Jeg har brug for en voksen…..

Jeg er træt af mig selv i dag… på den der måde, hvor jeg har lyst til at sende mig selv i seng uden aftensmad og tænke lidt over dårligt tilegnet attitude, som jeg ikke kan være bekendt at byde andre. Flippede fuldstændigt ud i morges, på en måde hvorpå jeg kunne udkonkurrere en 3-årig i trodsalderen en eftermiddag efter klokken 17.00 i Netto, så let som ingen ting, fordi Niels tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu behøvede at vaske strik lige inden vi skulle have gæster. Lagde mig i mental flitsbue-lignende position og stampede i gulvet og følte mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg ”bare så gerne ville have vasket mit yndlingsstrik, så jeg kan få det med til kolde Tyskland i næste uge”. Overbærende kæreste giver sig (for freden), hvilket resulterer i, at jeg i post-raseri ikke er opmærksom nok på vaskemaskinen og ender med, at skrumpe et styks Isabel Marant strik (til stærk overpris), mens et eller andet inden i mig skriger af grin og siger ”SÅ KAN DU FANDME LÆRE DET”. Må på udkig efter chic 8-årig der muligvis kan overtage designerstrik…

 

Har i dag også formået at låse mig selv ude og måtte entrere Niels’ universitet for, at få udleveret ekstranøgler. Ved ikke hvad det er med uddannelsesinstitutioner og mig, men sveder instinktivt sekundet jeg træder ind på videnscenter og får et akut tilfælde af eksamensangst, selvom jeg ikke går der. Kan med det samme fornemme følelsen af dårlig samvittighed over ikke at læse nok, der hænger ned fra væggene som tunge gardiner, der næsten gør lokalet mørkt af bar’ skyldfølelse. Det er noget der står tydeligst fra min korte karriere som studerende: jeg havde altid følelsen af, at jeg burde og skulle studere endnu mere og endnu hårdere, være medlem af mindst ét udvalg og læse alt mulig ekstra fancy-pancy litteratur, fordi ellers var jeg vidst ikke helt rigtig litteraturinteresseret. Bull…Shit…

Heldigvis følte jeg mig lidt mere smart og selvsikker end jeg gjorde, engang for mange år siden mens Niels stadig læste på CBS hvor jeg havde smækket mig ude, da jeg var på vej ned for at blande slik, iført vamsede leggins og hvide Ilse Jacobsen gummistøvler, samt fedtet hår og udefinerbart overtøj. Der kan man tale om, at tage en walk of shame til et helt nyt niveau-

Var til gengæld til casting på vigtigt job i går, hvor nerverne er lidt uden på tøjet. En anden, slovakisk model fangede den, og beroligede mig med, at selvom jeg har grimt hår, så har jeg et sødt ansigt, så hvis kunden vil bruge paryk havde jeg sikkert en chance. Så sidder man dér og ender med, at mumle ”tak”, selvom man lige blev svinet til med 120 kilometer i timen. Så brugte 25 minutter på, at se mig selv i spejlet og vurdere min frisure (som jeg har konkluderet at jeg er glad for), fordi strid trediveårig model følte, at det var måden at give et kompliment på. Har virkelig glemt hvordan den her branche kan være, altså hvor direkte den ind i mellem er. Altså FAIR nok hvis Slovak synes jeg har grimt hår, men kunne man måske ikke overveje, at holde personlig mening for sig selv? Eller er det bare mig? Er det fordi vi nu har mulighed for at udtrykke vores meninger og holdninger om ALT at vi tror det er vores PLIGT, vores RET at sige hvad vi tænker og mener ALTID?! Fordi Gud forbyde, at verden skulle gå en dag uden at vi fik sagt hver en lille tanke der dryssede gennem hovedet på os?

 

Så for at opsummere har jeg i denne uge lært:

  1. Kast ikke med sten hvis du selv går i alpakauld og er retarderet til at vaske tøj.
  2. Kend flere 8-årige der kan overtage skrumpet tøj.
  3. Gå aldrig med hvide Ilse Jaobsen gummistøvler.
  4. Hvis ikke man har noget pænt at sige, så skal man holde sin store slovakiske mund.
  5. Hvis man ser sig selv længe nok i spejlet, er det lige som at sige et ord virkelig mange gange efter hinanden – til sidst er der simpelthen intet der giver mening mere.

 

XX

For fed til fashion?

Okay, måske lige lovlig dramatisk overskrift – men der er noget om det!

Jeg har været i Milano for, at blive signet med et nyt bureau, og som altid er man ved at skide grønne grise inden man træder ind, og skal være sådan helt casual lækker og cool og forsøge at vinde alle over med sin strålende personlighed. Har en aftale med bureauet klokken 11 og bliver bedt om at tage plads i venteværelset, mens de tager sig af nogle akutte situationer (lidt ligesom at sidde på skadestuen, hvor man ikke rigtig ved, hvorfor hende med hestehalen og overbiddet pludseligt blev rykket helt frem i køen). Og der sad jeg så, i en times tid og læste lidt i min bog, mens det ene lange par stænger gik forbi mig, efter det andet. Endelig bliver jeg kaldt ind, og jeg rejser mig, lige så nervøs som da jeg skulle have seneste stivkrampevaccination. Nu skal vi have en snak.. om hvem jeg er og hvad jeg vil. Og jeg forklarer og fortæller, forsøger at være sjov, hvilket jeg ikke er helt sikker på lykkedes. Jeg bliver ført ind i et tilstødende lokale, hvor jeg skal skifte til mit badetøj. Og så skal hun måle mig. Hun fortæller mig, at hun ikke vil lade mig se nogle af bookerne, fordi jeg har brug for at tabe mig 7 centimeter om hoften. Hun er hverken led eller tarvelig da hun siger det, men hun beder mig om at tage mig tid til, at komme ned i vægt. Jeg vejer 55 kg. Jeg bruger størrelse Small i tøj.  Jeg vil ikke og jeg kan ikke.

Da jeg kommer ud fra mødet bliver jeg ramt af en følelse, jeg ikke har haft i årevis. En følelse af, at jeg ikke er god nok. At jeg er for dum og grim til at tro, at jeg nogensinde kunne leve af at være model. At jeg er en joke. Og jeg er pinlig berørt. Over at have stået der i mit undertøj og været til grin for mine egne lommepenge. Ringede omgående til mit bureau i København og fortalte dem om episoden. De bad mig om at tage mine ting og bare gå. De havde totalt min ryg, hvilket er så vigtigt i denne branche. At dit bagland har dig, når der er nogen der pludseligt gør dig usikker eller slynger dig ud af den, er essentielt for, at kunne klare sig godt. Mine bookere i Danmark var helt fantastiske i denne situation og tog action og det er jeg dem meget taknemmelig for.

Da jeg sidder til et familiearrangement og fortæller om denne oplevelse, er der et familiemedlem der stikker lidt til mig og siger “Ja, det er jo den branche du har valgt, så hører det jo med” og trækker lidt på skuldrene. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal svare, men ender med at undskylde en lille smule, og forsvarer at jeg altså ikke klynker, mens jeg bagefter kom i tanke om hvad jeg i virkeligheden gerne ville have svaret:

“NEJ”, det er netop IKKE den branche jeg har valgt. Jeg har ikke valgt, at være en del af en branche der beder unge kvinder om, at leve et usundt liv. Jeg har valgt en vej i min branche, hvor det er okay at være mig. Hvor det er lige så vigtigt at have personlighed, som det er at se godt ud. Jeg har valgt en vej, hvor kunderne ikke tolererer piger der ser usunde ud, fordi vi har et ansvar. Et ansvar overfor os selv, men også overfor en generation af piger, der konstant eksponeres for mange forskellige kropstyper og forskellige opfattelser af idealer.

“At være model er en livsstil”, ja tak. Men for mig er det vigtigt, at kunne have det sjovt med mine venner, dele en flaske vin med min kæreste en eller anden lørdag og spise en hurtig pizza, når vi ikke magter at lave aftensmad, uden at jeg skal sidde og bekymre mig om det ene og det andet. Jeg lever efter princippet “alt med måde”, så jeg kan alt hvad jeg gerne vil og stadig være fit for fight når det kommer til mit job. Fordi jo, jeg er nødt til at være in good shape, da jeg ellers ikke holder til, at være på benene i 10 timer. Men det handler om balance.

Hvis jeg skal være skind og ben for, at arbejde i Italien, så ellers tak. Jeg er som jeg er og både i Tyskland, Danmark, Sverige, Frankrig og Belgien er der ingen problemer med det. Jeg er glad for, at jeg fik en besked som denne på et tidspunkt i mit liv hvor, jeg hviler nok i mig selv til, at sige “pyt” og har sådan et fantastisk bagland der bakker mig op. Jeg kunne lige så vel have taget det ind og ladet det gøre mig sindssyg.

XX

Hvem fra “Gift Ved Første Blik” passer du sammen med?

I går aftes kørte 6. Afsnit af DRs reality eksperiment “Gift ved første blik” over skærmen, og lod os endnu engang sidde og skrige af skærmen, som var det en målfattig 2. Divisionskamp. For hold da op, en omgang public service-godkendt reality TV, som gør det helt legit, at sidde klistret til skærmen og ELSKE, at snage i andre menneskers parforhold UDEN at skulle skamme sig, fordi det jo “er et vaskeægte eksperiment – blåstemplet af DR”, så man helt automatisk smider den på pleasure listen, og dropper “guilty”.

Tanken strejfer én: hvordan ville jeg egentlig selv være, hvis jeg nu var med i et program som dette? Det er altid nemt, at sidde ude fra og spille mega klog – lidt som når man ser “Hvem Vil Være Millionær” og man er OVERBEVIST om, at man så let som ingen ting kunne nappe millionen. Men at være i det, må være noget helt andet. Super angstprovokerende. Gad vide hvem man ville blive sat sammen med?

Det kan jeg naturligvis ikke vide, men hvis du er i tvivl om hvem af årets par, du eventuelt ville passe godt sammen med, så læs med her:

Hvis du er sådan en der spiser solskin til morgenmad, har et motiverende life quote alá “it’s not about the destination.. it’s about the journey” hængende over sengen og du lever efter mantraet “kill them with kindness”, så kunne du helt sikkert ende i sengen mellem Kathrine og Michael, der er det ultimative feel good couple. Du er muligvis også typen, der adopterer katte og reder dem fra aflivning, og prædiker “adopt don’t shop”. Naturligvis har du også plat farhumor og en tolerencemængde på størrelse med Bornholm, da du (lidt modvilligt) accepterer end mindre gamerstation midt i stuen, selvom vi godt alle sammen ved (og forstår), at du har lyst til at skrige “NEJ NEJ NEJ NEEEEEEEEJ” og kaster kontorstol på størrelse med The Iron Throne direkte ud ad vinduet fra 3. sal. Og nå ja, så er den eneste hat du går med, den ultimative “ja-hat”. 

Hvis du derimod ELSKER lange Vandreture, gerne Caminoen (for eksempel) og har et hjerte der banker for brandslanger og handicappede dyr, så er Carsten måske manden for dig. Hvis altså du lover (motherf*cking LOVER) at du spiser morgenmad med ham og muligvis lige kan fremvise din sygejournal, og første date eventuelt kan indebære et helbredstjek og en tungeslasker, så burde du være home safe. Hvis du altså ikke vover at blive syg, eftersom Carsten er indehaver af et elitehelbred, som fortjener intet mindre end en ligemand. Og nå ja, så er det også en bonus at være immun overfor “præste-skæld-ud”. 

Hvis du er mere til fest og farver, så er det næste par måske mere dig. En god date kan sagtens bestå af et par kolde fra kassen og en pakke smøger, efterfulgt af en long island og et Black out, der fører til decideret tvivl og uenighed om nattens forløb den kommende morgen. Men det er selvfølgelig ikke noget, en morgensmøg ikke kan rette op på. Så skal du slå pjalterne sammen med Ronnie og Cecilie, der er sæsonens party couple og som man ikke kan andet end heppe på. Du skal derudover være stædig som et æsel og køre efter et stolthedsprincip der er The Godfather værdig (måske Eva endda ville gøre sig fint som 3. mand her?) og du skal være med på den værste – hvis du altså lige husker at holde altandøren LUKKET, når du tager dig en smøg.

Er du til gengæld glad for stranden, men mega dårlig til at slå smut, så er Vanessa og Stefan et godt bud. Du er fair og demokratisk, og så er du vanvittigt glad for, at stille spørgsmål (som i MANGE spørgsmål – man kan aldrig vide FOR meget). Du er et familiemenneske og tager tingene som de kommer – helt stille og roligt.

Ovenstående er skrevet med et glimt i øjet. Synes deltagerene er sindssygt modige (også dig Carsten) og seje, sådan at invitere en halv nation med “i seng”. Jeg elsker Gift Ved Første Blik og følger troligt med hver eneste sæson. Man kan jo ikke lade være med, at heppe lidt på dem alle sammen. Heppe lidt på, at kærligheden pludseligt blomstrer frem fra det rene ingen ting. Og om det egentlig kan lykkedes? Sådan at finde den ultimative partner (på papiret) og faktisk leve lykkeligt til sine dages ende, selvom det er på baggrund af test og målinger, og ikke følelser. Jeg hepper stadigt på, at Carsten og Eva lige giver det et skud, at Ronnie og Cecilie pakker stædigheden væk og indser (som vi andre!) at de er max nice sammen, at Michael og Kathrine forsætter med at være så “god-stil”-agtige overfor hinanden, og at Stefan og Vanessa lærer at slå smut!! (og forsætter med at blive gladere for hinanden). Vi hepper på jer!

Er jeg ensom?

Jeg har det lidt underligt for tiden.

Jeg føler mig rodløs – har du prøvet det? At føle at man ikke hører til nogen steder. Det er en meget underlig følelse.

Der er rigtig meget fart på med mit job, som jeg elsker og aldrig vil bytte væk for noget andet, men det betyder også, at jeg 3-4 gange om ugen er “på vej”, altså sidder i et tog, tusser rundt i en lufthavn eller venter på et fly der er forsinket. Når alle andre har tid til, at mødes med vennerne, gå ud med kæresten eller kramme sin mor, så er jeg “på vej”. Og det gør mig ikke noget, eller har ikke gjort mig noget, men pludseligt er det begyndt at fylde noget hos mig. Lidt som hvis man pludseligt bliver opmærksom på dét der grå hår, som muligvis har været der i flere måneder, uden man bekymrede sig det mindste om det, men nu ikke kan lade være med at se sig sur på det.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der føler sig rodløs. Jeg tror vi er langt flere “out there”. Langt flere, som føler at verden suser forbi, i så høj fart, at man føler man står på en station i provinsen, mens IC4 toget brager forbi én, i sådan en hast, at håret flagrer og man må holde på hatten, for ikke at falde ned på skinnerne. Og det virker lidt som om, at alle andre er på toget, mens man står der og ser til. Man ved ikke rigtig hvor man har hjemme.

Jeg har meget “hjemme” i relationer. Jeg føler mig hjemme, når jeg har et socialt liv. Men det har været en udfordring for mig, at etablere og vedligeholde et godt socialt netværk, fordi mit job giver mig mulighed for, at rejse rundt og se verden. Og jo, jeg møder fantastiske mennesker hver eneste dag, men når dagen går på hæld, så er vi ikke mere end kollegaer, hvor alle gerne vil hjem til det der er, når man ikke længere er på arbejde.

Jeg vil gå så langt, at jeg vil sige at jeg har følt mig ensom. Bare en lille smule. Havde en arbejdstur på 10 dage, hvor det på den sidste aften gik op for mig, at jeg nu havde indtaget 10 aftensmåltider helt alene, uden andet selskab end gutterne fra Game Of Thrones. Og så græd jeg. Fordi jeg synes det var lidt tragikomisk. Tro mig, jeg NYDER at være alene, men af en eller anden underlig grund, så gik det mig så meget på. Det virkede som om, alle de “andre” havde det meget bedre og meget sjovere end mig, mens jeg sad med min lunkne pad thai foran min computer.

Og måske er det netop dét der fremprovokerer følelsen i min mave – at jeg sammenligner mig med andre. Eller rettere, jeg sammenligner mig selv, med den måde andre udstiller sig selv på de sociale medier. Jeg lider af kronisk FOMO, som jeg konstant provokerer ved, at tillægge folks “liv” på de sociale medier betydning, i forhold til mit eget liv, som ikke er hverken glitrende eller ekstravagant (læs. jeg sidder med pad thai i skødet og ser GOT). Og det tror jeg, at vi er nødt til at lægge fra os.

Det er svært ind i mellem, at forene karriere, socialliv, familieliv og kærestetid, men på en eller anden måde skal det lykkedes, at få det hele til, at gå op i en højere enhed.

Jeg er begyndt at læse meget igen, hvilket jeg egentlig helt havde glemt HVOR rart egentlig er. Og så hjælper det mig med, at slappe mere af. Føle mig lidt mere hjemme. Bare lidt.

Jeg ville ikke rigtig noget – bare lige tjekke ind og sige hej, fordi jeg savner jer.

 

Reklame – Masker til smuk hud

Dette indlæg er reklame for Rønsbøl

Overvejede heftigt om titlen til dette opslag skulle være, masker uden forbud, men besluttede mig for, at begrave det politiske engagement i fem minutters tid. Men dette indlæg skal handle om masker.

Efteråret er lige så stille begyndt, at snige sig ind på os. Helt uden vi bemærker det, kryber det ind under huden på os og inden vi ved af det står vi med røde kinder og sprukne læber, og aner ikke hvornår det nu lige var, at efteråret havde besluttet sig for at kigge forbi.

Vinterhud kræver en anden form for pleje, end sommerhud. Det kræver mere. Ekstra fugt er nøgleordet for mig, da det er vigtigt at opretholde en ordentlig fugtbalance i huden, så den ikke bliver tør og krads. Jeg har tendens til, at slå ud hvis min hud bliver meget tør og det tager længere tid, at komme af med eventuelle urenheder.

Jeg har fået lov til, at teste 3 forskellige hudplejeprodukter fra Rønsbøl:

Clay Mask – indeholder mandelolie og ekstrakter fra ingefær. Har til formål at reducere overskydende talg. Denne maske gjorde underværker for min hud! Påførte den i et tyndt lag i hele ansigtet (men undgå øjenområder) og lod den sidde i 10 minutters tid, hvorefter jeg vaskede den af, duppede efter med et rent håndklæde  og påførte en natcreme (kan anbefale denne fra Rønsbøl). Morgenen efter kunne jeg se, at min hud virkede glattere og mere ensartet og at jeg ikke havde den typiske rødme, som jeg godt kan have om morgenen. Hvis ikke man føler for, at bruge masken i hele ansigtet kan den bruges i t-zonen. Selve teksturen i masken er let og meget nem at påføre – vær dog opmærksom på, at vaske hænder grundigt (især hvis du har planer om, at fedte rundt i dit helt hvide sengetøj – som jeg selv fik gjort og havde ler alle vegne, fordi jeg ikke havde været opmærksom).

Aqua Mask – bliver uden tvivl mit ultimative go-to product til vinter! Aqua mask er specielt til tør, træt og stresset hud (som bagsideteksten siger) og er der noget min hud tendenserer til at blive, så er det alle tre ovenstående udsagn. Masken er en helt klar masse, næsten som hvis man forestiller sig vand hvis det kunne tykne. Let og smidigt og ganske nemt at påføre. Masken indeholder citrus og har en kølende og beroligende effekt på huden (hvilket egentlig også gør den helt perfekt til somerhalvåret, hvor huden udsættes for solensstråler). Masken skal sidde i 5-10 minutter, hvorefter den vaskes af med vand, ligesom clay mask. Masken kan også bruges som serum, hvor den masseres ind i huden og der efterfølgende påføres natcreme, så den kan virke natten over. Dette har jeg dog ikke haft tid til, at få prøvet af endnu, men tænker at efterårets kølige luft, nok skal give rig mulighed for det.

Peeling Serum – en enzym peeling med papayaekstrakt. Jeg har altid været en smule skeptisk når det kommer til, at bruge “syre” i ansigtet. Jeg er simpelthen altid bange for, om det er for krads og for voldsomt til min hud, som er ret fin. Har før prøvet, at bruge peeling serum, men som simpelthen var for krads til min hud, hvilket resulterede i en stikkende følelse på huden, så må ærligt sige, at jeg var lidt skeptisk. Men en af de ting, der gør at jeg føler mig “sikker” når jeg bruger Rønsbøl er, at jeg ved det er uden parabener, parfume og at det er dermatologisk testet. Denne serum har en opstrammende effekt og giver huden en smuk glød, og skal kun bruges 1-2 gange om ugen. Her i starten vil jeg kun bruge den 1 gang om ugen, for lige at se hvordan huden reagerer og hvad den har behov for.

Når man prøver nye ting af til sin hud (og sit hår for den sags skyld) er det vigtigt at føle sig sikker. Vigtigt at vide, at det man smører på kroppen ikke skader en. Jeg bruger derfor også forbrugerrådet tænk’s app “Kemiluppen”, hvor man kan læse nærmere om de forskellige produkter, som bliver ratet efter deres ingredienser og om de bliver fremstillet på en måde der belaster miljøet.

Endnu engang er jeg “hands down” imponeret over produkterne fra Rønsbøl, der har en virkelig fantastisk effekt på min hud og som jeg nu har været nødt til, at tilføje til min efterhånden store beauty rutine.

 

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault