I’m back

Jeg har gjort mig mange tanker om mit comeback, indtil det gik op for mig at jeg jo ikke kan gøre sådan et stort comeback, fordi jeg hverken er ABBA eller Aqua eller en eller anden form for ikonisk band, der godt kunne gøre et flot comeback.. Jeg er jo egentlig bare en 26-årig narcissist fra Vesterbro, med så høje tanker om mig selv, at jeg i ramme alvor har overbevist mig selv om, at jeg manglede at brøle mine tanker ud over internettet igen, og at der nok skal være nogen der vil læse med.

Jeg havde faktisk besluttet mig for, at jeg ville lukke ned. At det ikke skulle være mere. At jeg ikke vil være ”blogger”, selvom jeg aldrig rigtig har følt mig sådan. Jeg har ikke kunne finde min plads, hvilket jeg i øvrigt stadig ikke kan, men sandheden er, at jeg virkelig har nydt det fællesskab vi har haft og måske jeg har savnet det lidt mere end jeg havde regnet med.

I en lang periode, har det at skrive ikke været et frirum for mig, hvilket egentlig var derfor jeg ville stoppe. Der er absolut ingen der tvinger mig til at dele ud af mit liv, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, så er det slut. Men der har været meget at se til, meget at forholde sig til og rigtig meget fart på med hensyn til mit arbejde. I perioder lidt for meget fart, der i sidste ende har givet søvnløse nætter, ondt i maven og en underlig hyletone i ørerne, der kunne gøre selv den hårdeste negl grådlabil. Og det har jeg fandeme været, grådlabil altså.  Jeg tror måske jeg har været stresset, men jeg har haft for travlt til at finde ud af det. Det at skrive kommer nemt til mig, når jeg føler at jeg oplever noget i mit liv, hvilket jeg selvfølgelig gør hver dag, men jeg har ikke kunne samle mig om noget som helst. Og jeg har ikke kunne være sjov. Jeg har ikke kunne grine af noget.. og for én der er selvudnævnt internetkomiker, så er det virkelig svært at forholde sig til. Måske jeg bare ikke har lagt mærke til de ting der er sjove, fordi jeg gør stadig mange ufatteligt pinlige ting (som for eksempel i går, da en svensk mand spørger mig ”Hvordan går det” og jeg svarer ”Jeg er Niels’ kæreste”, mens der opstår absolut akavet tavshed i selskabet, på grund af manglende svenskegenskaber, selvom jeg vidst engang har pyntet lidt på mit CV på linked-in og skrevet, at jeg er en haj til svensk (og excel men det er også løgn)). Jeg tror at grunden til at jeg ikke har kunne skrive har været, at jeg har været tvunget til at forholde mig til mit liv. Livet som suser forbi som en formel-1 bil, som jeg ikke engang kører. Jeg står på tribunen og kigger og holder mig for øjnene i de skarpe sving. Jeg følger bare med og hvis jeg sætter farten ned, så skal jeg forholde mig til hvad der sker og så er jeg bange for at indse, at der er noget galt med motoren eller at der er stenslag i forruden eller hvad fanden der nu kan være galt med sådan en bil – som I kan høre har jeg absolut intet begreb om hverken biler eller motorsport.

Måske jeg også lidt følte, at jeg havde udvandet alle emner der var noget ved. Og er der noget jeg synes er meget trættende, så er det når folk gentager sig selv om og om igen. Jeg tror ikke jeg har følt, at jeg har haft noget på hjerte, og det jeg har haft på hjerte har været mere privat end personligt, så det bliver her hos mig.

Jeg føler jeg er ved at være ”mig selv” igen, hvem end det så er (det passer virkelig dårligt ind i min 2020 plan, at jeg stadig ikke helt har fundet mig selv. Jeg mener, jeg har levet et kvart århundrede, burde jeg ikke vide bare en lille smule mere end jeg gør nu? Eller hvad? Er det ligesom drengene der vokser 1,5 meter i sommerferien mellem 9.klasse og gymnasiet? Pludseligt tager man sig en ”indsigts-spurt” og finder sig selv i sommerferien mellem at være 29 og 30?). Men jeg begynder at kunne mærke mig selv igen. Jeg føler jeg begynder at være et menneske igen. Og ja, jeg er blevet storbysmart og går til yoga og drikker smoothies og føler mig som Københavns største Basic Bitch, men sandheden er, at jeg får det pisse godt af det. Lul siger, at vi skal være mere spirituelle og ligesom mange af hendes andre idéer, er jeg selvfølgelig på (lige som jeg supporter dig i alle klamme tequilashots efter klokken 02.00).

Jeg tror jeg er tilbage, måske kun én gang om ugen. Jeg ved det ikke. Og det er også helt okay.

 

XX

PS. Jeg har stadig ikke lært at sætte komma, så hvis dine øjne bløder, lige som en tidligere læser skrev til mig, så beklager jeg virkelig! Man kan ikke lære en ny hund gamle tricks (åbenbart!).

Sorgen ved at miste

I efteråret mistede jeg et nært familiemedlem, en episode  som jeg ellers aldrig troede jeg ville tale om. Fordi det gør for ondt og fordi sorgen er for privat. Det mener jeg egentlig stadig at den er, at lige præcis min sorg er for privat for mig og på ingen måde repræsentativ for, hvordan sorgen måske er for dig. Men sorg er noget vi alle sammen dealer med på en eller anden måde i vores liv. For nogen er det altoverskyggende og hæmmende, mens det for andre kan være en måde at rejse sig på igen. Jeg tror på, at vi alle sammen kan rejse os fra sorg, på et eller andet tidspunkt, selvom det virker umuligt.

Jeg var ude af mig selv, fordi det kom pludseligt. Fordi jeg ikke var forberedt, fordi jeg ikke følte jeg havde haft muligheden for, at sige ordentlig farvel og tak. Jeg har gravet et citat fra min dagbog frem, som jeg har skrevet i timerne efter nyheden:

“Lige nu har jeg sat mig ved tastaturet, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal opføre mig. Niels ved det tydeligvis heller ikke, da han for første gang af egen vilje har hentet støvsugeren, og virkelig gør noget ud af, at komme rundt i krogene. Måske har det noget at gøre med, at jeg lidt skarpt bad ham om, at holde op med at tale som en bedemand, mens han forsøgte at trøste mig, lige efter min mor ringede og overleverede nyheden.. Måske heller ikke den sødeste bemærkning at komme med, når nogen forsøger at trøste en.

Men sådan er det ved dødsfald – der opstår en meget højtidlig stemning og alt er så alvorligt (fordi det er det), og sørgeligt (fordi det er det). Og jeg kan ikke holde det ud. Alt det sørgelige.

Måske er det egentlig derfor jeg har sat mig her. For at tænke på noget andet end det der er sørgeligt og for ikke at sidde og stirre ind i væggen, i de pauser jeg har fra gråden der kommer fra et sted inden i mig, der ligger så dybt og så langt gemt væk, at jeg slet ikke kan genkende mig selv.”

“Jeg kan ikke genkende mig selv” – det tror jeg egentlig er det mest slående for mig, når det kommer til sorg. Den vækker noget i mig, som jeg ikke er vant til. Noget som jeg ved bor inden i mig, men som sjældent vækkes til live. Det var som om, at der åbnedes et stort sugende hul i min mave, da min mor ringede til mig. Jeg gik i en skobutik i Milano og måtte lige ud, da forbindelsen var dårlig. Det var som om, at det hele gik i slow motion. Jeg mistede nærmest fodfæstet og satte i et hyl, der fik folk til at vende sig om. Mit hjerte var blevet suget ned i hullet. Det hev og sled i mig og fik alle følelserne til at hobe sig så meget op, at det ikke var nok at lukke det ud gennem gråden. Jeg fik kvalme. Jeg blev dårlig. Som om jeg følte alt for meget og min krop slet ikke kunne rumme det. Det måtte ud. Al sorgen og chokket prøvede at kvæle mig inde fra.

Chokket.

Dette møde med sorgen har lært mig to, virkelig vigtige ting:

For det første, at vi alle sammen dealer med sorg på vores egen måde. At der ikke er en rigtig eller forkert måde at gribe det an på. At man ikke kan måle hvor ked af det man er, ud fra de tårer man fælder. Ud fra hvor sentimental man bliver. Ud fra hvad man siger. At sorg er noget der bor i os alle sammen og som ind i mellem vækkes til live, som Holger Danske under Kronborg, der vågner op til dåd når Danmark har brug for ham. Sorgen er bare ikke altid en gammel ridder i sten, der vågner for at redde en. For mig var det et monster. Et monster der gjorde mig ked af det, irritabel og rasende. Som om ingen kunne forstå mig. Som om ingen kunne se mig og de tusinde ting jeg følte. For nogen er det godt at tale om sorgen, for andre er det bedre at tænke på noget andet og for nogle tredje kan løsningen være helt anerledes. Der er ingen facit.

For det andet, så hjalp det mig meget gennem den periode at vide, at jeg havde sagt alt jeg gerne ville sige. At vi vidste at vi elskede hinanden. At vi vidste hvad vi havde været for hinanden. At vi havde det godt sammen. At vi fik talt sammen. Det vil jeg tage med mig videre i livet. Jeg vil gøre det til min mission, at de mennesker jeg har kær og dem jeg elsker ved, hvad de er for mig. Ved hvad de giver mig. At der ikke er noget uafklaret eller uafsluttet i mellem os. At livet er for kort og flygtigt til, at være på dårlig fod med nogen. Vores tid på jorden er begrænset og om vi vil det eller ej, så skal vi herfra en dag (eller blive til jorden igen), så det kan aldrig komme bag på os, at det er vejen det må gå. Derfor vil jeg ikke have løse ender. Jeg vil sørge for, at vi får sagt tingene til hinanden. Vist hinanden hvad vi er for hinanden. Fordi det hjalp mig.

Jeg ved at alle situationer er forskellige, fordi vi er mennesker og vi er forskellige. Vores følelser er forskellige. Vores bevæggrunde er forskellige. Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for dig. Men måske det kan rykke noget ved en?

Sorg er en underlig størrelse. Den kan være lillebitte som et fingerbøl og lige så stor som en ildspyende drage. Den kan fylde meget, den kan fylde lidt. Den kan være overskyggende og den kan være lille. Men den bor i os alle sammen.

Jeg har brug for en voksen…..

Jeg er træt af mig selv i dag… på den der måde, hvor jeg har lyst til at sende mig selv i seng uden aftensmad og tænke lidt over dårligt tilegnet attitude, som jeg ikke kan være bekendt at byde andre. Flippede fuldstændigt ud i morges, på en måde hvorpå jeg kunne udkonkurrere en 3-årig i trodsalderen en eftermiddag efter klokken 17.00 i Netto, så let som ingen ting, fordi Niels tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu behøvede at vaske strik lige inden vi skulle have gæster. Lagde mig i mental flitsbue-lignende position og stampede i gulvet og følte mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg ”bare så gerne ville have vasket mit yndlingsstrik, så jeg kan få det med til kolde Tyskland i næste uge”. Overbærende kæreste giver sig (for freden), hvilket resulterer i, at jeg i post-raseri ikke er opmærksom nok på vaskemaskinen og ender med, at skrumpe et styks Isabel Marant strik (til stærk overpris), mens et eller andet inden i mig skriger af grin og siger ”SÅ KAN DU FANDME LÆRE DET”. Må på udkig efter chic 8-årig der muligvis kan overtage designerstrik…

 

Har i dag også formået at låse mig selv ude og måtte entrere Niels’ universitet for, at få udleveret ekstranøgler. Ved ikke hvad det er med uddannelsesinstitutioner og mig, men sveder instinktivt sekundet jeg træder ind på videnscenter og får et akut tilfælde af eksamensangst, selvom jeg ikke går der. Kan med det samme fornemme følelsen af dårlig samvittighed over ikke at læse nok, der hænger ned fra væggene som tunge gardiner, der næsten gør lokalet mørkt af bar’ skyldfølelse. Det er noget der står tydeligst fra min korte karriere som studerende: jeg havde altid følelsen af, at jeg burde og skulle studere endnu mere og endnu hårdere, være medlem af mindst ét udvalg og læse alt mulig ekstra fancy-pancy litteratur, fordi ellers var jeg vidst ikke helt rigtig litteraturinteresseret. Bull…Shit…

Heldigvis følte jeg mig lidt mere smart og selvsikker end jeg gjorde, engang for mange år siden mens Niels stadig læste på CBS hvor jeg havde smækket mig ude, da jeg var på vej ned for at blande slik, iført vamsede leggins og hvide Ilse Jacobsen gummistøvler, samt fedtet hår og udefinerbart overtøj. Der kan man tale om, at tage en walk of shame til et helt nyt niveau-

Var til gengæld til casting på vigtigt job i går, hvor nerverne er lidt uden på tøjet. En anden, slovakisk model fangede den, og beroligede mig med, at selvom jeg har grimt hår, så har jeg et sødt ansigt, så hvis kunden vil bruge paryk havde jeg sikkert en chance. Så sidder man dér og ender med, at mumle ”tak”, selvom man lige blev svinet til med 120 kilometer i timen. Så brugte 25 minutter på, at se mig selv i spejlet og vurdere min frisure (som jeg har konkluderet at jeg er glad for), fordi strid trediveårig model følte, at det var måden at give et kompliment på. Har virkelig glemt hvordan den her branche kan være, altså hvor direkte den ind i mellem er. Altså FAIR nok hvis Slovak synes jeg har grimt hår, men kunne man måske ikke overveje, at holde personlig mening for sig selv? Eller er det bare mig? Er det fordi vi nu har mulighed for at udtrykke vores meninger og holdninger om ALT at vi tror det er vores PLIGT, vores RET at sige hvad vi tænker og mener ALTID?! Fordi Gud forbyde, at verden skulle gå en dag uden at vi fik sagt hver en lille tanke der dryssede gennem hovedet på os?

 

Så for at opsummere har jeg i denne uge lært:

  1. Kast ikke med sten hvis du selv går i alpakauld og er retarderet til at vaske tøj.
  2. Kend flere 8-årige der kan overtage skrumpet tøj.
  3. Gå aldrig med hvide Ilse Jaobsen gummistøvler.
  4. Hvis ikke man har noget pænt at sige, så skal man holde sin store slovakiske mund.
  5. Hvis man ser sig selv længe nok i spejlet, er det lige som at sige et ord virkelig mange gange efter hinanden – til sidst er der simpelthen intet der giver mening mere.

 

XX

For fed til fashion?

Okay, måske lige lovlig dramatisk overskrift – men der er noget om det!

Jeg har været i Milano for, at blive signet med et nyt bureau, og som altid er man ved at skide grønne grise inden man træder ind, og skal være sådan helt casual lækker og cool og forsøge at vinde alle over med sin strålende personlighed. Har en aftale med bureauet klokken 11 og bliver bedt om at tage plads i venteværelset, mens de tager sig af nogle akutte situationer (lidt ligesom at sidde på skadestuen, hvor man ikke rigtig ved, hvorfor hende med hestehalen og overbiddet pludseligt blev rykket helt frem i køen). Og der sad jeg så, i en times tid og læste lidt i min bog, mens det ene lange par stænger gik forbi mig, efter det andet. Endelig bliver jeg kaldt ind, og jeg rejser mig, lige så nervøs som da jeg skulle have seneste stivkrampevaccination. Nu skal vi have en snak.. om hvem jeg er og hvad jeg vil. Og jeg forklarer og fortæller, forsøger at være sjov, hvilket jeg ikke er helt sikker på lykkedes. Jeg bliver ført ind i et tilstødende lokale, hvor jeg skal skifte til mit badetøj. Og så skal hun måle mig. Hun fortæller mig, at hun ikke vil lade mig se nogle af bookerne, fordi jeg har brug for at tabe mig 7 centimeter om hoften. Hun er hverken led eller tarvelig da hun siger det, men hun beder mig om at tage mig tid til, at komme ned i vægt. Jeg vejer 55 kg. Jeg bruger størrelse Small i tøj.  Jeg vil ikke og jeg kan ikke.

Da jeg kommer ud fra mødet bliver jeg ramt af en følelse, jeg ikke har haft i årevis. En følelse af, at jeg ikke er god nok. At jeg er for dum og grim til at tro, at jeg nogensinde kunne leve af at være model. At jeg er en joke. Og jeg er pinlig berørt. Over at have stået der i mit undertøj og været til grin for mine egne lommepenge. Ringede omgående til mit bureau i København og fortalte dem om episoden. De bad mig om at tage mine ting og bare gå. De havde totalt min ryg, hvilket er så vigtigt i denne branche. At dit bagland har dig, når der er nogen der pludseligt gør dig usikker eller slynger dig ud af den, er essentielt for, at kunne klare sig godt. Mine bookere i Danmark var helt fantastiske i denne situation og tog action og det er jeg dem meget taknemmelig for.

Da jeg sidder til et familiearrangement og fortæller om denne oplevelse, er der et familiemedlem der stikker lidt til mig og siger “Ja, det er jo den branche du har valgt, så hører det jo med” og trækker lidt på skuldrene. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal svare, men ender med at undskylde en lille smule, og forsvarer at jeg altså ikke klynker, mens jeg bagefter kom i tanke om hvad jeg i virkeligheden gerne ville have svaret:

“NEJ”, det er netop IKKE den branche jeg har valgt. Jeg har ikke valgt, at være en del af en branche der beder unge kvinder om, at leve et usundt liv. Jeg har valgt en vej i min branche, hvor det er okay at være mig. Hvor det er lige så vigtigt at have personlighed, som det er at se godt ud. Jeg har valgt en vej, hvor kunderne ikke tolererer piger der ser usunde ud, fordi vi har et ansvar. Et ansvar overfor os selv, men også overfor en generation af piger, der konstant eksponeres for mange forskellige kropstyper og forskellige opfattelser af idealer.

“At være model er en livsstil”, ja tak. Men for mig er det vigtigt, at kunne have det sjovt med mine venner, dele en flaske vin med min kæreste en eller anden lørdag og spise en hurtig pizza, når vi ikke magter at lave aftensmad, uden at jeg skal sidde og bekymre mig om det ene og det andet. Jeg lever efter princippet “alt med måde”, så jeg kan alt hvad jeg gerne vil og stadig være fit for fight når det kommer til mit job. Fordi jo, jeg er nødt til at være in good shape, da jeg ellers ikke holder til, at være på benene i 10 timer. Men det handler om balance.

Hvis jeg skal være skind og ben for, at arbejde i Italien, så ellers tak. Jeg er som jeg er og både i Tyskland, Danmark, Sverige, Frankrig og Belgien er der ingen problemer med det. Jeg er glad for, at jeg fik en besked som denne på et tidspunkt i mit liv hvor, jeg hviler nok i mig selv til, at sige “pyt” og har sådan et fantastisk bagland der bakker mig op. Jeg kunne lige så vel have taget det ind og ladet det gøre mig sindssyg.

XX

Er jeg ensom?

Jeg har det lidt underligt for tiden.

Jeg føler mig rodløs – har du prøvet det? At føle at man ikke hører til nogen steder. Det er en meget underlig følelse.

Der er rigtig meget fart på med mit job, som jeg elsker og aldrig vil bytte væk for noget andet, men det betyder også, at jeg 3-4 gange om ugen er “på vej”, altså sidder i et tog, tusser rundt i en lufthavn eller venter på et fly der er forsinket. Når alle andre har tid til, at mødes med vennerne, gå ud med kæresten eller kramme sin mor, så er jeg “på vej”. Og det gør mig ikke noget, eller har ikke gjort mig noget, men pludseligt er det begyndt at fylde noget hos mig. Lidt som hvis man pludseligt bliver opmærksom på dét der grå hår, som muligvis har været der i flere måneder, uden man bekymrede sig det mindste om det, men nu ikke kan lade være med at se sig sur på det.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste der føler sig rodløs. Jeg tror vi er langt flere “out there”. Langt flere, som føler at verden suser forbi, i så høj fart, at man føler man står på en station i provinsen, mens IC4 toget brager forbi én, i sådan en hast, at håret flagrer og man må holde på hatten, for ikke at falde ned på skinnerne. Og det virker lidt som om, at alle andre er på toget, mens man står der og ser til. Man ved ikke rigtig hvor man har hjemme.

Jeg har meget “hjemme” i relationer. Jeg føler mig hjemme, når jeg har et socialt liv. Men det har været en udfordring for mig, at etablere og vedligeholde et godt socialt netværk, fordi mit job giver mig mulighed for, at rejse rundt og se verden. Og jo, jeg møder fantastiske mennesker hver eneste dag, men når dagen går på hæld, så er vi ikke mere end kollegaer, hvor alle gerne vil hjem til det der er, når man ikke længere er på arbejde.

Jeg vil gå så langt, at jeg vil sige at jeg har følt mig ensom. Bare en lille smule. Havde en arbejdstur på 10 dage, hvor det på den sidste aften gik op for mig, at jeg nu havde indtaget 10 aftensmåltider helt alene, uden andet selskab end gutterne fra Game Of Thrones. Og så græd jeg. Fordi jeg synes det var lidt tragikomisk. Tro mig, jeg NYDER at være alene, men af en eller anden underlig grund, så gik det mig så meget på. Det virkede som om, alle de “andre” havde det meget bedre og meget sjovere end mig, mens jeg sad med min lunkne pad thai foran min computer.

Og måske er det netop dét der fremprovokerer følelsen i min mave – at jeg sammenligner mig med andre. Eller rettere, jeg sammenligner mig selv, med den måde andre udstiller sig selv på de sociale medier. Jeg lider af kronisk FOMO, som jeg konstant provokerer ved, at tillægge folks “liv” på de sociale medier betydning, i forhold til mit eget liv, som ikke er hverken glitrende eller ekstravagant (læs. jeg sidder med pad thai i skødet og ser GOT). Og det tror jeg, at vi er nødt til at lægge fra os.

Det er svært ind i mellem, at forene karriere, socialliv, familieliv og kærestetid, men på en eller anden måde skal det lykkedes, at få det hele til, at gå op i en højere enhed.

Jeg er begyndt at læse meget igen, hvilket jeg egentlig helt havde glemt HVOR rart egentlig er. Og så hjælper det mig med, at slappe mere af. Føle mig lidt mere hjemme. Bare lidt.

Jeg ville ikke rigtig noget – bare lige tjekke ind og sige hej, fordi jeg savner jer.

 

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault