En fredag i Gothersgade

Da jeg fredag aften skulle møde Malou og Niels på Little Italy i Vestervoldgade, var jeg mildest talt fuldstændigt kørt over af træthed. Ugen havde simpelthen valgt, at trække op på siden af mig i den store fede lastbil den kom kørende i, og så derefter presse mig fuldstændig ud i rabatten. Jeg var så træt og jeg magtede ikke andet, end rent faktisk at sidde og spise pizza med Niels og Malou.

Altså ind til vi var cirka halvanden flaske vin inde..

Som genopstået fra de døde, havde jeg pludseligt enormt meget energi og var helt oppe på lakridserne, lidt som en Golden Retriever med udsigt til aftensmad og gå-tur. NU skulle der fandme bare ske et eller andet. Niels tog hjem – han læser til eksamen og tror han blev træt af min motormund (selvom han aldrig ville indrømme det, fordi han er en gentleman), hvilket efterlod Malou og jeg med en vinbrandert og enormt dårlig situationsfornemmelse.

Endte på fancy bar, hvor vi tyllede drinks som om vi gik i 3.g på Øregaard. Endte med at have fået tilstrækkeligt nok (og et dankort i kramper), at der skulle ske noget mere – vi skulle sgu da danse!

Vi har grint meget af, at jeg aldrig har været i byen i Gothersgade (don’t ask me why), så da Malou foreslår tour de Gothers, er der ingen tvivl om at det er lige præcis det vi skal! Vi går lidt rundt mellem de forskellige barer, og det undrer mig simpelthen, at de alle sammen ligner hinanden? Indrettet på samme måde, spiller det samme musik og stort set de samme bartendere, indtil Malou pointerer, at det altså er den samme bar vi er gået ind og ud af, fordi jeg var gået med hende ud for at ryge.. Godt så… Kæmpe klaptorsk… Jeg var ganske overbevist om, at vi havde været flere steder…  På et tidspunkt møder vi to drenge, der er meget unge, men som fandme også hedder Lundsgaard til efternavn og jeg går helt på røven over det. Vi indser dog, at de er ret unge, da de bliver nægtet adgang flere af stederne vi forsøger at tage dem med hen (så et sted mellem 16-17 år). Malou har gang i et eller andet show, hvor hun vil have dem til at gætte sin alder, og bliver ved med at sige ting som “dengang jeg var på jeres alder” og “Jeg kunne næsten være din mor”, selvom hun er noget alá fem minutter ældre end dem.. På et eller andet tidspunkt lykkedes det Lundsgaard jr.1 og jr.2 at komme med ind på en bar.. og gæt hvilken det var… jeps, havde Deja-vú ud over hele baren. Føler mig ærligt talt en her del ældre end alle andre på baren, så Malou og jeg forsøger at blende in, ved at bestille nogle shots med vandmelonsmag (som jeg senere med at kaste op, ud over hele mit badeværelse). Bliver pludseligt relativt trætte af teenage-druk og jeg er klar til, at komme hjem til Niels, så Malou følger mig hjem.

Da vi drejer om hjørnet til min gade ser jeg, min underbo jeg aldrig har hilst på, som er ved at låse sig ind i bygningen, så jeg sætter i løb, som var han det fucking sidste kystbanetog hjem mod København, fordi jeg ikke kan overskue at finde mine nøgler frem. Han er sød og venlig og lader mig stavre ind sammen med ham. Da vi når hans etage og jeg bliver stående sådan lidt afventende bag ham, er han nødt til at pointere, at jeg altså lige skal en gang længere op, fordi jeg altså bor på 2. sal.. Nå nej, naturligvis.

Der er noget ved, når tingene udvikler sig, som tiltaler mig helt vildt. Det sker bare. Der er ingen forventninger til, at man SKAL have det sjovt og man SKAL være fuld og dum at høre på. En slags anti-nytårsaften, som ellers altid betyder en lille bitte skuffelse over, at aftenen ikke blev årets aften. Der er noget rart og uforpligtende ved det. Og det var lige det mit trætte sind trængte til.

Det er max pinligt når…

Folk antager at jeg forstår svensk/norsk og påbegynder en samtale med mig på deres respektive modersmål, mens jeg inderst inde tænker noget i retningen af “fuck fuck fuck fuck fuck fuck fuck mig”, mens jeg smiler på den der helt anstrengte måde, og febrilsk leder efter bare ét fucking ord der giver mening, eller indikerer om jeg skal sige ja eller nej, eller se glad eller alvorlig ud. Top akavet at stå og smile, hvis Elsa fortæller mig at hendes kat har givet hende orm.

Jeg sidder i fælleskøkkenet i Berlin og græder ned i noget tarvelig gryderet, jeg selv lige troede jeg magtede at lave, fordi jeg ser videoer af, når de trykker på Guldknappen i America Got talent, og alt går i slowmotion mens folk græder og jubler og de spiller Adele musik, og en eller anden sidder i rullestol og en anden får bare ændret sit liv FOR EVER! Det går lige i fløde-hjertet på mig.

Folk forsøger at forklare en følelse eller situation, og man så siger “nååå, så det du mener er bla og bla” og så kigger vedkommende overbærende på én og siger “Nja, nej, egentlig slet ikke” og så sidder man der og er til grin for sine egne lommepenge. Det er sgu da også lidt usolidarisk – så sig for pokker nu bare, at det var præcis det du mente og gå op og bagtal mig på værelset bagefter, som alle andre velopdragne havde gjort.

Man nyser snot ud i hånden….

Folk ikke sætter udsagnsled i sætninger…. “du sød” er ikke en sætning (selv wiki siger, at en sætning ikke er en sætning uden et udsagnsled) og det skal stoppe nu.

Man sidder med sine headphones på, og en eller anden tilfældig fyr kommer hen og gør tegn til, at han vil sidde sammen med dig, hvorefter du tager høretelefonerne ud og siger “sorry I have a boyfriend” og han, helt forlegent, forklarer at du altså sidder på hans pung og ingen kommenterer mere på det…. jeg finder selv ud..

Man går ind i en lygtepæl fordi man havde øjnene plantet på en eller anden kage-video på instagram.

Man insisterer på, at bære alle ens varer i hånden mens man ruller en trolley gennem tysk supermarked. Endte med, at jeg tabte iskaffe og youghurt ud over ruskindsstøvler, samsonite og hele mejeriafdelingen.

 

Min (imaginære) skilsmisse

Jeg er i gang med at høre en lydbog, som i dag tog fuldstændig røven på mig og fik mig til at stå i prøverummet i Zara på Kurfürstendamm og tude lige så voldsomt som dengang min bror sagde til mig, at jeg nok var adopteret fordi jeg jo var en brun afrikaner og hele min verden ramlede sammen, fordi møgungen jo havde ret i, at jeg SLET ikke lignede resten af IKEA-reklamen jeg boede sammen med…

Jeg er i gang med at lytte til Maise Njor og Asta-Maja Njors samtalebog “Alle veje fører til MOR”, hvor de blandt andet taler om at være skilsmissefamilie og brast kærlighed. Om det der med, at være så sikker på, at man elsker nogen og det skal være for evigt, og så vågner man op en dag og så var det det ikke helt alligevel. Det rørte virkelig noget i mig – det trykkede direkte på tudeknappen og så stod jeg der blandt polyester og meget billigt hør og tudbrølede, fordi det bare lød så smertefuldt og sørgerligt.

Var nødt til at ringe til Niels, mens jeg stod og snottede inde i prøverummet, bare lige for at sikre mig at vi faktisk HAR en aftale om, at vi godt kan blive ved med at være forelskede og kunne lide hinanden, fordi jeg på INGEN måde kan overskue at stå om 10 år med børn, villa og en Grand Danois (fordi vi har en aftale om at go big or go home) og en halv pensionsopsparing og et hjerte i tusinde stykker, og skulle finde ud af hvordan vi skal dele det hele i to. Skal man så have en skilsmissehund? En 7:7 ordning, hvor madskål og hundesnor overdrages, mens man helt anstrengt forsøger at virke HELT afslappet og siger ting som “det er også noget værre noget med priserne på gær for tiden”, fordi man bare lige følte at det virkede helt nonchalant da man sagde det oppe i sit eget hoved, men man lyder som den største klovn nord for København når det vælter ud af kæften på en. Vi fungerer bare skide godt som et team (altså hvis et team kan bestå af jordens største egoister), og kan lige se for mig, den meget akavede samtale med de sociale myndigheder, når vi begge to har glemt, at det var vores tur til at have ungerne i den her uge, så de har levet af skrald og sovet i en papkasse ude i haven, uden at nogen lige har opdaget det, fordi vi har travlt med at realisere os selv på et eller andet madlavningskursus eller til salsa i Fælledparken med en gut der kalder sig Salsa-Fritz.

Taget i betragtning af, at Niels læser til eksamen og skal op i morgen, så var han ret tålmodig og overbærende og sagde at det hele nok skal gå og at jeg slet ikke skal være nervøs eller bange – det er sgu derfor han er en keeper. Var jeg i lidt bedre humør, havde jeg nok taget det som et frieri (altså at han sagde vi godt kunne indgå en aftale om ikke at gå fra hinanden), om han kan lide det eller ej! Men i dag får han lov til at slippe. Ved tanke om ægteskab giver ham “Lars-Løkke-under-finanslovsforhandlings”-stress, så jeg pakker sammen. Måske en anden god gang.

Men tanken om, at det hele måske slutter en dag, eller at kærligheden stopper med at være der, i den form som den er i nu, er sindssygt angstprovokerende og gjorde mig bange. Det er nok det der med, at være en smule bange for de ting man ikke kender. Men hvad nu hvis man står om 10 år og ser tilbage, og river sig selv i håret over, at have været en naiv teenager, der tillod sig selv at tro på, at det var for evigt? Det gør mig møg bange. Det gør mig også bange at tænke på, hvis jeg nu stopper med at elske Niels en dag? Hvad så? Hvad synes jeg så om ham? Eller endnu værre: hvis han stopper med at elske mig..

Jeg er ikke i tvivl om, at kærlighed ændrer form gennem hele livet – sådan tror jeg også det skal være, og man skal ikke forvente at kærligheden fejer benene væk under én hver eneste dag (især ikke når den kommer hjem fra byen i hullede underbukser og alko-ånde, og insisterer på at ånde dig ind i ansigtet og du lidt ønsker, at det i stedet var den imaginære Grand Danois og dentastix lugt der plaskede i hovedet på dig). Men tanken om at det kan ophøre gør mig seriøst bange.

Ville ønske at man kunne helgardere sig, eller bare lige tage et lille smugkig ud i fremtiden og bare lige danne sig et overblik over, hvilken person man besluttede sig for at blive. Bare lige for god ordens skyld, så vi kunne slippe for alle de overraskelser.

Den monumentale sindssyge: forelskelse

I går aftes sad jeg med mine to bedste veninder på en altan på vesterbro og drak noget meget tvivlsom vin, talte meget højt og nød den lange sommeraften, hvor solen aldrig helt gik ned. Som det nu engang er med veninder, så får man talt om rigtig mange ting, sådan når det ene glas vin tager det andet. Pludseligt tager man sig selv i, at sidde tre halv snaldrede filosoffer, der får tænkt nogle MEGET dybe tanker om nogle MEGET dybe emner.

Emnet drejer sig ind på forelskelse. Især det at være nyforelsket.

At være nyforelsket er måske den dejligste følelse. Alt er nyt, spændende og det føles som om ens indvolde konstant har gang i en”intens tango” (som ham den nasale vært fra Vild Med Dans sten sikkert ville kalde det) og det er som om man slet ikke kan fungere normalt. Varmen i brystet hver gang man tænker på sit hjertes udkårende, de små smil over sms og den lidt dårlige samvittighed over, at man har lyst til at bruge hvert muligt minut med den her person, selvom man godt ved, at man har andre relationer at pleje.

At være ven med en nyforelsket er måske ikke den dejligste følelse nogensinde. Det kan være udfordrende, netop fordi det virker som om ens ven er et hylster, hvor hjernen er taget på solferie og har efterladt kroppen til bare at dalre lidt rundt, så der ikke er nogen der finder ud af, at der faktisk ikke er nogen hjemme. De er fraværende og tossede, og helt igennem skønne! Kan huske at jeg en dag stod og lavede mad med en veninde, der var i første fase (så fuldstændig kuldret). Jeg tonsede rundt i køkkenet for at få mad klar til os, og satte hende til at vogte cashewnødderne der skulle ristes. Efter et par minutter lugter der en smule brændt – indser at ven har glemt ALT om sit one job (at nødder ikke skulle brænde på) og står med snotten nede i tele og smiler på den der fjogede måde, hvor man godt ved hvad klokken har slået.

Som ven til en nyforelsket er det altid vigtigt at huske, at give plads og lade sine venner og veninder nyde den meget specielle tid. Ingen dårlig samvittighed og ingen sure miner. Man må væbne sig med tålmodighed og vente på, at de kommer op til overfladen igen. Fordi det gør de på et tidspunkt, men  hvor er det vigtigt at give plads til, at der sker forandringer i hinandens liv. Jeg kan selv huske, da jeg først lige mødte Niels, at det var en frygtelig følelse at stå med, når ens veninder skulle give en dårlig samvittighed og man hele tiden skulle opretholde terrorbalancen og dele nok ud af sig selv på alle fronter. Man er ramt af monumental sindssyge og har svært ved, at tænke fuldstændig klart, når følelser og hormoner brager rundt i kroppen på en, og hvis nogen bad om ens venstre arm, så gav man den bare til dem, uden at bekymre sig om hvorfor og hvordan. Og der står altid en eller anden forudrettet veninde, der lidt i sjov siger “nu ikke noget med at blive kærestekedelig”, selvom man godt ved, at hun faktisk mener det. Man skal da have lov til, at være kærestekedelig lige i den tid, skal man ikke? Selvfølgelig skal man prioritere alle sine relationer, men det kan meget nemt blive meget stramt, hvis man hele tiden skal køre på samvittigheden. Og udtrykket “at være kærestekedelig” er noget af det tarveligste jeg ved. Så længe veninderne ikke aflyser aftaler i sidste øjeblik, eller er uærlige omkring deres prioriteter, så burde man kunne finde fuld forståelse.

Og ja, som veninde kan det være rigtig svært at vænne sig til, at ens relation ændrer sig – men sådan er det altså bare, når der kommer en spiller mere med på holdet. Og det tager noget tilvænningstid for alle parter. Når man selv er faldet til ro i et parforhold, er det også der man finder ud af, at få det hele til at spille sammen og hvor vigtigt det er, at prioritere alle sine relationer.

Tror personligt at vi herhjemme ville få pip, hvis vi skulle sidde lårene af hinanden. Det er dejligt at komme ud, og få talt med nogle andre mennesker. Komme lidt ud af sin bobbel.

Forelskelse er det dejligste – lad nu hinanden nyde det.

Kan man kræve at sin kæreste træner?

For et par uger siden hørte jeg Mads og Monopolet, mens jeg sad og kørte en iskaffe ned ovre ved kanalen ved Christiansborg (mit yndlings hangout place her om sommeren). En fyr skriver ind, at han er blevet gift med den her skønne kvinde, men at hun er stoppet med at træne, hvilket hun har gjort meget før hen. Hun har ikke taget på eller ændret hvordan hun ser ud (hvilket hun bare skal have lov til, hvis hun har lyst), men han synes det er ærgerligt, at det ikke føles som om hun gider gøre noget ud af sig selv. Kunne han tillade sig at italesætte det overfor hende?

NEJ…DIN..KÆMPE…BANAN!

Den første tanke der slog ned i mig var, hvor ualmindeligt uforskammet og tarvelig manden var. Hvad bilder han sig egentlig ind? Jeg kunne forstå, hvis kone havde taget uforholdsvist meget på, og han bekymrede sig om hendes helbred, men fordi han ikke føler at hun gjorde sig lækker nok for ham? Altså hvis jeg altid skulle gå i tøj som min kæreste synes jeg så “lækker” ud i, så joker vi meget med herhjemme, at jeg udelukkende ville gå i hotpants, mavebluse og stiletter og ligne en der any second ville kaste sig op på køleren af en bil og begynde at vaske den for et par dollars. Derfor klæder jeg mig for eksempel ikke på for min kærestes skyld, men for min egen (indsæt kæk smiley).

Hvis din kæreste ikke træner, så er det måske der er nogle andre ting i livet der fylder, eller fordi man finder sit overskud et andet sted en på løbebåndet. For et par år siden, mens jeg stadig studerede og ikke arbejdede så meget som model, havde jeg nogle perioder hvor jeg simpelthen ikke gad at træne. Niels kunne ind i mellem godt stikke lidt til mig omkring det, og jeg blev simpelthen så såret – måske også lidt FOR meget, men jeg vidste jo godt at man ikke fik en sixpack af at spise kinder chokolade og lytte til podcast på en bænk. Ikke at det var hans intention, men det sårede mig dybt og irriterede mig samtidig også, da jeg ikke ville forsvare hvorfor jeg hellere ville drikke kaffe med mine veninder, eller tage en lur på sofaen. Det fik mig nærmest til bare at have endnu større modstand på projektet. Først undskyldte jeg med, at jeg ikke havde tid. Sandheden var nok, at jeg simpelthen ikke gad. Jeg jonglerede mange andre ting og når jeg endelig havde en time eller to til mig selv, så ville jeg hellere finde velvære på en anden måde. Og det blev respekteret.

Når jeg går op i fitnesscenteret, tager i svømmehallen eller binder løbeskoene er det ikke med tanken om, at der er nogen der skal synes jeg er lækker, gøre mig til eller gøre det for andre end mig selv. Hvis jeg pludseligt har lyst til at tage en beslutning om, ikke at motionere så er det i orden og jeg ville blive SÅ ked af, at en kæreste skulle stå og føle sig forudrettet og “snydt”, og tænke at jeg ikke gjorde nok ud af mig selv for HAM.

Der er så meget smæk på i vores liv i dag, og vi bliver bombarderet med indtryk, udtryk og forskellige opfattelser af hvad man skal og bør. Gluten eller ikke gluten, laktose eller ej? Kød? Yoga? 8 timers søvn? Pensionsopsparing, madlavningskursus, ferie til Maldiverne. Alle andres vellykkede risotto, flotte trænede numser, uretfærdige tan og lækre instagram-livsstil. Er der ét eneste sted i denne verden, hvor man bare burde kunne slippe for det, burde være derhjemme i sit parforhold. Hvor man bare lige kan slappe af, og spise en skive hvidt brød med nutella og have en bums i panden uden at tænke over det. Give yourself a break.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefault