Nice

 

Jeg er lige vågnet og har stadig så meget søvn i øjnene, at skærmen ser en smule sløret ud.
Men jeg kan ikke sove mere.

Jeg vågnede op til en række notifikationer på facebook hvor der stod, at en del af mine facebookvenner havde sagt at de var i god behold efter angrebet i Nice. Mit hjerte sank en smule.
Febrilsk kobler jeg på nettet og hopper ind på den første og bedste nyhedsside for at skabe mig et overblik, og fra første sætning rejser hårene på armene og i nakken sig. Igen er frihedsfølelsen, festen, sammenholdet blevet krænket i Frankrig og det er skræmmende.
Nu sidder du måske og tænker “jamen Laura, disse ting sker hver dag verden over”, hvortil jeg må give dig ret. Det er lige det det gør, hvilket ikke er mindre frygteligt. Men disse tragedier der især har udspillet sig i Frankrig, kommer på en eller anden måde meget tæt på. Det er mennesker der har en lignende måde at leve på som mig selv. Det er folk der bliver ramt, som lyn fra en blå himmel. Ingen har set det komme. Ingen har en chance.

Men jeg tror sådan set at vi alle sammen kan være enige om, at det der er sket er dybt tragisk og forfærdeligt. Lige meget hvem vi er. Dog får det noget at buldre og brage inde i mig, når det eneste der diskuteres i forskellige nyhedsmediers kommentarspor på facebook er, hvorvidt gerningsmanden var muslim eller ej.
Disse menensker er deres egen slags, de tilhører ingen tro. De er ikke muslimer, de er ikke kristne, de er ikke hinduer, de er ikke buddister, de er deres egne. Og er der noget der er vand på deres mølle, så er det at vi selv hjælper med at grave kløften mellem religionerne bredere, ved at blive bange og tage afstand fra hinanden. Og dét er en skam.
Det er vigtigt at stå sammen i fællesskab, og med lys, kærlighed, sammenhold og venskab nægte at underlægge os den frygt de forsøger at påtvinge os. Frygt taber altid til håb, så vær ikke bange.

Endnu en tragisk begivenhed i Frankrig inde for blot få år, der endnu engang har rystet Europa.
Endnu engang vil vi forsætte med at gøre de ting vi vil og de ting vi elsker, ikke fordi vi ikke ser de frygtelige ting der sker, men fordi vi nægter at anerkende dem og underlægge os frygten og nægter at tilslutte os hadet.
Den “Os-og-Dem” følelse de forsøger at forstærke, må ikke rodfæste sig da “Dem” ikke er mellemøsten eller muslimer, men en gruppe af mennesker der måske egentlig bare har mistet jordforbindelsen og selv mangler det fællesskab vi andre så stærkt står i.

Vi er alle.

XX

 

 

(Visited 2 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *