Vokser man fra hjemve?

Vokser man fra hjemve?

Det er ved at være den tid på året, hvor sommeren så småt går over i efterår – dagene bliver betydeligt kortere og vejret endnu koldere, end den påståede danske sommer, har budt på ind til videre. Det er også den tid på året hvor, jeg rammes af hjemve når jeg rejser.

Og jeg ved det er meget fjollet og åndssvagt, fordi jeg er ikke væk i lang tid ad gangen, men efterårets melankoli omklamrer mig og får min navle til at føles som et stort sugende hul, der suger alle negative vibes til sig og lægger sig om mig som et mørkt tæppe. I denne uge er jeg i Paris, en af mine yndlingsbyer, som jeg altid glæder mig noget så frygteligt til at besøge – også selvom det er for at arbejde. Men siden jeg kom i går, har jeg haft den der uro i kroppen, som man har når der er noget der ikke er som det skal være.

Jeg synes det er tankevækkende, at man nok aldrig rigtig vokser fra hjemve – at der altid vil være noget tryghed man længes efter. Og det hjemve man har, er måske ikke længere mod ens trygge barndomsværelse, men derimod rettet mod de mennesker der gør ens liv stabilt, trygt og ja, giver dig følelsen af at være hjemme hvor de er.

Jeg havde en ret kompleks følelse af hjemve/ afsavn sidste år, da min kæreste boede i et halvt år i Mexico. Den længsel jeg følte, var ikke efter min egen seng på Vesterbro, men hvor end han nu var. Også selvom jeg på daværende tidspunkt ikke havde været der. Det er nu ret unikt, at mennesker har den evne, at de kan skabe rammerne for “hjem” for et andet menneske – om de så vil det eller ej.

Når jeg de her få gange om året, bliver ramt af hjemve priser jeg mig lykkelig over, at jeg kan gribe knoglen og ringe min mor op, og så er hun der i den anden ende, som om hun stod lige ved siden af mig. Jeg går ud og er blandt andre mennesker, bare for at mærke at der er nogen og ikke føle mig alene eller glemt. Og det bedste sted i verden at gøre det, er virkelig i Paris, da folk ikke er blege for at søge kontakt med dig, hvis du sidder alene og nipper til kaffe, med store våde hundeøjne. Og så lytter jeg; til Mads og Monopolet, til Anders og Anders og hvad jeg ellers kan støve op af ting på dansk. Det er sjovt ikke? Hvordan ens modersmål kan skabe en ro omkring en. Få en til at slappe af og lade knuden slippe, bare en times tid eller to.

Sidste år skrev jeg faktisk også noget om hjemve, en dag hvor det havde slået pusten fuldstændig ud af mig og jeg ikke kunne få vejret. Min rigtigt gode veninde, der på daværende tidspunkt boede i LA skrev til mig, at hun også havde hjemve ind i mellem, og at hun nogle gange havde lyst til, at stille sig op og skrige “JEG ER HER”, bare for ikke at synke helt sammen i det. Og jeg kan sagtens følge hende. Når man rejser på den måde jeg gør, er det jo ikke et længervarende ophold hverken ude eller hjemme, hvilket gør det til en ekstra udfordring, at samle nye bekendtskaber op. Så ja, jeg bruger rigtig meget tid med mig selv. Og det har jeg lært at elske og være rigtig glad for. Lære at nyde mit eget selskab og være god til, at aktivere mig selv.

Jeg har mange veninder, der ikke kunne drømme om, at gå ud og spise alene – jeg kunne ikke forestille mig at lade være med at gå ud og spise, fordi jeg var alene.

Men det er grænseoverskridende i mange tilfælde kun at være sig selv, i hvert fald i starten. Men jeg har lært, at det er rigtig sundt og faktisk også meget rart kun at stå til ansvar over for en selv ind i mellem. Spise når man har lyst, hvad man har lyst. Gå en tur, se netflix, skrive, sove you name it.

Nu samler jeg lige mig selv op, og siger pænt på gensyn til mit hjemve. Jeg ved vi ses igen engang til vinter. Fordi sådan går det altid.

Ingen kommentarer
Vis mere