, en familie og en lyst til at lave en ironman et ordentligt rap over nallerne. For gud hvor er de egentlig latterlige, hva’?

Om det er fordi man ikke selv lige kan få lettet rumpetten eller der er et andet følsomt emne bag, så synes jeg faktisk at det er både tarveligt og nedværdigende og jeg kan ikke lade være med at tænke på det ramaskrig der havde været, hvis en mand nogensinde havde skrevet på den måde om en kvinde.

Min far er lige blevet 47 år. Min far startede med at træne til halvmarathon, så til marathon, så til triatlon og nu en halv Ironman. Og ja, han bruger meget tid på at træne, men min far er en fremragende far, der oser af overskud, velvære og ikke mindst endnu mere selvtillid (selvom det aldrig rigtig har været et problem). Vi talte om dette emne over frokost i weekenden, hvor han fortalte at det gav ham overskud til at være en bedre udgave af sig selv.

Hvorfor er det så lige at de her mænd skal pilles ned?

Det kan godt være at det er skrevet med et glimt i øjet, men det satte nogle tanker i gang hos mig. Hvorfor er det at mænd aldrig må være noget?
Vi har så travlt med ligestilling og kvinders rettigheder, at vi ind i mellem får pillet manden fuldstændig ned, at han sidder som en passiv kastreret labrador der venter på den næste kommando fra centralen. Jeg blev en smule harm, da jeg faktisk synes at det er en lidt underlig ting at være hånlig omkring. Der er noget ved det der kunne virke en smule misundelses-agtigt.  Jeg vil til hver en tid også foretrække at spise “tartar og pomfritter” i min fritid, præcis som ASH, men det får mig ikke til at tænke dårligt om dem der vælger anderledes.

Jeg tror bare vi skal passe på med, fuldstændig at tryne manden for på en eller anden måde, at fremme os selv, om det så er fysisk eller psykisk. Derudover ved jeg slet ikke, hvad der menes vi bør gøre med kvinder der beslutter sig for at lave en ironman, da dette udelukkende handlede om direktører eller andre højtstående, hvor det virker som om man ikke helt kan snuppe, at der er nogen der godt kan overskue det hele.

Jeg ved det er et giftigt emne, men når man skriver et indlæg som dette tænker jeg, at man må være klar over, at det sætter gang i en masse tanker. Jeg vil selv meget nødigt misforstås og vælger derfor også blot at sige, at jeg er ganske uenig i pointen.

XX

Jeg skammer mig når….

… jeg hører Justin Bieber i bussen. Det er min ultimative guilty pleasure. Jeg hører selvfølgelig ikke det nye, og socialt acceptable Bieber, nej nej! Jeg er helt tilbage i grydehårs-æraen. Er angst for, at dem der sidder ved siden af mig kan høre det og dem der sidder bag mig kan se, at jeg bevidst vælger at sætte Boyfriend på.

… jeg lige sætter farten op fra normal gang til powerwalk, hvis jeg kan se at der er en anden der potentielt set kunne komme før mig hen til kassen i Føtex. Det er sgu noget svineri og jeg ved seriøst ikke hvorfor jeg gør det. Det er som om mine ben pludselig bliver fuldstændig outlaw og slet ikke lystrer, mens jeg brager afsted med 120 km/t mod kasse 1.

… jeg inderligt skråler med på Adele og en eller anden idiot slukker for musikken midt i HAALLLOOOUUUWWW FROOOM THEEE OOOOTHEEERR SIIIIIDEEE, så man står der med ikke særlig smør-agtig stemme, mens alle kigger forskrækket på dig og spørger om du har slået dig, mens din ansigtsfarve skifter til socialkammerat rød og du må indrømme at det altså bare er din singin’ voice. Tusind tak DJ-not-nice for at ødelægge mit Adele moment og knuse mine x-factor drømme….

… jeg om 4 dage bliver 23, men stadig ikke kan håndtere alkohol. Så sent som i nat skammede jeg mig, da jeg måtte kravle ud fra smart club, i klistrede læderbukser (havde selvfølgelig sat mig i redbull-drink, så min røv fungerede pludseligt som fluepapir) og en brandert, jeg slet ikke vil stå ved i dag. Fornemmer godt, at jeg måske ikke skal sidde i taxa hjem, da jeg kæmper hårdt i mod min, ret så højlydte gag-refleks, der fortæller mig, at hvad der er røget ned meget snart gerne vil op igen. Pokkers… 18 minutter til næste tog.. Ved bare at jeg MÅ være i seng om 18 minutter. Finder taxa, hvilket omtrent er lige så svært, som at finde den helt sjældne pokemon, i disse julefrokost tider. Får bøffet mig ind på bagsædet og snøvlet min adresse, hvorefter jeg vælger at falde i søvn de 9 minutter det tager at komme hjem. Betaler med kort og er stadig ret imponeret over, at selvom jeg muligvis ikke kunne fortælle mit fulde navn korrekt, så sidder koden til kortet i hånden. Går ud af taxa. Lige overfor min lejlighed ligger der lyn-hurtig, vesterbro-smart bar, hvor folk altid er super fash og cool. Vælger selvfølgelig at tømme maven ud på fortovet foran hele Codans julefrokost team. Flot. Så stod man der i klistrede bukser og holdt sit eget hår..

XX

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault