Opstarts-krisen: at være i 20’erne

Opstarts-krisen: at være i 20’erne

Du kender den måske ikke, men det kommer du lige straks til.

Du er måske bekendt med termen: midtvejskrise eller panikalder, der ofte rammer folk i slut 40’erne start 50’erne, der pludseligt bliver meget opmærksomme på, at de fandme skal huske at realisere sig selv, nu hvor halvdelen af livet er suset forbi i samme fart som Hogwarts ekspressen. Det medfører til tider ny bil i farven “batman-sort” og eventuel ny kæreste, der næsten ikke har fået studenterhuen af endnu.

Men det er slet ikke den krise det skal handle om. Det skal handle om Opstarts-krisen, som jeg er sikker på andre end jeg selv oplever her i 20’erne. Lad mig forklare:

Fra vi er 16-17 år og starter på STX, HHX, HTX (you name it), bliver vi konstant mindet om, at forholde os til vores “fremtid”. Vi bliver jævnligt hevet til studievejleder, for at finde ud af hvad vi gerne vil efter gymnasiet. Vi skal hele tiden tage stilling. Vi skal hele tiden tage ansvar. Det bliver skåret ud i pap, hvor vigtigt vores mindste move er, i forhold til vores fremtid – og eftersom der er gået fuldstændig inflation i 12-tallerne på gymnasierne, er adgangskravene på de videregående uddannelser fløjet helt i vejret, så vi er godt klar over, at der ikke er mange 7 og 4 taller der må ryge gennem maskinen, hvis vi vil have muligheden for, at vælge frit på alle hylder.

Det bliver ikke rigtig prædiket for os, at der er andre veje at gå, end den hard core akademiske vej, så det er naturligt for rigtig mange af os, at vi skal skal skal ind på dén der videregående uddannelse, ellers bliver vi nok aldrig til “noget”. Vi bliver lokket med, at vi kan gange vores snit, hvis vi søger ind inden for to år, hvilket for mange er vigtigt, eftersom adgangskravene er som de er. Så naturligvis søger vi, som vi bliver opfordret til.

Derudover er det at være i 20’erne er et underligt limbo mellem at være teenager til at være rigtig voksen. Vi skal tage en masse voksne beslutninger og tage enormt meget ansvar for vores liv, mens vi stadig ikke rigtig har prøvet at leve det helt endnu. Det forventes også af os, at vi altid gør det rigtige. Som for eksempel at søge den videregående uddannelse, få et barn når vi bliver bedt om at knalde for Danmark og skynder os alt hvad vi kan ud på arbejdsmarkedet. Og nå ja, rejser ud og ser verden “mens vi stadig kan!”, som om det at blive en del af arbejdsmarkedet betyder, at frihed først er noget vi oplever som pensionister.

Det bliver forventet, at vi på en eller anden måde har styr på vores liv. At vi ved hvad vi gerne vil. Problemet er bare, at jeg ikke engang ved, hvad jeg vil spise til aftensmad i aften eller kan beslutte, om det er shorts-vejr i dag – hvordan helvede skulle jeg være i stand til, at tage “alt afgørende” beslutninger for mit liv?

Jeg går lidt i baglås, når folk spørger ind til min fremtid, som om jeg var en lusket spåkone der lige kunne hive krystalkuglen op af håndtasken og give dem et helt konkret svar. Jeg ved det sgu ikke, andet end at jeg bare vil være min egen. Så det er hvad jeg arbejder hen i mod, selvom det ikke altid virker som det “rigtige” svar at give.

20’erne er vores første voksenår, hvor det forventes at vi regner den ud og får styr på ting som bolig, forhold, uddannelse og job, og kvinder bliver også opfordret til at skyde baby ud, inden de 30 år rundes. Det er altså ret mange store ting, på bare 10 år. Når jeg tænker på hvad der var af milepæle fra jeg var 10 år – 20 år var det måske min konfirmation, min studentereksamen og det at jeg flyttede hjemmefra… og at jeg fik et Hello Kitty vaffeljern.

Pointen er, at opstartskrisen især skyldes præstationsangst, som vi unge får på grund af det pres der trækkes ned over hovederne på os. Vi har så mange vigtige beslutninger at tage, hvor rygterne siger, at de har så stor stor stor indflydelse på resten af vores liv, at man bliver så bange for at lave fejl, så det er lettere at forsøge, at gennemskue hvad der forventes og så bare gøre det efter bogen.

Vores liv kommer forhåbentligt til, at være rigtig rigtig lange hvilket også betyder, at jeg tror på, at vi kommer til at leve “forskellige” liv. Laura på 23år vil nok ikke helt det samme som Laura på 31år, så det vil jeg lade hende om at bestemme, når jeg kommer så langt. Jeg nægter at lade mig skræmme eller tyranisere.

Så bare kom an.

Ingen kommentarer
Vis mere