Rejsefeber – Mexico

 

I onsdags gik den ikke længere – jeg faldt over en billet til Mexico, der simpelthen var for god til at sige nej til, så jeg rev mit hårdt prøvede dankort op af lommen indtastede kortnummer, sikkerhedskode, min mormors pigenavn og alle de andre tusind sikkerhedsforanstaltninger der tages når man skal købe ting på nettet. Og vupti – pludselig står jeg og skal til Mexico om 4 uger.

Niels har været væk i snart to måneder, hvilket faktisk er gået relativt stærkt.
Som jeg også skrev i et tidligere indlæg, så var det som om at hele knuden i maven lettede i samme sekund som han drejede om hjørnet i security og jeg ikke kunne se ham mere. Nu var tingene som de var og det eneste jeg kunne gøre var at deale med det, hvilket jeg også har gjort. Jeg savner ham hver eneste dag, men vi lever i en tid hvor vi er så priviligerede at jeg, så snart den lille knude i maven trækker sig sammen, enten skriver en besked eller gribe knoglen, ringer op og faktisk taler sammen, på trods af at vi befinder os på hver vores side af jorden.

På en eller anden måde er det fuldstændig surrealistisk at vi skal ses så snart – jeg havde jo indstillet mig på, at jeg først i starten af december skulle sætte kurs mod tacos og tequila, så nu begynder tiden, der før er fløjet afsted, at gå ulideligt langsomt. Hvorfor? Fordi jeg er begyndt at glæde mig og i hvert sekund hvor der kan dagdrømmes, ser jeg for mit indre blik mig og min blå trolley på vej på eventyr.
Heldigvis er der mange ting der kan planlægges, som for eksempel vacciner – hvilke man kan få på apoteket?? Dét er altså smart. Jeg har aldrig før rejst til så eksotiske steder, at jeg behøvede at blive stukket i armen før afrejse.

Men for lige at vende tilbage til mine tanker omkring genforeningen, så husker jeg tydeligt hvordan det var at se hinanden efter 4 måneder sidst vi var adskilt. Man har glædet sig uendeligt og det føles som om kroppen er ved at eksplodere af spænding og forventninger. Jeg kan huske at jeg ventede ret længe i lufthavnen, fordi Niels’ fly var forsinket, sikkert kun en halv time, men jeg husker det som flere evigheder vi stod dér i ankomstterminalen i Kastrup. Og da han så daskede ud, ind i favnen på os alle der havde savnet ham så meget, blev jeg pludselig i tvivl om det nu også var ham?
Når man er så unge som os, så sker der rigtig meget på bare måneder – især når man er væk hjemme fra og for alvor tvinges til at stå på egne ben. Gensynsglæden var stor, men når Niels og jeg ser tilbage på perioden efter, husker vi det begge som en tid hvor man lige skulle lære hinanden at kende igen. Ikke på en dårlig måde, som om vi havde glemt hinanden, men man bliver så vant til at være alene i hverdagen og have et cyber-forhold (driller Niels med at han er min internet-kæreste, som jeg glæder mig helt vildt meget til at møde IRL (in real life)), at det kan være svært at vænne sig til tosomheden der rammer én med 120 km/t.

Jeg ved dog, at jeg glæder mig ubeskriveligt meget og føler mig så priviligeret over, at jeg får mulighed for at besøge Niels flere gange. Jeg får lov til at opleve den by han bor i, se den skole han går på og hænge ud med de mennesker han ser hver eneste dag. Og det vilde er, at når jeg tager hjem er der lige knap to måneder til at vi igen ses og denne gang for good.

Er der nogen der har været i Mexico som har gode tips og tricks til en rookie som mig?

XX

(Visited 3 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hej Laura,

    Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle ind på din blog, men ved et tilfælde endte jeg her altså. Du må ikke tage det ilde op, men først tænkte jeg “Okay, 22 årig model – hun skriver nok ikke om noget jeg finder interessant”. Men bum, wow – du kan skrive. Og nu har jeg tilbragt hele min morgen med at læse dit ene indlæg efter det andet. Da jeg var yngre fulgte jeg en hel del blogs, men med tiden er det begrænset hvad jeg har fundet tiden til, men også begrænset hvad jeg har fundet interessant på diverse modeblogs. Men her er jeg så, fuldstændig vild med din måde at skrive på og hvad du skriver om. Så det er egentlig bare lige det jeg ville tilkendegive: Kæft, hvor er du nice.

    Mvh Thilde, din nye læser. (27)

    • Hej Thilde,
      Tusind, tusind tak!
      Jeg kan sagtens forstå din første tanke – jeg havde måske endda selv også tænkt det samme 😉

      Men tusind tak! Jeg er simpelthen så glad for din besked!

      Må du have en fantastisk weekend! Jeg har i hvert fald lige fået en super start på min.
      – Laura

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *