Er det vigtigt altid at sige noget vigtigt?

 

Da jeg startede med at blogge, tænkte jeg utroligt meget over hvert et ord, jeg valgte. Jeg ville ikke virke naiv, dum eller uintelligent, da jeg anser blandt andet Eurowomans læsere som kloge, humoristiske og stærke kvinder. Jeg havde et øjeblik i ny og næ, hvor jeg tvivlede på mine evner som underholdningskilde til denne skønne gruppe mennesker – kunne jeg formå at sige noget, der var rigtig relevant og interessant?

Det fik mig til at tænke på, om det egentlig altid er vigtigt, at man siger noget vigtigt? Jeg tror, vi alle sammen i løbet af vores liv er stødt på frasen “tænk før du taler”, som i al sin enkelhed er et super råd, men som i praksis ikke altid udfolder sig på den måde. Når man, som jeg, kører en blog, hvor der gerne skal komme et par indlæg op i løbet af ugen, er det svært altid at udpege det vigtigste, klogeste og mest relevante. Jeg tror egentlig ikke altid, at det er essentielt at sige noget vigtigt, men at formidle det, man har at komme med, på den bedst mulige måde. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at skulle statuere et fantastisk eksempel eller tage fat i de tunge emner, hver gang jeg sætter mig ved tastaturet. Jeg tror, det er vigtigt at huske at blog-mediet også kan optræde som et “sludre” sted, hvor man klikker forbi, når man skal have en pause fra hverdagens alvor og heftige information, der rammer os, hver gang vi åbner vores computer.

I min verden er der mange ting, der går tabt, hvis man tænker FOR meget over alt, hvad man lukker ud. At sige, hvad man tænker på, er et udtryk for at være spontan, selvsikker og frygtløs. Og selvfølgelig skal jeg da ikke sige mig for god til selv at kunne have godt af at tænke lidt, før jeg taler til tider, bevares. Når man taler sindssygt meget, kommer der ind i mellem noget ud, som havde haft bedst af at blive låst langt væk i en kiste, gerne bevogtet af en stor, ildspydende drage. Men er det ikke okay at sige/skrive, hvad der falder en ind?

Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt?

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *