Jeg spiser slik der gør mig smuk!

Dette indlæg er sponsoreret af Beauty Bear

Dette tidspunkt på året, er for mig den sværeste. Det er rigtig rigtig mange måneder siden, at vi har set solen og ladet den fylde os op med energi. Det er længe siden man er gået uden for, uden at være bange for, at ens ansigt skulle fryse fast i en sær grimasse, mens man aser og maser afsted ned ad H.C. Andersens Boulevard (og ikke på Nik & Jay måden, desværre). Jeg er sløv og træt. Det er mit hår også. Og min hud. Og mine negle..

Min mor har i årevis punket mig for, at give mig i kast med vitaminer og kosttilskud.. det samme har Niels faktisk også, som troligt tager de meget apoteker-agtige piller, hver eneste morgen. Har stået dér, med hånden fuld af savsmuldsfarvede, smagsløse piller og proppet dem i munden, men som bare ikke ville ned, så det endte med at vandet opløste pillerne i munden og gag refleksen instinktivt reagerede.

Som barn var det at indtage vitaminer et mindre ritual om morgenen, hjemme i rækkehuset i Espergærde. De var sjove – man kunne selv komme ned og vælge dem på apoteket, på en lidt bizar bland-selv slik måde, men ikke desto mindre virkede det. Og det var virkelig et højdepunkt, at få lov til, at tage hul på pakken med cola-smag… også selvom den vidst aldrig rigtig smagte af cola.

Nu er jeg blevet introduceret til noget, som jeg kan forene mig lidt mere med: Beauty Bear!

Beauty Bear er vitaminer i vingummi, formet som bamser. De er veganske, der er ingen kunstig farve eller kunstige smags- eller sødestoffer, og så er de ikke testet på dyr, hvilket jeg synes er så genialt.  Da jeg først blev introduceret til konceptet var jeg noget skeptisk, er det en gimmick? Virker det rent faktisk? Og smager de godt? Eller er der den der bitre bi-smag, som mange vitaminer har?

Jeg synes selv, at jeg er ret svær at imponere.. men her må jeg give mig. De smager virkelig godt, konsistensen er præcis som den skal være og så er jeg spændt på at se, hvor godt de kommer til at virke. Jeg har kun taget dem i en uge nu, og der er ingen klager over, at kværne 6 vingummier lige inden sengetid.

Beauty Bear kommer i fire forskellige varianter:

Hair – giver håret glans og styrke og så smager de af solbær! Jeg gør rigtig meget for, at passe godt på mit hår, selvom det er udfordrende i forhold til mit job, hvor der bruges mange produkter og varme i, stort set hver eneste dag. Det slider. Ligesom kulden slider på det om vinteren og solen om sommeren. Jeg har brugt årevis på, at få mit hår til at vokse ud, efter jeg havde meget kort hår i et par år. Jeg bruger derfor shampoo uden silicone og forsøger at følge alle beauty-guruernes råd til, hvordan man passer godt på sit hår. Derfor har jeg netop påbegyndt, at tage disse vitaminer. Det er ikke fordi jeg forventer, at mit hår skal vokse helt vildt og voldsomt. For mig er det vigtigt, at gøre hvad jeg kan for, at mit hår ser sundt og lækkert ud. Glansfyldt og stærkt, så det kan stå i mod den årstid, der nu engang tærer lidt på håret.

Skin – endnu en ting jeg går rigtig meget op i, på baggrund af hvad jeg laver: at have så pæn hud som muligt. Igen er der mange faktorer der spiller ind, som vind og vejr. SKIN vitaminen smager af hindbær og har til formål, at udskille affaldsstoffer og mindske urenheder i huden og optimere fugtbalancen. Især i de kølige måneder, og faktisk også når vi går ind i overgangen mellem vinter og forår, har vores hud brug for hjælp. I vinteren er der mange af os, der tørrer ud, og så snart foråret melder sin ankomst, skal huden, der måske lige har vænnet sig til det kolde klima, igen omstille sig og fugtbalancen skal opretholdes. Det kan være hårdt for huden, og man kan måske opleve, at man især i overgangsperioder er ramt af urenheder og dark spots. SKIN indeholder blandt andet A-vitamin, som blandt andet hjælper på solskader og zink, der netop udskiller affaldsstoffer.

Nail – smager af æble og styrker og vedligeholder neglene. Flækkede negle og flossede neglebånd er noget, jeg tror mange af os kan nikke genkendende til – især efter 4 måneder iført luffer… Derfor er det oplagt, at gøre hvad jeg kan for, at forebygge ødelagte negle. Derudover gør det smadder ondt at flække en negl.

Tan – denne her er jeg super spændt på! Og sommeren kan bare komme, jeg skal nok være klar! Denne vitaminpille skal du begynde at tage, ca. 4 uger før du skal solbade. Vingummien indeholder forskellige vitaminer, der alle sammen hjælper huden med, at komme godt igennem tiden i solen. Den skulle både hjælpe dig med, at opnå en smuk glød, samtidig med, at den skulle forebygge solskoldninger (fungerer dog ikke som solbeskyttelse, så husk ALTID solcreme – du vil takke dig selv når du bliver ældre), og hvis man har problemer med soleksem. Derudover, skulle ens tan holde længere.

Beauty Bear har en catch fraise der lyder: Beauty is a pleasure, hvilket jeg bare synes er så fint og så passende. Der er rigtig mange måder hvorpå vi kan forkæle os selv, og mange ting vi gør “in the name of beauty!”, selvom skønhed for os alle sammen er noget forskelligt.

Hvis du kunne tænke dig, at give Beauty Bear et skud, så kan du få 15% med koden Laura15 frem til 30.03.2018. Brug linket her: https://www.beautybear.dk/

 

 

 

Ingen skal fortælle mig, hvornår jeg er “Miss Perfect”

DR er inde i en stime for tiden, som jeg ikke kan finde ud af om jeg elsker eller hader – eller om det bare er begge dele. For et par uger siden skrev jeg indlægget “Sådan Spotter Du En Fuckboi” som du kan læse her, der tog afsæt i DR’s dokumentar/reality udsendelse, om en gruppe unge drenge der søgte hinandens anerkendelse og accept, gennem et fællesskab hvor det handler om at score mange damer, gå i (meget) dyrt tøj og føre point over, hvem der har scoret flest. En stor dansk avis, kaldte dem for “generationens syndebukke”, og drengene fik generelt ret hård medfart, selvom jeg er sikker på, at udsendelsen må have haft uanede mængder af seere – fordi det er jo spændende at blive inviteret med dér ind.

Nu sidder jeg klistret til computeren, når “Miss Perfect” ruller over skærmen. Lige så mundlam og frustreret som under Fuckbois og med en underlig trang til, pludseligt at blive den der typer, der skriver læserbreve og blive feminist på rødstrømpemåden, med brændende BH’er hængende efter mig, mens jeg jagter nogen med både fakler og høtyve. På Københavner-måden altså, hvor man skriver et surt debatindlæg til en venstreorienteret web-avis.. naturligvis

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle danne mig en holdning om skønhedskonkurrencer – ud fra det jeg laver, havde jeg aldrig troet at jeg kunne blive forarget over, at nogen blev bedømt på måden hvorpå de så ud. Det i sig selv, gør mig egentlig ikke så meget – det må folk gøre som det passer dem. Mit problem er, at der er opstillet en facit for, hvordan man er en rigtig skønhed, som i min verden ikke har noget med naturlighed eller skønhed at gøre, og som dommerne fremstiller som den helt korrekte måde, at være smuk på. Det er blandt andet ved at have langt hår, gå med så meget make up, at man får The Kardashians til at se naturlige ud og efterleve nogle regler, som bliver forklaret med, at det er tradition, men som blandt andet lyder:

  • du må ikke være gift
  • du må ikke have børn
  • du må ikke ryge / indtage alkohol
  • ingen udfordrende billeder på nettet
  • du skal være mellem 17 -24 år

Jeg er langt hen ad vejen stor fortaler for traditioner – der er ikke noget galt i, at nogle ting for lov til at forblive som tingene nu engang var tiltænkt. Men i en konkurrence, hvor man hylder skønhed og kvinder, kan jeg slet ikke forstå den jomfruelighed der skal skinne igennem.

Skønhed er mange ting – for mig er det kvinder der tør og gør. Hvorfor er en gift kvinde ikke god nok, til at vinde en skønhedskonkurrence? Hvorfor er det at have født børn ikke okay, hvis man drømmer om at deltage? Og er man kun smuk, hvis man er mellem 17-24 år? Dommerne bliver ved med, at pointere, at pigerne skal finde deres indre Beyoncé frem, hvilket jeg synes er ret komisk. Så en pige på instagram der argumenterede for, at Beyoncé er for gammel, for gift og ALT for udfordrende klædt på internettet, til overhovedet at kunne passe ind under regelsættet.

Jeg synes faktisk, at pigerne der er med virker rigtig søde og meget sympatiske, og jeg kan da godt forstå at man bliver charmeret og beæret, når man bliver fortalt at man er smuk nok. Jeg blev selv inviteret til en casting på Miss Danmark gennem instagram, og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg blev RET smigret og lige brugte fem minutter på, at overveje situationen.. men sagde nej, fordi det på alle måder var det rigtige for mig at gøre.

Jeg har et problem med, at der er nogen der pådutter hvad “rigtig” skønhed er – I behøver ikke sidde og sige, at det er alle pigers drøm at få lagt make up og have store glimmerkjoler på. Det er ikke min drøm. En af pigerne der er med fortæller, at hun håbede på, at kunne gøre det på sin egen måde. Repræsentere det naturlige. Men gang på gang bliver hun overrulet og proppet ned i en kasse, som en slags barbie-dukke hvor vi til sidst skal bedømme 20 piger, der alle sammen ligner hinanden.

Derudover, har jeg aldrig nogensinde været på et job, hvor det ikke var okay at sætte sig ned i fem minutter og tage en pause, hvis ens fødder var ved at falde af. Der er meget få ting i verden, der er SÅ vigtige og SÅ strikse, at man ikke må tage hånd om sig selv. At arbejde med sin krop er udmattende, og vi skal passe på den. Det er okay at presse sig selv, men inden for rimelighedens grænser.

Jeg ved godt, at der gennem mit job også stilles krav, hvilket måske gør at jeg er dobbeltmoralsk. Jeg synes bare alvorligt, at der er en forskel. At være model er efterhånden mange ting. Mange skæve typer (med både langt og kort hår), og flere bureauer åbner både +size afdelinger, seniorafdelinger osv. Når du klikker dig gennem en hjemmeside med modeller, er det sjældent at der er én type repræsenteret – jeg synes der, efterhånden er stor diversitet.

Igen er mit problem ikke, at skønhedskonkurrencer i sig selv. Det må folk helt selv om. Problemet ligger i, at pådutte os alle sammen, at drømme om at blive Miss Danmark. At sige, at det er en hver piges drøm. At vi skal være pæne og rene, for at blive opfattet som smukke. At vi ikke rigtig må være moderne kvinder, med kærester, familie og føre den livsstil vi helst vil.

 

By the way #6

… har jeg påbegyndt et forløb med en personlig træner, og har derfor været så øm i kroppen, at jeg næsten har grædt. Synes bare den, altså kroppen, pludseligt var lidt forræderisk og den føles ikke som min mere. Hvem vidste, at det kunne være en struggle at tage sin bluse af om aftenen…

… har Niels og jeg været MEGET forkølede over weekenden. Har lagt små depoter af lommetørklæder forskellige steder i lejligheden, så man hurtigt kan få tørret snotten. Det har dog også resulteret i en del snorken… voldsom snorken. Var så desperat på nat 2. over, at jeg endnu engang ikke kunne få min søvn at jeg dagen efter måtte i Silvan og købe ørepropper, efter jeg natten forinden havde lagt mig til at sove, med mine lydtætte headphones.

… gik det op for mig, at jeg også snorker ret meget. Vækkede både mig selv og Niels den ene aften – på den helt ydmygende måde, hvor man vågner op og næsten ikke kan få vejret, fordi man bare har trukket torsk i land.

… fik jeg sagt noget til Niels om, at det ikke var særligt 2018-agtigt af ham, ikke at ville bære mine tamponer hjem fra Netto.. Hvilken udløste indiskret fnisen, fra anden kunde.

… har mit indtag af søde sager nået nye højder, efter jeg er begyndt at træne mere intensivt. Som om det bare giver fripas til, at kvæle kinderchokolade og vingummier, men ikke på Indiana Jones-måden, bare overvægtigt barn i BonBon land måden.

xx

Om at gå tilbage til en fuser?

Jeg ved ikke, om I kan huske mit indlæg om hjertesorg? Ellers kan I læse det her. 

Jeg skrev lidt, om dengang jeg fik mit hjerte knust i tusinde stykker, og febrilsk forsøgte at samle stumperne og hele igen – men i smug, fordi jeg var flov over, at jeg havde tilladt mig selv, at blive udsat for den smerte.
Ham der knuste mit hjerte fandt jeg sammen med igen. Og har været sammen med siden. Og bor sammen med ham i dag. Så man kan sige, at det indtil videre er en happy ending.

Men det var så urealistisk det hele, da vi besluttede os for at finde sammen igen.

I de måneder, hvor vi ikke var sammen havde jeg en knude i maven. En dag troede jeg den var væk, men jeg tror egentlig bare, at jeg havde vænnet mig til dens konstante og massive tilstedeværelse, at jeg slet ikke længere kunne sige, om jeg havde det godt eller skidt. Jeg troede jeg havde det fint. I de måneder var der meget frem og tilbage.. Jeg vil så gerne have ham, men han ville ikke have mig – han kunne ikke. Jeg var for stor en mundfuld, eller jeg tror måske det følelsesmæssige var for stor en mundfuld når man kun var 16 – 17 år gammel. Store følelser kan virke så farlige. Efter et par måneder gav jeg slip. Jeg orkede det ikke mere. Jeg var træt. Træt af at være træt, træt af at være ked af det og træt af ikke at være i kontrol. Så jeg tog en kold tyrker – indstillede skydningen og trak mig væk fra alt der havde noget med ham at gøre. Jeg orkede ikke engang at tale med ham, hvis vi stødte ind i hinanden. Jeg gad ikke mere. Der gik yderligere et par måneder.

Jeg husker en aften, hvor jeg skal til noget gymnasiefest. Jeg fortæller mig selv, at det er okay at ville danse med nogle andre. Drikker øl (og breezers naturligvis) med nogle andre, og at jeg er så færdig med, at løbe rundt som høne uden hoved, med hjertet blafrende uden på frakken, hvor selv den mindste modstand gør afsindigt ondt. Jeg kan huske at min mor kørte mig. Og jeg havde en ny kjole på. Jeg stiger ud ad bilen, og skal passere hele rygerholdet for at komme ind. Og dér står han og pludseligt kigger han på mig, på den der måde hvor jeg vidste, at han vidste, at han fortrød. Når jeg tænker tilbage på det, har jeg det som om, at det hele foregik i slow motion: han skulle til at sige noget til mig, men jeg gik bare forbi. Jeg stoppede ikke op, jeg kiggede ikke engang på ham og jeg er sikker på, at luften var helt kold, da jeg (i slow) stormede forbi ham. Og så nægtede jeg at tale med ham.. I yderligere et par måneder faktisk, hvor vi begge dater andre.

En aften i byen, har jeg muligvis overvurderet min egen alkoholgrænse (mor, du behøver ikke læse videre her) og da jeg på et tidspunkt lige skal binde mine snørebånd, vælger jeg lige at tømme 2,5 liter long island icetea, fra indersiden af min mave, ud på gulvet under bordet (man er vel en diskret lady). Der er en der hiver mig op, og spørger hvor mine veninder er. Det er ham. Jeg har virkelig kvalme og er sådan lidt omtumlet, på den helt grimme måde, så han tager mig ud for at få noget frisk luft. Jeg siger til ham, at det er for sent. Det hele er for sent. Han kan ikke komme løbende nu, hvor jeg har bestemt mig for, at jeg har det meget bedre. Han havde chancen, men han tog den ikke. Jeg er ikke nogens – jeg er min egen. Han siger, at han gerne vil tale med mig. Få det hele lukket ned – om vi ikke kan spise sammen dagen efter? Jeg siger nej. Eller, det ved jeg ikke… Eller nej! Fordi jeg er vred og såret og hvad bilder du dig ind, sådan at komme her, efter så lang tid og forlange at jeg har mere at give. At jeg vil lukke mere ned.

En ven overtalte mig til at gøre det alligevel. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Men Ven synes jeg skulle gøre det. For at få det lukket ned. Så jeg gjorde det alligevel – for at lukke ned. Jeg husker, at vi tog toget til København. Og spiste på en pæn restaurant. Og at han kyssede mig, og sagde alle de rigtige ting. Og jeg tøvede, mens jeg samtidig overgav mig. På vej hjem, går vi ned ad Gothersgade og jeg siger til ham, at jeg godt vil give det en chance, hvis han lover at det hele kan gå tilbage og blive som før. Han stopper op og siger, at det vil han ikke. Jeg græder, inderligt og knuden der ikke er gået væk endnu, trækker sig sammen og suger mig ind i mørket igen, bedst som jeg troede at jeg var undsluppet. “Jeg vil ALDRIG gå tilbage til hvad det var før, for der kunne vi ikke finde ud af det. Jeg vil gå fremad og kun have, at vi gør de gode og rigtige ting, så vi aldrig skal igennem det her igen”.

Og lige dér lettede det hele. Knuden forsvandt. For første gang i 7 måneder var jeg ikke ked af det. Var jeg ikke bekymret eller vred.

Men tiden efter var meget speciel. Jeg var bange for, at han skulle vågne en morgen og sige “HA! der fik jeg dig!”, som om det hele var for godt til, at være sandt. I tiden efter fulgte rigtig mange prøvelser – tillid skulle genopbygges og beslutninger skulle tages. Jeg var ikke i tvivl om, hvor mit hjerte hørte hjemme, men vi skulle beslutte os for, at tilgive hinanden de ting vi havde gjort, som havde været sårende og komme videre. Vi måtte bestemme os for, at glemme og se frem. Og det var ikke let. Jeg følte stor jalousi i starten, og søgte ekstra meget bekræftelse. Jeg ville føle, at jeg havde vundet. Så vi besluttede os for, at tage de ting vi kunne lære noget af med os. Sørge for at vi aldrig blev, hvad vi var engang. Bare være dem vi er nu.

Jeg kunne forestille mig, at det er en lignende process man går igennem, når man skal beslutte sig for, om man kan tilgive sin kæreste for, for eksempel utroskab. Kan man, hånden på hjertet, lægge det bag sig? Genopbygge tillid? Og ikke bringe det op som argument i diskussion eller bruge det som “du skylder også en”? Det er et valg man tager – noget man gør op med sig selv.

Nogle vil måske mene, at jeg gav efter og at vi gjorde det forkerte. Jeg kunne ikke ignorere mit hjerte, der skreg og skreg, og trak mig så meget i den rigtige retning. Jeg elskede ham igennem det hele. Selv da jeg hadede ham. I dag, 7 år senere elsker jeg ham stadig.

Er du i tvivl? Sådan spotter du en Fuckboi

 

Jeg har været forarget, forbløffet og forfærdet over DR3s nye hybrid mellem en dokumentar og rendyrket reality i serien fuckbois. Men samtidig er jeg også vildt fascineret af, hvilke værdier den yngre generation har og hvad de går op i. Bevares – jeg ved at det er tre eksempler på, hvordan en lille del af teenagekulturen er og at de på ingen måde kan repræsentere en større del af generationen, men jeg synes det er spændende. Og sjovt. Ret sjovt. Og så tænker jeg tilbage på mine teenageår og spekulerer over, om vi også var sådan? Og om vi også faldt pladask for “fuckbois”?

Serien skildrer tre teenagedrenge fra Solrød, der bare godt kan lide at score damer og gå i byen. For dem er det vigtigt, at gå i dyrt tøj og være på klubben hver weekend, og så har de en intern konkurrence om, hvem der kan score flest piger… og disse piger bliver naturligvis vurderet og deres udseende får karakter, så man ikke bare kan score hvem som helst og derved lægge sig i føretrøjen.

Fordi det er det næste store spørgsmål for mig: pigerne! Jeg sidder selv med en følelse af, at der var lige en der skulle prøve at tale sådan til mig eller behandle mig på den, ret nedladende måde hvorpå det bliver udstillet, så skulle de få en verbal overhaling der ville runge, hele vejen hjem til Greve. Men hvad er det de kan, de gutter der, siden at smukke piger (en hel klar 8’er i følge en af gutterne), hopper i fælden?

Jeg har derfor samlet til bunke og lavet en tjekliste over, hvad det indebærer at være en fuckboi – så du kan jo se om du evt er en fuckboi eller om du måske er blevet kærester med en, eller bare er stødt på en i det Københavnske natteliv:

Dit outfit skal minimum ramme 16 klik – det vil sige, at du lige hiver lommeregneren op og laver et overslag på, HVOR mange penge du har brugt på dit tøj i dag. Hvorfor er lidt usikkert. Forestiller mig, at det er super praktisk, hvis man for eksempel bliver rullet og skal melde det til forsikringen. Eller hvis man har glemt sin pung, fordi så kan man lige lægge sit halstørklæde i pant. Eller hvis man bliver spurgt, sådan direkte, så vil det være pinligt at stå der, og ikke ane hvor meget ens tøj havde kostet til sammen.

Du har hulbrødre – først lød det lidt som en sjov klub man gerne ville være med i. Lidt alá Grønspætterne. Men at have en hulbror betyder, at man har været sammen med den samme pige, som degraderes til ikke at være andet end et hul. Når man er hulbrødre highfiver man typisk, og man laver sikkert også en lille sammenligningsanalyse. Og så taler man ellers ikke mere om det.

Du ELSKER at spille FIFA – faktisk så meget, at selv til en opvarmning med søde piger, kan du ikke holde dig tilbage. Fordi der ER ikke noget der skriger mere fest, end en lille kamp, mens man drikker vodka/juice og eventuelt hører Kesi.

Du er en stor nok mandschauvinist til, at give piger karakterer efter deres udseende – karaktererne 1 gives hvis pigen er “fucking grim” og 10 gives hvis hun er “mega dejlig”. Den primitive skala bruges, i mangel på respekt for det modsatte køn. Alle kan bruge skalaen og dele ud af diverse karakterer, uanset hvor de selv befinder sig på lækkerhedsfaktoren. Det er egentlig helt underordnet hvordan du selv ser ud og hvordan du selv ville have det med, at få en karakter.

Du gemmer dyre designerposer på dit værelse, for ingen verdens nytte – når du har været en tur i Gucci eller Louis V. og købt en nøglering eller en kortholder, så er halvdelen af oplevelsen at få en flashy pose med logo på, som du kan stable hjemme på værelset, som et slags alter. Så hvis du en dag skal til svømning, kan dine speedos gemmes af vejen, og alle vil tro at du har været på luksuriøs shoppetur, eller du kan bruge dem som en slags pop-art på værelset. Og så ved alle damerne du hiver med hjem altså, at her bor en med styr på stilen.

Du praler åbenlyst af alle dine erobringer i sådan grad, at diverse lyttere bliver en smule i tvivl om, hvorvidt du egentlig har prøvet at kysse med en pige – “I don’t kiss and tell” er ikke noget der opereres med. Man deler MEGET ud, på den lidt usikre måde. Som om der bliver overdrevet og overkompenseret en smule. Men for hvad? Man har jo styr på stilen, bord på klubben og muligvis klamydia?

Du bor hjemme – er måske det mest essentielle, da du har brug for nogle forældre der kan supporte din livsstil. Måske ikke direkte med kolde kontanter, men med mad på bordet og de trygge teenagerammer, som gør at man ikke skal tage stilling til noget som helst andet end én selv (der har vi jo alle været).

Du bruger hver torsdag, fredag og lørdag på Shade – eller, nu er shade jo lukket, men det er også underordnet. Det vigtigste er, at bruge hele weekenden på, at pendle mellem din hometown og København på de mest ukristelige tidspunkter af døgnet. Men det er lige meget, fordi du bringer dit A-game hver aften på klubben og det giver streetcredit hos gutterne altid at være med.

Du forsøger at trappe ned på damer – det kan være svært, at holde styr på alle damerne. Men det kan også være svært at lade dem være. Så når du på et tidspunkt møder en pige der er lidt ekstra sød, skal du tage en helt overlagt beslutning om, at trappe ned på damerne. Lidt ligesom en kæderyger forsøger at trappe ned på smøgerne.

Du inviterer på nachos på Hoppes – når du har set den Samme pige tilstrækkeligt mange gange, er du nødt til at spendere lidt på hende og invitere hende ud. Gerne i Strædet i København, da du så er tæt på klubben, hvis nu festlysten skulle melde sig. Og nachos er jo 2018 svar på spagetti med kødboller, så gå bare all in på “lady og vagabonden”.

Jeg er helt sikker på, at drengene der optræder i denne serie, i bund og grund er nogle gode drenge, der er blevet fanget i episoder, hvor de får sagt noget værre vrøvl og måske tingene bliver taget en smule ud af kontekst. Det interessante er, hvad tilrettelæggerne opfatter som en fuckboi og hvordan det bliver skildret. Og det er ud fra den opfattelse, at jeg har lavet min lille tjekliste. Jeg sidder klar hver uge inde på DRs hjemmeside, for at blive forarget en lille smule mere.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault