Du krænker mig

Der bliver talt RIGTIG meget om det: krænkelser. At træde på et andet menneske, deres ophav, skade deres ære, følelser, sociale normer eller religion. “At krænke” er et begreb der spænder bredt. Men hvad er dealen egentlig? 

Jeg vil allerede nu sige, at jeg ikke aner det og at jeg derfor ikke kan give svar på noget som helst, andet end at dele mine tanker om, hvad den her krænkelseskultur vækker i mig. Hvilket er forvirring – dyb forvirring og egentlig også frygt for, at opføre mig forkert.. ikke være politisk korrekt nok og derved, uden overlæg, krænke et andet menneske. 

Jeg er helt enig i, at det er godt at have debatten omkring, hvordan man omtaler andre mennesker og at man udvider sin situationsfornemmelse og at man måske ikke laver Black face og klæder sig ud som slaver (som en gymnasieklasse vidst nok har præsteret), men betyder det så også, at det er forkert at holde mexicansk temafest med tacos, tequila og piñata? Eller at en hvid priviligeret mand/kvinde ikke må drive en vietnamesisk restaurant? Eller at togafester er et kæmpe no-go? 

I december måned lyttede jeg dagligt til Mads og Monopolets podcast julekalender, hvor gamle afsnit (10-15 år) graves frem. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke “den var aldrig gået i dag”, når de omtalte køn i stereotype vendinger, hvilket egentlig var lidt af en øjenåbner for mig: vi har virkelig ændret måden hvorpå vi taler om køn og deres relation til hinanden. Vi taler helt klart mere ligeværdigt om køn, race, religion i dag. Måske bevidst, måske er det noget der ubevidst er krøbet ind under huden på os alle. 

Jeg vil rigtig gerne bakke op omkring kampen for, at vi lever i en verden hvor vi behandler hinanden ligeværdigt. Hvor vi først og fremmest er mennesker, fremfor køn, race eller religiøs overbevisning – det er vi helt enige om! Men hele denne her krænkelseskultur skræmmer mig også, og rejser så mange spørgsmål hos mig, som der vidst ikke rigtig er nogle svar på. 

Jeg kan forstå at der er nogen på universiteterne er utilfredshed med, at man oftes undervises i materiale skrevet og udtænkt af priviligerede hvide mænd. Da jeg studerede Dansk på KU og vi beskæftigede os med litteraturhistorie, tror jeg måske at vi havde fat i én eller to kvinder – fra vikingetid til Herman B. tid… Og ved du hvad? Det er der nok en grund til, da det historisk set har været den priviligerede hvide mand, der har haft noget at skulle have sagt. Fordi vi ved bedre i dag, skal vi så undervises i mindre relevant materiale, fordi det er vigtigt at skabe diversitet i vores undervisningsmateriale? Nej, ikke hvis du spørger mig.

Vores historie kan vi ikke løbe fra. Kunst, kultur, litteratur afspejler hvordan vores samfund har opfattet det “at være menneske” i den pågældende tid. Ikke om det er den “korrekte” måde at være det på. Sandt – som studerende skal vi lære at være kritiske overfor de ting vi bliver præsenteret for, måske vi endda skal undervises i, hvorfor det netop ikke er kvinder der har fået udgivet bøger eller hvorfor der er racer blevet diskrimineret og gjort “mindre” værd før i tiden. Er det ikke netop dét vi skal sætte fokus på? HVORFOR der er mindre materiale af kvinder eller personer af anden race, religion eller seksualitet, fremfor at de SKAL være repræsenteret?

Jeg kan godt ind i mellem lide, at være sjov. Nogle gange går det lidt stærkt og niveauet er ikke altid et Klovn-afsnit værdigt. En dag havde jeg i spøg skrevet noget om en hund med ADHD, fordi den var så meget oppe på lakridserne. Kort bemærkning, om noget kær Golden Retriever. Modtog vred e-mail fra person med ADHD, som mente at jeg havde krænket vedkommende på det groveste, da det på ingen måde er noget man kan tillade sig at lave sjov med. Jeg blev mega ked af det, undskyldte tusinde gange, slettede og ændrede og undskyldte igen.. indtil lidt senere, hvor jeg egentlig kunne mærke at der var noget andet inden i mig der klemte.. Noget vrede af en art.. Fordi inderst inde følte jeg mig fandme krænket over, at være blevet stemplet som sådan en, der krænker andre. Når du siger, at jeg krænker dig, så krænker du faktisk mig. Du krænker min ære, når jeg bliver degraderet til en tom skal, der taler nedsættende om andre mennesker. Fordi det var hverken min intention eller holdning.
En krænkelse er hundrede procent subjektiv og det kan være nærmest umuligt, at sætte sig ind i andre menneskers følelser – især dem man slet ikke kender. Det er en chance jeg tager, hver eneste gang jeg skriver noget. Jeg kunne aldrig drømme om, at være nedsættende, fordømmende eller ondskabsfuld overfor andre mennesker. Og jeg gider ikke være en krænker, der får hele den danske feministiske bevægelse på nakken, fordi jeg siger, at jeg synes det er irriterende at barbere ben, fordi det synes jeg, men jeg kan heller ikke lide at have lange hår på benene – og hvis du er ligeglad med det, så synes jeg det er dejligt og skønt, men pas dit eget drivhus, så passer jeg mit. Jeg retter intet ondt mod dig, når jeg pipper her – for jeg føler mig selv, som feminist.

Hele den her debat om krænkelser får mig også til at tænke på, om vi kan risikere at gå på kompromis med vores ytringsfrihed? At vi føler der er ting vi ikke må, kan eller vil, fordi vi ikke vil stå på mål og være, noget nær det værste man kan være  EN KRÆNKER. Sådan en, der kunne finde på at se en gammel dansk film, hvor sproget måske ikke helt var gået i dag, eller finde på at synge med på en gammel sang om noget blond pige. I min verden er der noget skævt, det virker som om vi mangler fokus, når vi kan stirre os blinde i detaljen i stedet for, at træde et skridt tilbage og se det store billede: at der stadig er en kamp at kæmpe i forhold til ligestilling, men hvordan er det vi skal udkæmpe den? Er det i detaljen? Er det i det store billede?

Hvad kæmper vi for?

 

9 ting jeg er bange for

Kontrakter – jeg er generelt bange for, at binde mig til noget som helst som jeg ikke kan komme ud af, sådan relativt hurtigt, hvis jeg pludseligt får en kortslutning og vil bo i en Kibbutz. Det kan være alle slags kontrakter: lejekontrakter, kontrakter i forbindelse med arbejde etc. I CAN’T DO IT. Eller, det er jeg jo nødt til, selvom jeg stamper i gulvet og truer med at holde vejret, indtil de har lavet det om. Jeg får klamme håndflader og et lettere manisk udtryk i øjnene ved tanken om, at nogen andre “har” mig. At der er ting jeg ikke må. Ved ikke om jeg nogensinde har nævnt det, men jeg går totalt i baglås hvis nogen presser mig til, hvad jeg skal gøre. Hvis nogen prøver at presse noget ned over hovedet på mig…

Klima – er måske den største gyser. Jeg… får… nøjeren… på…

Aflytninger – jeg er RÆDSELSLAGEN for, at Facebook, Apple, you name it sidder og smuglytter til mine samtaler, så de ved PRÆCIST hvordan de skal sælge mig en støvsuger. Ikke at jeg fører lyssky samtaler, men får virkelig the creeps når vi har siddet og talt om, at vi godt kunne bruge en ny køkkenmaskine og den så pludseligt popper op på min Facebook. what…the…fuck.

At falde – i efteråret var jeg i et uheld, hvor jeg smadrede mit venstre knæ, som stadig ser lidt tvivlsomt ud. Derefter har jeg været skrækslagen for, at slå mig. Så meget, at jeg næsten ikke bevæger mig ud, bare hvis det er en smule glat. Den smerte og det besvær det medførte har sat en skræk i livet på mig.

Flymad – I mean, WHAT IS IT?! Hvad har det været? Har det nogensinde været levende?

SMS fra digital-post – altså, jeg er som sådan ikke bange for min e-boks. Men jeg får koldsved og hjertebanken, når man modtager en SMS klokken 00:22  om, at der er nyt i e-boks fra SKAT og man tænker “fuck, hvad har jeg overset?! HVAD kan være så frygteligt og fatalt, at de må sende beskeder ud MIDT OM NATTEN”, at jeg flyver ud af sengen og fumler med noget nem-id (fordi jeg ikke har tiltro til nem-id app’en) og med rystende fingrer taster mig ind for, at se at der var en fejl i en tidligere årsopgørelse og at jeg nu får 0,75 kr tilbage, som vil blive overført til min nem-konto…. Så forcerede man næsten et slagtilfælde for ingen verdens nytte.

Identitetstyveri – altså NEJ TAK til, at være den der bliver udsat for, at nogen køber 800 iPhones i mit navn. Eller snyder andre. Eller optager et kviklån.

Kviklån – når først du er inde kommer du aldrig ud. Det skal ikke koste 500 kroner at låne 200 kroner.

Væggelus – jeg har en sygelig besættelse af væggelus. Jeg er decideret angst for dem, hvilket gør hyppige hotelbesøg til noget af en plage. Jeg træder ind på hotelværelse. Installerer kufferter og overtøj i brusekabinen, da de små sataner ikke kan være der. Tager alt sengetøj, dynebetræk, pudebetræk osv af og flipper madrassen, mens jeg gransker madrassen som en anden Barnaby med lommelygte og lup. Kravler også ind under sengen for at se træværket. Derefter skal alle hjørner tjekkes, stikkontakter og gardiner. Jeg har 7-9-13 ikke mødt nogen endnu, men har en teori om, at min rejsen rundt på et tidspunkt må føre til, at jeg møder dem. Jeg føler mig SÅ åndssvag når jeg ligger dér, med måsen i vejret klokken 01.00 efter en lang rejse og leder efter kryb, selvom jeg bor på pænt hotel. Men adr nej.

Sorgen ved at miste

I efteråret mistede jeg et nært familiemedlem, en episode  som jeg ellers aldrig troede jeg ville tale om. Fordi det gør for ondt og fordi sorgen er for privat. Det mener jeg egentlig stadig at den er, at lige præcis min sorg er for privat for mig og på ingen måde repræsentativ for, hvordan sorgen måske er for dig. Men sorg er noget vi alle sammen dealer med på en eller anden måde i vores liv. For nogen er det altoverskyggende og hæmmende, mens det for andre kan være en måde at rejse sig på igen. Jeg tror på, at vi alle sammen kan rejse os fra sorg, på et eller andet tidspunkt, selvom det virker umuligt.

Jeg var ude af mig selv, fordi det kom pludseligt. Fordi jeg ikke var forberedt, fordi jeg ikke følte jeg havde haft muligheden for, at sige ordentlig farvel og tak. Jeg har gravet et citat fra min dagbog frem, som jeg har skrevet i timerne efter nyheden:

“Lige nu har jeg sat mig ved tastaturet, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal opføre mig. Niels ved det tydeligvis heller ikke, da han for første gang af egen vilje har hentet støvsugeren, og virkelig gør noget ud af, at komme rundt i krogene. Måske har det noget at gøre med, at jeg lidt skarpt bad ham om, at holde op med at tale som en bedemand, mens han forsøgte at trøste mig, lige efter min mor ringede og overleverede nyheden.. Måske heller ikke den sødeste bemærkning at komme med, når nogen forsøger at trøste en.

Men sådan er det ved dødsfald – der opstår en meget højtidlig stemning og alt er så alvorligt (fordi det er det), og sørgeligt (fordi det er det). Og jeg kan ikke holde det ud. Alt det sørgelige.

Måske er det egentlig derfor jeg har sat mig her. For at tænke på noget andet end det der er sørgeligt og for ikke at sidde og stirre ind i væggen, i de pauser jeg har fra gråden der kommer fra et sted inden i mig, der ligger så dybt og så langt gemt væk, at jeg slet ikke kan genkende mig selv.”

“Jeg kan ikke genkende mig selv” – det tror jeg egentlig er det mest slående for mig, når det kommer til sorg. Den vækker noget i mig, som jeg ikke er vant til. Noget som jeg ved bor inden i mig, men som sjældent vækkes til live. Det var som om, at der åbnedes et stort sugende hul i min mave, da min mor ringede til mig. Jeg gik i en skobutik i Milano og måtte lige ud, da forbindelsen var dårlig. Det var som om, at det hele gik i slow motion. Jeg mistede nærmest fodfæstet og satte i et hyl, der fik folk til at vende sig om. Mit hjerte var blevet suget ned i hullet. Det hev og sled i mig og fik alle følelserne til at hobe sig så meget op, at det ikke var nok at lukke det ud gennem gråden. Jeg fik kvalme. Jeg blev dårlig. Som om jeg følte alt for meget og min krop slet ikke kunne rumme det. Det måtte ud. Al sorgen og chokket prøvede at kvæle mig inde fra.

Chokket.

Dette møde med sorgen har lært mig to, virkelig vigtige ting:

For det første, at vi alle sammen dealer med sorg på vores egen måde. At der ikke er en rigtig eller forkert måde at gribe det an på. At man ikke kan måle hvor ked af det man er, ud fra de tårer man fælder. Ud fra hvor sentimental man bliver. Ud fra hvad man siger. At sorg er noget der bor i os alle sammen og som ind i mellem vækkes til live, som Holger Danske under Kronborg, der vågner op til dåd når Danmark har brug for ham. Sorgen er bare ikke altid en gammel ridder i sten, der vågner for at redde en. For mig var det et monster. Et monster der gjorde mig ked af det, irritabel og rasende. Som om ingen kunne forstå mig. Som om ingen kunne se mig og de tusinde ting jeg følte. For nogen er det godt at tale om sorgen, for andre er det bedre at tænke på noget andet og for nogle tredje kan løsningen være helt anerledes. Der er ingen facit.

For det andet, så hjalp det mig meget gennem den periode at vide, at jeg havde sagt alt jeg gerne ville sige. At vi vidste at vi elskede hinanden. At vi vidste hvad vi havde været for hinanden. At vi havde det godt sammen. At vi fik talt sammen. Det vil jeg tage med mig videre i livet. Jeg vil gøre det til min mission, at de mennesker jeg har kær og dem jeg elsker ved, hvad de er for mig. Ved hvad de giver mig. At der ikke er noget uafklaret eller uafsluttet i mellem os. At livet er for kort og flygtigt til, at være på dårlig fod med nogen. Vores tid på jorden er begrænset og om vi vil det eller ej, så skal vi herfra en dag (eller blive til jorden igen), så det kan aldrig komme bag på os, at det er vejen det må gå. Derfor vil jeg ikke have løse ender. Jeg vil sørge for, at vi får sagt tingene til hinanden. Vist hinanden hvad vi er for hinanden. Fordi det hjalp mig.

Jeg ved at alle situationer er forskellige, fordi vi er mennesker og vi er forskellige. Vores følelser er forskellige. Vores bevæggrunde er forskellige. Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for dig. Men måske det kan rykke noget ved en?

Sorg er en underlig størrelse. Den kan være lillebitte som et fingerbøl og lige så stor som en ildspyende drage. Den kan fylde meget, den kan fylde lidt. Den kan være overskyggende og den kan være lille. Men den bor i os alle sammen.

I’m back

Hvad blev der egentlig af mig?

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv gentagende gange de sidste måneder, hvor jeg har været træt og udkørt. Jeg følte ikke jeg havde mere at sige. At jeg for en gangs skyld var tømt for alt der hedder ord, overskud og lysten til at dele ud af mit inderste. Så jeg tog en pause. Uden at sige det højt og uden helt at stå ved det.

Jeg er ofte meget ærefrygtig omkring de ting jeg laver – jeg kan ind i mellem blive helt i tvivl om jeg virkelig fortjener det, når det går mig godt. Ikke at jeg selv føler, at jeg gør ting i mit liv, som gør at jeg ikke burde fortjene medvind. Men jeg er ærefrygtig. Jeg ved at det at være model, nok ikke skal være min levevej indtil jeg rammer pensionsalderen, så jeg tog en beslutning om at træde lidt tilbage fra alt andet og nyde det. Nyde at det jeg drømte om som barn gik i opfyldelse. At det skete. Alle de gange jeg virkelig ønskede, at vise dem der kaldte mig dum og grim og ulækker, at jeg var alt andet end det – den pige, har jeg skyldt at træde et skridt tilbage og bare nyde det.

Det er så nemt, at blive fanget i noget hvor mer’ vil have mer’.

For mig er det vigtigt, aldrig at blive grådig. Aldrig at ville have det hele og på én gang. At huske på hvad der egentlig er vigtigt for mig: relationer, kærlighed, venskaber, familie, frihed og samhørighed. At have et godt liv. At have et lykkeligt liv. Jeg siger ikke, at man ikke kan have det hele og samtidig have et godt liv, men hvis man har det hele på bekostning af noget andet, så er det hele vel kun halvt?

Men jeg har mærket, at jeg tror jeg er klar igen. Jeg har mærket et stik af afsavn. Måske det er mit galopperende storhedsvanvid, der mangler opmærksomhed eller måske er det bare, fordi jeg endelig har noget på hjerte igen. Selvom jeg ind i mellem er bange for, at jeg har glemt hvordan man er sjov. For lad mig bare sige det sådan, at efteråret bød på mange prøvelser som ikke gav specielt meget anledning til, at grine eller være hurtig i replikken. Men indgangen til det nye år beroliger mig altid. Som en helt frisk side i word, hvor man endnu ikke har fucket det hele op med sin dårlige (manglende) kommatering og fuldstændigt rodede afsnit, som man til sidst ikke kan finde hoved og hale i. Det giver mig ro. Som om følelser og tanker bliver nulstillet. Som om alt bliver okay. Det gør det nok også.

Hej igen.

Jeg har brug for en voksen…..

Jeg er træt af mig selv i dag… på den der måde, hvor jeg har lyst til at sende mig selv i seng uden aftensmad og tænke lidt over dårligt tilegnet attitude, som jeg ikke kan være bekendt at byde andre. Flippede fuldstændigt ud i morges, på en måde hvorpå jeg kunne udkonkurrere en 3-årig i trodsalderen en eftermiddag efter klokken 17.00 i Netto, så let som ingen ting, fordi Niels tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu behøvede at vaske strik lige inden vi skulle have gæster. Lagde mig i mental flitsbue-lignende position og stampede i gulvet og følte mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg ”bare så gerne ville have vasket mit yndlingsstrik, så jeg kan få det med til kolde Tyskland i næste uge”. Overbærende kæreste giver sig (for freden), hvilket resulterer i, at jeg i post-raseri ikke er opmærksom nok på vaskemaskinen og ender med, at skrumpe et styks Isabel Marant strik (til stærk overpris), mens et eller andet inden i mig skriger af grin og siger ”SÅ KAN DU FANDME LÆRE DET”. Må på udkig efter chic 8-årig der muligvis kan overtage designerstrik…

 

Har i dag også formået at låse mig selv ude og måtte entrere Niels’ universitet for, at få udleveret ekstranøgler. Ved ikke hvad det er med uddannelsesinstitutioner og mig, men sveder instinktivt sekundet jeg træder ind på videnscenter og får et akut tilfælde af eksamensangst, selvom jeg ikke går der. Kan med det samme fornemme følelsen af dårlig samvittighed over ikke at læse nok, der hænger ned fra væggene som tunge gardiner, der næsten gør lokalet mørkt af bar’ skyldfølelse. Det er noget der står tydeligst fra min korte karriere som studerende: jeg havde altid følelsen af, at jeg burde og skulle studere endnu mere og endnu hårdere, være medlem af mindst ét udvalg og læse alt mulig ekstra fancy-pancy litteratur, fordi ellers var jeg vidst ikke helt rigtig litteraturinteresseret. Bull…Shit…

Heldigvis følte jeg mig lidt mere smart og selvsikker end jeg gjorde, engang for mange år siden mens Niels stadig læste på CBS hvor jeg havde smækket mig ude, da jeg var på vej ned for at blande slik, iført vamsede leggins og hvide Ilse Jacobsen gummistøvler, samt fedtet hår og udefinerbart overtøj. Der kan man tale om, at tage en walk of shame til et helt nyt niveau-

Var til gengæld til casting på vigtigt job i går, hvor nerverne er lidt uden på tøjet. En anden, slovakisk model fangede den, og beroligede mig med, at selvom jeg har grimt hår, så har jeg et sødt ansigt, så hvis kunden vil bruge paryk havde jeg sikkert en chance. Så sidder man dér og ender med, at mumle ”tak”, selvom man lige blev svinet til med 120 kilometer i timen. Så brugte 25 minutter på, at se mig selv i spejlet og vurdere min frisure (som jeg har konkluderet at jeg er glad for), fordi strid trediveårig model følte, at det var måden at give et kompliment på. Har virkelig glemt hvordan den her branche kan være, altså hvor direkte den ind i mellem er. Altså FAIR nok hvis Slovak synes jeg har grimt hår, men kunne man måske ikke overveje, at holde personlig mening for sig selv? Eller er det bare mig? Er det fordi vi nu har mulighed for at udtrykke vores meninger og holdninger om ALT at vi tror det er vores PLIGT, vores RET at sige hvad vi tænker og mener ALTID?! Fordi Gud forbyde, at verden skulle gå en dag uden at vi fik sagt hver en lille tanke der dryssede gennem hovedet på os?

 

Så for at opsummere har jeg i denne uge lært:

  1. Kast ikke med sten hvis du selv går i alpakauld og er retarderet til at vaske tøj.
  2. Kend flere 8-årige der kan overtage skrumpet tøj.
  3. Gå aldrig med hvide Ilse Jaobsen gummistøvler.
  4. Hvis ikke man har noget pænt at sige, så skal man holde sin store slovakiske mund.
  5. Hvis man ser sig selv længe nok i spejlet, er det lige som at sige et ord virkelig mange gange efter hinanden – til sidst er der simpelthen intet der giver mening mere.

 

XX

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault