Om at være skoletræt og gå sine egne veje

14248767_10210225453296375_1206721603_n

Kalenderen skriger september, efteråret er officielt over os og de studerende er vendt tilbage til skolebøgerne på landets universiteter. I stedet for at fokusere på, hvor fantastisk det er, at så mange unge mennekser ønsker en videregående uddannelse, satte tv2 fokus på at hver 4. elev ville være droppet ud inden uddannelsen er færdiggjort – noget af et positivt indblik i det danske uddannelsessystem. Politkere blev interviewet, højtstående uni-typer blev bedt om deres holdning og sågar elever blev stillet til regnskab for denne “slappe” tilgang til den videregående uddannelse.

Jeg er forvirret. Vi unge opfordres på det kraftigste, ja nærmest presses til, at vælge vores videregående uddannelse, inden vi har fået presset studenterhuen nedover flyveørerne – vi skal vælge klogt, rigtigt og ikke mindst NU!
Men hvordan kan Laura på 20 år vide, hvad Laura på 35 år gerne vil? Der er noget afsindigt angstprovokerende ved, at føle at man skal tage et endegyldigt ansvar for resten af ens liv, før man overhovedet har en idé om hvad det egentlig er det går ud på. Bare i løbet af de sidste to år, har jeg ændret mig utroligt meget og har helt andre planer for mit liv. Hvordan kan I, store stygge samfund, så forvente at jeg i mine spæde post-teenage år vælger rigtigt første gang? Forpligter mig 100 procent, i en tid hvor vi har så mange muligheder?

Jeg var halvvejs gennem min bachelor på Københavns Universitet, da jeg besluttede mig for at søge orlov fra studiet – hvilket ingen troede på jeg kunne få, da der gøres alt for at vi køres igennem uddannelsessamlebåndet på rekordtid. Men jeg fik det. Selvfølgelig ingen SU og jeg starter hvor jeg slap. Men jeg gik først i krise, da jeg fik mit “Hej, vi ses til januar”-brev. Jeg følte mig som en totalt out-law, der gik fuldstændig i mod det jeg ellers havde bildt mig ind, at jeg troede fast på, hvilket på ingen måde ligner mig. Jeg gik i krise over at være 22 år, sætte min uddannelse på stand-by for at udleve modellivet, som jeg egentlig troede jeg havde fået ud af systemet da jeg var yngre. Som min far sagde, så var der ingen der havde bedt mig om liiiiiige at gøre min uddannelse færdig først, hvis jeg nu for eksempel var professionel fodboldspiller – nu er jeg jo bare prof. inden for noget andet.

For mig har det været den helt rigtige beslutning, at trække stikket i et års tid og derefter skulle vende tilbage. Det handlede om at prioritere og mærke efter i maven, fremfor evigt og altid at lade sig styre blindt af fornuften. Og helt ærligt, så har jeg i en alder af 22 år valgt at tilvælge eventyret i denne omgang. Det giver mig friheden til at skabe et godt økonomisk udgangspunkt, så jeg ikke behøver gå ned med stress under min uddannelse, det giver mig mulighed for at lære at arbejde sammen med mennekser i et internationalt miljø, jeg bliver om noget omstillingsparat og lærer at gå på kompromis og forhandle. Og vigtigst af alt, så lærer jeg mig selv at kende lidt bedre for hver dag der går.

Det er ikke for galt eller for dårligt at man som studerende, ikke er et hundrede procent klar over, hvad det er man egentlig gerne vil. Hvis ikke vi har friheden til at vælge om, eller omstrukturere vores vej så ender vi med at få en masse mennesker der ikke er inspirerede eller motiverede til, at løfte det samfund der så brændende ønsker højtuddannede borgere.
Selvfølgelig skal det ikke være den rene gavebod, hvor man har frit valg på alle hylder og kan vælge om så mange gange som man vil, men at direkte fokusere på hvor skidt det er at flere unge mennesker bliver mere bevidste om hvem de er og hvad de gerne vil med deres liv, synes jeg er at presse citronen.

Uddannelse er ikke bare en masse bøger, lektioner og eksaminer – det er en rigtig stor del af hvem vi er og bliver som personer, så slå nu koldt vand i blodet og vær helt sikre på, at vi nok skal finde vores vej uden at spilde for mange af statskassens kostbare klejner.

10 grunde til at I er de bedste veninder

 

Dette billede tog jeg i fredags, da jeg var på papirøen med mine bedste veninder i hele verden (ved godt det er total barnligt at være sådan “bff”-ish, men der er intet jeg kan og vil gøre ved det). Jeg landede fra Berlin natten til fredag og havde det været hvilken som helst anden aftale, havde jeg med høj sandsynlighed meldt afbud for at ligge på sofaen og slænge mig, med den ene hånd begravet i en pose bland-selv slik og den anden klistret til fjernbetjeningen.
Men der er nu noget utroligt let, uforpligtende og sorgløst ved at være sammen med sine bedste veninder. Der er ingen der forventer alt muligt af hinanden og snakken er ikke forceret og høflig, nærmere det modsatte hvor man til tider kan blive fuldstændig skræmt over, hvor intern og til tider ulækker man er at høre på. Mine veninder Malou, Bolette og jeg er meget meget meget forskellige, samtidig med at vi er uhyggeligt ens. Jeg tror måske det er derfor vi er så gode veninder, nemlig at vi forstår og respekterer hinanden og ønsker hinanden det bedste, samtidig med at vi udfordrer hinanden til at udvide vores horisont. Det fik mig til at tænke på, hvad det er der gør, at de få veninder skiller sig ud fra mængden og gør, at man er nødt til at betegne dem som sine bedste venner. Derfor kommer jeg nu med 10 grunde til hvordan bedste veninder skiller sig ud fra de ganske normale veninder:

#1 Hun er nummer 1 på din speed dial, da du dagligt står i en såkaldt 911, hvor lokummet endnu engang brænder og du har brug for hendes assistance. Dette behøver ikke være i fysisk form, men så længe hun altid er beredt på at lægge øre til en omgang brok over chefen, en sjov anekdote om manden i bussen der pillede næse og tørrede bussere af på sædet foran eller dilemmaet om hvorvidt man bør overveje at komme på Tinder, så fortjener hun den fine betegnelse. I har altid noget at tale om, selvom I ser hinanden ofte og der er aldrig nogesinde akavet stilhed.

#2 Man behøver ikke at være sammen, bare fordi man sidder en halv meter fra hinanden i sofaen. Det er fuldstændig i orden at tjekke instagram, snappe med sin mor og gå i svime over facebook på hver jeres telefon. “At lave noget” behøver ikke at være ensbetydende med, at man skal fise ned på en café og betale overpriser for en latte. At være bedste venner giver friheden til ikke at lave noget når man er sammen, men det er altid hyggeligere ikke at lave noget sammen med andre.

#3 Falder du ned af alle trapperne på det gamle Sunday kan du være helt sikker på, at dine bedste veninder vil hjælpe dig på benene igen – men ikke uden at være ved at kløjs i et ubarmhjertigt grin over, hvor uhyre morsom du så ud, da du på usikre vodka-stænger og lidt for høje stilletter forsøgte at smug dig let og elegant ned af trapperne. Det er også dem der holder dit hår, når du kan mærke at den sidste Gin’Tonic er på vej retur, men de sørger også lige for at forevige det på et lille billede eller en film, der selvfølgelig kun er til internt brug – I er jo veninder.

#4 I forstår faktisk ikke helt, hvorfor det er at TV2 ikke har ringet til jer endnu og spurgt om I ville overtage Natholdet, da I selv er overbeviste om, at I altså må være de sjoveste mennesker på denne jord. Den ene joke efter den anden farer gennem rummet og latterkramperne vil ingen ende tage når I først folder jer ud. Hvis ikke I er indbegrebet af god humor, så ved du snart ikke hvad der så er.

#5 Skulle der laves en dansk udgave af Destinys Child, så er I ikke i tvivl om at der bliver ringet til jer. Når I kører bil eller er til opvarmning, eller bare tager opvasken bliver I gang på gang overrasket over, hvor fedt det egentlig lyder når I synger sammen. Der er ikke det 90’er hit I ikke kan hele teksten til og hvad jeres stemmer angår – bare wauw. Selvom at hvis det en dag blev optaget, ville I indse at I mest af alt lyder som en hankat i kamp med en kloakrotte.

#6 De har altid din ryg, også selvom du er fuldstændig vanvittigt og ude af trit med virkeligheden. De bakker op og støtter, som næsten ingen andre kan og de lader dig ikke stå alene med dumme og uretfærdige følelser. Hvis din veninde så sin kæreste klaske en anden pige i måsen, selvom du nok synes at han bare forsøgte at klemme sig forbi hende, så bakker du selvfølgelig din veninde op og du tager altid hendes parti. Dog er det ens bedste veninder der formår, at hive dig ned på jorden igen og få dig til at slå koldt vand i blodet. Om det så er på grund af hysteri eller storhedsvanvid at du er ved at miste jordforbindelsen, så kan du være sikker på, at de nok skal få dig tilbage til virkeligheden.

#7 Hvis folk overhører en af jeres samtaler kunne I let forveksles med en gammel, politisk ukorrekt havnearbejder der ikke er bange for at dele ud af kærlige drillerier og verbale tæsk til hinanden (på den interne og sjove måde). I har jeres eget sprog som kun I mestrer til fulde.

#8 I har et næsten telepatisk forhold til hinanden, hvor man bare ud fra udtrykket på den andens ansigt kan fornemme hvad der nu skal ske eller siges. Du står med telefonen i hånden og er klar til at ringe hende op, da din telefon pludseligt bimler og bamler inden du trykkede “ring op”, da din veninde har tænkt den samme tanke.

#9 Blufærdighed er en by i Rusland. Fraser som “hold lige mit bryst” og “nu tæller jeg til 3 og så hiver jeg den voks-strips af” bliver til tider brugt, samtidig med at man kan tale åbent om alt mellem himmel og jord. Det er de veninder man aldrig føler sig blottet foran og som altid lige kan tjekke hvad den underlige knop på ryggen egentlig er og som altid står klar med netdoktor og gåde råd, hvis det nu engang skulle ske at det hele igen brændte på.

#10 Man siger at venner er den familie man selv vælger, men det er nu ikke helt sandt. Dine veninder skal ikke elske dig ubetinget, som ens familie i høj grad gør, men de gør det alligevel. De ser dig når du er bedst, men de håndterer dig i den grad også når du er værst. Og alligevel er de ikke løbet skrigende bort endnu. Dine bedste veninder støtter dig, hjælper dig og gør hvad de kan for at løfte dig. De tilfører energi og latter til din hverdag og hjælper dig med, at udvikle dig til at blive den bedste version af dig selv.

Til alle veninder.

 

Princippet om, at principper er latterlige

 

“Det er en princip-sag” hører jeg endnu engang mig selv sige, mens jeg står fast på et fuldstændig latterligt standpunkt, som i princippet er meget fint, men i praksis er ganske latterligt. Jeg føler mig ofte som slave af principper.. latterlige forestillinger om hvordan tingene burde være, hvis alt skulle være hundrede procent retfærdigt, men som et hvert menneske med en lille smule sans for virkeligheden måske ville se, på ingen måde kunne fungere i den virkelige verden.

Så sent som i sidste uge var jeg til middag med min veninde Marie i Berlin, hvor service har været ikke eksisterende og vi ikke kan få fat i en tjener til at tage i mod vores betaling. Vi vælger så at gå op til kassen, hvor vi så endelig, til tjenerens tydelige utilfredshed over livet generelt, får vores regning. Vi har egentlig nok i sedler, men vil helst betale med mønter, da det ofte er som om de små mønter forsvinder nede i tegnebogens dybe gab og først finder sin vej frem igen halvandet år senere, hvor man lykkeligt havde glemt alt om det. Tjeneren bliver tydeligt irriteret, da vi står og fedter med de små mønter og forsøger at regne ud hvad det nu lige er de forskellige størrelser er værd. Og ja, vi bruger måske en lille smule lang tid på at tømme lommerne, og det ender da også med at blive vanvittigt akavet, da det virker som om vi ikke har råd til at betale. Men dér blev det en principsag for os ikke at betale med sedler, men diske op med 26,60 € i småpenge, selvom vi fem minutter senere alligevel måtte slå hul på vores sedler, da en hjemmelavet ispind til 1,50€ trak lidt i os. Men det var princippet i, at vi havde ret til at betale med mønter og vel også bruge al den tid vi ville på at samle sammen der gjorde, at vi blev ved. Det hele ender med, at tjeneren bliver så frustreret at hun smider os ud på røv og albuer og tager hvad vi indtil videre havde lagt på disken. Men det var jo princippet i det.

Jeg har et inderligt ønske om at gøre op med “princippet”, da jeg er af den overbevisning at det ganske enkelt må være roden til alt ondt. En forestilling om hvordan tingene burde være, i ens eget egoistiske og snævre univers, hvor man selv føler at man ved alt og næsten ikke kan blive klogere. “Princippet” fører ofte til konflikter og en ofte irrationel situation, hvor alle vidst nok godt inderst inde ved, at en smule fleksibilitet ville afværge det stormvejr der langsomt trækker op, når man begynder på at være principfast.
Så sent som i går oplevede jeg hvordan min stædige, principielle opfattelse af en aftale pludselig kunne gøre mig mega sur, selvom der faktisk ikke var en grund til det.

Lad mig forklare:
Jeg har i ugens løb lavet en aftale med et par veninder om at spise frokost i løbet af lørdag. Mit job bliver så aflyst om fredagen, hvilket betyder at jeg flyver hjem til Danmark en dag før planlagt. Med samme veninder aftaler vi at tage ud og spise fredag, hvilket vi gør og har en utrolig hyggelig aften, hvor vi ikke bare fik surf’n’turf, men fuldendte vores liv ved faktisk at få en af liggestolene på papirøen (enhver der har været på papirøen ved, at man skal stå afsindigt tidligt op for at gøre sig håb om en plads på en af de få, men eftertragtede stole – lidt ligesom alle de ultra hærdede charterturister, der står op 04.30 for at spurte ned til poolen og smide deres håndklæder på den bedste liggestol). Så langt så godt.
Men jeg har jo stadig sat lørdagen af til at vi skal hænge ud, så da min ene veninde fortæller at nu er hun altså taget til Nordsjælland med sin kæreste, kan jeg mærke at det lille principfaste monster i mig vågner op til dåd. Jeg siger ikke rigtig noget til det, men jeg kan mærke at jeg bliver sur og skuffet, fordi vi jo i princippet havde en aftale hvor jeg havde sat dagen af – på den anden side gjorde det mig ikke noget, da jeg måske havde meget godt af at få en dag uden planer foræret. Der valgte jeg så, at sige pyt til det latterlige princip og i stedet nyde en hel dag for mig selv, hvor jeg kunne få ordnet lidt praktiske ting og tage en slapper på sofaen en halv times tid.
Havde jeg ladet det lille princip-monster i maven kigge frem, kunne jeg have brugt hele min eftermiddag på at mugge over, at min veninde i princippet havde “brændt” mig af. Men hvad ville jeg lige præcis få ud af det? En hel dag i dårligt humør og ikke en døjt jeg kunne gøre ved situationen.
– nej! Jeg har hverken overskud, tid eller lyst til at være sur eller i dårligt humør.

At være principfast er for mig, at være enormt ufleksibel, snævertsynet og ikke specielt omstillingsparat, hvilket bare er rigtig vigtigt i den tid vi lever i. Alt udvikler sig med lynets hast og vi er nødt til hele tiden at kunne omstrukturere og ændre vores opfattelse af rigtigt og nødvendigt.

Fra nu af lever jeg kun med ét princip: at principper er latterlige.

XX

Når kroppen ikke vil finde sig i mere

 

 

Lige pt sidder jeg i lufthavnen i Berlin iført ovenstående trøje og halstørklæde, på trods af at det i dag har været 31 grader i den tyske hovedstad. Jeg er nemlig godt gammeldaws influenza-ramt, hvilket nok kunne være undgået hvis jeg for halvanden uge siden, da symptomerne for første gang rørte på sig, havde lyttet til min krop og lige brugt en eftermiddag på at sove sygdommen ud.

Men nej – den sidste måned har jeg presset min kalender til det yderste og fuldstændig forkastet den aftale jeg i starten af året lavede med mig selv, nemlig at blive bedre til at sige nej og prioritere mig selv.
Jeg har kørt et program med for lidt søvn, for lidt mad og for lidt tid til at være hundrede procent til stede i de ting jeg laver, hvilket jeg hader. Det er sjældent at jeg gør noget halvt, så det er med at have den konstante dårlige samvittighed svævende over mig, som en sort tordensky, der hver eneste gang jeg så meget som overvejer at se min sofa for mit indre blik, farer i flæsket på mig og med løftet pegefinger, formaner hvad jeg burde gøre, er altså trættende i længden. I dag tager jeg konsekvensen.

Mine øjne klør, jeg er stoppet i hele hovedet og min krop er øm. “Nu gider jeg fandme ikke finde mig i det mere” – det er hvad den prøver at sige til mig og da jeg ikke tidligere har ville lytte, så er det på denne måde det sker nu. Det er jeg sikker på.
Det er bare så skide svært at være voksen ind i mellem synes jeg. Jeg ville ønske jeg kunne skride fra hele ansvaret, flytte hjem på mit teenageværelse og bare lige for en stund være fanget i tidsrummet 22.00-23.30 hvor jeg lige skulle se hvad der skete i Paradise Hotel og hvordan Carrie og Mr. Big nu klarer deres turbulente parforhold.
I stedet sidder jeg her med momsregnskaber, revisormøder, en visdomstand der ikke helt kan beslutte sig om den vil tilslutte sig det øvrige tandsæt eller gå sine egne veje, en kæreste på den anden side af jorden og et liv der generelt er pakket ned i en lille blå trolley, der hver uge pendler mellem Berlin og København, fordi jeg stadig ikke er voksen nok til at tage en beslutning om hvor jeg hører hjemme.

Jeg har glemt at sige ja til mig selv, fordi jeg har haft for travlt med at sige ja til alle andre. Jeg ville ønske at dette var sådan et indlæg hvor jeg gjorde op med det hele og satte en stopper for mit “pleaser-togt”, men det bliver det ikke. Jeg tror bare at det er en konstatering, fordi jeg har ingen idé om hvordan jeg skal kunne sige mere nej end jeg gør nu.

… som i nok kan høre har jeg lige en af de famøse “off-days” hvor mælken var sur og der var mug i yoghurten, og jeg var nødt til at google yoghurt for at være helt sikker på at det nu også er sådan det staves..

Dog kan jeg glæde mig til en lille rejse, som jeg spontant bestilte i går – blev grebet af tanken om virkelig at gøre noget godt for mig selv og prioritere en smule fri. Det kommer der mere om.

Rigtig dejlig weekend!

XX

Klar, parat, studiestart

“Sommeren” er så småt ved at lakke mod enden og virkeligheden er ved at gøre sit indtog – hverdagen er tilbage. Folkeskoleeleverne har lige haft første skoledag, helt spændte og med nye rygsække med matchende madkasser og gymnastikpose, som nok begge skal formå at forsvinde inden efterårsferien.
Den spirrende put på gymnasiet, har med skælvende ben og en lille svedplet under armen, helt nervøst fundet sin vej til sit respektive gymnasie og har måske endda allerede nu indset, at det slet ikke er så skræmmende som først antaget.

Nu mangler vi bare de universitetsstuderende.

På mandag starter rusugen for rigtig mange studerende og jeg husker selv, da jeg for 2 år siden gennemgik en mindre tøjkrise og panikkede over slet ikke at være arty-farty nok til at gå på KUA. For mange sjaler og for mange fodformede sandaler, der har en mening om alt nyere dansk litteratur… som om.
En ting jeg dog brugte for at dulme nerverne var, at dette skulle være helt anderledes end nogen andre første skoledage. Den dag ville jeg ikke møde fordomme eller kliker, men voksne mennesker der alle sammen deler en fælles interesse. Det var derfor ikke nervøsitet der boblede i min krop aftenen før, men spænding og sommerfugle.

Jeg vil derfor dele mine bedste tips til en super studiestart:

Vis interesse for dit studie og dine studiekammerater. Inden jeg startede på studiet havde jeg en ret arrogant holdning til, at jeg kun skulle være der for at tilegne mig viden og ikke for at være en del af det sociale. Jeg havde alle de veninder og venner jeg skulle have og kunne på ingen måde forestille mig, hvordan jeg i en alder af 20 år skulle formå at skabe relationer til andre, der var lige så stærke som til mine gode gamle venner. Der er bare den lille bitte detalje, at man jo faktisk har en del til fælles med de mennesker man læser med og højst sandsynligt ender i samme branche – derfor er det smadder godt at skabe sig et netværk på sit studie. Jeg har måtte æde mine ord om, at jeg ikke behøvede venner på mit studie – vi behøver alle venner, alle steder vi er. Jeg er endda endt med at få nogle af de bedste venner ud af det, som bare gør det brage-fedt at gå på uni (selvom vi er dårlige til at huske hvornår der er unifest og vi til tider glemmer at gå fra hygge-middag til fredagsbar). Det er altså også bare lige dét federe at sætte sig i kaffebaren med nogle andre – just saying.
Og lad være med at gå i panik over ikke at finde “your person” den første uge – alle er ekstra meget på mærkerne og man finder naturligt ind i små-grupper når hverdagen melder sig.

Få rutiner i din hverdag. Som studerende har man rigtig meget selvstudie og derved også rigtig meget frihed til, at strukturere sin hverdag som man har lyst. Denne frihed er en sand øvelse i selvdisciplin og det er de færreste der mestrer det fra første færd. Mit skema på første semester var skruet sådan sammen, at jeg havde 2 hele dag om ugen, hvor jeg ikke modtog undervisning. Når man først tjekker sit skema, når man lige at tænke “fedt nok! fri!”, inden det går op for dig, at disse dage er mindst lige så lange og hårde, som dem hvor du sidder i det store auditorium. Jeg lavede læserplaner for mig selv, så jeg var sikker på at kunne nå at læse alt inden den næste undervisningsgang, samtidig med at jeg kunne være fleksibel i forhold til arbejde og nappe en øl, uden at skulle bekymre mig om at skulle sidde på læsesal dagen efter klokken 08.00. Det fungerede i hvert fald godt for mig, at skabe faste rammer omkring den tid jeg ikke var til undervisning.

Vær realistisk omkring din tid i begyndelsen. Man er super optimistisk og vil gerne deltage i alt socialt, samtidig med at man vil nå at læse alt. Som studerende skal man gøre sig klar på én ting: den dårlige samvittighed der altid nager i bevidstheden. Man kan altid læse lidt mere, tjekke lidt mere op på baggrundsstof og være lidt mere social på studiet. Dog handler det at studere i høj grad om at prioritere sin tid og sine opgaver. Der er tider, hvor man bare ikke kan nå at læse alt til næste undervisningsgang, derfor skal man træne sig selv i at læse hurtigt og korrekt. For eksempel, altid starte med indledning og konklusion, så kan man derefter vurdere om man har tid til at sætte sig fyldestgørende ind i stoffet inden undervisningen, eller om man venter til et tidspunkt hvor der er mere luft i læseskemaet. Universiteterne tilbyder rigtig meget hjælp til, at lære hvordan man bliver god til at læse hurtigt og tage korrekte notater.

Skab overblik over vigtige datoer, pensum og økonomi. På uni er der vigtige datoer, hvor der er frister for tilmelding af fag, eksaminer og udlandsophold, som det er rigtig godt at orientere sig omkring i begyndelsen af skoleåret. Der er altid søde studievejledere klar ved tasterne, da især KU’s hjemmeside er som et mindre skattekort, hvor man aldrig rigtig finder ud af hvor skatten er begravet.
Derudover kan det være en god idé at lave et bog-budget, da det altid kommer lidt bag på dig at du skal hoste op med et par tusind 2 gange årligt for at få dine bøger.

Held og lykke!

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault