Ingen skal fortælle mig, hvornår jeg er “Miss Perfect”

DR er inde i en stime for tiden, som jeg ikke kan finde ud af om jeg elsker eller hader – eller om det bare er begge dele. For et par uger siden skrev jeg indlægget “Sådan Spotter Du En Fuckboi” som du kan læse her, der tog afsæt i DR’s dokumentar/reality udsendelse, om en gruppe unge drenge der søgte hinandens anerkendelse og accept, gennem et fællesskab hvor det handler om at score mange damer, gå i (meget) dyrt tøj og føre point over, hvem der har scoret flest. En stor dansk avis, kaldte dem for “generationens syndebukke”, og drengene fik generelt ret hård medfart, selvom jeg er sikker på, at udsendelsen må have haft uanede mængder af seere – fordi det er jo spændende at blive inviteret med dér ind.

Nu sidder jeg klistret til computeren, når “Miss Perfect” ruller over skærmen. Lige så mundlam og frustreret som under Fuckbois og med en underlig trang til, pludseligt at blive den der typer, der skriver læserbreve og blive feminist på rødstrømpemåden, med brændende BH’er hængende efter mig, mens jeg jagter nogen med både fakler og høtyve. På Københavner-måden altså, hvor man skriver et surt debatindlæg til en venstreorienteret web-avis.. naturligvis

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle danne mig en holdning om skønhedskonkurrencer – ud fra det jeg laver, havde jeg aldrig troet at jeg kunne blive forarget over, at nogen blev bedømt på måden hvorpå de så ud. Det i sig selv, gør mig egentlig ikke så meget – det må folk gøre som det passer dem. Mit problem er, at der er opstillet en facit for, hvordan man er en rigtig skønhed, som i min verden ikke har noget med naturlighed eller skønhed at gøre, og som dommerne fremstiller som den helt korrekte måde, at være smuk på. Det er blandt andet ved at have langt hår, gå med så meget make up, at man får The Kardashians til at se naturlige ud og efterleve nogle regler, som bliver forklaret med, at det er tradition, men som blandt andet lyder:

  • du må ikke være gift
  • du må ikke have børn
  • du må ikke ryge / indtage alkohol
  • ingen udfordrende billeder på nettet
  • du skal være mellem 17 -24 år

Jeg er langt hen ad vejen stor fortaler for traditioner – der er ikke noget galt i, at nogle ting for lov til at forblive som tingene nu engang var tiltænkt. Men i en konkurrence, hvor man hylder skønhed og kvinder, kan jeg slet ikke forstå den jomfruelighed der skal skinne igennem.

Skønhed er mange ting – for mig er det kvinder der tør og gør. Hvorfor er en gift kvinde ikke god nok, til at vinde en skønhedskonkurrence? Hvorfor er det at have født børn ikke okay, hvis man drømmer om at deltage? Og er man kun smuk, hvis man er mellem 17-24 år? Dommerne bliver ved med, at pointere, at pigerne skal finde deres indre Beyoncé frem, hvilket jeg synes er ret komisk. Så en pige på instagram der argumenterede for, at Beyoncé er for gammel, for gift og ALT for udfordrende klædt på internettet, til overhovedet at kunne passe ind under regelsættet.

Jeg synes faktisk, at pigerne der er med virker rigtig søde og meget sympatiske, og jeg kan da godt forstå at man bliver charmeret og beæret, når man bliver fortalt at man er smuk nok. Jeg blev selv inviteret til en casting på Miss Danmark gennem instagram, og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg blev RET smigret og lige brugte fem minutter på, at overveje situationen.. men sagde nej, fordi det på alle måder var det rigtige for mig at gøre.

Jeg har et problem med, at der er nogen der pådutter hvad “rigtig” skønhed er – I behøver ikke sidde og sige, at det er alle pigers drøm at få lagt make up og have store glimmerkjoler på. Det er ikke min drøm. En af pigerne der er med fortæller, at hun håbede på, at kunne gøre det på sin egen måde. Repræsentere det naturlige. Men gang på gang bliver hun overrulet og proppet ned i en kasse, som en slags barbie-dukke hvor vi til sidst skal bedømme 20 piger, der alle sammen ligner hinanden.

Derudover, har jeg aldrig nogensinde været på et job, hvor det ikke var okay at sætte sig ned i fem minutter og tage en pause, hvis ens fødder var ved at falde af. Der er meget få ting i verden, der er SÅ vigtige og SÅ strikse, at man ikke må tage hånd om sig selv. At arbejde med sin krop er udmattende, og vi skal passe på den. Det er okay at presse sig selv, men inden for rimelighedens grænser.

Jeg ved godt, at der gennem mit job også stilles krav, hvilket måske gør at jeg er dobbeltmoralsk. Jeg synes bare alvorligt, at der er en forskel. At være model er efterhånden mange ting. Mange skæve typer (med både langt og kort hår), og flere bureauer åbner både +size afdelinger, seniorafdelinger osv. Når du klikker dig gennem en hjemmeside med modeller, er det sjældent at der er én type repræsenteret – jeg synes der, efterhånden er stor diversitet.

Igen er mit problem ikke, at skønhedskonkurrencer i sig selv. Det må folk helt selv om. Problemet ligger i, at pådutte os alle sammen, at drømme om at blive Miss Danmark. At sige, at det er en hver piges drøm. At vi skal være pæne og rene, for at blive opfattet som smukke. At vi ikke rigtig må være moderne kvinder, med kærester, familie og føre den livsstil vi helst vil.

 

By the way #6

… har jeg påbegyndt et forløb med en personlig træner, og har derfor været så øm i kroppen, at jeg næsten har grædt. Synes bare den, altså kroppen, pludseligt var lidt forræderisk og den føles ikke som min mere. Hvem vidste, at det kunne være en struggle at tage sin bluse af om aftenen…

… har Niels og jeg været MEGET forkølede over weekenden. Har lagt små depoter af lommetørklæder forskellige steder i lejligheden, så man hurtigt kan få tørret snotten. Det har dog også resulteret i en del snorken… voldsom snorken. Var så desperat på nat 2. over, at jeg endnu engang ikke kunne få min søvn at jeg dagen efter måtte i Silvan og købe ørepropper, efter jeg natten forinden havde lagt mig til at sove, med mine lydtætte headphones.

… gik det op for mig, at jeg også snorker ret meget. Vækkede både mig selv og Niels den ene aften – på den helt ydmygende måde, hvor man vågner op og næsten ikke kan få vejret, fordi man bare har trukket torsk i land.

… fik jeg sagt noget til Niels om, at det ikke var særligt 2018-agtigt af ham, ikke at ville bære mine tamponer hjem fra Netto.. Hvilken udløste indiskret fnisen, fra anden kunde.

… har mit indtag af søde sager nået nye højder, efter jeg er begyndt at træne mere intensivt. Som om det bare giver fripas til, at kvæle kinderchokolade og vingummier, men ikke på Indiana Jones-måden, bare overvægtigt barn i BonBon land måden.

xx

Om at gå tilbage til en fuser?

Jeg ved ikke, om I kan huske mit indlæg om hjertesorg? Ellers kan I læse det her. 

Jeg skrev lidt, om dengang jeg fik mit hjerte knust i tusinde stykker, og febrilsk forsøgte at samle stumperne og hele igen – men i smug, fordi jeg var flov over, at jeg havde tilladt mig selv, at blive udsat for den smerte.
Ham der knuste mit hjerte fandt jeg sammen med igen. Og har været sammen med siden. Og bor sammen med ham i dag. Så man kan sige, at det indtil videre er en happy ending.

Men det var så urealistisk det hele, da vi besluttede os for at finde sammen igen.

I de måneder, hvor vi ikke var sammen havde jeg en knude i maven. En dag troede jeg den var væk, men jeg tror egentlig bare, at jeg havde vænnet mig til dens konstante og massive tilstedeværelse, at jeg slet ikke længere kunne sige, om jeg havde det godt eller skidt. Jeg troede jeg havde det fint. I de måneder var der meget frem og tilbage.. Jeg vil så gerne have ham, men han ville ikke have mig – han kunne ikke. Jeg var for stor en mundfuld, eller jeg tror måske det følelsesmæssige var for stor en mundfuld når man kun var 16 – 17 år gammel. Store følelser kan virke så farlige. Efter et par måneder gav jeg slip. Jeg orkede det ikke mere. Jeg var træt. Træt af at være træt, træt af at være ked af det og træt af ikke at være i kontrol. Så jeg tog en kold tyrker – indstillede skydningen og trak mig væk fra alt der havde noget med ham at gøre. Jeg orkede ikke engang at tale med ham, hvis vi stødte ind i hinanden. Jeg gad ikke mere. Der gik yderligere et par måneder.

Jeg husker en aften, hvor jeg skal til noget gymnasiefest. Jeg fortæller mig selv, at det er okay at ville danse med nogle andre. Drikker øl (og breezers naturligvis) med nogle andre, og at jeg er så færdig med, at løbe rundt som høne uden hoved, med hjertet blafrende uden på frakken, hvor selv den mindste modstand gør afsindigt ondt. Jeg kan huske at min mor kørte mig. Og jeg havde en ny kjole på. Jeg stiger ud ad bilen, og skal passere hele rygerholdet for at komme ind. Og dér står han og pludseligt kigger han på mig, på den der måde hvor jeg vidste, at han vidste, at han fortrød. Når jeg tænker tilbage på det, har jeg det som om, at det hele foregik i slow motion: han skulle til at sige noget til mig, men jeg gik bare forbi. Jeg stoppede ikke op, jeg kiggede ikke engang på ham og jeg er sikker på, at luften var helt kold, da jeg (i slow) stormede forbi ham. Og så nægtede jeg at tale med ham.. I yderligere et par måneder faktisk, hvor vi begge dater andre.

En aften i byen, har jeg muligvis overvurderet min egen alkoholgrænse (mor, du behøver ikke læse videre her) og da jeg på et tidspunkt lige skal binde mine snørebånd, vælger jeg lige at tømme 2,5 liter long island icetea, fra indersiden af min mave, ud på gulvet under bordet (man er vel en diskret lady). Der er en der hiver mig op, og spørger hvor mine veninder er. Det er ham. Jeg har virkelig kvalme og er sådan lidt omtumlet, på den helt grimme måde, så han tager mig ud for at få noget frisk luft. Jeg siger til ham, at det er for sent. Det hele er for sent. Han kan ikke komme løbende nu, hvor jeg har bestemt mig for, at jeg har det meget bedre. Han havde chancen, men han tog den ikke. Jeg er ikke nogens – jeg er min egen. Han siger, at han gerne vil tale med mig. Få det hele lukket ned – om vi ikke kan spise sammen dagen efter? Jeg siger nej. Eller, det ved jeg ikke… Eller nej! Fordi jeg er vred og såret og hvad bilder du dig ind, sådan at komme her, efter så lang tid og forlange at jeg har mere at give. At jeg vil lukke mere ned.

En ven overtalte mig til at gøre det alligevel. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Men Ven synes jeg skulle gøre det. For at få det lukket ned. Så jeg gjorde det alligevel – for at lukke ned. Jeg husker, at vi tog toget til København. Og spiste på en pæn restaurant. Og at han kyssede mig, og sagde alle de rigtige ting. Og jeg tøvede, mens jeg samtidig overgav mig. På vej hjem, går vi ned ad Gothersgade og jeg siger til ham, at jeg godt vil give det en chance, hvis han lover at det hele kan gå tilbage og blive som før. Han stopper op og siger, at det vil han ikke. Jeg græder, inderligt og knuden der ikke er gået væk endnu, trækker sig sammen og suger mig ind i mørket igen, bedst som jeg troede at jeg var undsluppet. “Jeg vil ALDRIG gå tilbage til hvad det var før, for der kunne vi ikke finde ud af det. Jeg vil gå fremad og kun have, at vi gør de gode og rigtige ting, så vi aldrig skal igennem det her igen”.

Og lige dér lettede det hele. Knuden forsvandt. For første gang i 7 måneder var jeg ikke ked af det. Var jeg ikke bekymret eller vred.

Men tiden efter var meget speciel. Jeg var bange for, at han skulle vågne en morgen og sige “HA! der fik jeg dig!”, som om det hele var for godt til, at være sandt. I tiden efter fulgte rigtig mange prøvelser – tillid skulle genopbygges og beslutninger skulle tages. Jeg var ikke i tvivl om, hvor mit hjerte hørte hjemme, men vi skulle beslutte os for, at tilgive hinanden de ting vi havde gjort, som havde været sårende og komme videre. Vi måtte bestemme os for, at glemme og se frem. Og det var ikke let. Jeg følte stor jalousi i starten, og søgte ekstra meget bekræftelse. Jeg ville føle, at jeg havde vundet. Så vi besluttede os for, at tage de ting vi kunne lære noget af med os. Sørge for at vi aldrig blev, hvad vi var engang. Bare være dem vi er nu.

Jeg kunne forestille mig, at det er en lignende process man går igennem, når man skal beslutte sig for, om man kan tilgive sin kæreste for, for eksempel utroskab. Kan man, hånden på hjertet, lægge det bag sig? Genopbygge tillid? Og ikke bringe det op som argument i diskussion eller bruge det som “du skylder også en”? Det er et valg man tager – noget man gør op med sig selv.

Nogle vil måske mene, at jeg gav efter og at vi gjorde det forkerte. Jeg kunne ikke ignorere mit hjerte, der skreg og skreg, og trak mig så meget i den rigtige retning. Jeg elskede ham igennem det hele. Selv da jeg hadede ham. I dag, 7 år senere elsker jeg ham stadig.

By the way #5

… hjalp jeg mine forældre med, at flytte ud af det hus, hvor jeg var teenager. Det var sidste gang vi gik ud af hoveddøren sammen. Lidt alá “The Final Episode” når man har set 286 afsnit af en rigtig god serie, og lidt føler maksimal tomhed efterfølgende.

… er mit sukkerindtag gået fuldstændig over gevind. Ligger her i sengen og har abstinenser, på misbrugermåden, mens jeg kæmper for at overbevise mig selv om, at den kolde tyrker jeg er ved at tage, er det helt rigtige.

… gik jeg ned ad Istedgade i brudekjole og læderjakke i går. Jeg er virkelig vild med mit job.

… forsøgte jeg at “spice up my life” og disko-snave Niels en aften i sofaen, som dengang man var til gymnasiefester. Resulterede i, at manden blev så overrasket at jeg i stedet kom til at slikke på hans tænder….. meget specielt for alle parter, og medfører massiv tavshed.

… går mit shoppestop afsindigt dårligt…. men har meldt mig ind i rødekors, så tænker, at jeg vejer lidt op på karmakontoen der.

… mødtes jeg med mine veninder LB og V, som jeg ikke har set i meget lang tid. Det var virkelig rart, at selvom der er gået et lille halvt år, så er det hele præcis det samme.

… er jeg blevet fuldstændig hooked på Greys Anatomi og har til min skræk og rædsel indset, at der er så mange episoder, at det vil tage min et år at komme igennem dem alle.. (siger bare skræk og rædsel, fordi let’s face it, jeg elsker det og jeg har set det hele om halvanden uge).

… kan vi lige tale om DYNASTY på netflix? OMG det er så dårligt, at det er godt! Åd hele første sæson på halvanden dag, og har absolut no regrets andet end, at jeg offentligt har sagt, at jeg glæder mig til 2. sæson, selvom jeg havde lovet mig selv, at det bare skulle være en hemmelighed.

… var der en fyr på gaden i dag, der tog fat i min arm for at mærke min biceps og spurgte om jeg var en fitness model…. jeg havde en kæmpe jakke på og lignede et stort spørgsmålstegn og kunne ikke beslutte mig for, om det var et såkaldt #metoo øjeblik, eller bare mega underligt.

Man skal græde for de døde

Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at HKH Henrik er gået bort og i dag er blevet bisat. Jeg har ikke noget personligt forhold til ham, eller hvem han var, andet end at vi til tider løb ind i ham oppe i slotsparken i Fredensborg. Men mange lader til, at have haft et nært følelsesmæssigt forhold til Prinsen. Mange mindeord på facebook og i aviserne, og mere end 19.000 mennesker, var forbi kisten for at sige et endeligt farvel.

Mange har også hidset sig op over, at folk pludselig taler så hjerteligt om en person, der ellers før har fået hård medfart af mange, og disse hidsige mener, at det er hykleri og at det er forkert. Men jeg er uenig.

Dette indlæg skal ikke handle om Prins Henrik – så du kan roligt læse videre, hvis dit anti-royale hjerte pludselig gik i stå.

Man skal græde for de døde.
Det har jeg altid ment var en fin og respektfuld måde, at sende nogen herfra. Om man græder med tårer og hulk, eller man poster et billede eller en status på sin facebook er jo op til den enkelte. Men der er aldrig noget galt i, at græde over dem vi siger farvel til.

I mit kun 24-årige liv, er der ikke mange mennesker omkring mig der er døde endnu, hvilket jeg er lykkelig over. Men døden får mig altid til at græde. Ind i mellem fordi jeg er ked af det, sådan helt inderligt og andre gange, fordi jeg ikke kan finde ord eller handling for, at vise den sidste respekt.
Jeg kan huske, at jeg som barn var med til min oldemors begravelse. Jeg har måske været 7-8 år. Vi sad altid om sommeren på hendes altan, og så studenterne danse om danserindebrønden i Helsingør, mens jeg spiste Mini-Muh is og blev bedt om, at stoppe med at lave grimme ansigter, fordi en dag ville vinden vende og så ville jeg se sådan ud for evigt. Men jeg forstod stadig ikke helt det der med død, og hvordan man skulle forholde sig til det. Men jeg kan huske min morfar, meget tydligt. Han var ked af det, fordi det var hans mor. Og så græd jeg, fordi min morfar havde mistet sin mor, og fordi jeg var ked af, at min morfar var ked af det, og fordi vi aldrig skulle sidde på altanen og spise marmorkage igen. Jeg selv var overbevist om, at min oldemor var blevet lavet om til det egern der løb ude i haven, så det hele skulle nok gå. Og egentlig føler jeg stadig, at hun er med mig.

Så da jeg i formiddag gik hjem fra træning, med fedtet hår og svedige armhuler, begyndte klokkerne overalt i København at buldre og brage, og pludselig så jeg hele opstillingen fra Prins Henriks begravelse oppe ved Christiansborg. Og så fældede jeg en lille tårer, fordi jeg fik det dårligt med, at stå der og være til glo-begravelse. Og så gik jeg hjem, inden jeg så noget som helst. Og ja, jeg fældede en tårer, selvom jeg ikke havde nogen holdning til Prins Henrik, men fordi det er det jeg gør.

Min pointe er bare, at der ikke kan være noget hyklerisk eller forkert i, at sende folk herfra med respekt, og ja, vi skal huske at vise den respekt når det virkelig gælder – altså når vi stadig er her. Man må gerne græde for de døde.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault