Det perfekte Instagram-liv

I denne uge, har DR fokus på “det perfekte” og det “uperfekte”. I den forbindelse har de lagt første afsnit af “de perfekte piger” op, som handler om fire forskellige piger, der er svært påvirkede af, at skulle leve op til idealerne på de sociale medier. En af pigerne beskriver rigtig fint, hvordan man har Instagram-personligheden og den rigtige person. Jeg relaterer 100%.

Jeg forsøger at være ærlig og realistisk på instagram, men det er et udsnit af virkeligheden, som vi kan manipulere med og få situationer til at virke både vildere, smukkere og sejere, end den regnfulde mandag egentlig var. Jeg ryger også i fælden, hvor cafe latte og mine nye solbriller lige skal en tur gennem filtermaskinen, inden jeg brager det ud på min instagram, i en “SE MIG OG HØR MIG”- situation, som jeg ikke er helt sikker på, jeg egentlig bryder mig om. Jeg er ikke så æstetisk, som mange andre piger på instagram. Det behøver ikke passe sammen alt sammen. Mest fordi tingene i mit liv, meget sjældent er farvekoordineret og perfekt. Har både mælkeskæg og tandpasta på mine sorte bukser, hvilket jeg ofte først finder ud af når jeg er taget hjemmefra.

Og selvom jeg ved, at de top tjekkede sild på instagram manipulerer med virkeligheden, så tager jeg mig selv i, at blive øv-agtig over, at jeg har kronisk spaltede spidser og strømpe bukser der altid insisterer på at løbe, fem minutter efter jeg egentlig burde have forladt matriklen. Ikke føle, at jeg er cool nok.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at det var slut med, at sammenligne mig selv med andre på sociale medier. What’s the point? Vi lever alle forskellige liv, men lur mig om vi ikke alle sammen skændes med vores kæreste, tager en søndag på sofaen uden make up og forsøger at huske, at ringe til vores mormor bare en gang i mellem.

Jeg synes at det er okay at dele sin person op i to: den virkelige og den fiktive. Man kan argumentere for, at skuespillere og sangere gør det samme. Så længe vi bare alle sammen er enige om præmissen for det. Og det er vel okay. Ikke at udbasunere hele privatlivet på de sociale medier. Der er i min verden (som jeg har nævnt mange gange før), stor forskel på, at være personlig og privat. Det er alfa og omega, at have personlighed (i min verden). At være sin egen. Men der er et stort spring fra dét, til at dele ud af det inderste i sit privatliv. Derfor synes jeg egentlig, at det er okay at vi deler os i to.

Jeg er glad for, at vi ikke rigtig havde smartphones da jeg var teenager. Kan huske, at jeg spinkede og sparede, så jeg kunne købe en (brugt) Iphone 3gs i 2.G, og at jeg nærmest var den eneste i min klasse der havde en. Husker i hvert fald, at jeg delte den med mine veninder i pauserne, hvor vi både skulle nå at spille Angry Birds og tjekke, om der var nogle nye spil vi bare MÅTTE eje. Der var ingen grund til, at gå på facebook, fordi ingen rigtig havde Iphone og derfor kun var på Facebook når de sad ved deres computer. På det tidspunkt iscenesatte vi os selv på Facebook. Man overvejede nøje hvad man likede, der blev hver søndag aften uploadet diverse albums fra weekendens eskapader (der var altid én der løb rundt med et digital kamera, for at forevige arrangementet), og man opdaterede sin status dagligt, med ligegyldigheder som “Så skal man se pigerne <‘3” eller “Drikker aldrig igen”. Vi forsøgte også på Facebook, at skabe et redigeret billede af os selv, men slet ikke i samme grad, som instagram i dag.

Det er hele tiden. Det er hver eneste dag, hver eneste gang du åbner appen bliver du eksponeret for andre menneskers livsstil, som helt sikkert er anerledes fra din egen. Som teenager brugte jeg uendeligt meget krudt på, at finde ud af hvem JEG var (det gør jeg til tider stadig, den dag i dag), jeg kan slet ikke forestille mig hvor udmattende det havde været, hvis jeg hele tiden skulle tage stilling til andre.

Jeg tror min pointe er, at det er et vigtigt emne. Det er vigtigt ikk at være som de andre. Der er ingen formel på det perfekte liv, selvom instagram måske får os til, at tro noget andet, med uendelige outfit billeder ved pæn bygning, en latte til overpris og veninder der alle sammen er noget ved musikken. Og selvom det er verden største og fedeste kliché, så virker det altid rigtig godt, hvis man bare er sig selv.

XX

Reklame: Jeg spiser slik der gør mig smuk!

Dette indlæg er sponsoreret af Beauty Bear

Dette tidspunkt på året, er for mig den sværeste. Det er rigtig rigtig mange måneder siden, at vi har set solen og ladet den fylde os op med energi. Det er længe siden man er gået uden for, uden at være bange for, at ens ansigt skulle fryse fast i en sær grimasse, mens man aser og maser afsted ned ad H.C. Andersens Boulevard (og ikke på Nik & Jay måden, desværre). Jeg er sløv og træt. Det er mit hår også. Og min hud. Og mine negle..

Min mor har i årevis punket mig for, at give mig i kast med vitaminer og kosttilskud.. det samme har Niels faktisk også, som troligt tager de meget apoteker-agtige piller, hver eneste morgen. Har stået dér, med hånden fuld af savsmuldsfarvede, smagsløse piller og proppet dem i munden, men som bare ikke ville ned, så det endte med at vandet opløste pillerne i munden og gag refleksen instinktivt reagerede.

Som barn var det at indtage vitaminer et mindre ritual om morgenen, hjemme i rækkehuset i Espergærde. De var sjove – man kunne selv komme ned og vælge dem på apoteket, på en lidt bizar bland-selv slik måde, men ikke desto mindre virkede det. Og det var virkelig et højdepunkt, at få lov til, at tage hul på pakken med cola-smag… også selvom den vidst aldrig rigtig smagte af cola.

Nu er jeg blevet introduceret til noget, som jeg kan forene mig lidt mere med: Beauty Bear!

Beauty Bear er vitaminer i vingummi, formet som bamser. De er veganske, der er ingen kunstig farve eller kunstige smags- eller sødestoffer, og så er de ikke testet på dyr, hvilket jeg synes er så genialt.  Da jeg først blev introduceret til konceptet var jeg noget skeptisk, er det en gimmick? Virker det rent faktisk? Og smager de godt? Eller er der den der bitre bi-smag, som mange vitaminer har?

Jeg synes selv, at jeg er ret svær at imponere.. men her må jeg give mig. De smager virkelig godt, konsistensen er præcis som den skal være og så er jeg spændt på at se, hvor godt de kommer til at virke. Jeg har kun taget dem i en uge nu, og der er ingen klager over, at kværne 6 vingummier lige inden sengetid.

Beauty Bear kommer i fire forskellige varianter:

Hair – giver håret glans og styrke og så smager de af solbær! Jeg gør rigtig meget for, at passe godt på mit hår, selvom det er udfordrende i forhold til mit job, hvor der bruges mange produkter og varme i, stort set hver eneste dag. Det slider. Ligesom kulden slider på det om vinteren og solen om sommeren. Jeg har brugt årevis på, at få mit hår til at vokse ud, efter jeg havde meget kort hår i et par år. Jeg bruger derfor shampoo uden silicone og forsøger at følge alle beauty-guruernes råd til, hvordan man passer godt på sit hår. Derfor har jeg netop påbegyndt, at tage disse vitaminer. Det er ikke fordi jeg forventer, at mit hår skal vokse helt vildt og voldsomt. For mig er det vigtigt, at gøre hvad jeg kan for, at mit hår ser sundt og lækkert ud. Glansfyldt og stærkt, så det kan stå i mod den årstid, der nu engang tærer lidt på håret.

Skin – endnu en ting jeg går rigtig meget op i, på baggrund af hvad jeg laver: at have så pæn hud som muligt. Igen er der mange faktorer der spiller ind, som vind og vejr. SKIN vitaminen smager af hindbær og har til formål, at udskille affaldsstoffer og mindske urenheder i huden og optimere fugtbalancen. Især i de kølige måneder, og faktisk også når vi går ind i overgangen mellem vinter og forår, har vores hud brug for hjælp. I vinteren er der mange af os, der tørrer ud, og så snart foråret melder sin ankomst, skal huden, der måske lige har vænnet sig til det kolde klima, igen omstille sig og fugtbalancen skal opretholdes. Det kan være hårdt for huden, og man kan måske opleve, at man især i overgangsperioder er ramt af urenheder og dark spots. SKIN indeholder blandt andet A-vitamin, som blandt andet hjælper på solskader og zink, der netop udskiller affaldsstoffer.

Nail – smager af æble og styrker og vedligeholder neglene. Flækkede negle og flossede neglebånd er noget, jeg tror mange af os kan nikke genkendende til – især efter 4 måneder iført luffer… Derfor er det oplagt, at gøre hvad jeg kan for, at forebygge ødelagte negle. Derudover gør det smadder ondt at flække en negl.

Tan – denne her er jeg super spændt på! Og sommeren kan bare komme, jeg skal nok være klar! Denne vitaminpille skal du begynde at tage, ca. 4 uger før du skal solbade. Vingummien indeholder forskellige vitaminer, der alle sammen hjælper huden med, at komme godt igennem tiden i solen. Den skulle både hjælpe dig med, at opnå en smuk glød, samtidig med, at den skulle forebygge solskoldninger (fungerer dog ikke som solbeskyttelse, så husk ALTID solcreme – du vil takke dig selv når du bliver ældre), og hvis man har problemer med soleksem. Derudover, skulle ens tan holde længere.

Beauty Bear har en catch fraise der lyder: Beauty is a pleasure, hvilket jeg bare synes er så fint og så passende. Der er rigtig mange måder hvorpå vi kan forkæle os selv, og mange ting vi gør “in the name of beauty!”, selvom skønhed for os alle sammen er noget forskelligt.

Hvis du kunne tænke dig, at give Beauty Bear et skud, så kan du få 15% med koden Laura15 frem til 30.03.2018. Brug linket her: https://www.beautybear.dk/

 

 

 

Ingen skal fortælle mig, hvornår jeg er “Miss Perfect”

DR er inde i en stime for tiden, som jeg ikke kan finde ud af om jeg elsker eller hader – eller om det bare er begge dele. For et par uger siden skrev jeg indlægget “Sådan Spotter Du En Fuckboi” som du kan læse her, der tog afsæt i DR’s dokumentar/reality udsendelse, om en gruppe unge drenge der søgte hinandens anerkendelse og accept, gennem et fællesskab hvor det handler om at score mange damer, gå i (meget) dyrt tøj og føre point over, hvem der har scoret flest. En stor dansk avis, kaldte dem for “generationens syndebukke”, og drengene fik generelt ret hård medfart, selvom jeg er sikker på, at udsendelsen må have haft uanede mængder af seere – fordi det er jo spændende at blive inviteret med dér ind.

Nu sidder jeg klistret til computeren, når “Miss Perfect” ruller over skærmen. Lige så mundlam og frustreret som under Fuckbois og med en underlig trang til, pludseligt at blive den der typer, der skriver læserbreve og blive feminist på rødstrømpemåden, med brændende BH’er hængende efter mig, mens jeg jagter nogen med både fakler og høtyve. På Københavner-måden altså, hvor man skriver et surt debatindlæg til en venstreorienteret web-avis.. naturligvis

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle danne mig en holdning om skønhedskonkurrencer – ud fra det jeg laver, havde jeg aldrig troet at jeg kunne blive forarget over, at nogen blev bedømt på måden hvorpå de så ud. Det i sig selv, gør mig egentlig ikke så meget – det må folk gøre som det passer dem. Mit problem er, at der er opstillet en facit for, hvordan man er en rigtig skønhed, som i min verden ikke har noget med naturlighed eller skønhed at gøre, og som dommerne fremstiller som den helt korrekte måde, at være smuk på. Det er blandt andet ved at have langt hår, gå med så meget make up, at man får The Kardashians til at se naturlige ud og efterleve nogle regler, som bliver forklaret med, at det er tradition, men som blandt andet lyder:

  • du må ikke være gift
  • du må ikke have børn
  • du må ikke ryge / indtage alkohol
  • ingen udfordrende billeder på nettet
  • du skal være mellem 17 -24 år

Jeg er langt hen ad vejen stor fortaler for traditioner – der er ikke noget galt i, at nogle ting for lov til at forblive som tingene nu engang var tiltænkt. Men i en konkurrence, hvor man hylder skønhed og kvinder, kan jeg slet ikke forstå den jomfruelighed der skal skinne igennem.

Skønhed er mange ting – for mig er det kvinder der tør og gør. Hvorfor er en gift kvinde ikke god nok, til at vinde en skønhedskonkurrence? Hvorfor er det at have født børn ikke okay, hvis man drømmer om at deltage? Og er man kun smuk, hvis man er mellem 17-24 år? Dommerne bliver ved med, at pointere, at pigerne skal finde deres indre Beyoncé frem, hvilket jeg synes er ret komisk. Så en pige på instagram der argumenterede for, at Beyoncé er for gammel, for gift og ALT for udfordrende klædt på internettet, til overhovedet at kunne passe ind under regelsættet.

Jeg synes faktisk, at pigerne der er med virker rigtig søde og meget sympatiske, og jeg kan da godt forstå at man bliver charmeret og beæret, når man bliver fortalt at man er smuk nok. Jeg blev selv inviteret til en casting på Miss Danmark gennem instagram, og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg blev RET smigret og lige brugte fem minutter på, at overveje situationen.. men sagde nej, fordi det på alle måder var det rigtige for mig at gøre.

Jeg har et problem med, at der er nogen der pådutter hvad “rigtig” skønhed er – I behøver ikke sidde og sige, at det er alle pigers drøm at få lagt make up og have store glimmerkjoler på. Det er ikke min drøm. En af pigerne der er med fortæller, at hun håbede på, at kunne gøre det på sin egen måde. Repræsentere det naturlige. Men gang på gang bliver hun overrulet og proppet ned i en kasse, som en slags barbie-dukke hvor vi til sidst skal bedømme 20 piger, der alle sammen ligner hinanden.

Derudover, har jeg aldrig nogensinde været på et job, hvor det ikke var okay at sætte sig ned i fem minutter og tage en pause, hvis ens fødder var ved at falde af. Der er meget få ting i verden, der er SÅ vigtige og SÅ strikse, at man ikke må tage hånd om sig selv. At arbejde med sin krop er udmattende, og vi skal passe på den. Det er okay at presse sig selv, men inden for rimelighedens grænser.

Jeg ved godt, at der gennem mit job også stilles krav, hvilket måske gør at jeg er dobbeltmoralsk. Jeg synes bare alvorligt, at der er en forskel. At være model er efterhånden mange ting. Mange skæve typer (med både langt og kort hår), og flere bureauer åbner både +size afdelinger, seniorafdelinger osv. Når du klikker dig gennem en hjemmeside med modeller, er det sjældent at der er én type repræsenteret – jeg synes der, efterhånden er stor diversitet.

Igen er mit problem ikke, at skønhedskonkurrencer i sig selv. Det må folk helt selv om. Problemet ligger i, at pådutte os alle sammen, at drømme om at blive Miss Danmark. At sige, at det er en hver piges drøm. At vi skal være pæne og rene, for at blive opfattet som smukke. At vi ikke rigtig må være moderne kvinder, med kærester, familie og føre den livsstil vi helst vil.

 

By the way #6

… har jeg påbegyndt et forløb med en personlig træner, og har derfor været så øm i kroppen, at jeg næsten har grædt. Synes bare den, altså kroppen, pludseligt var lidt forræderisk og den føles ikke som min mere. Hvem vidste, at det kunne være en struggle at tage sin bluse af om aftenen…

… har Niels og jeg været MEGET forkølede over weekenden. Har lagt små depoter af lommetørklæder forskellige steder i lejligheden, så man hurtigt kan få tørret snotten. Det har dog også resulteret i en del snorken… voldsom snorken. Var så desperat på nat 2. over, at jeg endnu engang ikke kunne få min søvn at jeg dagen efter måtte i Silvan og købe ørepropper, efter jeg natten forinden havde lagt mig til at sove, med mine lydtætte headphones.

… gik det op for mig, at jeg også snorker ret meget. Vækkede både mig selv og Niels den ene aften – på den helt ydmygende måde, hvor man vågner op og næsten ikke kan få vejret, fordi man bare har trukket torsk i land.

… fik jeg sagt noget til Niels om, at det ikke var særligt 2018-agtigt af ham, ikke at ville bære mine tamponer hjem fra Netto.. Hvilken udløste indiskret fnisen, fra anden kunde.

… har mit indtag af søde sager nået nye højder, efter jeg er begyndt at træne mere intensivt. Som om det bare giver fripas til, at kvæle kinderchokolade og vingummier, men ikke på Indiana Jones-måden, bare overvægtigt barn i BonBon land måden.

xx

Om at gå tilbage til en fuser?

Jeg ved ikke, om I kan huske mit indlæg om hjertesorg? Ellers kan I læse det her. 

Jeg skrev lidt, om dengang jeg fik mit hjerte knust i tusinde stykker, og febrilsk forsøgte at samle stumperne og hele igen – men i smug, fordi jeg var flov over, at jeg havde tilladt mig selv, at blive udsat for den smerte.
Ham der knuste mit hjerte fandt jeg sammen med igen. Og har været sammen med siden. Og bor sammen med ham i dag. Så man kan sige, at det indtil videre er en happy ending.

Men det var så urealistisk det hele, da vi besluttede os for at finde sammen igen.

I de måneder, hvor vi ikke var sammen havde jeg en knude i maven. En dag troede jeg den var væk, men jeg tror egentlig bare, at jeg havde vænnet mig til dens konstante og massive tilstedeværelse, at jeg slet ikke længere kunne sige, om jeg havde det godt eller skidt. Jeg troede jeg havde det fint. I de måneder var der meget frem og tilbage.. Jeg vil så gerne have ham, men han ville ikke have mig – han kunne ikke. Jeg var for stor en mundfuld, eller jeg tror måske det følelsesmæssige var for stor en mundfuld når man kun var 16 – 17 år gammel. Store følelser kan virke så farlige. Efter et par måneder gav jeg slip. Jeg orkede det ikke mere. Jeg var træt. Træt af at være træt, træt af at være ked af det og træt af ikke at være i kontrol. Så jeg tog en kold tyrker – indstillede skydningen og trak mig væk fra alt der havde noget med ham at gøre. Jeg orkede ikke engang at tale med ham, hvis vi stødte ind i hinanden. Jeg gad ikke mere. Der gik yderligere et par måneder.

Jeg husker en aften, hvor jeg skal til noget gymnasiefest. Jeg fortæller mig selv, at det er okay at ville danse med nogle andre. Drikker øl (og breezers naturligvis) med nogle andre, og at jeg er så færdig med, at løbe rundt som høne uden hoved, med hjertet blafrende uden på frakken, hvor selv den mindste modstand gør afsindigt ondt. Jeg kan huske at min mor kørte mig. Og jeg havde en ny kjole på. Jeg stiger ud ad bilen, og skal passere hele rygerholdet for at komme ind. Og dér står han og pludseligt kigger han på mig, på den der måde hvor jeg vidste, at han vidste, at han fortrød. Når jeg tænker tilbage på det, har jeg det som om, at det hele foregik i slow motion: han skulle til at sige noget til mig, men jeg gik bare forbi. Jeg stoppede ikke op, jeg kiggede ikke engang på ham og jeg er sikker på, at luften var helt kold, da jeg (i slow) stormede forbi ham. Og så nægtede jeg at tale med ham.. I yderligere et par måneder faktisk, hvor vi begge dater andre.

En aften i byen, har jeg muligvis overvurderet min egen alkoholgrænse (mor, du behøver ikke læse videre her) og da jeg på et tidspunkt lige skal binde mine snørebånd, vælger jeg lige at tømme 2,5 liter long island icetea, fra indersiden af min mave, ud på gulvet under bordet (man er vel en diskret lady). Der er en der hiver mig op, og spørger hvor mine veninder er. Det er ham. Jeg har virkelig kvalme og er sådan lidt omtumlet, på den helt grimme måde, så han tager mig ud for at få noget frisk luft. Jeg siger til ham, at det er for sent. Det hele er for sent. Han kan ikke komme løbende nu, hvor jeg har bestemt mig for, at jeg har det meget bedre. Han havde chancen, men han tog den ikke. Jeg er ikke nogens – jeg er min egen. Han siger, at han gerne vil tale med mig. Få det hele lukket ned – om vi ikke kan spise sammen dagen efter? Jeg siger nej. Eller, det ved jeg ikke… Eller nej! Fordi jeg er vred og såret og hvad bilder du dig ind, sådan at komme her, efter så lang tid og forlange at jeg har mere at give. At jeg vil lukke mere ned.

En ven overtalte mig til at gøre det alligevel. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Men Ven synes jeg skulle gøre det. For at få det lukket ned. Så jeg gjorde det alligevel – for at lukke ned. Jeg husker, at vi tog toget til København. Og spiste på en pæn restaurant. Og at han kyssede mig, og sagde alle de rigtige ting. Og jeg tøvede, mens jeg samtidig overgav mig. På vej hjem, går vi ned ad Gothersgade og jeg siger til ham, at jeg godt vil give det en chance, hvis han lover at det hele kan gå tilbage og blive som før. Han stopper op og siger, at det vil han ikke. Jeg græder, inderligt og knuden der ikke er gået væk endnu, trækker sig sammen og suger mig ind i mørket igen, bedst som jeg troede at jeg var undsluppet. “Jeg vil ALDRIG gå tilbage til hvad det var før, for der kunne vi ikke finde ud af det. Jeg vil gå fremad og kun have, at vi gør de gode og rigtige ting, så vi aldrig skal igennem det her igen”.

Og lige dér lettede det hele. Knuden forsvandt. For første gang i 7 måneder var jeg ikke ked af det. Var jeg ikke bekymret eller vred.

Men tiden efter var meget speciel. Jeg var bange for, at han skulle vågne en morgen og sige “HA! der fik jeg dig!”, som om det hele var for godt til, at være sandt. I tiden efter fulgte rigtig mange prøvelser – tillid skulle genopbygges og beslutninger skulle tages. Jeg var ikke i tvivl om, hvor mit hjerte hørte hjemme, men vi skulle beslutte os for, at tilgive hinanden de ting vi havde gjort, som havde været sårende og komme videre. Vi måtte bestemme os for, at glemme og se frem. Og det var ikke let. Jeg følte stor jalousi i starten, og søgte ekstra meget bekræftelse. Jeg ville føle, at jeg havde vundet. Så vi besluttede os for, at tage de ting vi kunne lære noget af med os. Sørge for at vi aldrig blev, hvad vi var engang. Bare være dem vi er nu.

Jeg kunne forestille mig, at det er en lignende process man går igennem, når man skal beslutte sig for, om man kan tilgive sin kæreste for, for eksempel utroskab. Kan man, hånden på hjertet, lægge det bag sig? Genopbygge tillid? Og ikke bringe det op som argument i diskussion eller bruge det som “du skylder også en”? Det er et valg man tager – noget man gør op med sig selv.

Nogle vil måske mene, at jeg gav efter og at vi gjorde det forkerte. Jeg kunne ikke ignorere mit hjerte, der skreg og skreg, og trak mig så meget i den rigtige retning. Jeg elskede ham igennem det hele. Selv da jeg hadede ham. I dag, 7 år senere elsker jeg ham stadig.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault