Jeg lever ikke ekstraordinært

Er I der? 

Jeg forstår på sin vis godt, hvis I ikke er, fordi jeg har så sandeligt ikke været her meget. Men jeg har savnet jer. 

Jeg er i løbet af denne uge blevet spurgt flere gange, om jeg da overhovedet har tænkt mig at skrive noget snart, som om jeg skulle stå skoleret og give en forklaring på min manglende tilstedeværelse på World wide web. Og det gør jeg så, naturligvis. Finder på og forklarer og undskylder, som om jeg var et underholdningsprogram, der pludseligt blev taget af sendefladen, og efterlod en stamseer i totalt frustration over, ikke at få forløsning over cliffhangeren i sidste afsnit.

Når jeg ikke skriver, er det ikke fordi jeg er sur og ked af det, eller ikke har mere at sige.. eller jo lidt er det jo.. fordi jeg lever ikke ekstraordinært. Mine dage ser for det meste ud således, at jeg står op klokken 06.00, er på arbejde klokken 08.00 og typisk til klokken 18.00 og så bruger jeg aftenen på enten at rejse, eller være alene på noget hotel. Og det har jeg det helt fint med. Men ligesom med alle andre jobs, så er der dage hvor man ikke oplever det helt store eller bliver tvunget til at tage stilling til de helt tunge emner, og derfor kan inspirationsniveauet ind i mellem være lavt. Fordi som jeg har sagt før, så holder jeg mest af, at skrive om de ting der rør noget i mig – om det enten er noget jeg synes er sjovt eller spændende. Jeg kan lide at gøre mig umage. Og når man har et talerør som dette, vil jeg bruge det på, at skabe et fællesskab eller en samhørighed, hvor vi kan være enige og grine lidt af tingene, men hvor der også skal være plads til, at være uenige og ændre standpunkter. Og selvom jeg elsker at skrive, så er det også vigtigt for mig at huske på, at det her er min hobby – fordi jeg har et andet job, der kræver enormt meget energi, men som jeg også elsker af hele mit hjerte. Det er også derfor det aldrig har handlet om, at skulle tjene mange penge på at have en blog – det er på ingen måde det der driver mig. Jeg vil bare gerne skrive og fortælle og fjolle, og så arbejder jeg sammen med dem, hvor jeg synes det giver super god mening og hvor det er sjovt og hvor jeg stadig er mig.

For mig har min blog betydet, at mine start tyvere (som nu snart er midt-tyver) har været lettere og mere overkommelige, end først antaget (men er jo også dramatisk anlagt). Fordi I har været der. Fordi I har delt, lige så meget som jeg har delt. Jeg tør godt dele ud, fordi jeg ved at I også deler. I gør også fjollede ting og I er også bare mennesker, så når I kommenterer, sender en mail eller en besked på de sociale medier, så går det rent ind (også i storhedsvanviddet).

Det seneste stykke tid og det næste stykke tid, er der knald på, da vi skal flytte og arbejde og rejse og alle de ting, der er spændende, men som kræver uendeligt meget energi. HVORDAN kan man seriøst ALTID glemme, HVOR hårdt det er at flytte? Man skal tage stilling til ALT, helt ned til den mindste hårnål og den sidste enlige sok, og jeg har til min store irritation indset, at jeg åbenbart er en horder der får samlet mig alt muligt bøvl sammen. 

Vi ses snart

Tips om solcreme: pas på din hud!

DETTE INDLÆG ER SPONSORERET AF RØNSBØL

Som barn syntes jeg, at det var noget af det mest irriterende i verden, at skulle have solcreme på. Det var altid sådan et sidste sekunds øjeblik, lige inden man var klar til at tonse afsted mod stranden eller ud på den store legeplads, at min mor, helt uden nåde, hev fat i min bror og mig, og nærmest malede os med en malerrulle, med den helt tykke, næsten genstridigt hvide masse, der skulle beskytte os mod solen. Og jeg husker at jeg synes, at det bare var vildt irriterende. Både at blive smurt ind, men også den langvarigt klistrede fornemmelse.

Da jeg blev teenager havde jeg en misforstået opfattelse af det, at bruge solcreme. Jeg var sikker på, at man ikke blev sådan rigtig brun hvis man brugte solcreme, så jeg lod være, og lod mig grille under solen både i Danmark, men også i udlandet. Dumt. For et par år siden fik jeg lavet en scanning af min hud, for at se netop solskader, og vi kom frem til, at mine solskader i ansigtet faktisk svarede til det samme som en kvinde i slutningen af 30’erne.

Fordi selvom man ikke bliver solskoldet (det gør jeg i hvert fald ikke), så skal man stadig passe godt på sin hud. Når man bliver solbrun er det fordi, huden skaber et ekstra tykt og genstridigt lag af hud, som skal beskytte dig mod de skarpe stråler. Den form for hud, er anerledes og skal derfor også behandles derefter – for eksempel med masser af fugt og pleje.

Derfor bruger jeg solcreme på kroppen og i ansigtet hver eneste dag, hvis solen ellers skinner, fordi selvom du bare skal cykle fra arbejde og hjem, så er solen stadig fremme og kan skade din hud. Hvis jeg skal have tøj på, så plejer jeg at smøre SPF 15 på, hvis jeg skal være mere eksponeret i solen, så er det 30. Jeg har altid faktor 30 eller højere på i ansigtet, da huden er sartere.

Jeg har i løbet af de sidste par uger testet RØNSBØL SUNCARE:

  • Sun lotion Spf 15 / SPF 30 – bestående af macademiaolie, som hjælper huden med at opretholde fugtbalancen, hvilket er vigtigt i solen, hvor huden nemt tørrer ud. Konsistensen er let og lækker, og jeg synes den har været nemt at påføre, samt trænge ind i huden. Kan både bruges på kroppen og i ansigtet (selvom jeg lige har set, at de har lanceret en dagcreme med SPF i)
  • After sun lotion – når man har været ude i solen en hel dag, især efter solbadning, er det vigtigt at give sin hud noget konkret solpleje, som for eksempel en lækker after sun med aloevera, som der er i denne. Huden har brug for lindrende og kølende pleje. Derudover indeholder denne aftersun Betacaroten som hjælper med, at bevare ens kulør.

Rønsbøls produkter er uden parfume og er dermatologisk testet, hvilket jeg synes giver denne solserie rigtig meget kant, og gør at jeg ville vælge dem over så meget andet. Solcreme kan være en jungle at finde rundt i, især fordi det kan være relativt dyrt at finde, en solcreme der passer til en og som man synes fungerer i effekt og konsistens. Som jeg før har nævnt, så er det vigtigt at passe på os selv, og være opmærksom på de kemikalier vi lader komme helt tæt på vores krop, da vi i værste tillfælde kan udvikle allergi og bliver overfølsomme.

Et lille tip til ekstra hudpleje: efter solbadning og efter du har ladet din after sun trænge ind i huden, kan det være en rigtig god idé at bruge en normal body lotion for, at give huden optimal fugt. After suns primære funktion er at hele, lindre og køle, samt give huden er quick fix i forhold til fugt, men med en body lotion kan man forkæle sig selv lidt ekstra. Jeg vil for eksempel anbefale Rønsbøls egen, som du kan finde her.

Hvis du kunne tænke dig, at give solserien fra Rønsbøl et skud, så vil jeg anbefale dig, at købe tilbudsæsken, hvor du for 349 kroner får:

  • Sun lotion SPF 15
  • Sun lotion SPF 30
  • Day creme SPF  15
  • After sun

Så er der mulighed for, at være dækket fuldstændig ind til ferien, til cykelturen til kontoret eller weekenderne på stranden, hvor det danske sommervejr endnu engang viser sig fuldstændigt overlegen!

Jeg er smuttet til Sicilien og har naturligvis husket solcremen.

Buy the way – fodboldudgaven

… hvad blev der egentlig af Jon Dahl Tomasson? Kom sådan til at tænke på ham i dag, og dengang min mor og min gudmor mødte ham på Christianshavn iført højt humør og fnise-latter. Gad vide hvor han er i dag? Og om der stadig er nogle damer i slut 30’erne der semi-fniser når de ser ham? Det håber jeg lidt.

… gik det lige op for mig, at Zidane og Beckham slet ikke er aktive mere. Øv. Det bevidner også om, at jeg måske ikke har set en fodboldkamp siden ’06.

… er der altså ikke en eller anden kønsdiskriminerende sportskanal der skal forsøge, at forklare off-side reglen med en røvfuld chanel neglelakker i stedet for spillere.. SLET ikke særligt 2018-agtigt.. hvis ikke de passer på, kommer jeg og twerker ud over det hele. Så kan de lære det, kan de!

… er jeg blevet ramt af fodboldfeber, sådan for good. Lige pt sidder jeg alene i lobbyen på mit hotel og ser Danmark – Frankrig i stedet for, at være ude og socialisere. Åbenbart ingen andre danskere med stærk nationalfølelse her på matriklen.

… kunne jeg godt overskue, at DK lige tog sig sammen og vandt VM. Min FOMO (fear of missing out) KAN ikke klare at høre mere om ’92 – var ikke født til den, åbenbart største folkefest i Danmark, som i nogensinde (Sorry HKH Frede, men lige meget hvor meget du løber, så VAR sommeren ’92 åbenbart the shit). Men NU må det være tid igen.

… er det bare mig, eller har Zanka afbleget sit hår? Eller har han bare været meget ude i solen? Eller, er det ikke noget man kommenterer på, selvom der er mange fodboldspillere der sporter en frisk frisure?

Den bittersøde studentertid

Københavns gade flyder over med smukke, unge mennesker iført hvide huer og et ret højt humør, som kan få selv den kedeligste mandag til at lyse op. Studenterne. Dem der pludseligt ser på verden med helt nye øjne, har gåpåmod og en håndfuld drømme, som der slet ikke tvivles på, nok skal gå i opfyldelse.

Men for nogen er det en bittersød tid. Husker selv, at det var ret komplekst – længslen efter den evige frihed, samtidig med det pludseligt opståede afsavn efter struktur og rutine i hverdagen. Jeg havde så ondt i maven over, at jeg pludseligt skulle tage, sådan helt rigtigt og helt voksent, ansvar for mit liv. Der var ikke længere nogen der kunne fortælle mig hvad jeg skulle, og det var ganske vemodigt den dag, hvor skolens elev-intra ikke længere var tilgængeligt og det gik op for mig, at jeg for alvor skulle ud og skabe min egen tilværelse.  Jeg var derudover også ræd for, at blive ensom eller venneløs, nu hvor man ikke skulle hænge ud med sine bedste venner hver eneste dag – det skræmte mig at vi nu skulle leve et helt liv, hver for sig.

Og samtidigt glædede jeg mig. Jeg glædede mig til, at mit liv endelig skulle begynde. At jeg var fri for alle de bånd, som hviler på en teenager i gymnasietiden. Fri til at gøre hvad jeg ville. Fri til at skabe nye relationer. Fri til at blive lige den jeg drømte om at være.

Jeg tror, at frihed er det største tema når man bliver færdig med skolen – om det er 9. klasse, gymnasiet eller universitetet, så er det tanken om, at man gjorde det – man afsluttede det, og nu belønnes man med friheden, indtil man igen er klar på, at klø på med det næste.

Jeg tror ikke der er nogen rigtig eller forkert måde, at gribe den nyvundne frihed an på. For nogen handler det om, at sove rigtig længe, lave ikke en fis og bare lige nyde, at man for første gang i hele sit liv, ikke er bundet op på en eller anden form for institution, der står og hiver i en (i hvert fald bare lige et par uger). For andre er det tanken om, at tjene nogle penge, så man kan komme ud at rejse, eller flytte ind i den der lejlighed man har drømt om, sammen med sin bedste ven, hvor man i starten er så udsultet, fordi man bruger alle pengene på øl og man vidst ikke helt var så stærk i det der madlavning som man lige troede. For nogen er det motivation til, at studere videre og dygtiggøre sig inden for et bestemt felt – friheden til at bestemme hvad man gerne vil lære.

Jeg var selv ret meget i vildrede om, hvad der skulle blive af mig. Jeg arbejde i H&M på deltid, inden jeg sådan ud af det blå blev sendt til Milano for at bo og arbejde som model. Og jeg følte virkelig, at nu skulle jeg bevise at jeg kunne klare det. Jeg følte, at jeg havde så mange forventninger at leve op til, ikke mindst mine egne. Men jeg SKULLE bevise, at jeg kunne klare det. Jeg kunne jo ikke imødekomme alle fordommene, om et såkaldt fjumreår, hvor man mest af alt bare spildte sin tid. Men det er virkelig sjældent, at man bare spilder sin tid – uanset hvad man giver sig til. Så længe man har et åbent sind og er villig til, at lære af de ting man møder på sin vej.

Så kære smukke, unge studenter – NYD jeres frihed, NYD jeres glæde og vær absolut stolte af jer selv. Og lad være med, at have nogle voksne mennesker hængende efter jer, der skal fortælle jer hvad I skal og burde. For første gang, er det op til jer.

XX

En fredag i Gothersgade

Da jeg fredag aften skulle møde Malou og Niels på Little Italy i Vestervoldgade, var jeg mildest talt fuldstændigt kørt over af træthed. Ugen havde simpelthen valgt, at trække op på siden af mig i den store fede lastbil den kom kørende i, og så derefter presse mig fuldstændig ud i rabatten. Jeg var så træt og jeg magtede ikke andet, end rent faktisk at sidde og spise pizza med Niels og Malou.

Altså ind til vi var cirka halvanden flaske vin inde..

Som genopstået fra de døde, havde jeg pludseligt enormt meget energi og var helt oppe på lakridserne, lidt som en Golden Retriever med udsigt til aftensmad og gå-tur. NU skulle der fandme bare ske et eller andet. Niels tog hjem – han læser til eksamen og tror han blev træt af min motormund (selvom han aldrig ville indrømme det, fordi han er en gentleman), hvilket efterlod Malou og jeg med en vinbrandert og enormt dårlig situationsfornemmelse.

Endte på fancy bar, hvor vi tyllede drinks som om vi gik i 3.g på Øregaard. Endte med at have fået tilstrækkeligt nok (og et dankort i kramper), at der skulle ske noget mere – vi skulle sgu da danse!

Vi har grint meget af, at jeg aldrig har været i byen i Gothersgade (don’t ask me why), så da Malou foreslår tour de Gothers, er der ingen tvivl om at det er lige præcis det vi skal! Vi går lidt rundt mellem de forskellige barer, og det undrer mig simpelthen, at de alle sammen ligner hinanden? Indrettet på samme måde, spiller det samme musik og stort set de samme bartendere, indtil Malou pointerer, at det altså er den samme bar vi er gået ind og ud af, fordi jeg var gået med hende ud for at ryge.. Godt så… Kæmpe klaptorsk… Jeg var ganske overbevist om, at vi havde været flere steder…  På et tidspunkt møder vi to drenge, der er meget unge, men som fandme også hedder Lundsgaard til efternavn og jeg går helt på røven over det. Vi indser dog, at de er ret unge, da de bliver nægtet adgang flere af stederne vi forsøger at tage dem med hen (så et sted mellem 16-17 år). Malou har gang i et eller andet show, hvor hun vil have dem til at gætte sin alder, og bliver ved med at sige ting som “dengang jeg var på jeres alder” og “Jeg kunne næsten være din mor”, selvom hun er noget alá fem minutter ældre end dem.. På et eller andet tidspunkt lykkedes det Lundsgaard jr.1 og jr.2 at komme med ind på en bar.. og gæt hvilken det var… jeps, havde Deja-vú ud over hele baren. Føler mig ærligt talt en her del ældre end alle andre på baren, så Malou og jeg forsøger at blende in, ved at bestille nogle shots med vandmelonsmag (som jeg senere med at kaste op, ud over hele mit badeværelse). Bliver pludseligt relativt trætte af teenage-druk og jeg er klar til, at komme hjem til Niels, så Malou følger mig hjem.

Da vi drejer om hjørnet til min gade ser jeg, min underbo jeg aldrig har hilst på, som er ved at låse sig ind i bygningen, så jeg sætter i løb, som var han det fucking sidste kystbanetog hjem mod København, fordi jeg ikke kan overskue at finde mine nøgler frem. Han er sød og venlig og lader mig stavre ind sammen med ham. Da vi når hans etage og jeg bliver stående sådan lidt afventende bag ham, er han nødt til at pointere, at jeg altså lige skal en gang længere op, fordi jeg altså bor på 2. sal.. Nå nej, naturligvis.

Der er noget ved, når tingene udvikler sig, som tiltaler mig helt vildt. Det sker bare. Der er ingen forventninger til, at man SKAL have det sjovt og man SKAL være fuld og dum at høre på. En slags anti-nytårsaften, som ellers altid betyder en lille bitte skuffelse over, at aftenen ikke blev årets aften. Der er noget rart og uforpligtende ved det. Og det var lige det mit trætte sind trængte til.

    defaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefaultdefault