IKEA forbandelsen

Min lillebror er lige flyttet hjemme fra, hvilket naturligvis har budt på de mange IKEA-timer, som vi alle forbinder med flytning. Der er af en eller anden uransagelig grund, altid 100000 ting man pludseligt står og mangler, som man egentlig ikke kan forstå, hvordan man har klaret at leve uden!

Der hviler en forbandelse over IKEA – sådan en forbandelse, der får os alle sammen til at blive unaturligt trætte og irritable, så snart vi drejer ind på parkeringspladsen, som en slags akut opstået narkolepsi, der trigges af møbel- og dimseoceanet, vi lige straks tager et hovedspring ud i, med et ønske om ikke at blive ædt af sofa-hajer og køkkenredskabs-piratfisk.

Jeg GLÆDER mig altid. Det er spændende! Og de har vitterligt ALT – du kan købe dig et helt liv i ikea. Next level på være, at man også kan købe sig en partner, dertilhørende børn og en herskabslejlighed i København K, så tror jeg faktisk at de er dækket ret godt ind.

Men så snart du møver ind igennem svingdørene fornemmer du det.. det hænger i luften.. helt tungt og underligt, så ingen rigtig kan sætte en finger på hvad det er, men det er der. Irritation, desperation, utålmodighed og gråd blandet med ilt. Du kan se, at der er stor forskel på dem der går ind og dem der går ud. Alle dem der går ind, ser forventningsfulde ud, mens dem der er på vej ud har det der helt tomme blik, som er fuldstændig tømt for håb og det er tydeligt, at de fuldstændig har mistet fornemmelsen af tid og sted. Der bliver indtaget hotdogs til 5 kroner, uden at der egentlig bliver smagt på dem.. FORDI DE KOSTER KUN FEM KRONER OG DET ER NÆRMEST PENGE TJENT. Lige som alt andet i IKEA.

Fordi det er her i forbandelsen ligger: du kører i IKEA fordi du mangler en lampe eller en KLIPPAN kommode, som du har siddet og udvalgt dig på hjemmesiden, så du bare kan gå direkte hen til række 54, plads 98 og hive den ned af hylden og komme videre i livet. Men nej! Når du træder ind i IKEA bliver du fanget i en labyrint af ting og dimser, og du mister orienteringer op til flere gange. Pludseligt indser du, at du er gået forbi det par, der skændes om designet af deres nye PAX skab, 3 gange… Men hvordan? Og pludseligt sker det: du fristes. Af alt! Hvorfor? Fordi alt er så billigt, at du pludseligt føler dig som hende, der ejer Rådhuspladsen i Matador.

“Kunne jeg ikke godt bruge denne her salatslynge?” – “Hvordan har jeg kunne leve uden et ophæng til min karklud?” – “Jeg VED godt, at jeg har en vasketøjskurv, men jeg kan få én mere for kun 75KRONER!”.

Og pludseligt rammer den os – udmattelsen. Vi skal ud. Vi skal hjem. Indkøbskurven bugner lige pludseligt, og alt du skulle bruge var 8 nye glas og et sengebord. Jo længere du kommer mod udgangen, jo mere oplever du folk der skændes, og børn der græder (de børn der er for generte til, at være i børnezoo med nummer på maven). Den afsluttende fase af IKEA-testen, hvor det virkelig ses hvem der klarer den, og hvem der ikke gør.

Og du kan næsten ånde lettet op, når du kan skimte planteafdelingen længere fremme, så ved du, at du næsten er i mål!

Jeg tror, at selv Dora The Explorer (læs. meget glad tegneserie figur), ville få et mindre raserianfald efter to en halv time i IKEA. Det suger alt energi ud af os, men vi bliver der, meget stædigt, fordi DE SKAL I HVERT FALD IKKE VINDE OVER OS! Og så er det jo meget heldigt, at vi kun skal i IKEA en gang hvert 3. år.

Derfor blogger jeg

Den anden aften lå vi i sengen og sludrede inden vi skulle sove, som vi gør så ofte vi kan (altså sludrer). Vi talte om drømme, ambitioner og fremtid. “Jeg vil gerne gøre en forskel” – siger jeg til Niels, mens jeg ligger og stirrer op i loftet med armene bag nakken. Det var blandt andet derfor, at søgte ind på Dansk på KU i første omgang. Jeg ville være gymnasielærer og være med til, at præge unge mennesker i en tid, der er så svær, turbulent og vigtig. Jeg ville være den lærer, jeg selv havde elsket og som havde givet mig troen på, at jeg var god nok og nok skulle blive til noget. Den der inspirerede.

“Føler du ikke, at du gør en forskel allerede?” – spurgte Niels mig, mens han lænede sig over for at slukke natlampen, der har en skrue løs, så den altid hyler en lille smule.. Man tænker bedre i ro og mørke. Jeg ved ikke, om jeg følte at det at være model gør en kæmpe forskel ude i verden, griner jeg (på den lidt usikre måde). “Men du er jo meget mere end det” – siger Niels. Meget mere end det. Og det gør en forskel.

Jeg er rigtig glad, for det univers jeg har skabt. Den her lille plet, på det store internetverdenskort, som er min, hvor jeg tog et stort skridt for Lau og et lille skridt for menneskeligheden (bare rolig, det er storhedsvanviddet der taler). Hvor jeg kan være ærlig, fortælle og dele ud af de ting der er svære, irriterende og sjove ved, at leve igennem sine 20’ere. Jeg har stort set haft jer med hele vejen indtil nu, og jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Selvom det er mig der fører pennen, så er vi her sammen. Jeg føler, at vi har et fællesskab. Et fællesskab der slår rødder i ungdommen, i tiden og i de udfordringer, som mange af os står overfor, uanset om vi er akademikere, ufaglærte eller studerende.

Når jeg åbner min inbox, eller min DM på instagram bliver jeg ofte rørt til tårer, fordi der er nogle fantastiske mennesker out there, der følger med og som har så meget overskud og hjerterum til, at give feedback og lade mig vide når I er med mig (også når I er i mod mig, fordi det er også okay). Og det gør en forskel for mig.. at vide at jeg har rørt noget i jer. Det er et privilegium.

Jeg ved godt, at jeg ikke ændrer verden ved, at sidde og hamre løs i tastaturet, mens jeg kører uhensigtsmæssigt meget chokolade ned, men hvis der bare er ét enkelt ungt menneske, som man kan vække en eller anden form for følelse i, så tror jeg faktisk at jeg vil sige, at jeg er lykkedes med at gøre en forskel.

Jeg blogger for at dele ud, af både det pæne og det grimme ved at være ung. Og når jeg sidder og bladrer et par år tilbage i mine indlæg, så kan jeg se hvor meget jeg har ændret mig, både holdninger og skrivestil på meget kort tid. Vi er i konstant forandring. Vi knokler konstant på, at blive til nogen. Et helt voksent menneske, med ratepension og overenskomst og betalt ferie. Jeg blogger, fordi jeg hele tiden føler, at alle andre har regnet den ud. De er tjekkede og ved hvad de skal med deres liv. Jeg venter bare på en voksen. Som i hele tiden. Og det har jeg jo fundet ud af, at vi er flere der gør.

Unge mennesker skal hele tiden præstere – vi skal hele tiden bevise vores værd. Og det er hvad det er. Men vi må ikke blive stressede over, at vi tror alle andre er meget bedre til “adulting” (læs. være voksne) end vi selv er. Min første måned på universitetet havde jeg daglige panikanfald (indvendigt naturligvis) over, at jeg ikke følte at jeg kunne lære lige så godt som de andre. Jeg var sikker på, at de andre havde læst hele pensum inden vi startede, og derfor skulle give mig baghjul, fordi alle var tjekkede og havde stiftblyanter, læseplan og farvekoordinerede kladdehæfter. Men jeg var ikke alene.

Jeg blogger fordi, det er okay ikke at være perfekt. Det er okay, at bruge lidt tid på at finde ud af hvem man er. Hvad man kan lide, hvem man kan lide og hvor ens grænser går. Jeg blogger fordi, det er okay at være et menneske. Det er okay at lave fejl, det er okay at være fjollet, det er okay ikke at have styr på det hele.

Og det gør en forskel for mig.

Det er ikke vores pligt, at realisere os selv

 

Der er mange måder at realisere os selv på. Hele tiden. Vi er så priviligerede, at bo i et land som Danmark der konstant giver os valget, fremfor ultimatummet. Derfor tror jeg også, at vi føler at det er vores pligt at realisere os selv.

For eksempel når det kommer til kærlighed. Måske du kender scenariet: du starter nyt job, du har en kæreste (eller måske en ægtefælle?), men pludseligt bliver du draget mod Carsten nede fra Regnskabsafdelingen. Han er spændende og sød, og du tager dig selv i, at have et lille crush på ham. Men hvordan? Hvordan kan du det, når du elsker din kæreste Anders? Er det så fordi, du måske ikke helt elsker Anders på den rigtige måde? Og kan du leve dit liv fuldt ud, hvis ikke du løber når hjertet kalder? Er du ikke, nærmest NØDT til, at forlade Anders fordi man vel ikke kan være forelsket i flere???

I nogle tilfælde, nej. Forelskelser kommer og går, mens kærlighed for evigt består. Jeg tror ikke det er unormalt eller farligt, at have et crush på en der ikke er ens kæreste, så længe man kan skelne mellem kærlighed og begær. Der er nogle mennesker der er spændende, og som drager os. Men det betyder ikke, at vi elsker dem. At vi skal vende vores liv på hovedet for at forfølge det. Vi er vant til at vælge – at der ikke er nogen konstellationer i vores tilværelse der er for evigt. Vi kan altid VÆLGE en udvej. Derfor tror vi også, at det er vores pligt at realisere os selv. At det er vores pligt at løbe når hjertet kalder… HVER gang det kalder. Fordi det vil det gøre flere gange i løbet af livet. Og dér står vi over for valget. Og så skal vi lære. Lære at mærke efter hvad ægte kærlighed er, og hvornår vi blot begærer en anden eller er forelsket i tanken om at være forelsket.

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, selvom vi er en generation der lider af kronisk FOMO (fear of missing out). Vi er altid på også når vi ikke er med. Vi har så mange frie valg, at vi nærmest kvæles i mulighederne, og det kan være intimiderende og angstprovokerende. Fordi når vi vælger noget til, vælger vi helt automatisk noget andet fra.

Nu kommer der sikkert til, at sidde en tastatur-kriger og mene noget om, at jeg er et curling-barn, at jeg skulle opleve RIGTIG nød og RIGTIGE problemer, og måske har du ret, kære tastatur-kriger. Måske har mit privilegium gjort mig blind.

Men at mærke efter, at være i tvivl og være sikker er svært. Hvem vi er, er svært. Hvis vi er trætte af vores job, så siger vi det op og kaster os ud i noget nyt. Hvis vores uddannelse ikke lever op til forventningerne, tøver vi ikke med at skifte over til noget der måske var mere os. Fordi vi føler, at det er vores PLIGT, vores RET at realisere os selv konstant.

Jeg er bange for, om vi bliver sådan nogle der ikke giver tingene en chance. Kærligheden, jobbet, uddannelsen, drømmende og livet. Sådan nogle der er rodløse og konstant bekymrer os for, om vi nu også får det hele med, indtil det en dag går op for os, at man ikke kan få alt med. Det er ikke muligt. Og så ender vi i gruppeterapi, fordi vi føler os snydt og “direkte taget i røven” af livet og samfundet, der ellers var så lovende.

Jeg siger ikke, at vi skal “nøjes”, at vi ikke skal have drømme og ambitioner og ændre de ting i vores liv der gør os kede af det. Men at vi skal gøre det med større omtanke. At det ikke er vores pligt, altid at realisere os selv. At det er okay, at være glad, tilfreds og lykkelig. At det er helt i orden, at give tingene en chance.
Lidt ligesom, at det heller ikke er vores PLIGT at udtale os om alt på Facebook, bare fordi vi kan. Vi behøver ikke, at sende grimme beskeder til dem vi er uenige med, eller til en reality deltager, som vi synes havde skæve tænder… bare fordi vi kan, betyder ikke at vi skal.

XX

Det perfekte Instagram-liv

I denne uge, har DR fokus på “det perfekte” og det “uperfekte”. I den forbindelse har de lagt første afsnit af “de perfekte piger” op, som handler om fire forskellige piger, der er svært påvirkede af, at skulle leve op til idealerne på de sociale medier. En af pigerne beskriver rigtig fint, hvordan man har Instagram-personligheden og den rigtige person. Jeg relaterer 100%.

Jeg forsøger at være ærlig og realistisk på instagram, men det er et udsnit af virkeligheden, som vi kan manipulere med og få situationer til at virke både vildere, smukkere og sejere, end den regnfulde mandag egentlig var. Jeg ryger også i fælden, hvor cafe latte og mine nye solbriller lige skal en tur gennem filtermaskinen, inden jeg brager det ud på min instagram, i en “SE MIG OG HØR MIG”- situation, som jeg ikke er helt sikker på, jeg egentlig bryder mig om. Jeg er ikke så æstetisk, som mange andre piger på instagram. Det behøver ikke passe sammen alt sammen. Mest fordi tingene i mit liv, meget sjældent er farvekoordineret og perfekt. Har både mælkeskæg og tandpasta på mine sorte bukser, hvilket jeg ofte først finder ud af når jeg er taget hjemmefra.

Og selvom jeg ved, at de top tjekkede sild på instagram manipulerer med virkeligheden, så tager jeg mig selv i, at blive øv-agtig over, at jeg har kronisk spaltede spidser og strømpe bukser der altid insisterer på at løbe, fem minutter efter jeg egentlig burde have forladt matriklen. Ikke føle, at jeg er cool nok.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at det var slut med, at sammenligne mig selv med andre på sociale medier. What’s the point? Vi lever alle forskellige liv, men lur mig om vi ikke alle sammen skændes med vores kæreste, tager en søndag på sofaen uden make up og forsøger at huske, at ringe til vores mormor bare en gang i mellem.

Jeg synes at det er okay at dele sin person op i to: den virkelige og den fiktive. Man kan argumentere for, at skuespillere og sangere gør det samme. Så længe vi bare alle sammen er enige om præmissen for det. Og det er vel okay. Ikke at udbasunere hele privatlivet på de sociale medier. Der er i min verden (som jeg har nævnt mange gange før), stor forskel på, at være personlig og privat. Det er alfa og omega, at have personlighed (i min verden). At være sin egen. Men der er et stort spring fra dét, til at dele ud af det inderste i sit privatliv. Derfor synes jeg egentlig, at det er okay at vi deler os i to.

Jeg er glad for, at vi ikke rigtig havde smartphones da jeg var teenager. Kan huske, at jeg spinkede og sparede, så jeg kunne købe en (brugt) Iphone 3gs i 2.G, og at jeg nærmest var den eneste i min klasse der havde en. Husker i hvert fald, at jeg delte den med mine veninder i pauserne, hvor vi både skulle nå at spille Angry Birds og tjekke, om der var nogle nye spil vi bare MÅTTE eje. Der var ingen grund til, at gå på facebook, fordi ingen rigtig havde Iphone og derfor kun var på Facebook når de sad ved deres computer. På det tidspunkt iscenesatte vi os selv på Facebook. Man overvejede nøje hvad man likede, der blev hver søndag aften uploadet diverse albums fra weekendens eskapader (der var altid én der løb rundt med et digital kamera, for at forevige arrangementet), og man opdaterede sin status dagligt, med ligegyldigheder som “Så skal man se pigerne <‘3” eller “Drikker aldrig igen”. Vi forsøgte også på Facebook, at skabe et redigeret billede af os selv, men slet ikke i samme grad, som instagram i dag.

Det er hele tiden. Det er hver eneste dag, hver eneste gang du åbner appen bliver du eksponeret for andre menneskers livsstil, som helt sikkert er anerledes fra din egen. Som teenager brugte jeg uendeligt meget krudt på, at finde ud af hvem JEG var (det gør jeg til tider stadig, den dag i dag), jeg kan slet ikke forestille mig hvor udmattende det havde været, hvis jeg hele tiden skulle tage stilling til andre.

Jeg tror min pointe er, at det er et vigtigt emne. Det er vigtigt ikk at være som de andre. Der er ingen formel på det perfekte liv, selvom instagram måske får os til, at tro noget andet, med uendelige outfit billeder ved pæn bygning, en latte til overpris og veninder der alle sammen er noget ved musikken. Og selvom det er verden største og fedeste kliché, så virker det altid rigtig godt, hvis man bare er sig selv.

XX

Reklame: Jeg spiser slik der gør mig smuk!

Dette indlæg er sponsoreret af Beauty Bear

Dette tidspunkt på året, er for mig den sværeste. Det er rigtig rigtig mange måneder siden, at vi har set solen og ladet den fylde os op med energi. Det er længe siden man er gået uden for, uden at være bange for, at ens ansigt skulle fryse fast i en sær grimasse, mens man aser og maser afsted ned ad H.C. Andersens Boulevard (og ikke på Nik & Jay måden, desværre). Jeg er sløv og træt. Det er mit hår også. Og min hud. Og mine negle..

Min mor har i årevis punket mig for, at give mig i kast med vitaminer og kosttilskud.. det samme har Niels faktisk også, som troligt tager de meget apoteker-agtige piller, hver eneste morgen. Har stået dér, med hånden fuld af savsmuldsfarvede, smagsløse piller og proppet dem i munden, men som bare ikke ville ned, så det endte med at vandet opløste pillerne i munden og gag refleksen instinktivt reagerede.

Som barn var det at indtage vitaminer et mindre ritual om morgenen, hjemme i rækkehuset i Espergærde. De var sjove – man kunne selv komme ned og vælge dem på apoteket, på en lidt bizar bland-selv slik måde, men ikke desto mindre virkede det. Og det var virkelig et højdepunkt, at få lov til, at tage hul på pakken med cola-smag… også selvom den vidst aldrig rigtig smagte af cola.

Nu er jeg blevet introduceret til noget, som jeg kan forene mig lidt mere med: Beauty Bear!

Beauty Bear er vitaminer i vingummi, formet som bamser. De er veganske, der er ingen kunstig farve eller kunstige smags- eller sødestoffer, og så er de ikke testet på dyr, hvilket jeg synes er så genialt.  Da jeg først blev introduceret til konceptet var jeg noget skeptisk, er det en gimmick? Virker det rent faktisk? Og smager de godt? Eller er der den der bitre bi-smag, som mange vitaminer har?

Jeg synes selv, at jeg er ret svær at imponere.. men her må jeg give mig. De smager virkelig godt, konsistensen er præcis som den skal være og så er jeg spændt på at se, hvor godt de kommer til at virke. Jeg har kun taget dem i en uge nu, og der er ingen klager over, at kværne 6 vingummier lige inden sengetid.

Beauty Bear kommer i fire forskellige varianter:

Hair – giver håret glans og styrke og så smager de af solbær! Jeg gør rigtig meget for, at passe godt på mit hår, selvom det er udfordrende i forhold til mit job, hvor der bruges mange produkter og varme i, stort set hver eneste dag. Det slider. Ligesom kulden slider på det om vinteren og solen om sommeren. Jeg har brugt årevis på, at få mit hår til at vokse ud, efter jeg havde meget kort hår i et par år. Jeg bruger derfor shampoo uden silicone og forsøger at følge alle beauty-guruernes råd til, hvordan man passer godt på sit hår. Derfor har jeg netop påbegyndt, at tage disse vitaminer. Det er ikke fordi jeg forventer, at mit hår skal vokse helt vildt og voldsomt. For mig er det vigtigt, at gøre hvad jeg kan for, at mit hår ser sundt og lækkert ud. Glansfyldt og stærkt, så det kan stå i mod den årstid, der nu engang tærer lidt på håret.

Skin – endnu en ting jeg går rigtig meget op i, på baggrund af hvad jeg laver: at have så pæn hud som muligt. Igen er der mange faktorer der spiller ind, som vind og vejr. SKIN vitaminen smager af hindbær og har til formål, at udskille affaldsstoffer og mindske urenheder i huden og optimere fugtbalancen. Især i de kølige måneder, og faktisk også når vi går ind i overgangen mellem vinter og forår, har vores hud brug for hjælp. I vinteren er der mange af os, der tørrer ud, og så snart foråret melder sin ankomst, skal huden, der måske lige har vænnet sig til det kolde klima, igen omstille sig og fugtbalancen skal opretholdes. Det kan være hårdt for huden, og man kan måske opleve, at man især i overgangsperioder er ramt af urenheder og dark spots. SKIN indeholder blandt andet A-vitamin, som blandt andet hjælper på solskader og zink, der netop udskiller affaldsstoffer.

Nail – smager af æble og styrker og vedligeholder neglene. Flækkede negle og flossede neglebånd er noget, jeg tror mange af os kan nikke genkendende til – især efter 4 måneder iført luffer… Derfor er det oplagt, at gøre hvad jeg kan for, at forebygge ødelagte negle. Derudover gør det smadder ondt at flække en negl.

Tan – denne her er jeg super spændt på! Og sommeren kan bare komme, jeg skal nok være klar! Denne vitaminpille skal du begynde at tage, ca. 4 uger før du skal solbade. Vingummien indeholder forskellige vitaminer, der alle sammen hjælper huden med, at komme godt igennem tiden i solen. Den skulle både hjælpe dig med, at opnå en smuk glød, samtidig med, at den skulle forebygge solskoldninger (fungerer dog ikke som solbeskyttelse, så husk ALTID solcreme – du vil takke dig selv når du bliver ældre), og hvis man har problemer med soleksem. Derudover, skulle ens tan holde længere.

Beauty Bear har en catch fraise der lyder: Beauty is a pleasure, hvilket jeg bare synes er så fint og så passende. Der er rigtig mange måder hvorpå vi kan forkæle os selv, og mange ting vi gør “in the name of beauty!”, selvom skønhed for os alle sammen er noget forskelligt.

Hvis du kunne tænke dig, at give Beauty Bear et skud, så kan du få 15% med koden Laura15 frem til 30.03.2018. Brug linket her: https://www.beautybear.dk/

 

 

 

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault