Søskende – din bedste ven eller værste fjende?

1796686_10204951880900361_4765783118953570814_n

I dag har min lillebror fødselsdag. Han fylder rundt. 20 år. Bum. Så er man virkelig voksen.

Det fik mig til at tænke lidt over søskendeforhold og om hvor underlige de egentlig er. Man er hinandens bedste venner, samtidig med at man er hinandens værste fjender og terrorbalancen er så hårfin, at selv den mindste forkerte vejrtrækning kan betyde at freden er brudt.

Min bror og jeg er som nat og dag, og her taler jeg ikke kun om udseende. Vi er meget forskellige og har altid været det. Som børn var Jacob stille og alvorlig, mens jeg havde store armbevægelser og fyldte meget, hvilket nok var derfor han var så stille. Jacob var tryghedssøgende og jeg var eventyrlysten. Vi havde så mange kontraster, at vores forhold var hårdt prøvet – som jeg er sikker på mange søskende oplever det. Jeg vidste lige hvad jeg skulle sige og han vidste lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på. Det blev bedre som vi blev ældre, men da min bror rejste et helt år til USA for at gå på high school i Texas skete der for alvor noget. Da han kom hjem var vi pludselig jævnaldrende. Han skulle gå på mit gamle gymnasium, som jeg næsten lige havde vendt ryggen til. Han var voksen og det samme var jeg. Han blev pludselig mere og mere min ven. Vi har altid været der for hinanden og stået op for hinanden når der er noget der har været uretfærdigt. Men vores voksne venskab sætter jeg uendeligt pris på.

Dog har jeg alligevel kreeret en lille liste over søskende episoder, hvor man har haft lyst til at kværke sin søster eller bror:

Da min lillebror kørte en Flexitrack bil gennem håret på mig og jeg fornemmede mine (endeligt) lange lokker vikle sig ind i den lille elektriske satan, hvor både vold og saks måtte bruges til at få bilen ud igen. Værst var det selvfølgelig for lillebror, da det gik op for ham at han muligvis havde mistet bilen for evigt…..

Når jeg lavede rod i min lillebrors tællesystemer – vi mistænkte min bror for at have en eller anden form for OCD da han var barn, eftersom ALT blev talt og hver eneste gang vi gik forbi nr. 19 på vej til skole, skulle han synge en sang om hunden der boede i nr.19. Ganske harmløst og ret sødt, men som storesøster og plageånd måtte jeg altså afbryde ham midt i sangen ind i mellem, hvilket førte til en mindre livskrise for min lillebror der nærmest var nødt til at gå hele vejen til busstoppestedet og tælle fortorvsfliser igen helt ind til nr. 19.

Dengang min lillebror bed mig så hårdt i armen, at jeg den dag i dag stadig har et ar. Jeg kan ikke helt huske episoden, men kender jeg lillebror ret, har det sikkert noget at gøre med, at jeg ikke kunne samle stykkerne af pålægschokolade til ét stykke igen eller at jeg havde haft den frækhed at sige “Bussen Knudsen” i stedet for bare bussen….. Men der sidder stadig to lyse mælketænder på mit højre håndled.

Episoden hvor jeg skulle forklare min lillebror hvad det ville sige at nikke en skalle og bare besluttede mig for at vise ham det i stedet…………..

Da min lillebror gik amok over at man har kryds i navlen – ungen kunne knap nok tale, men han undrede sig meget over hvorfor man havde kryds i navlen. Da ingen forstod eller kunne svare brød helvede fra en anden verden løs, hvilket resulterede i, at jeg så min mormor græde, hvilket også er den eneste gang jeg har oplevet det i hele mit snart 23-årige liv.

Det forunderlige ved søskende er, at selvom man kan være nok så strid og drillepinds-agtig, så mener man det aldrig rigtigt. Man bliver gode venner uden at sige undskyld og venskabet er så stærkt, at der i hvert fald ikke er nogen andre der skal drille eller sige noget grimt, fordi så er der ballade. Der skal ikke den store forsoning til eller de lange udredelser. Søskendebåndet er langt stærkere end vi nok lige antager.

Stort tillykke kære Jacob, må din dag blive dejlig og mit hår frit for batteridrevne biler, på trods af den komplette udlægning af dine skøre sider. Jeg elsker dig.

13480516_10209574538343908_1709134395_n

(Visited 25 times, 1 visits today)