Min plads i verden

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ret ofte tager mig selv i, at gå i panik over hvor jeg mon ender. Hvad der skal blive af mig?

Har engang for mange år siden, ladet mig overtale til at være med i spørgeundersøgelser. Altså den lange slags, hvor du snildt kan nå at løbe 5 kilometer eller se et afsnit af Ex on the Beach, før samtalen er ovre. Blev ringet op for et par uger siden, hvor jeg blandt andet skulle svare på hvor mange gange om ugen jeg bruger min cykel, hvor lang tid jeg i gennemsnit bruger i supermarkedet (HOW would I know?) og ikke mindst, hvad min sidste afsluttede uddannelse er: gymnasiet.

At min højst afsluttede uddannelse er gymnasiet er der absolut intet galt med – jeg har truffet nogle andre valg i mit liv, som indtil nu har været det helt rigtige for mig og som har gjort mig både stærkere og lykkeligere, men på en eller anden måde, har jeg nogle underlige komplekser omkring det. Jeg har svært ved at eje det. Jeg har svært ved at tro på, at det jeg har valgt er lige så fint som det jeg har valgt fra. Jeg mener, spørg mig om jeg er ved at være træt af, at sidde til diverse familiearrangementer og forsikre perifert familiemedlem om, at jeg nok skal klare mig og mit job, altså er et rigtigt job (sagt på præcis samme måde som Pinocchio proklamerer at han altså er en rigtig dreng!).

I svage øjeblikke går jeg i dyb og inderlig panik og tænker ”hvad fanden laver jeg” og kan pludseligt ikke forestille mig, hvad jeg selv laver om 5-10 år, velvidende at det sikkert er de færreste der egentlig kan give et helt konkret bud på deres fremtid. Men ind i mellem bliver jeg så bekymret over, at jeg ikke rigtig ved hvad der 100 procent interesserer mig, så hvordan fanden skal jeg finde ud af hvad jeg skal bruge mit liv på? Det er ligesom ikke rigtig nok, bare at elske at være freelance.. eller måske det er? Har svært ved at finde ud af, om der potentielt set kunne blive set ned på at jeg er lavtuddannet, især når min kæreste er super-duper-extra-spice-dobbelshot uddannet. Blev sidste år spurgt, om jeg ikke var træt af ikke at blive intellektuelt stimuleret i min hverdag… seriøst… venner, så snart I stopper på jeres uddannelser ELLER får et kreativt job, så kan I godt vinke farvel til den intellektuelle stimulans, fordi den er fandme skredet og gider IKKE komme tilbage hvor meget I end tigger og ber’. Måtte svare, at jeg føler mig ok stimuleret – også selvom der ikke står noget lektor og fortæller om Pontoppidan eller Ibsen eller Kierkegaard. Altså selvom jeg går i stilletter og inhalerer uforholdsvis meget hårspray, så omgås jeg trods alt andre mennesker, læser ret mange bøger og jeg tillader mig da også at læse nyhederne. Jeg føler selv at jeg er blevet god til, at tackle de her situationer, hvor jeg bliver stillet spørgsmål, som egentlig er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at spørge andre mennesker om. Jeg VED hvor mange fordomme der er omkring mit virke og ind i mellem tager jeg mig selv i at have dem også, men det er altid meget interessant at blive konfronteret med dem. Overvejede lidt om jeg skulle være mere direkte og spørge vedkommende, om han simpelthen synes jeg virker dum, men så igen tager man sig selv i at være sød og høflig og give sig selv alle mulige undskyldninger for, hvorfor han kunne have behov for at stille sådan et spørgsmål, selvom han da måske et eller andet sted fortjente at sidde der og stege lidt.

Jeg er nu blevet 26 år og lever et liv jeg er rigtig tilfreds med (altså så tilfreds man nu kan være når man ikke har prøvet at vinde i lotto) og jeg ved måske godt et eller andet sted, at livet flasker sig på den ene eller anden måde, men jeg bliver presset over at jeg har så svært ved at finde præcis dén ene ting, hvor hjertet slår et slag over og jeg bare tænker “fedt!”. Måske er jeg bare et produkt af min generation, der  kræver at være max lykkelig hele tiden og som tror at alt vi gør i denne verden skal være af stor betydning og give os hjertebanken og adrenalin kick alá et bungee jump. Måske det egentlig slet ikke er meningen for os alle sammen, at opleve det. Jeg føler bare at alle jeg omgiver mig med, har regnet den ud. De ved hvad de vil og er så målrettede omkring det.

Alligevel føler jeg, at jeg måske ikke er den eneste i verden der er en smule rådvild?

xx

Nyt liv

Jeg har valgt at leve et mere proaktivt liv.. og nej, det er ikke en reklame for den der smarte cirkulationstræner, som Ulf Pilgaard engang var ansigt for, selvom det lyder meget catchy og en lille smule som om jeg snart rammer de halvfjerds. 

Men! Jeg har besluttet mig for, at jeg vil få mere ud af tilværelsen. Jeg vil gøre mere, være mere og grine endnu mere. Jeg har sagt det virkelig mange gange, men siger det gerne igen: jeg elsker mit arbejde. Sådan helt ind i knoglerne. Men det er både fysisk hårdt og generelt super udmattende, med mange lange rejsedage og meget alenetid og uanede mængder af tid, i vanvittigt ubekvemt fodtøj, så når klokken ringer ud er jeg fuldstændig kørt over, på den rigtig grimme måde, som et slags udefinerbart roadkill som stensikkert var røget på grillen et sted i Texas, og jeg har haft for vane at gå kold før tolv (og uden at have været nogle steder). Så jeg har haft lange perioder hvor alt jeg har lavet har været at arbejde, transportere mig og være træt efter at have arbejdet. Min sofa har kaldt på mig, som en stor, blød ven der kunne give mig noget tryghed og stabilitet. Som kunne dulme min hovedpine og mine tunge øjenlåg. Og det har været virkelig dejligt, når det har været præcis det jeg havde brug for. 

Niels siger, at der findes to typer mennesker: 

Dem der lever for at arbejde
Dem der arbejder for at leve 

Jeg har altid set mig selv som en nr. 2, som en der arbejdede for at give mig selv følelsen af frihed. Følelsen af, at hvis jeg ville, kunne jeg tage på eventyr i morgen. Jeg er styret af følelsen af, at være min egen. At være fri. Men egentlig tror jeg ikke, at jeg har ladet mig selv være specielt meget fri det sidste års tid og jeg har brugt så mange ressourcer på, at bekymre mig og føle mig ude af mig selv. Og ensom, wow, om jeg har følt mig ensom. Lige så meget som jeg nyder at være mit eget selskab, lige så bims og rastløs kan jeg blive. Vi behøver alle sammen nogen. Om det er en mor, en far, en ven, en kæreste, en kat eller noget internetperson vi aldrig har mødt, så behøver vi nogen. Eller jeg gør i hvert fald. Og nu har jeg fundet ud af, at jeg også behøver noget.

Jeg vil leve mit bedste liv. Jeg vil være mæt af oplevelser, grin og gøre flere gode ting for mig selv. Jeg vil bruge min by meget mere end jeg har gjort før, hvor den egentlig bare har været kulisse – nu skal den være medspiler. Og måske du sidder og tænker ”jamen, er det ikke lidt sent at gøre byen til din medspiller, når du har boet her i syv år?”, men sagen er at København ikke har behøvet at være mere end en kulisse. København er friheden, for mig.

Men København har så meget at byde på, hvis bare man gider. ”Verden tilhører dem der gider”, læste jeg engang, og selvom det er lidt af en kliché, så var der noget ved det jeg meget godt kunne lide. Jeg gider. Jeg vil.

Så, jeg er gået AMOK på min facebook og bruger den med samme iver, som en 45-årig mellemleder, der ikke helt har forstået, at Facebook primært findes for:

  1. Kattevideoer
  2. Snage i gamle folkeskolevenners nye liv
  3. Folk der annoncerer graviditet, huskøb og/eller forlovelse.
  4. Notifikationer når dine venner har fødselsdag, så du ikke virker som Danmarks største røvhul, fordi du endnu engang har glemt det.

Jeg er interesseret i ALLE begivenheder jeg overhovedet kan opstøve, så den gode gamle Facebook algoritme kan præsentere mig for alt det nye og spændende der måtte komme op i mit nærmiljø. Jeg er både interesseret i tango på Bryggen, keramikdag på Østerbro og CPH Half Marathon (as if), i håb om at jeg forsat bliver eksponeret for alle de ting der sker i byen.

Derudover er jeg blevet unaturligt engageret i mit fitnesscenter, og dem der har læst med før ved, at jeg har det stramt med at være i et træningscenter. Føler mig altid som en kæmpe torsk, når jeg nulre rundt mellem maskinerne og beder til, at jeg gør det rigtigt, så jeg ikke skal stå i den ultimativt pinlige situation: at en stor trænet mand, med alle de rette intentioner, kommer og retter på mig foran alle. Så tror jeg egentlig hellere jeg ville have, at mine træningsbukser revnede. Eller, ej – nu er jeg vidst smådramatisk igen. Men jeg er faktisk blevet rigtig glad for det, og oplever en større motivation end nogensinde før.

Jeg kan godt lide, at tage ansvar for mig selv og for at gøre mig selv glad, selvom jeg HADER når andre siger, at”du og kun du er herre over hvordan du har det”– hold nu kæft. Sorry. Men jeg synes det er rart, at gøre ting der gør mig sådan rigtig glad, hver eneste dag. Om det så bare er, at gå en tur, spise noget skide lækker mad (læs. noget med syltede rødbeder for eksempel) eller gå i seng i et perfekt tempereret værelse. Mere vildt behøver det ikke være.

Men jeg insisterer på, at jeg vil have mest ud af hvad der er. Jeg vil være mest glad. Have det godt i maven og blive krammet så meget som muligt – både af venner, min familie og Niels. Jeg vil blive bedre til at sige ja og hive mig selv op i nakkeskindet, efter jeg nu har haft et par år hvor jeg har været virkelig god til at sige nej. Jeg tror det hele handler om balance og det er den jeg skal finde i 2020.

I’m back

Jeg har gjort mig mange tanker om mit comeback, indtil det gik op for mig at jeg jo ikke kan gøre sådan et stort comeback, fordi jeg hverken er ABBA eller Aqua eller en eller anden form for ikonisk band, der godt kunne gøre et flot comeback.. Jeg er jo egentlig bare en 26-årig narcissist fra Vesterbro, med så høje tanker om mig selv, at jeg i ramme alvor har overbevist mig selv om, at jeg manglede at brøle mine tanker ud over internettet igen, og at der nok skal være nogen der vil læse med.

Jeg havde faktisk besluttet mig for, at jeg ville lukke ned. At det ikke skulle være mere. At jeg ikke vil være ”blogger”, selvom jeg aldrig rigtig har følt mig sådan. Jeg har ikke kunne finde min plads, hvilket jeg i øvrigt stadig ikke kan, men sandheden er, at jeg virkelig har nydt det fællesskab vi har haft og måske jeg har savnet det lidt mere end jeg havde regnet med.

I en lang periode, har det at skrive ikke været et frirum for mig, hvilket egentlig var derfor jeg ville stoppe. Der er absolut ingen der tvinger mig til at dele ud af mit liv, så hvis ikke jeg synes det er sjovt, så er det slut. Men der har været meget at se til, meget at forholde sig til og rigtig meget fart på med hensyn til mit arbejde. I perioder lidt for meget fart, der i sidste ende har givet søvnløse nætter, ondt i maven og en underlig hyletone i ørerne, der kunne gøre selv den hårdeste negl grådlabil. Og det har jeg fandeme været, grådlabil altså.  Jeg tror måske jeg har været stresset, men jeg har haft for travlt til at finde ud af det. Det at skrive kommer nemt til mig, når jeg føler at jeg oplever noget i mit liv, hvilket jeg selvfølgelig gør hver dag, men jeg har ikke kunne samle mig om noget som helst. Og jeg har ikke kunne være sjov. Jeg har ikke kunne grine af noget.. og for én der er selvudnævnt internetkomiker, så er det virkelig svært at forholde sig til. Måske jeg bare ikke har lagt mærke til de ting der er sjove, fordi jeg gør stadig mange ufatteligt pinlige ting (som for eksempel i går, da en svensk mand spørger mig ”Hvordan går det” og jeg svarer ”Jeg er Niels’ kæreste”, mens der opstår absolut akavet tavshed i selskabet, på grund af manglende svenskegenskaber, selvom jeg vidst engang har pyntet lidt på mit CV på linked-in og skrevet, at jeg er en haj til svensk (og excel men det er også løgn)). Jeg tror at grunden til at jeg ikke har kunne skrive har været, at jeg har været tvunget til at forholde mig til mit liv. Livet som suser forbi som en formel-1 bil, som jeg ikke engang kører. Jeg står på tribunen og kigger og holder mig for øjnene i de skarpe sving. Jeg følger bare med og hvis jeg sætter farten ned, så skal jeg forholde mig til hvad der sker og så er jeg bange for at indse, at der er noget galt med motoren eller at der er stenslag i forruden eller hvad fanden der nu kan være galt med sådan en bil – som I kan høre har jeg absolut intet begreb om hverken biler eller motorsport.

Måske jeg også lidt følte, at jeg havde udvandet alle emner der var noget ved. Og er der noget jeg synes er meget trættende, så er det når folk gentager sig selv om og om igen. Jeg tror ikke jeg har følt, at jeg har haft noget på hjerte, og det jeg har haft på hjerte har været mere privat end personligt, så det bliver her hos mig.

Jeg føler jeg er ved at være ”mig selv” igen, hvem end det så er (det passer virkelig dårligt ind i min 2020 plan, at jeg stadig ikke helt har fundet mig selv. Jeg mener, jeg har levet et kvart århundrede, burde jeg ikke vide bare en lille smule mere end jeg gør nu? Eller hvad? Er det ligesom drengene der vokser 1,5 meter i sommerferien mellem 9.klasse og gymnasiet? Pludseligt tager man sig en ”indsigts-spurt” og finder sig selv i sommerferien mellem at være 29 og 30?). Men jeg begynder at kunne mærke mig selv igen. Jeg føler jeg begynder at være et menneske igen. Og ja, jeg er blevet storbysmart og går til yoga og drikker smoothies og føler mig som Københavns største Basic Bitch, men sandheden er, at jeg får det pisse godt af det. Lul siger, at vi skal være mere spirituelle og ligesom mange af hendes andre idéer, er jeg selvfølgelig på (lige som jeg supporter dig i alle klamme tequilashots efter klokken 02.00).

Jeg tror jeg er tilbage, måske kun én gang om ugen. Jeg ved det ikke. Og det er også helt okay.

 

XX

PS. Jeg har stadig ikke lært at sætte komma, så hvis dine øjne bløder, lige som en tidligere læser skrev til mig, så beklager jeg virkelig! Man kan ikke lære en ny hund gamle tricks (åbenbart!).

Sorgen ved at miste

I efteråret mistede jeg et nært familiemedlem, en episode  som jeg ellers aldrig troede jeg ville tale om. Fordi det gør for ondt og fordi sorgen er for privat. Det mener jeg egentlig stadig at den er, at lige præcis min sorg er for privat for mig og på ingen måde repræsentativ for, hvordan sorgen måske er for dig. Men sorg er noget vi alle sammen dealer med på en eller anden måde i vores liv. For nogen er det altoverskyggende og hæmmende, mens det for andre kan være en måde at rejse sig på igen. Jeg tror på, at vi alle sammen kan rejse os fra sorg, på et eller andet tidspunkt, selvom det virker umuligt.

Jeg var ude af mig selv, fordi det kom pludseligt. Fordi jeg ikke var forberedt, fordi jeg ikke følte jeg havde haft muligheden for, at sige ordentlig farvel og tak. Jeg har gravet et citat fra min dagbog frem, som jeg har skrevet i timerne efter nyheden:

“Lige nu har jeg sat mig ved tastaturet, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige eller hvordan jeg skal opføre mig. Niels ved det tydeligvis heller ikke, da han for første gang af egen vilje har hentet støvsugeren, og virkelig gør noget ud af, at komme rundt i krogene. Måske har det noget at gøre med, at jeg lidt skarpt bad ham om, at holde op med at tale som en bedemand, mens han forsøgte at trøste mig, lige efter min mor ringede og overleverede nyheden.. Måske heller ikke den sødeste bemærkning at komme med, når nogen forsøger at trøste en.

Men sådan er det ved dødsfald – der opstår en meget højtidlig stemning og alt er så alvorligt (fordi det er det), og sørgeligt (fordi det er det). Og jeg kan ikke holde det ud. Alt det sørgelige.

Måske er det egentlig derfor jeg har sat mig her. For at tænke på noget andet end det der er sørgeligt og for ikke at sidde og stirre ind i væggen, i de pauser jeg har fra gråden der kommer fra et sted inden i mig, der ligger så dybt og så langt gemt væk, at jeg slet ikke kan genkende mig selv.”

“Jeg kan ikke genkende mig selv” – det tror jeg egentlig er det mest slående for mig, når det kommer til sorg. Den vækker noget i mig, som jeg ikke er vant til. Noget som jeg ved bor inden i mig, men som sjældent vækkes til live. Det var som om, at der åbnedes et stort sugende hul i min mave, da min mor ringede til mig. Jeg gik i en skobutik i Milano og måtte lige ud, da forbindelsen var dårlig. Det var som om, at det hele gik i slow motion. Jeg mistede nærmest fodfæstet og satte i et hyl, der fik folk til at vende sig om. Mit hjerte var blevet suget ned i hullet. Det hev og sled i mig og fik alle følelserne til at hobe sig så meget op, at det ikke var nok at lukke det ud gennem gråden. Jeg fik kvalme. Jeg blev dårlig. Som om jeg følte alt for meget og min krop slet ikke kunne rumme det. Det måtte ud. Al sorgen og chokket prøvede at kvæle mig inde fra.

Chokket.

Dette møde med sorgen har lært mig to, virkelig vigtige ting:

For det første, at vi alle sammen dealer med sorg på vores egen måde. At der ikke er en rigtig eller forkert måde at gribe det an på. At man ikke kan måle hvor ked af det man er, ud fra de tårer man fælder. Ud fra hvor sentimental man bliver. Ud fra hvad man siger. At sorg er noget der bor i os alle sammen og som ind i mellem vækkes til live, som Holger Danske under Kronborg, der vågner op til dåd når Danmark har brug for ham. Sorgen er bare ikke altid en gammel ridder i sten, der vågner for at redde en. For mig var det et monster. Et monster der gjorde mig ked af det, irritabel og rasende. Som om ingen kunne forstå mig. Som om ingen kunne se mig og de tusinde ting jeg følte. For nogen er det godt at tale om sorgen, for andre er det bedre at tænke på noget andet og for nogle tredje kan løsningen være helt anerledes. Der er ingen facit.

For det andet, så hjalp det mig meget gennem den periode at vide, at jeg havde sagt alt jeg gerne ville sige. At vi vidste at vi elskede hinanden. At vi vidste hvad vi havde været for hinanden. At vi havde det godt sammen. At vi fik talt sammen. Det vil jeg tage med mig videre i livet. Jeg vil gøre det til min mission, at de mennesker jeg har kær og dem jeg elsker ved, hvad de er for mig. Ved hvad de giver mig. At der ikke er noget uafklaret eller uafsluttet i mellem os. At livet er for kort og flygtigt til, at være på dårlig fod med nogen. Vores tid på jorden er begrænset og om vi vil det eller ej, så skal vi herfra en dag (eller blive til jorden igen), så det kan aldrig komme bag på os, at det er vejen det må gå. Derfor vil jeg ikke have løse ender. Jeg vil sørge for, at vi får sagt tingene til hinanden. Vist hinanden hvad vi er for hinanden. Fordi det hjalp mig.

Jeg ved at alle situationer er forskellige, fordi vi er mennesker og vi er forskellige. Vores følelser er forskellige. Vores bevæggrunde er forskellige. Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for dig. Men måske det kan rykke noget ved en?

Sorg er en underlig størrelse. Den kan være lillebitte som et fingerbøl og lige så stor som en ildspyende drage. Den kan fylde meget, den kan fylde lidt. Den kan være overskyggende og den kan være lille. Men den bor i os alle sammen.

Jeg har brug for en voksen…..

Jeg er træt af mig selv i dag… på den der måde, hvor jeg har lyst til at sende mig selv i seng uden aftensmad og tænke lidt over dårligt tilegnet attitude, som jeg ikke kan være bekendt at byde andre. Flippede fuldstændigt ud i morges, på en måde hvorpå jeg kunne udkonkurrere en 3-årig i trodsalderen en eftermiddag efter klokken 17.00 i Netto, så let som ingen ting, fordi Niels tillod sig at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu behøvede at vaske strik lige inden vi skulle have gæster. Lagde mig i mental flitsbue-lignende position og stampede i gulvet og følte mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg ”bare så gerne ville have vasket mit yndlingsstrik, så jeg kan få det med til kolde Tyskland i næste uge”. Overbærende kæreste giver sig (for freden), hvilket resulterer i, at jeg i post-raseri ikke er opmærksom nok på vaskemaskinen og ender med, at skrumpe et styks Isabel Marant strik (til stærk overpris), mens et eller andet inden i mig skriger af grin og siger ”SÅ KAN DU FANDME LÆRE DET”. Må på udkig efter chic 8-årig der muligvis kan overtage designerstrik…

 

Har i dag også formået at låse mig selv ude og måtte entrere Niels’ universitet for, at få udleveret ekstranøgler. Ved ikke hvad det er med uddannelsesinstitutioner og mig, men sveder instinktivt sekundet jeg træder ind på videnscenter og får et akut tilfælde af eksamensangst, selvom jeg ikke går der. Kan med det samme fornemme følelsen af dårlig samvittighed over ikke at læse nok, der hænger ned fra væggene som tunge gardiner, der næsten gør lokalet mørkt af bar’ skyldfølelse. Det er noget der står tydeligst fra min korte karriere som studerende: jeg havde altid følelsen af, at jeg burde og skulle studere endnu mere og endnu hårdere, være medlem af mindst ét udvalg og læse alt mulig ekstra fancy-pancy litteratur, fordi ellers var jeg vidst ikke helt rigtig litteraturinteresseret. Bull…Shit…

Heldigvis følte jeg mig lidt mere smart og selvsikker end jeg gjorde, engang for mange år siden mens Niels stadig læste på CBS hvor jeg havde smækket mig ude, da jeg var på vej ned for at blande slik, iført vamsede leggins og hvide Ilse Jacobsen gummistøvler, samt fedtet hår og udefinerbart overtøj. Der kan man tale om, at tage en walk of shame til et helt nyt niveau-

Var til gengæld til casting på vigtigt job i går, hvor nerverne er lidt uden på tøjet. En anden, slovakisk model fangede den, og beroligede mig med, at selvom jeg har grimt hår, så har jeg et sødt ansigt, så hvis kunden vil bruge paryk havde jeg sikkert en chance. Så sidder man dér og ender med, at mumle ”tak”, selvom man lige blev svinet til med 120 kilometer i timen. Så brugte 25 minutter på, at se mig selv i spejlet og vurdere min frisure (som jeg har konkluderet at jeg er glad for), fordi strid trediveårig model følte, at det var måden at give et kompliment på. Har virkelig glemt hvordan den her branche kan være, altså hvor direkte den ind i mellem er. Altså FAIR nok hvis Slovak synes jeg har grimt hår, men kunne man måske ikke overveje, at holde personlig mening for sig selv? Eller er det bare mig? Er det fordi vi nu har mulighed for at udtrykke vores meninger og holdninger om ALT at vi tror det er vores PLIGT, vores RET at sige hvad vi tænker og mener ALTID?! Fordi Gud forbyde, at verden skulle gå en dag uden at vi fik sagt hver en lille tanke der dryssede gennem hovedet på os?

 

Så for at opsummere har jeg i denne uge lært:

  1. Kast ikke med sten hvis du selv går i alpakauld og er retarderet til at vaske tøj.
  2. Kend flere 8-årige der kan overtage skrumpet tøj.
  3. Gå aldrig med hvide Ilse Jaobsen gummistøvler.
  4. Hvis ikke man har noget pænt at sige, så skal man holde sin store slovakiske mund.
  5. Hvis man ser sig selv længe nok i spejlet, er det lige som at sige et ord virkelig mange gange efter hinanden – til sidst er der simpelthen intet der giver mening mere.

 

XX

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault