Om retten til sin egen krop – nøgenhed i kunstens navn

De sidste mange uger har sagen mellem fotograf Mathilde Grafström og en af hendes modeller Ida Sørensen, fået uanede mængder af spalteplads i den danske presse. Mathilde Grafström står bag den aktuelle udstilling “Female Beauty” på Nytorv, der afbilleder naturlige nøgne kvinder.
En af modellerne, Ida Sørensen, har fået kolde fødder, eller føler sig ikke tilpas med at hænge ganske nøgen til offentlig skue og vil derfor have billederne af hende taget ned, hvilket man måske godt kan forstå, hvis man ikke var indforstået med, at man kunne ende med at hænge som en slags universal-kunst i stil med fotografierne på de grønne metrovægge, til hele den fri beskuelse af hele den københavnske befolkning.

Dog er sagen kompleks, da modellen har skrevet under på en kontrakt og derved givet sit samtykke til at kunstneren må bruge billederne som hun vil. Det juridiske er helt klart – der er ikke meget at komme efter.
Dog er dette i høj grad en etisk sag, der i sig selv er enormt forvirrende. Kunstneren ønsker at hylde den naturlige kvindekrop og slår et slag for at kvinder har ret til deres egen krop, samtidig med at en ung pige føler sig krænket og forulempet, fordi hun føler at denne ret er blevet hende franarret.

Jeg har været i branchen så længe, at jeg selvfølgelig undervejs er stødt på opgaver hvor man er blevet stillet over for valget om, hvorvidt man havde lyst til at være en del af det ene eller andet projekt – uden så forfærdeligt meget andet end dig selv, præcis som du er.
Som model har du altid et valg og det er i sidste ende dig der har ansvaret for, hvordan du og kun du præsenteres i offentligheden. Det handler om måden hvorpå du lader dig fotografere, hvem du lader dig fotografere af og så helt klare linjer omkring publicering af eventuelle udfordrende billeder. Når jeg er på skydning anser jeg ikke mig selv som “Laura Lundsgaard, Universitetsstuderende, Vesterbro’er, der rigtig godt kan lide bland-selv slik og hundehvalpe”, men mere som “Laura L.” min professionelle persona. Og nu tænker du sikkert at det er underligt, og det er det måske også, men vi er faktisk meget forskellige.

Det hjælper mig at adskille mig selv fra det produkt jeg sælger, Laura L., ellers tror jeg på en eller anden måde at man vil tage mange ting enormt personligt. Hvis jeg bliver valgt fra til et job ville jeg aldrig tage det personligt, ligesom jeg ved at hvis jeg bliver bedt om at bruge en ekstra time om ugen i fitnesscenteret, så er det fordi min bureauer ønsker at sælge det bedst tænkelige produkt, ikke at jeg ser rædsom ud.
Det samme gælder når man siger ja til at stille op til projekter, i stil med det Mathilde Grafström har lavet. Man er en figur, på en måde et hylster som beskueren ikke nødvendigvis ikke føler en personlig relation eller holdning til, dog skal man aldrig stille op til noget hvor man ikke kan se sig selv i øjnene efterfølgende eller stolt vise det frem.
Men jeg har også stået i en situation hvor et billede jeg tydeligt havde sagt nej til flere gange, alligevel endte på tryk. Min første tanke var, at jeg godt nok var ked af at netop dét var blevet valgt, mod min vilje og mit samtykke. Dog måtte jeg erkende, at jeg i starten af det hele havde sagt ja tak til at være med og at det derefter havde været lige så meget mit eget ansvar, at sørge for at jeg ikke blev fotograferet og fremstillet på en måde som jeg ikke var tilpas med.

Min pointe er, at du altid har et valg og at du altid må bruge din sunde fornuft uanset hvem du har med at gøre. Selv hvis modellen var blevet informeret om, at det blot var en test hvorfor så alligevel stille op til billeder der tydeligvis er så grænseoverskridende? Hvor forventer man at billederne ender uanset hvad? Retten til sin egen krop handler i høj grad, for mig, også om at passe på den og være bevidst i den måde jeg udstiller den på og lader den undgå i diverse kunstprojekter.
Jeg kan sagtens forstå modellen Ida og føler i høj grad med hende og ønsker for hende, at hun og kunstneren slutter fred og hun får billederne ned. Det må være dybt sårende og frustrerende ikke at være i kontrol i en situation, hvor det er det mest personlige og intime der stilles til frit skue for alle. Det er rigtig dyre lærepenge, men igen – jaja, vi har retten til vores egen krop, men vi har også et ansvar over for den.

XX

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *