Jeg er træt.
Jeg er træt af at føle mig mindre værd. Træt af at blive talt ned til, at der bliver lavet sjov på min bekostning, blive spurgt om mit arbejde er en slags hobby eller om man faktisk kan leve af det. Er træt af, at blive bedt om at træde til side i gaderobekøen på populært danseslot i København, fordi en ussel mandstype siger, at han tjener mange flere penge og bidrager meget mere til vores samfund end jeg nogensinde kommer til (faktum er, at vi ved at dem der taler om deres store pengepung, typisk er dem med den mindste). I pågældende episode var der én der prikkede mandstypen på skulderen og spurgte, om han selv synes det var moderne at diskriminere kvinder i 2021, hvilket resulterede i håndgemæng – helt seriøst, hvad fanden foregår der.
Jeg har altid været bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige fra. Ved at konfrontere folk med, at de er gået over min grænse. Har helst ville stå og bare æde den, fremfor at ødelægge den gode stemning. Men hey – den er jo allerede ødelagt. Jeg ødelægger intet ved, at sige fra. Der er ingen der takker mig for, at stå og være ubehageligt til mode. Jeg har gjort det til en lille personlig mission, at blive bedre til at sige fra. Komme med et modspil eller så simpelt som det kan gøres, spørge: “hvad mener du egentlig med det?” når folk pakker en eller anden form for fornærmelse ind i noget, der skal være sjovt og som jeg plejer at trække på skuldrene af.
I sommer gik jeg forbi en gruppe fyre, hvor én af dem sagde “hej” og jeg selvfølgelig sagde hej tilbage. Dette resulterede i, at vennerne stod og kæftede op, om jeg ikke var hende han havde haft med hjemme i teltet i går, efterfulgt af et massivt latterbrøl. Jeg stoppede op. Lagde armene over kors og gloede på dem, indtil der var gået tilpas ubehageligt lang tid, før jeg spurgte hvad han egentlig mente med det. Jeg er færdig med, at folk laver sjov på min bekostning. Og ja, var det måske “bare” en ucharmerende joke? Det var det helt sikkert, men det ændrer ikke på, at oplevelsen var ubehagelig. At de ødelagde den gode stemning før jeg gjorde.
Jeg kan mærke, at det har gjort en forskel for mig at indse, at jeg ikke behøver at tie stille, for ikke at ødelægge den gode stemning. At det ikke er mit ansvar alene, at sørge for at det sted vi befinder os er et rart sted at være. At det er en fælles indsats og hvis jeg ikke føler der er rart at være, så er det okay at sige højt. Det er okay at konfrontere. Tror det har noget at gøre med, at være en kæmpe pleaser, der bare gerne vil have at alle har det dejligt og pyt med om jeg så selv står, med ondt i maven og ridser i selvtilliden. Så længe alle andre tror, at alt er i den skønneste orden, så er det et sted jeg kan finde ud af at være.
Jeg siger ikke, at jeg ikke kan tage en joke. Det kan jeg om nogen. Tager ikke mig selv så alvorligt, at det gør noget. Men det er altid sjovt, indtil det ikke er sjovt længere. Har en god veninde, der også har pointeret, at det altså altid er meget fint at lave mere sjov på sin egen bekostning end på andres. Det kan nemlig være sindssygt svært lige pludseligt, at vide om man går over grænsen. Og jeg giver hende helt ret. Man skal kunne drille og stikke lidt til hinanden, men det kan også blive for meget. For trættende. Og pludseligt er man trådt så langt ind over en andens banehalvdel, at det er umuligt at løbe helskindet tilbage.
Det er ikke mit ansvar alene, at opretholde den gode stemning. Jeg SKAL sige fra og sætte en standard for, hvordan jeg gerne vil behandles, når jeg nu har gjort det til min lille personlige mission. Jeg er træt af at det er okay, at tale ned til andre. Jeg er træt af, at jeg har accepteret det. Gjort det okay. Altså vi ER samfundet. Vi må sætte standarden for hvordan vi selv vil behandles.