Voksenvenner

Noget jeg virkelig kan mærke ændre sig for tiden, er måden hvorpå vi er venner. Det er som om måden at have relationer på, også bliver mere voksen – tænk engang, at tingene faktisk følges ad. Men det er som om, at ”evigheds hangout” ikke eksisterer længere. Altså dér hvor man kunne være sammen i flere dage, musse sig sammen i en alt for lille seng og vende hver en samtalesten, stå op tage på uni, komme hjem og repeat.

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at mine forældre selvfølgelig aldrig har haft deres venner med hjem efter arbejde for at “hænge ud” og ligge på sofaen og spille playstation og eventuelt lige tage en overnatning, inden de følges på arbejde dagen efter, som jeg selv har gjort med veninder førhen.

Forandringer kommer som ofte snigende, mens du intetanende løber rundt i verden, som om den skulle være på den her måde for evigt. Som om den måde verden er på i dag, er den du kender bedst og derfor er sandheden. Derfor er denne her ændring i måden vi er venner på, ikke noget der har været en brat opvågning fra den ene dag til den anden. Den har været under udvikling i lang tid. Vi har taget mange musseskridt i den her retning i årevis, uden at vide hvor det var vi skulle hen.

Synes det har været ret udfordrende, at man pludseligt er et sted i livet, hvor man ikke nødvendigvis står samme sted som sine venner. At opleve at nogle af dem er tættere på hinanden, ud fra den livssituation de står i, mens du selv står i en anden. At skulle indse, at venskabers form ændrer sig, alt efter hvor vi er. Og at selvom vi ikke er tæt på hinanden i livet i dag, så er der ingen der siger at vi ikke er tæt på hinanden i livet om et år.

Tror at de fleste af os har oplevet et venskab, der har været intenst på grund af det fællesskab man har fundet i hverdagen. Måske man havde en rigtig god singleveninde, da man selv var single. Som altid var klar på fest og farver og tindersnak. Måske man havde en rigtig god skoleven, som man delte en fælles hverdag med. Måske en kollega. Men fælles for alle, så uddør intensiteten i dem, når vores livsvilkår ændrer sig. Når vi får en kæreste. Når vi ikke studerer længere. Når vi ikke arbejder det samme sted. Men det betyder ikke at venskabet ikke længere eksisterer. Tvært i mod. De ændrer bare form.

Men hvor det før virkede vigtigt, at dyrke relationer, på nærmest daglig basis, bliver det pludseligt helt okay og legitimt at ses en gang hver anden uge. Måske en gang om måneden. Nogen ser du måske kun en gang om året, hvilket ikke stiller jeres relation dårligt, men simpelthen bare på en ny hylde. Og her i slutningen af tyverne bliver der taget nogle tigerspring. Vores livsvilkår er i øst og i vest. Hvor nogen står med fast ejendom, børn, ægteskab, står andre med studiegæld, lejebolig og udlængsel. Nogen ser x-factor, mens andre hænger i baren.

Måske det er lige præcis det jeg mener med, at vi i perioder er langt fra hinanden, indtil vi igen rykker tættere sammen i bussen. Indtil vi igen går på den samme sti. Og jeg er ikke naiv og tror, at vi for evigt vil bevæge os i den samme retning og at det kun er tempoet der er forskelligt, jeg er helt med på, at måden vi lever på, vores værdier og drømme også ændrer sig og måske på et tidspunkt ikke er forenelige længere.

At relationer ændrer sig er ikke en dårlig ting. At intensiteten ændrer sig er en god ting. Det vidner om prioritering. Om længsel efter hinandens selskab. Om at dele noget med hinanden. De dårlige ting. De gode ting (flest af dem). Fest og farver. Bekymringer. Alt der ligger midt i mellem. I det at  have voksenvenner ligger der langt mere handling, fordi vi i højere grad skal skabe rummet vi er sammen i, fremfor at det bliver serveret for os. Det er ny kærlighed.

Forventningens æra

Om noget nær fem minutter bliver jeg 28 år. Jeg forlader (ganske dramatisk, naturligvis) mine midt-tyvere, uden at se mig tilbage og når nu til voksenlivets næste kapitel “slut-tyverne”.

Da jeg startede med at skrive, var jeg 21 år og lige startet på KU. Jeg søgte svar, svar jeg måske et sted stadig søger, men på en eller anden mærkelig måde, følte at jeg fik her. Jeg udtømte alle mine emner, begyndte at føle mig tilpas og tilrette i livet, men nu har jeg det igen som jeg havde det, da jeg første gang satte mig ved tastaturet, og spurgte om der egentlig ikke var andre end mig der havde det pres over sine naboer (undskyld til tidligere naboer, for ikke at have forudset den virale snebold jeg satte i gang tilbage i 2015).

Jeg er som faldet ned fra månen.

Pludseligt er vi et sted i livet, hvor alt bliver meget alvorligt. Hvor alt hele tiden skal give mening og være det rigtige og det fornuftige. Hvor vi pludselig ikke “bare” er unge nok til ikke at vide bedre, men hvor der faktisk ender med at være en forventning til hvad vi skal og hvor vi skal hen. Og endnu vigtigere, så skal vi selv hele tiden være klar over det.

Jeg har været sammen med Niels i 12 år. Og hvis ikke du allerede sidder og tænker på, hvornår vi mon skal giftes og have børn, så kan jeg trøste dig med at samtlige mennesker jeg møder på min vej, om vi kender hinanden eller ej, spørger mig dagligt. Har altid lidt lyst til at svare, at jeg altså ikke skal være teen-mom, indtil det går op for mig at jeg jo er ægte voksen (sådan en med pensionsopsparing). Men dagligt bliver jeg sat i en situation, hvor jeg skal tage stilling til de forventninger der er til det sted jeg er i livet.

Sjovt nok bliver Niels spurgt i langt mindre grad, end jeg gør. Måske fordi folk stadig tænker at moderskab og ægteskab må være det største jeg som kvinde kan opleve? Måske nogen tror at jeg ikke er klar over, at det kunne være næste skridt for os. Og helt ærligt, hvad svarer man egentlig? Ærligt? njaa: “øøøhh, tjaaa, én af os vil gerne, men den anden er ikke helt overbevist” eller “GUD! Det har jeg da slet ikke tænkt over?!”.

Jeg tror det er vigtigt at huske på, at selvom det kommer det bedste, dejligste og mest oprigtige sted fra, så tvinger spørgsmål om ægteskab og forældreskab os konstant til, at tage stilling til vores parforhold. Ikke bare overfor hinanden, men pludseligt overfor Gud og hver mand. Selvom de ofte bliver slynget ud i sjov, så forventes det at der bliver svaret. Gerne med noget entusiasme og en form for “drømmende” blik, uden tanke for HVOR intimt det egentlig er.

Jeg har det godt i mit parforhold. Jeg er glad for vores tosomhed. Jeg er også glad for vores voksenliv. Pludselig føler jeg et lille pres for, at skulle ændre det. Ryste posen og satse på, at næste nummer giver fuld plade, så jeg kan tage den helstegte pattegris med hjem og vise frem (aner seriøst ikke hvad det er jeg prøver at sige). Der er en forventning til, at vi skal mere. En “samfundsdrøm” om, at alle der har været i et længerevarende forhold i slut-tyverne bør, skulle og sådan set godt kunne se at “tie the knot”, så vi alle sammen kan slappe af og ikke behøver bekymre os om, hvorvidt de pludseligt vandrer hvileløst rundt i samfundet, som SINGLER og forstyrrer husfreden.

Slut-tyverne er lige rundt om hjørnet og jeg er skræmt fra vid og sans. Jeg havde lige fundet mig tilrette i min semi-oplyste tilstand af at være ung og fri, og nu føler jeg at tingene bliver alvorlige. Alle de ting der forventes.

Om at have mistet modet

I næste uge er det ét år siden, at pandemien for alvor rev gulvtæppet væk under os. Ét år siden, at Mette F. stod med sit knyttede ansigtsudtryk og sagde “at situationen er alvorlig” og mange mennesker gik i baglås og rippede supermarkederne for bleer og toiletpapir. Ét år siden, at vi bare lige hurtigt skulle sætte vores liv på stand-by, for fællesskabet, for fremtiden, for nationen.

Og nu et år senere, ser livet næsten ud som dagene i marts-måned sidste år. Jeg sidder stadig og kigger på den samme røde murstensbygning, på den anden side af gaden. Jeg går stadig tur med mine veninder, som jeg ikke inderligt har krammet i et år (kun skamfulde lyn-knus når ingen kiggede), jeg er i tvivl om hvorvidt mine fødder overhovedet kan huske hvordan det føles at danse og så er jeg ved at løbe tør for idéer til, hvad jeg skal fylde mine dage op med, nu hvor det stadig er en udfordring at rejse rundt i verden, så jeg kan komme på arbejde igen.

Jeg har mistet modet en smule. Jeg synes det er svært at stå op om morgenen. Jeg har lyst til at græde, når folk spørger hvad jeg “skal i dag”, fordi det tvinger mig til at forholde mig til, at mit liv er gået i stå. Jeg sidder bare her og bliver mere gråhåret og tættere på at være 30 for hver dag der går. Altså ikke at der er noget som helst galt i at være hverken 30 år eller gråhåret, men bare fordi det føles som om tiden er gået i stå, så går livet jo faktisk videre, om vi vil det eller ej, så trækkes vi afsted med toget uden mulighed for at stige af.

Men så kigger jeg op på Niels, der arbejder hjemme og som jeg har haft mulighed for at være mere sammen med end nogensinde og mærker en eller anden form for lykke. Fordi vi har hinanden. Fordi vi har kunne udholde pandemien sammen. Og så tænker jeg på mine venner og veninder, mine tætteste omgangskreds, som jeg har lært at kende i gymnasiet, på uni, tilfældigt på Vesterbro og bliver igen taknemmelig.

Taknemmelig over at vi mødtes. At vi ikke har skulle gennemleve en gymnasietid, et sabbatår, en unistart hvor man møder sine klassekammerater gennem et webcam og bliver frataget muligheden for, at knytte de bånd der giver venner for livet. Muligheden for, at have drukket en breezer for meget, for at have modet til at kysse ham fra K-klassen, for at have chancen for, at udvikle sig og blive et helt menneske.

Jeg tror på, at vi er noget i kraft af vores relationer. Vi bliver det menneske vi nu engang bliver, udfra de erfaringer vi gør os. De relationer vi har. De konflikter vi oplever. Den kærlighed vi giver og får. Men hvem bliver vi egentlig til, når vi ikke har mulighed for at danne os som menneske?

Mit hjerte bløder for de helt unge. For teenageren, gymnasieeleven, dem der har sabbatår, dem med studiestart, højskoleeleven, efterskoleeleven. For dem hvor det føles, som om livet burde starte nu. Den pris I betaler, er uendeligt høj.

 

XX

Min plads i verden

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ret ofte tager mig selv i, at gå i panik over hvor jeg mon ender. Hvad der skal blive af mig?

Har engang for mange år siden, ladet mig overtale til at være med i spørgeundersøgelser. Altså den lange slags, hvor du snildt kan nå at løbe 5 kilometer eller se et afsnit af Ex on the Beach, før samtalen er ovre. Blev ringet op for et par uger siden, hvor jeg blandt andet skulle svare på hvor mange gange om ugen jeg bruger min cykel, hvor lang tid jeg i gennemsnit bruger i supermarkedet (HOW would I know?) og ikke mindst, hvad min sidste afsluttede uddannelse er: gymnasiet.

At min højst afsluttede uddannelse er gymnasiet er der absolut intet galt med – jeg har truffet nogle andre valg i mit liv, som indtil nu har været det helt rigtige for mig og som har gjort mig både stærkere og lykkeligere, men på en eller anden måde, har jeg nogle underlige komplekser omkring det. Jeg har svært ved at eje det. Jeg har svært ved at tro på, at det jeg har valgt er lige så fint som det jeg har valgt fra. Jeg mener, spørg mig om jeg er ved at være træt af, at sidde til diverse familiearrangementer og forsikre perifert familiemedlem om, at jeg nok skal klare mig og mit job, altså er et rigtigt job (sagt på præcis samme måde som Pinocchio proklamerer at han altså er en rigtig dreng!).

I svage øjeblikke går jeg i dyb og inderlig panik og tænker ”hvad fanden laver jeg” og kan pludseligt ikke forestille mig, hvad jeg selv laver om 5-10 år, velvidende at det sikkert er de færreste der egentlig kan give et helt konkret bud på deres fremtid. Men ind i mellem bliver jeg så bekymret over, at jeg ikke rigtig ved hvad der 100 procent interesserer mig, så hvordan fanden skal jeg finde ud af hvad jeg skal bruge mit liv på? Det er ligesom ikke rigtig nok, bare at elske at være freelance.. eller måske det er? Har svært ved at finde ud af, om der potentielt set kunne blive set ned på at jeg er lavtuddannet, især når min kæreste er super-duper-extra-spice-dobbelshot uddannet. Blev sidste år spurgt, om jeg ikke var træt af ikke at blive intellektuelt stimuleret i min hverdag… seriøst… venner, så snart I stopper på jeres uddannelser ELLER får et kreativt job, så kan I godt vinke farvel til den intellektuelle stimulans, fordi den er fandme skredet og gider IKKE komme tilbage hvor meget I end tigger og ber’. Måtte svare, at jeg føler mig ok stimuleret – også selvom der ikke står noget lektor og fortæller om Pontoppidan eller Ibsen eller Kierkegaard. Altså selvom jeg går i stilletter og inhalerer uforholdsvis meget hårspray, så omgås jeg trods alt andre mennesker, læser ret mange bøger og jeg tillader mig da også at læse nyhederne. Jeg føler selv at jeg er blevet god til, at tackle de her situationer, hvor jeg bliver stillet spørgsmål, som egentlig er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at spørge andre mennesker om. Jeg VED hvor mange fordomme der er omkring mit virke og ind i mellem tager jeg mig selv i at have dem også, men det er altid meget interessant at blive konfronteret med dem. Overvejede lidt om jeg skulle være mere direkte og spørge vedkommende, om han simpelthen synes jeg virker dum, men så igen tager man sig selv i at være sød og høflig og give sig selv alle mulige undskyldninger for, hvorfor han kunne have behov for at stille sådan et spørgsmål, selvom han da måske et eller andet sted fortjente at sidde der og stege lidt.

Jeg er nu blevet 26 år og lever et liv jeg er rigtig tilfreds med (altså så tilfreds man nu kan være når man ikke har prøvet at vinde i lotto) og jeg ved måske godt et eller andet sted, at livet flasker sig på den ene eller anden måde, men jeg bliver presset over at jeg har så svært ved at finde præcis dén ene ting, hvor hjertet slår et slag over og jeg bare tænker “fedt!”. Måske er jeg bare et produkt af min generation, der  kræver at være max lykkelig hele tiden og som tror at alt vi gør i denne verden skal være af stor betydning og give os hjertebanken og adrenalin kick alá et bungee jump. Måske det egentlig slet ikke er meningen for os alle sammen, at opleve det. Jeg føler bare at alle jeg omgiver mig med, har regnet den ud. De ved hvad de vil og er så målrettede omkring det.

Alligevel føler jeg, at jeg måske ikke er den eneste i verden der er en smule rådvild?

xx

Nyt liv

Jeg har valgt at leve et mere proaktivt liv.. og nej, det er ikke en reklame for den der smarte cirkulationstræner, som Ulf Pilgaard engang var ansigt for, selvom det lyder meget catchy og en lille smule som om jeg snart rammer de halvfjerds. 

Men! Jeg har besluttet mig for, at jeg vil få mere ud af tilværelsen. Jeg vil gøre mere, være mere og grine endnu mere. Jeg har sagt det virkelig mange gange, men siger det gerne igen: jeg elsker mit arbejde. Sådan helt ind i knoglerne. Men det er både fysisk hårdt og generelt super udmattende, med mange lange rejsedage og meget alenetid og uanede mængder af tid, i vanvittigt ubekvemt fodtøj, så når klokken ringer ud er jeg fuldstændig kørt over, på den rigtig grimme måde, som et slags udefinerbart roadkill som stensikkert var røget på grillen et sted i Texas, og jeg har haft for vane at gå kold før tolv (og uden at have været nogle steder). Så jeg har haft lange perioder hvor alt jeg har lavet har været at arbejde, transportere mig og være træt efter at have arbejdet. Min sofa har kaldt på mig, som en stor, blød ven der kunne give mig noget tryghed og stabilitet. Som kunne dulme min hovedpine og mine tunge øjenlåg. Og det har været virkelig dejligt, når det har været præcis det jeg havde brug for. 

Niels siger, at der findes to typer mennesker: 

Dem der lever for at arbejde
Dem der arbejder for at leve 

Jeg har altid set mig selv som en nr. 2, som en der arbejdede for at give mig selv følelsen af frihed. Følelsen af, at hvis jeg ville, kunne jeg tage på eventyr i morgen. Jeg er styret af følelsen af, at være min egen. At være fri. Men egentlig tror jeg ikke, at jeg har ladet mig selv være specielt meget fri det sidste års tid og jeg har brugt så mange ressourcer på, at bekymre mig og føle mig ude af mig selv. Og ensom, wow, om jeg har følt mig ensom. Lige så meget som jeg nyder at være mit eget selskab, lige så bims og rastløs kan jeg blive. Vi behøver alle sammen nogen. Om det er en mor, en far, en ven, en kæreste, en kat eller noget internetperson vi aldrig har mødt, så behøver vi nogen. Eller jeg gør i hvert fald. Og nu har jeg fundet ud af, at jeg også behøver noget.

Jeg vil leve mit bedste liv. Jeg vil være mæt af oplevelser, grin og gøre flere gode ting for mig selv. Jeg vil bruge min by meget mere end jeg har gjort før, hvor den egentlig bare har været kulisse – nu skal den være medspiler. Og måske du sidder og tænker ”jamen, er det ikke lidt sent at gøre byen til din medspiller, når du har boet her i syv år?”, men sagen er at København ikke har behøvet at være mere end en kulisse. København er friheden, for mig.

Men København har så meget at byde på, hvis bare man gider. ”Verden tilhører dem der gider”, læste jeg engang, og selvom det er lidt af en kliché, så var der noget ved det jeg meget godt kunne lide. Jeg gider. Jeg vil.

Så, jeg er gået AMOK på min facebook og bruger den med samme iver, som en 45-årig mellemleder, der ikke helt har forstået, at Facebook primært findes for:

  1. Kattevideoer
  2. Snage i gamle folkeskolevenners nye liv
  3. Folk der annoncerer graviditet, huskøb og/eller forlovelse.
  4. Notifikationer når dine venner har fødselsdag, så du ikke virker som Danmarks største røvhul, fordi du endnu engang har glemt det.

Jeg er interesseret i ALLE begivenheder jeg overhovedet kan opstøve, så den gode gamle Facebook algoritme kan præsentere mig for alt det nye og spændende der måtte komme op i mit nærmiljø. Jeg er både interesseret i tango på Bryggen, keramikdag på Østerbro og CPH Half Marathon (as if), i håb om at jeg forsat bliver eksponeret for alle de ting der sker i byen.

Derudover er jeg blevet unaturligt engageret i mit fitnesscenter, og dem der har læst med før ved, at jeg har det stramt med at være i et træningscenter. Føler mig altid som en kæmpe torsk, når jeg nulre rundt mellem maskinerne og beder til, at jeg gør det rigtigt, så jeg ikke skal stå i den ultimativt pinlige situation: at en stor trænet mand, med alle de rette intentioner, kommer og retter på mig foran alle. Så tror jeg egentlig hellere jeg ville have, at mine træningsbukser revnede. Eller, ej – nu er jeg vidst smådramatisk igen. Men jeg er faktisk blevet rigtig glad for det, og oplever en større motivation end nogensinde før.

Jeg kan godt lide, at tage ansvar for mig selv og for at gøre mig selv glad, selvom jeg HADER når andre siger, at”du og kun du er herre over hvordan du har det”– hold nu kæft. Sorry. Men jeg synes det er rart, at gøre ting der gør mig sådan rigtig glad, hver eneste dag. Om det så bare er, at gå en tur, spise noget skide lækker mad (læs. noget med syltede rødbeder for eksempel) eller gå i seng i et perfekt tempereret værelse. Mere vildt behøver det ikke være.

Men jeg insisterer på, at jeg vil have mest ud af hvad der er. Jeg vil være mest glad. Have det godt i maven og blive krammet så meget som muligt – både af venner, min familie og Niels. Jeg vil blive bedre til at sige ja og hive mig selv op i nakkeskindet, efter jeg nu har haft et par år hvor jeg har været virkelig god til at sige nej. Jeg tror det hele handler om balance og det er den jeg skal finde i 2020.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault