Min parfumefri beauty rutine

Dette indlæg er sponsoreret af RØNSBØL

Skin care er en jungle – så mange forskellige muligheder og produkter, som man slet ikke kan tage stilling til, hvorvidt det får én til at se ti år yngre ud, eller giver en, den der helt perfekte glød med dertilhørende livsstil og kostplan, som pigen i reklamen ellers lovede. Jeg selv har været meget bange for, at eksperimentere. Jeg havde fundet nogle produkter, der fungerede rigtig godt for mig og min hud, og jeg har været meget nervøs for, nogensinde at ændre ved den. Men hvad nu hvis, der faktisk er noget “out there”, der er endnu bedre for min hud?

Dog har jeg haft mulighed for, at teste Skin Care serien + peeling serum fra Rønsbøl, der er uden parabener og parfume (og så er det dermatologisk testet), hvilket har været en rigtig god oplevelse! Jeg har før nævnt, at jeg tænker meget over hvilke produkter jeg lader komme i kontakt med min hud. Det er derfor essentielt for mig, at bruge parfumefri produkter. Ikke fordi jeg har allergi, eller ikke kan tåle det, men der er efterhånden så mange der udvikler allergi og gør permanent skade på deres helbred ved, ikke at tage stilling til de kemikalier der kommer tættest på deres krop. Der er intet i vejen for, at gå med livrem og seler, hvis du spørger mig. Især ikke når det kommer til vores krop.

Jeg har testet følgende:

  • Face wash – en gel, der skummer når man masserer den ind i huden. Den kan bruges til at fjerne make up (dog ikke til øjnene), og skylles af med lidt vand. Det der renser huden dybdegående, er en stærk antioxidant Green Tea. Den tilfører huden fugt, og kan bruges på alle hudtyper.
  • Skin Tonic – er lavet super smart, som en spray der kan sprayes direkte på huden og som gør huden klar på, at skulle fugtes. Derfor bruges den efter Face Wash. Den lægger sig i et fint tyndt lag på huden og skal derfor ikke vaskes af. Den giver en let og frisk følelse, som er rigtig lækker når man har renset ansigt morgen og aften.
  • Day cream – navnet giver måske lidt sig selv, men en let dagcreme. For mig, fungerer det ikke at bruge en creme der er alt for fed om dagen, da min porrer stopper til at kan gøre min hud olieret af se på. Derfor går jeg meget op i, at min dagcreme skal være let, og hurtigt trænge ind i huden. Dagcremen består blandt andet af abrikoskerneolie og macademidaolie, som virker blødgørende. Fungerer også rigtig fint under make up.
  • Night cream – en lidt federe creme, der går ind og arbejder med din hud mens du sover. Modsat dagcremen, kan jeg godt lide, at den creme man sover med er lidt tungere, da tiden er til, at cremen kan arbejde med huden i mange timer i streg. Der er anti-age i natcremen, hvilket jeg synes er rigtig dejligt – selvom man kun er i starten af 20’erne er det aldrig for tidligt at forebygge med anti-age.
  • Eye cream – min absolutte favorit i serien! En hybrid mellem serum og creme, der duppes på huden under øjet og mindsker rynker og mørke cirkler. Den er let i konsistensen og trænger øjeblikkeligt ind i huden. Har helt klart kunne se en forskel, i forhold til de mørke cirkler. Den har desuden også en opstrammende effekt.
  • Peeling serum – et serum du masserer ud i ansigtet og lader sidde på i 10 minutter (for eksempel mens du børster bisser og gør klar til at gå i seng), hvorefter det skylles af med vand. Det eksfolierer huden og giver en smuk glød! Dette serum skal kun bruges 1-2 gange om ugen, men giver smuk glød!

Det er rart, at kunne være afslappet omkring sin skin rutine. Ikke skulle være nervøs for, om der er hormonforstyrrende stoffer, parfume eller parabener, der kan gå ind og gøre mere skade end gavn. Og igen, bare fordi du ikke er allergiker nu, betyder det ikke, at man ikke bør passe godt på sin hud. Vi har kun det her ene betræk, så hvor ville det være ærgerligt at ødelægge det.

Derudover, så har Rønsbøl produkterne et virkelig lækkert udseende (selvom det naturligvis ALTID er det indre der tæller). Det er enkelt og lækkert, og pynter helt klart på hylden ude i badeværelset.

Når man skifter hudplejeprodukt, så skal huden lige bruge et par dage på at omstille sig – det skal min hud i hvert fald. Men når huden og produktet begynder at spille sammen, synes jeg at Rønsbøl har givet en rigtig god effekt – flot glød, fugt etc. Og så med god samvittighed.

BRUG KODEN LAURA20 OG FÅ 20% AF DIT KØB PÅ RØNSBØL

https://ronsbol.com/

IKEA forbandelsen

Min lillebror er lige flyttet hjemme fra, hvilket naturligvis har budt på de mange IKEA-timer, som vi alle forbinder med flytning. Der er af en eller anden uransagelig grund, altid 100000 ting man pludseligt står og mangler, som man egentlig ikke kan forstå, hvordan man har klaret at leve uden!

Der hviler en forbandelse over IKEA – sådan en forbandelse, der får os alle sammen til at blive unaturligt trætte og irritable, så snart vi drejer ind på parkeringspladsen, som en slags akut opstået narkolepsi, der trigges af møbel- og dimseoceanet, vi lige straks tager et hovedspring ud i, med et ønske om ikke at blive ædt af sofa-hajer og køkkenredskabs-piratfisk.

Jeg GLÆDER mig altid. Det er spændende! Og de har vitterligt ALT – du kan købe dig et helt liv i ikea. Next level på være, at man også kan købe sig en partner, dertilhørende børn og en herskabslejlighed i København K, så tror jeg faktisk at de er dækket ret godt ind.

Men så snart du møver ind igennem svingdørene fornemmer du det.. det hænger i luften.. helt tungt og underligt, så ingen rigtig kan sætte en finger på hvad det er, men det er der. Irritation, desperation, utålmodighed og gråd blandet med ilt. Du kan se, at der er stor forskel på dem der går ind og dem der går ud. Alle dem der går ind, ser forventningsfulde ud, mens dem der er på vej ud har det der helt tomme blik, som er fuldstændig tømt for håb og det er tydeligt, at de fuldstændig har mistet fornemmelsen af tid og sted. Der bliver indtaget hotdogs til 5 kroner, uden at der egentlig bliver smagt på dem.. FORDI DE KOSTER KUN FEM KRONER OG DET ER NÆRMEST PENGE TJENT. Lige som alt andet i IKEA.

Fordi det er her i forbandelsen ligger: du kører i IKEA fordi du mangler en lampe eller en KLIPPAN kommode, som du har siddet og udvalgt dig på hjemmesiden, så du bare kan gå direkte hen til række 54, plads 98 og hive den ned af hylden og komme videre i livet. Men nej! Når du træder ind i IKEA bliver du fanget i en labyrint af ting og dimser, og du mister orienteringer op til flere gange. Pludseligt indser du, at du er gået forbi det par, der skændes om designet af deres nye PAX skab, 3 gange… Men hvordan? Og pludseligt sker det: du fristes. Af alt! Hvorfor? Fordi alt er så billigt, at du pludseligt føler dig som hende, der ejer Rådhuspladsen i Matador.

“Kunne jeg ikke godt bruge denne her salatslynge?” – “Hvordan har jeg kunne leve uden et ophæng til min karklud?” – “Jeg VED godt, at jeg har en vasketøjskurv, men jeg kan få én mere for kun 75KRONER!”.

Og pludseligt rammer den os – udmattelsen. Vi skal ud. Vi skal hjem. Indkøbskurven bugner lige pludseligt, og alt du skulle bruge var 8 nye glas og et sengebord. Jo længere du kommer mod udgangen, jo mere oplever du folk der skændes, og børn der græder (de børn der er for generte til, at være i børnezoo med nummer på maven). Den afsluttende fase af IKEA-testen, hvor det virkelig ses hvem der klarer den, og hvem der ikke gør.

Og du kan næsten ånde lettet op, når du kan skimte planteafdelingen længere fremme, så ved du, at du næsten er i mål!

Jeg tror, at selv Dora The Explorer (læs. meget glad tegneserie figur), ville få et mindre raserianfald efter to en halv time i IKEA. Det suger alt energi ud af os, men vi bliver der, meget stædigt, fordi DE SKAL I HVERT FALD IKKE VINDE OVER OS! Og så er det jo meget heldigt, at vi kun skal i IKEA en gang hvert 3. år.

Derfor blogger jeg

Den anden aften lå vi i sengen og sludrede inden vi skulle sove, som vi gør så ofte vi kan (altså sludrer). Vi talte om drømme, ambitioner og fremtid. “Jeg vil gerne gøre en forskel” – siger jeg til Niels, mens jeg ligger og stirrer op i loftet med armene bag nakken. Det var blandt andet derfor, at søgte ind på Dansk på KU i første omgang. Jeg ville være gymnasielærer og være med til, at præge unge mennesker i en tid, der er så svær, turbulent og vigtig. Jeg ville være den lærer, jeg selv havde elsket og som havde givet mig troen på, at jeg var god nok og nok skulle blive til noget. Den der inspirerede.

“Føler du ikke, at du gør en forskel allerede?” – spurgte Niels mig, mens han lænede sig over for at slukke natlampen, der har en skrue løs, så den altid hyler en lille smule.. Man tænker bedre i ro og mørke. Jeg ved ikke, om jeg følte at det at være model gør en kæmpe forskel ude i verden, griner jeg (på den lidt usikre måde). “Men du er jo meget mere end det” – siger Niels. Meget mere end det. Og det gør en forskel.

Jeg er rigtig glad, for det univers jeg har skabt. Den her lille plet, på det store internetverdenskort, som er min, hvor jeg tog et stort skridt for Lau og et lille skridt for menneskeligheden (bare rolig, det er storhedsvanviddet der taler). Hvor jeg kan være ærlig, fortælle og dele ud af de ting der er svære, irriterende og sjove ved, at leve igennem sine 20’ere. Jeg har stort set haft jer med hele vejen indtil nu, og jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Selvom det er mig der fører pennen, så er vi her sammen. Jeg føler, at vi har et fællesskab. Et fællesskab der slår rødder i ungdommen, i tiden og i de udfordringer, som mange af os står overfor, uanset om vi er akademikere, ufaglærte eller studerende.

Når jeg åbner min inbox, eller min DM på instagram bliver jeg ofte rørt til tårer, fordi der er nogle fantastiske mennesker out there, der følger med og som har så meget overskud og hjerterum til, at give feedback og lade mig vide når I er med mig (også når I er i mod mig, fordi det er også okay). Og det gør en forskel for mig.. at vide at jeg har rørt noget i jer. Det er et privilegium.

Jeg ved godt, at jeg ikke ændrer verden ved, at sidde og hamre løs i tastaturet, mens jeg kører uhensigtsmæssigt meget chokolade ned, men hvis der bare er ét enkelt ungt menneske, som man kan vække en eller anden form for følelse i, så tror jeg faktisk at jeg vil sige, at jeg er lykkedes med at gøre en forskel.

Jeg blogger for at dele ud, af både det pæne og det grimme ved at være ung. Og når jeg sidder og bladrer et par år tilbage i mine indlæg, så kan jeg se hvor meget jeg har ændret mig, både holdninger og skrivestil på meget kort tid. Vi er i konstant forandring. Vi knokler konstant på, at blive til nogen. Et helt voksent menneske, med ratepension og overenskomst og betalt ferie. Jeg blogger, fordi jeg hele tiden føler, at alle andre har regnet den ud. De er tjekkede og ved hvad de skal med deres liv. Jeg venter bare på en voksen. Som i hele tiden. Og det har jeg jo fundet ud af, at vi er flere der gør.

Unge mennesker skal hele tiden præstere – vi skal hele tiden bevise vores værd. Og det er hvad det er. Men vi må ikke blive stressede over, at vi tror alle andre er meget bedre til “adulting” (læs. være voksne) end vi selv er. Min første måned på universitetet havde jeg daglige panikanfald (indvendigt naturligvis) over, at jeg ikke følte at jeg kunne lære lige så godt som de andre. Jeg var sikker på, at de andre havde læst hele pensum inden vi startede, og derfor skulle give mig baghjul, fordi alle var tjekkede og havde stiftblyanter, læseplan og farvekoordinerede kladdehæfter. Men jeg var ikke alene.

Jeg blogger fordi, det er okay ikke at være perfekt. Det er okay, at bruge lidt tid på at finde ud af hvem man er. Hvad man kan lide, hvem man kan lide og hvor ens grænser går. Jeg blogger fordi, det er okay at være et menneske. Det er okay at lave fejl, det er okay at være fjollet, det er okay ikke at have styr på det hele.

Og det gør en forskel for mig.

Det er ikke vores pligt, at realisere os selv

 

Der er mange måder at realisere os selv på. Hele tiden. Vi er så priviligerede, at bo i et land som Danmark der konstant giver os valget, fremfor ultimatummet. Derfor tror jeg også, at vi føler at det er vores pligt at realisere os selv.

For eksempel når det kommer til kærlighed. Måske du kender scenariet: du starter nyt job, du har en kæreste (eller måske en ægtefælle?), men pludseligt bliver du draget mod Carsten nede fra Regnskabsafdelingen. Han er spændende og sød, og du tager dig selv i, at have et lille crush på ham. Men hvordan? Hvordan kan du det, når du elsker din kæreste Anders? Er det så fordi, du måske ikke helt elsker Anders på den rigtige måde? Og kan du leve dit liv fuldt ud, hvis ikke du løber når hjertet kalder? Er du ikke, nærmest NØDT til, at forlade Anders fordi man vel ikke kan være forelsket i flere???

I nogle tilfælde, nej. Forelskelser kommer og går, mens kærlighed for evigt består. Jeg tror ikke det er unormalt eller farligt, at have et crush på en der ikke er ens kæreste, så længe man kan skelne mellem kærlighed og begær. Der er nogle mennesker der er spændende, og som drager os. Men det betyder ikke, at vi elsker dem. At vi skal vende vores liv på hovedet for at forfølge det. Vi er vant til at vælge – at der ikke er nogen konstellationer i vores tilværelse der er for evigt. Vi kan altid VÆLGE en udvej. Derfor tror vi også, at det er vores pligt at realisere os selv. At det er vores pligt at løbe når hjertet kalder… HVER gang det kalder. Fordi det vil det gøre flere gange i løbet af livet. Og dér står vi over for valget. Og så skal vi lære. Lære at mærke efter hvad ægte kærlighed er, og hvornår vi blot begærer en anden eller er forelsket i tanken om at være forelsket.

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, selvom vi er en generation der lider af kronisk FOMO (fear of missing out). Vi er altid på også når vi ikke er med. Vi har så mange frie valg, at vi nærmest kvæles i mulighederne, og det kan være intimiderende og angstprovokerende. Fordi når vi vælger noget til, vælger vi helt automatisk noget andet fra.

Nu kommer der sikkert til, at sidde en tastatur-kriger og mene noget om, at jeg er et curling-barn, at jeg skulle opleve RIGTIG nød og RIGTIGE problemer, og måske har du ret, kære tastatur-kriger. Måske har mit privilegium gjort mig blind.

Men at mærke efter, at være i tvivl og være sikker er svært. Hvem vi er, er svært. Hvis vi er trætte af vores job, så siger vi det op og kaster os ud i noget nyt. Hvis vores uddannelse ikke lever op til forventningerne, tøver vi ikke med at skifte over til noget der måske var mere os. Fordi vi føler, at det er vores PLIGT, vores RET at realisere os selv konstant.

Jeg er bange for, om vi bliver sådan nogle der ikke giver tingene en chance. Kærligheden, jobbet, uddannelsen, drømmende og livet. Sådan nogle der er rodløse og konstant bekymrer os for, om vi nu også får det hele med, indtil det en dag går op for os, at man ikke kan få alt med. Det er ikke muligt. Og så ender vi i gruppeterapi, fordi vi føler os snydt og “direkte taget i røven” af livet og samfundet, der ellers var så lovende.

Jeg siger ikke, at vi skal “nøjes”, at vi ikke skal have drømme og ambitioner og ændre de ting i vores liv der gør os kede af det. Men at vi skal gøre det med større omtanke. At det ikke er vores pligt, altid at realisere os selv. At det er okay, at være glad, tilfreds og lykkelig. At det er helt i orden, at give tingene en chance.
Lidt ligesom, at det heller ikke er vores PLIGT at udtale os om alt på Facebook, bare fordi vi kan. Vi behøver ikke, at sende grimme beskeder til dem vi er uenige med, eller til en reality deltager, som vi synes havde skæve tænder… bare fordi vi kan, betyder ikke at vi skal.

XX

Det perfekte Instagram-liv

I denne uge, har DR fokus på “det perfekte” og det “uperfekte”. I den forbindelse har de lagt første afsnit af “de perfekte piger” op, som handler om fire forskellige piger, der er svært påvirkede af, at skulle leve op til idealerne på de sociale medier. En af pigerne beskriver rigtig fint, hvordan man har Instagram-personligheden og den rigtige person. Jeg relaterer 100%.

Jeg forsøger at være ærlig og realistisk på instagram, men det er et udsnit af virkeligheden, som vi kan manipulere med og få situationer til at virke både vildere, smukkere og sejere, end den regnfulde mandag egentlig var. Jeg ryger også i fælden, hvor cafe latte og mine nye solbriller lige skal en tur gennem filtermaskinen, inden jeg brager det ud på min instagram, i en “SE MIG OG HØR MIG”- situation, som jeg ikke er helt sikker på, jeg egentlig bryder mig om. Jeg er ikke så æstetisk, som mange andre piger på instagram. Det behøver ikke passe sammen alt sammen. Mest fordi tingene i mit liv, meget sjældent er farvekoordineret og perfekt. Har både mælkeskæg og tandpasta på mine sorte bukser, hvilket jeg ofte først finder ud af når jeg er taget hjemmefra.

Og selvom jeg ved, at de top tjekkede sild på instagram manipulerer med virkeligheden, så tager jeg mig selv i, at blive øv-agtig over, at jeg har kronisk spaltede spidser og strømpe bukser der altid insisterer på at løbe, fem minutter efter jeg egentlig burde have forladt matriklen. Ikke føle, at jeg er cool nok.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at det var slut med, at sammenligne mig selv med andre på sociale medier. What’s the point? Vi lever alle forskellige liv, men lur mig om vi ikke alle sammen skændes med vores kæreste, tager en søndag på sofaen uden make up og forsøger at huske, at ringe til vores mormor bare en gang i mellem.

Jeg synes at det er okay at dele sin person op i to: den virkelige og den fiktive. Man kan argumentere for, at skuespillere og sangere gør det samme. Så længe vi bare alle sammen er enige om præmissen for det. Og det er vel okay. Ikke at udbasunere hele privatlivet på de sociale medier. Der er i min verden (som jeg har nævnt mange gange før), stor forskel på, at være personlig og privat. Det er alfa og omega, at have personlighed (i min verden). At være sin egen. Men der er et stort spring fra dét, til at dele ud af det inderste i sit privatliv. Derfor synes jeg egentlig, at det er okay at vi deler os i to.

Jeg er glad for, at vi ikke rigtig havde smartphones da jeg var teenager. Kan huske, at jeg spinkede og sparede, så jeg kunne købe en (brugt) Iphone 3gs i 2.G, og at jeg nærmest var den eneste i min klasse der havde en. Husker i hvert fald, at jeg delte den med mine veninder i pauserne, hvor vi både skulle nå at spille Angry Birds og tjekke, om der var nogle nye spil vi bare MÅTTE eje. Der var ingen grund til, at gå på facebook, fordi ingen rigtig havde Iphone og derfor kun var på Facebook når de sad ved deres computer. På det tidspunkt iscenesatte vi os selv på Facebook. Man overvejede nøje hvad man likede, der blev hver søndag aften uploadet diverse albums fra weekendens eskapader (der var altid én der løb rundt med et digital kamera, for at forevige arrangementet), og man opdaterede sin status dagligt, med ligegyldigheder som “Så skal man se pigerne <‘3” eller “Drikker aldrig igen”. Vi forsøgte også på Facebook, at skabe et redigeret billede af os selv, men slet ikke i samme grad, som instagram i dag.

Det er hele tiden. Det er hver eneste dag, hver eneste gang du åbner appen bliver du eksponeret for andre menneskers livsstil, som helt sikkert er anerledes fra din egen. Som teenager brugte jeg uendeligt meget krudt på, at finde ud af hvem JEG var (det gør jeg til tider stadig, den dag i dag), jeg kan slet ikke forestille mig hvor udmattende det havde været, hvis jeg hele tiden skulle tage stilling til andre.

Jeg tror min pointe er, at det er et vigtigt emne. Det er vigtigt ikk at være som de andre. Der er ingen formel på det perfekte liv, selvom instagram måske får os til, at tro noget andet, med uendelige outfit billeder ved pæn bygning, en latte til overpris og veninder der alle sammen er noget ved musikken. Og selvom det er verden største og fedeste kliché, så virker det altid rigtig godt, hvis man bare er sig selv.

XX

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault