By the way #5

… hjalp jeg mine forældre med, at flytte ud af det hus, hvor jeg var teenager. Det var sidste gang vi gik ud af hoveddøren sammen. Lidt alá “The Final Episode” når man har set 286 afsnit af en rigtig god serie, og lidt føler maksimal tomhed efterfølgende.

… er mit sukkerindtag gået fuldstændig over gevind. Ligger her i sengen og har abstinenser, på misbrugermåden, mens jeg kæmper for at overbevise mig selv om, at den kolde tyrker jeg er ved at tage, er det helt rigtige.

… gik jeg ned ad Istedgade i brudekjole og læderjakke i går. Jeg er virkelig vild med mit job.

… forsøgte jeg at “spice up my life” og disko-snave Niels en aften i sofaen, som dengang man var til gymnasiefester. Resulterede i, at manden blev så overrasket at jeg i stedet kom til at slikke på hans tænder….. meget specielt for alle parter, og medfører massiv tavshed.

… går mit shoppestop afsindigt dårligt…. men har meldt mig ind i rødekors, så tænker, at jeg vejer lidt op på karmakontoen der.

… mødtes jeg med mine veninder LB og V, som jeg ikke har set i meget lang tid. Det var virkelig rart, at selvom der er gået et lille halvt år, så er det hele præcis det samme.

… er jeg blevet fuldstændig hooked på Greys Anatomi og har til min skræk og rædsel indset, at der er så mange episoder, at det vil tage min et år at komme igennem dem alle.. (siger bare skræk og rædsel, fordi let’s face it, jeg elsker det og jeg har set det hele om halvanden uge).

… kan vi lige tale om DYNASTY på netflix? OMG det er så dårligt, at det er godt! Åd hele første sæson på halvanden dag, og har absolut no regrets andet end, at jeg offentligt har sagt, at jeg glæder mig til 2. sæson, selvom jeg havde lovet mig selv, at det bare skulle være en hemmelighed.

… var der en fyr på gaden i dag, der tog fat i min arm for at mærke min biceps og spurgte om jeg var en fitness model…. jeg havde en kæmpe jakke på og lignede et stort spørgsmålstegn og kunne ikke beslutte mig for, om det var et såkaldt #metoo øjeblik, eller bare mega underligt.

Man skal græde for de døde

Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at HKH Henrik er gået bort og i dag er blevet bisat. Jeg har ikke noget personligt forhold til ham, eller hvem han var, andet end at vi til tider løb ind i ham oppe i slotsparken i Fredensborg. Men mange lader til, at have haft et nært følelsesmæssigt forhold til Prinsen. Mange mindeord på facebook og i aviserne, og mere end 19.000 mennesker, var forbi kisten for at sige et endeligt farvel.

Mange har også hidset sig op over, at folk pludselig taler så hjerteligt om en person, der ellers før har fået hård medfart af mange, og disse hidsige mener, at det er hykleri og at det er forkert. Men jeg er uenig.

Dette indlæg skal ikke handle om Prins Henrik – så du kan roligt læse videre, hvis dit anti-royale hjerte pludselig gik i stå.

Man skal græde for de døde.
Det har jeg altid ment var en fin og respektfuld måde, at sende nogen herfra. Om man græder med tårer og hulk, eller man poster et billede eller en status på sin facebook er jo op til den enkelte. Men der er aldrig noget galt i, at græde over dem vi siger farvel til.

I mit kun 24-årige liv, er der ikke mange mennesker omkring mig der er døde endnu, hvilket jeg er lykkelig over. Men døden får mig altid til at græde. Ind i mellem fordi jeg er ked af det, sådan helt inderligt og andre gange, fordi jeg ikke kan finde ord eller handling for, at vise den sidste respekt.
Jeg kan huske, at jeg som barn var med til min oldemors begravelse. Jeg har måske været 7-8 år. Vi sad altid om sommeren på hendes altan, og så studenterne danse om danserindebrønden i Helsingør, mens jeg spiste Mini-Muh is og blev bedt om, at stoppe med at lave grimme ansigter, fordi en dag ville vinden vende og så ville jeg se sådan ud for evigt. Men jeg forstod stadig ikke helt det der med død, og hvordan man skulle forholde sig til det. Men jeg kan huske min morfar, meget tydligt. Han var ked af det, fordi det var hans mor. Og så græd jeg, fordi min morfar havde mistet sin mor, og fordi jeg var ked af, at min morfar var ked af det, og fordi vi aldrig skulle sidde på altanen og spise marmorkage igen. Jeg selv var overbevist om, at min oldemor var blevet lavet om til det egern der løb ude i haven, så det hele skulle nok gå. Og egentlig føler jeg stadig, at hun er med mig.

Så da jeg i formiddag gik hjem fra træning, med fedtet hår og svedige armhuler, begyndte klokkerne overalt i København at buldre og brage, og pludselig så jeg hele opstillingen fra Prins Henriks begravelse oppe ved Christiansborg. Og så fældede jeg en lille tårer, fordi jeg fik det dårligt med, at stå der og være til glo-begravelse. Og så gik jeg hjem, inden jeg så noget som helst. Og ja, jeg fældede en tårer, selvom jeg ikke havde nogen holdning til Prins Henrik, men fordi det er det jeg gør.

Min pointe er bare, at der ikke kan være noget hyklerisk eller forkert i, at sende folk herfra med respekt, og ja, vi skal huske at vise den respekt når det virkelig gælder – altså når vi stadig er her. Man må gerne græde for de døde.

Marrakech: hvor skal man bo? Hvad skal man se?

Niels og jeg har netop været på en lille tur til Marrakech, der kun ligger små 4 timer fra København, og billetterne var meget rimelige. Vi var i Marokko for et par år siden, og da ingen af os kunne tage mere end en uge fri, besluttede vi os for at tage tilbage, da vi ikke ville bruge mere tid på transporten og håbede på en lille smule forårsfølelse. Den uge vi var i Marrakech, stod det ned i stænger og det var koldt, som i, at vi lige så godt kunne være i København. De lokale vi talte med fortalte, at de aldrig havde oplevet noget lignende. Så stod man dér, med dansker-ben i 9 grader og forsøgte lidt at lade som om, at det bare var forår i fem minutter. Men det skulle ikke holde os tilbage!

Jeg har besluttet mig for, at dele indlægget op i to, da det ellers bliver 2 kilometer langt, og det er der ingen der gider læse.

Hvor skal man bo?
Personligt vil jeg anbefale, at man bruger tid på, at finde et dejligt Riad inde i Medianen (den gamle bydel). Et Riad fungerer som et bed and breakfast, hvor man nærmest føler sig inviteret hjem til dem der ejer huset. I Marrakech (og Marokko generelt) er der ikke noget der syner af meget, når man kommer ude fra. Men bag mange af de bitte små døre, gemmer der sig de smukkeste huse, med de skønneste haver og dejligste rooftops. Der er stort set ikke noget i Marrakech der er bygget i mere end 4-5 etager, så det er altid muligt, at finde et spot hvor man får den smukke udsigt over byen. Vi boede på Riad Pachavana i udkanten af medinaen, i gå afstand til Jardin Marjorelle, YSL museum og den store plads Jemaa el Fna (spørg mig ikke om hvordan det udtales, Niels og jeg har forsøgt i en uge, uden held). Jeg havde meget svært ved at beslutte mig, da alle Riads så fantastiske ud – og jeg også var i tvivl om hvorvidt man skulle bo på resort, men det er jeg VIRKELIG glad for, at vi ikke gjorde.

Jeg synes det var en fantastisk oplevelse, at bo i medinaen og være så tæt på byens kaotiske og travle liv, med støj og mange køretøjer i de smalle gader. Jeg vil dog sige, at jeg var virkelig positivt overrasket over, hvor rent der var i gaderne.

Hvad skal man se?
Der er rigtig mange ting at se i Marrakech – faktisk er man helt oplevelsesmæt efter en tur ned ad gaden, da man konstant bliver bombarderet med indtryk. Marokko var fransk helt frem til slutningen af 1960’erne og stort set alle du møder, taler fransk. Så hvis det er første gang du skal besøge et arabisk land, og måske har nogle bekymringer i forhold til kulturelle forskelle og en sprogbarriere, kan jeg varmt anbefale Marokko som destination.

Souken er et sjovt og finurligt sted. Jeg fik lyst til at hæve hele opsparingen, og starte en tæppeimport. I souken kan du få ALT, og du kan forhandle om ALT. Og det er okay – det er en del af gamet. Der er nogle forskellige afdelinger i souken og jo tættere du kommer på den store plads, jo mere mærker du, at de forskellige boder har de samme 40 tekander, og det samme plastikarmbånd. Men kom godt ud i krogene og tal med de forskellige sælgere. Jeg købte lidt forskellige ting, men det jeg er aller gladest for, og som jeg glæder mig mest til at tage i brug, er et håndlavet skakspil/ backgammon (skak på den ene side og backgammon på den anden), der er lavet i smukt mørk træ og perlemor, med håndlavede brikker og terninger til backgammon. Jeg var solgt allerede den første dag vi gik forbi den lille snedkerbiks, men Niels og jeg aftalte at vente med at Souk-shoppe til sidst på turen. Og så kunne jeg ellers gå forbi hver eneste dag, med møbler i øjnene og længes.

Skal man gå med tørklæde? Nej – kun hvis du har en hel klar fornemmelse af, at det er forventet (som ved religiøse spots osv.). Jeg havde en formiddag, hvor Niels skulle ordne noget, så jeg havde et par timer alene, hvor jeg gik ned i souken ene og alene, som den Strong And Independent Woman jeg er. Og der valgte jeg efter lidt tid, at tage mit tørklæde på, hvilket resulterede i, at jeg ikke osede af skrøbelig turist i samme grad som før, så diverse sælgere ikke gik så hårdt til mig, når jeg gik rundt der med brændende skejsere i lommen. Jeg følte, at jeg kunne gå lidt mere i fred.

 

Jemaa El Fna er den store plads, hvor alt er et stort gedemarked af gadesælgere, slangetæmmere og madboder. Jeg var ikke specielt vild med pladsen – alt for meget kaos, og for mange utiltalende turistting, som blandt andet slangetæmmere (ja sgu, der ligger slanger på gaden, så man skal passe på ikke at jokke på en af dem) og små aber i fodboldtrøjer, der slet ikke passer sammen med de lænker der er bundet om halsen på dem. Jeg får ondt i maven, når jeg ser dyr blive behandlet dårligt. Og det bliver de altså. Og så sprang jeg let og elegant hen over alt der hed mad fra gadekøkkener – vi hørte om VIRKELIG mange der havde haft en omgang maveinfluenza.

Jardin Marjorelle – en smuk have, som oprindeligt tilhørte kunstneren Marjorelle. Han gik bort og det kom på tale, at huset og haven skulle ryddes, så der kunne blive bygget noget andet. Det satte Yves Saint Laurent en stopper for, da han købte stedet med sin partner, og satte det i stand. I dag er haven åben for alle, og der er et nyåbnet museum om Yves Saint Laurent lige ved siden af, som var meget stemningsfyldt.

Palais Bahia er et smukt palads og en smuk have, der gemmer sig midt i Marrakech. Igen ser det ikke ud af meget ude fra, men så snart man kryber ind gennem dørene åbner den ene smukke have sig efter den anden. Paladset har huset et kæmpe harem, derfor er der usandsynligt mange værelser, men de forskellige spots rundt omkring i paladset er virkelig smukke og meget insta-værdige.

La Mamounia er Marrakechs svar på D’angle T. Smukke haver og en meget stemningsfyldt restaurant, hvor vi dog kun drak kaffe. Meget underligt: man måtte ryge indenfor. Og det var en generel ting. Jeg ryger ikke, men det gør Niels og det var meget sært at sidde der, inden for på en pæn restaurant og se ham tænde en cigaret.

Ørken-tur – hvis man har god tid i Marrakech, vil jeg klart anbefale at man tager i ørkenen. Måske endda og overnatter hvis man har mulighed for det – vi havde ikke lyst denne gang, da det var alt for koldt, men vi gjorde det engang i Jordan og det var virkelig en fantastisk oplevelse! Denne gang kørte vi ATV i ørkenen og det var rigtig sjovt (helt klart en Niels aktivitet – jeg havde ondt i armene i to dage, fordi jeg havde brugt så mange kræfter på, at holde mig fast og forblive i live… jeg er ikke et motormenneske). Men helt fantastisk at drøne rundt i ørkenen og samtidig kigge op på de store sneklædte Atlasbjerge i baggrunden.

Palais El Badi – jeg var rigtig dårlig til, at læse op på historien omkring dette sight. Jeg gjorde det hverken før eller efter (så ja, jeg har rent faktisk set noget jeg ikke aner en snus om). Men endnu et gammelt palads, en ruin om man vil, der er ret speciel fordi der er tonsvis af storkereder bygget på paladsets mure. Vi besøgte fangekælderen, som var blevet brugt sidst i 1800-tallet og meget livagtigt, var mange torturredskaber pænt præsenteret. Og vi siger velbekomme.

Maison de la Photographie – fotografi museum, som virkelig var en fin oplevelse. Ikke så stort, men gav en rigtig fin fornemmelse af historien omkring Marokko og ikke mindst samfundet.

Atlasbjergene tårner sig op, i baggrunden af Marrakech og det er storslået. Jeg ved ikke med jer, men bjerge slår pusten ud af mig. De er så store og smukke, og ligger bare der og gør ingen ting for det. Vi besluttede os for, at tilbringe en dag i bjergene. Jeg vil dog ikke anbefale andre, at man gør det på denne årstid. Der var faldet ekstra meget sne, og de var ikke vant til at håndtere det. Pludseligt skulle vi ud og klatre rundt på bjergsider osv. i ret upraktisk tøj og sne til knæene. Jeg var både bange og skide hysterisk flere gange. Jeg er sikker på, at det havde været en fantastisk oplevelse, hvis det havde været lidt mildere vejr, men jeg følte lidt, at de ikke ville aflyse turen på grund af vejret, da der så ikke ville være skejsere i kassen. Vi overlevede og vi kommer til at snakke om turen længe, men det var lidt for spændende til mig.

Hammam var en virkelig sjov oplevelse! Vi blev anbefalet, at tage på Mythic spa. Hammam er en form for vask – du bliver vasket og skrubbet og så vasket lidt igen.. af et andet menneske. Du skal i hvert fald ikke være den generte, sådan lidt håndsky type, hvis du kaster dig ud i en hammam. Du er næsten nøgen og et andet menneske giver dig den helt store vasketur. Det var virkelig sjovt, og rigtig afslappende (selvom jeg skulle tisse efter 8 minutter på grund af det løbende vand…), og jeg vil helt klart anbefale at man gør det, hvis man har lyst til en lidt anderledes form for selvforkælelse.

Pigen der ikke vil dø….

Jeg er netop blevet færdig med at læse “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” Tove Ditlevsen digte, udvalgt af Olga Ravn. Jeg holder meget af Tove D. Hun havde sgu fat i den lange ende – især når det kom til at være kvinde, og hvor forvirrende det til tider er, bare at være til.

Overskriften i sig selv, fik mig til at tænke: “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Det kender jeg. På nogle punkter er jeg stadig den unge pige, med drømme og forventninger (nogle gange FOR mange forventninger, der tager overhånd i form af unaturligt meget dagdrømmeri). Jeg tror den unge pige bliver boende i os altid. Jeg kan i hvert fald mærke en pige, der er endnu yngre end jeg selv, der sidder et sted midt i brystkassen. Hun gør ikke synderligt væsen af sig, men ind i mellem sparker hun mig godt og grundigt i mellemgulvet, som jeg har fortjent, når jeg bliver for praktisk og uopfindsom.

Den unge pige i mig, er hende med forventningerne og drømmene, der så fint gemmer sig inde bag den påtagede voksen-hed, hvor man tjekker tilbudsaviser, betaler licens og kæmper for ikke at lave overtræk. Og jeg har en idé om, at hun bliver der. Hun er vores inderlige barn, vores naivitet og drømme, som vi gemmer væk fordi det gør man, når man er voksen og har ejerbolig og pensionsopsparing. Så er der ikke altid tid til, at sidde og glo ud i luften og fantasere om fremtidens dit og dat.

Men jeg tror, at vi skal blive veninder med hende – altså hende der holder på alle forventningerne. Lave en aftale med hende om, at hun skal kigge frem engang i mellem, når livet bliver noget kedeligt og vi endnu engang ser os selv, i en vanelignende situation, som vi havde svoret ALDRIG skulle være os. Lige for at minde os om, hvad de helt tunge skyts nu var. Men at hun samtidig ikke må blive skuffet, når vi finder lykke i det trivielle. Jeg føler mig tit inderligt lykkelig, når jeg vågner om morgenen og har åndedrætsbesvær, fordi min kæreste har valgt at placere halvdelen af sit korpus oven på mig, i nattens evige kamp om dynen.

Synes tyverne er ret specielle.. Jeg går hele tiden rundt, og venter på en voksen, der aldrig kommer. Jeg er damen, små børn bliver bedt om, at flytte sig for, når man brager ned gennem kølegangen i føtex, i alt for høje, alt for larmende sko, som slet ikke passede til vejret (igen havde jeg brug for en voksen). Jeg er ikke klar endnu. Det er snyd det hele – det er de lange lemmer og Dankortet der snyder mig mere voksen, end jeg egentlig føler mig.

Olga Ravn skriver “Man deles i to – man er nu pigen fra før, pigen der lever og ikke kan dø – og så den voksne kvinde der går omkring….”

Jeg synes bare, det var sådan en fin skildring af os: det der er og det der forventes. Det er langt fra det samme, og forventninger, skuffelse, fortrydelse, lykke og nye håb kommer til at spire frem. Nok så længe vi er til.

XX

 

Utroskab

Jeg har diskuteret dette emne tyndt, med samtlige af mine veninder. Og vi er aldrig helt enige. Hvad er utroskab egentlig?

Er utroskab fysisk kontak med en anden? Er det en man nærer følelser for? En man deler sine inderste tanker og hemmeligheder med?

Grænsen er meget forskellig, åbenbart og vi har nogle helt klare holdninger til, hvad utroskab er for os og hvornår vi føler, at vores værdighed og loyalitet bliver krænket. Fordi let’s face it, sådan er det når der er nogen vi elsker, der gør os kede af det eller sårer os. Og jeg tror ikke, at man som sådan kan komme med én færdig tjekliste, hvor man definerer utroskab (okay, måske den helt grimme med “det var et uheld”, nej søster lystig – det var ikke et uheld. Og hvis det var skal jeg fandme se dig snuble, på den der helt uheldige måde, hvor man pludseligt ender i DEN der helt uheldige position, med den der helt uheldige tilfældige person).

Jeg tror man skal blive bevidst om, sine reelle grænser og hvornår jalousien træder ind. Med det mener jeg, at jeg ind i mellem selv står i en situation, hvor jeg kan føle, at der måske er fare på færde og se mig helt gal på en anden kvinde eller en speciel situation, hvor jeg tolker en hel masse følelser ind i, som jeg måske ikke havde gjort med alle mulige andre – måske fordi jeg føler mig usikker eller truet.. selvom det ikke er noget jeg vil indrømme.

I min verden, er der nogle alarmklokker der ringer, hvis man begynder at lyve overfor hinanden, om specifikke situationer. Jeg har ikke noget i mod, at man flirter – det tror jeg egentlig bare er med til at holde lidt gang i det hele, men man skal være ærlig omkring det, hvis man bliver spurgt ind til det. Og indstille skydningen, hvis der er nogen der kunne blive kede af det. Man behøver ikke fortælle hinanden alt, men når man bliver spurgt har man sgu at spytte ud. Også selvom det måske ikke smager så godt.

Utroskab er nødvendigvis ikke noget, der længere er betinget af, at være fysisk. Men okay, man ville måske ikke gå ud og sige, at man var skredet fra kæresten, fordi han havde været en følelsesmæssig utro (eller ville man? sorry, er lidt bagud).

“Fandt ud af, at han havde sendt nogle YDERST personlige beskeder til Hanne nede fra regnskab…. Nej nej, ingen billeder… Bare noget om nogle daddy issues… og en midtvejskrise…. ja, ja præcis.. Og PROPPET med Emojis”

Hmmm…. er ikke helt overbevist.

I min verden, lyder begrebet utroskab, nærmest som et jordskælv. Det runger og det ryster når der er nogen der siger det, og vi får instinktivt en lille tåre i øjenkrogen, når en af vennerne kommer og hænger med skuffen, da jeg ikke tror nogen (mand eller kvinde), ville ønske at blive udsat for det følelsesmæssige overgreb, den form for bedrag er.

Det fysiske utroskab er, i min optik, kujon-agtigt. Det er et menneske der kommer når hjertet kalder, og som ikke tager hensyn til sine omgivelser. Det er en måde hvorpå man prøver, at få i pose og sæk.

Jeg ville blive ædt op af dårlig samvittighed. Det tror jeg. Jeg ville ikke holde en enkelt dag, uden at måtte gå til bekendelse. Men det ville også være fordi, jeg følte at jeg i respekt for min partner, skyldte ham sandheden. Det skylder vi altid hinanden: at være ærlige. Måske hvis man var det fra start af, ville man undgå situationen hvor, der er nogen der bliver rigtig kede af det. Måske hvis man fik talt ud om, at man ikke var lige så forelsket mere, at man er skide træt af at blive sat til at gå ned med skraldet hele tiden, at man har et godt øje til en anden. Måske man kunne undgå at drive det så vidt.

Hvor går grænsen? Er det først når der er sket en fysisk handling? Eller er det følelsesmæssigt?

Hvad siger I?

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault