Kultursnobberi: reality

 

Reality tv brød for alvor igennem i 1990’erne og har siden da, været en ting vi alle elsker at hade. Reality er per definition tv, hvor der ikke er manuskripter, men hvor enkelte personer filmes som de er, eventuelt i rammer sat af en produktion. Reality fik ret hurtigt et stempel som noget lavsocialt og jeg er sikker på, at mine forældre ikke er de eneste der har ytret, at de hellere ville kradse øjnene ud på dem selv end se mig i et reality-show.

Som yngre var jeg dybt opslugt af programmer som Paradise Hotel, Amalies Verden, De Unge Mødre, Mig og Min Mor og The Kardashians (okay, dem er jeg stadig relativt besat af, can’t help it), men efter jeg flyttede hjemmefra og måtte nedgradere til den lille tv pakke er mine reality timer foran skærmen for alvor blevet nedskåret. Og dette er ikke et frivilligt valg. Niels ser sjældent, hvis ikke aldrig reality. Han er en af dem der synes, at man bliver en smule dummere af at se voksne mennesker udstille sig selv. På et tidspunkt var det ret “trendy”, da jeg gik i gymnasiet, at være lidt for kulturel af en 3.g’ere af være og alt man så skulle være dokumentarer eller noget super samfundssatirisk DR hostede op med. Det elskede jeg også, men sandheden var at jeg ikke kunne få nok af reality, men måtte gemme mit misbrug for ikke at falde uden for. Selvom det var i mod mine principper.

Jeg mener nemlig, at foragt for reality er det samme som at være ekstremt kultursnobbet og snævertsynet. Reality fylder, om vi vil det eller ej, en stor del i medierne og præger den ungdomskultur der langsomt er ved at springe ud. Ikke alle unge der ser reality ønsker selv at deltage eller være kendte, men det er en del af vores nye kulturliv, som jeg mener bør omfavnes. Kunsten er at kunne balancere mellem reality og de ting der også er vigtige når vi forsøger at forstå vores kultur og samfund. Dette kunne for eksempel være nyheder, blogs, dokumentarer og andre udsendelser der forsøger at skabe et billede af, hvem vi er som samfund.

Jeg siger ikke at reality er vigtigt, men jeg siger heller ikke at det er lige gyldigt.
At se reality er at vise nysgerrighed for de mange aspekter der er i vores samfund – at det så kan være afsindigt underholdende er vel blot en ekstra bonus. Jeg tror også at interessen for reality kommer sig af, at vi har et eller andet behov for at snage og vi nyder at blive lukket ind der, hvor det er helt privat og vi under normale omstændigheder aldrig ville komme. Jeg tror måske også, at det er derfor vi som seere kan blive helt forvirrede, når en reality-personlighed pludselig gerne vil værne om sit privatliv – hallo, nu troede vi lige at du havde givet os ubegrænset adgang, det kan man ikke sætte grænser for!

Jeg tror ikke man skal være så fjendsk eller så bekymret for reality. Man kan også se at mange af de ting der trender i dag, på en eller anden måde tager afsæt i den oprindelige tanke med reality, nemlig at man kommer helt ind i privaten. Dette er instagram, facebook og blogs rigtig gode eksempler på. Det er en form for reality 2.0 hvor den private udlægning af ens liv pludseligt er blevet tilgængeligt for alle. Forskellen her er, at du selv er herre over dit image og over de ting du deler. Du bestemmer selv hvem du gerne vil være, men ved at vække folks nysgerrighed, vækker du også deres lyst til at få et fix af reality. Grænser rykkes og pludselig er linjen mellem privat og offentlig meget svag eller væk.

Hvor tæt må man komme?

Laura

(Visited 3 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *