“Du skal ikke svine mig til på Instagram”

“Du skal ikke svine mig til på Instagram”

I går sad jeg og scrollede lidt rundt på “udforsk” på instagram – altså den feature hvor IG kommer med forslag til, hvad du nok godt kan lide at se, baseret på din adfærd på mediet. Lidt cool og lidt creep.

Jeg faldt over en profil jeg flere gange har besøgt, men ikke følger, hvor en kvinde lægger meget kontroversielle billeder ud og dyrker “bodypositive” som en sand mester. Jeg bed mærke i, at blandt de utallige mange positive kommentarer, at der naturligvis var kvinder der skrev og undrede sig over, hvorfor den pågældende person ønskede at dele billeder af deller og kropsbehåring. Og endda skrevet i nogenlunde ordentlig tone, hvortil indehaveren af den kontroversielle profil beder folk der stiller spørgsmålstegn om, at slette deres kommentarer da de overskrider hendes grænser og at hun aldrig kunne drømme om at komme hjem i deres hus og sige grimme ting.

Jeg synes sammenligningen med huset var rigtig fint, fordi det at være på de sociale medier handler i høj grad om, at invitere andre mennesker helt derind hvor det for alvor bliver privat – især når man kæmper den kamp som denne kvinde gør. Dog studsede jeg samtidig over det – fordi det er ikke det samme som at invitere folk hjem i dagligstuen, eller råbe hej over hækken til naboen. Hvis det er det man ønsker, så er der mulighed for, at gøre sin profil privat og være i kontrol over hver der “kommer hjem” til en. Holder du en havefest, hvor du inviterer alle der kommer forbi med, så må du også være beredt på, at en tosse kan udbryde at hækken er klippet grimt og at der er for meget salt i kødsovsen.  Som man siger.

Jeg siger ikke, at det er rigtigt at det skal være sådan, men jeg har det samtidig sådan, at når man vælger at leve et “offentligt”, godt nok iscenesat liv, så kan man ikke stille krav til, at alle man møder på sin vej retter ind, klapper i hænderne og synes at man er fantastisk. Det regner jeg langt fra med, at alle dem der læser med her hos mig gør. Men de personer jeg møder på mig vej, der synes jeg er dum og grim og åndssvag, giver jeg plads til at synes det. Fordi det er okay. I behøver bare ikke sige det til mig, ved mindre der ligger et ønske om at være konstruktiv bag.

Men det er virkelig et komplekst emne, da jeg i høj grad forstår hvor hun kommer fra. Måske er det mig der er gal på den, fordi jeg har indfundet mig med præmissen for, at være på de sociale medier – det præmis som vi i fællesskab har stablet på benene, men ikke nødvendigvis er rigtigt. Jeg føler mig ikke som en offentlig person. Og da jeg i vinter blev reposted på en stor dansk IG profil, var der nogen der gik amok i kommentarfeltet omkring at jeg skulle have en spiseforstyrrelse, burde indlægges og at de ville unfollowe IG profilen, satte jeg mig og græd lidt. Det var et billede der var blevet taget en aften hvor jeg skulle i byen med mine veninder, og jeg havde en off shoulder top på og klaskehår, der fik mit ansigt til at se markeret ud. Jeg så præcis ud, som jeg hele tiden har gjort. Jeg gjorde noget, jeg ellers aldrig gjorde, jeg kommenterede på opslaget – måtte lige tilføje at jeg altså er frisk som en fisk, ser ud som jeg gør og er glad for det. Og regnede med, at der også skulle være plads til en som mig, i håb om, at når jeg nu havde meldt mig på banen som en rigtig person, så kunne det være at sproget blev modereret en lille smule. Men nej. Og dér fik jeg lyst til at skrige, at jeg altså bare er en 23 årig pige fra København, der har lige så mange følelser som en hver anden og fordi man er på Instagram giver det ikke andre ret til, at være tarvelig eller nedladende. Fordi vi ber’ ikke om det.

Men efter at have tænkt længe over det, må jeg nok sande, at man ikke kan stikke næsen frem uden at få et slag over den i ny og næ. Og jeg tager det med mig. Og ofte mener folk det ikke ondt, da jeg virkelig ikke tror på, at der er nogen der er overlagt onde ved andre, men det kan være bekymring, spørgsmål og så tror jeg på, at det er sundt at blive udfordret på sine standpunkter, så man kan lære noget nyt om sig selv og om andre.

Derudover har det fået mig til at tænke endnu mere over, hvad jeg signalerer når jeg poster på de sociale medier. Jeg vil gerne være positiv, smilende, sund og glad. Og med sund mener jeg ikke fitness billeder og broccoli, men bare udstråle det, at være en der bare har det rigtig godt med sig selv og sine omgivelser. Det kan godt være man ikke har bedt om det, men man er altså en form for forbillede, i mange henseender, når man har etableret sig en pæn følgerskare. Man har altså et ansvar, om man vil have det eller ej. Og så må man tage hele pakken med.

Ikke?

Ingen kommentarer
Vis mere