“Jeg kan desværre ikke komme, fordi jeg ikke har lyst”

14808947_10210685507797450_1419515598_o

Som du, kære trofaste læser, måske fornemmer kører jeg fra tid til anden, et lille tema på min blog der handler om, at jeg en møg træt af at være en såkaldt “pleaser”, der glemmer alt om integritet og følelse for hvad jeg egentlig selv vil, da det er så hulens vigtigt for mig at være med alle steder hvor det sker og vide at jeg ikke er gået glip af noget stort. Og vigtigst af alt, så er jeg så arrogant at jeg tror, at det vil have fatale betydninger for min relation med værten, hvis jeg melder fra.

Jeg tror ofte at vi har prøvet, at føle os trængt op i en krog, hvor vi bliver overrumplet af en invitation eller initiativ og inden vi når at stoppe sætningen “ej, det vil jeg mega gerne komme til” er den fløjet gennem luften, som den sms der var tiltænkt til din kæreste, som nu ligger i din mors indbakke og der er INTET du kan gøre for at få den tilbage.
Jeg er personligt, så gennemskuelig hvis jeg forsøger at snige mig uden aftale jeg virkelig ikke vil indgå. Jeg tøver meget og 80% af min sætning består af “øøøh”, samtidig med at jeg for alt i verden forsøger at undgå øjenkontakt og pludseligt mærker jeg at mine håndflader blive fugtige. Og jeg kan lige så godt spare mig besværet, fordi jeg ved at jeg ender med at sige ja i sidste ende.

Det handler ikke om, at være underlig eller asocial, men hvor ville det bare være fedt ind i mellem at melde fra til noget, uden at behøve begrunde eller forklare. Jeg gider bare ikke på fredag. Jeg tror måske, at det er en typisk kvindeting, det der med at forpligte sig til meget, selvom man måske ikke selv har behovet for at deltage. Det er den berygtede “pleaser” der kommer frem i os. Det er fordi det ikke virker som en legit grund at sige nej tak til noget socialt, til fordel for at slænge sig på sofaen med hånden dybt begravet i en pose matadormix mens man ligger og overveje hvem man skal stemme på i Vild med Dans og har et mindre girl-crush på Sarah Grünewald.

Når vi rammer weekenden har jeg ofte fløjet minimum to gange i løbet af arbejdsugen og kan nærmest ikke huske, hvordan min lejlighed ser ud, da jeg har været klemt ind i en modellejlighed eller på et hotel. Jeg er træt. Men stadig er jeg ikke kedelig. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at få stemplet som kedelig og derfor tager jeg mig selv i, gang på gang, at fylde kalenderen op med aftaler, møder og dates som dræner mig, i stedet for at give mig fornyet energi i de 48 timer jeg har til at lade op. Jeg er så bange for, at andre, mine venner, min familie, mennesker jeg ikke kender, skal synes dårligt om mig hvis jeg siger “nej tak, i aften gider jeg ikke”.

For et par uger siden prøvede jeg det af – det der med bare at sige nej. Malou, Bolette og jeg skulle hænge ud en lørdag aften, hvor jeg var landet dagen før og vi ville alle noget forskelligt og det var ikke klart hvad planen egentlig var. Jeg var meget træt og havde en idé om en filmaften, men da Bolette tropper op ser hun brage lækker ud og er helt sikkert klar på, at vi skal ud og drikke drinks. Dér sad jeg i min pyjamas og mine skisokker med grim knold på hovedet og uldtæppet trukket godt op om næsen. Bare tanken om at skulle gå ind på mit bombekrater af et værelse og finde et rent sæt tøj der kunne være nogenlunde præsentabelt i det københavnske natteliv gav mig en mindre migræne. Malou var også klar på lige at gå ud og få en enkelt til hvert ben et eller andet sted. De kigger afventende på mig, som skulle jeg til at fortælle meningen med livet.

“Jeg tager ikke med, fordi jeg virkelig ikke gider” siger jeg og kryber endnu længere ned i sofaen. Jeg kan se på dem at de er overraskede, måske fordi vi for første gang ikke rigtig er enige om hvad vores behov er.

“Er du sikker Lau? Det bliver ikke sent, det er bare for lige at komme lidt ud og mærke livet lidt.” Siger Malou, mens hun står i døren ind til stuen kun i ført fancy top, trusser og krigsmaling. Stemningen bliver lidt akavet og en smule trykket og jeg ved, at det udelukkende er min skyld. Men der er ikke nogen der er sure, ikke nogen der er kede af det, der skete faktisk intet af det jeg frygtede for. Jeg ender selvfølgelig med at tage med, da det gik op for mig at der pludseligt ville blive meget stille i lejligheden og det jeg glæder mig mest til ved at komme hjem i weekenden er, ikke at være tvunget til at være alene. Men det var en lille øjenåbner for mig alligvel at turde sige det højt – jeg kommer ikke med, fordi jeg virkelig ikke gider i dag. Og verden brød ikke sammen.

Jeg glæder mig til, at jeg engang hviler nok i mig selv til, at jeg tør mærke efter og sige højt hvad det er jeg har brug for og tro på, at de relationer jeg har i mit liv nok skal være der i morgen aften også.

XX

(Visited 13 times, 1 visits today)

Kommentarer

    • Og nu må du hellere sætte dig ned og have hjertestarteren klar – jeg er dansk studerende. Jeps. Halvvejs gennem min Bachelor. Eurowoman har som sådan ikke noget med mit indhold at gøre, da det er mig og kun mig der står for det. Vil lige bemærke, at EW prøver at få mig til at forbedre min kommatering, hvilket jeg også gerne vil, men sandheden er, at jeg ikke kan sætte et komma om der så stod mellem liv og død.

      Men du kan måske give et online kursus siden du nu er på ekspertsiden? Eller hvad? Det er måske svært når man har blødt ud af begge øjne? 😉

      Jeg tager den til mig Bent, men hey, husk lige på at der er rigtig mange måder at sige tingene på.
      God weekend.

  • Synd med dine “blødende øjne” Bent. Men for mig er det fløjtende ligegyldigt med kommaer- det er indholdet der tæller. Laura’s indlæg er fulde af humor og giver både grin og stof til eftertanke, det kan man godt læse selvom der er kludder i kommateringen. Jeg er selv en klovn til tegnsætning, men det er nu gået mig meget godt i livet alligevel . Pas på dine øjne Bent og find noget andet at læse😃.

  • haha! Ej undskyld, men du tog jo med alligevel.. Du har jo tydeligvis ikke lært af din åbenbaring om, at det er okay at sige nej, du følger det jo ikke til dørs og sætter handling bag ordene, og det med at lejligheden kommer til at føles tom og du derfor tager med alligevel, tænker jeg er skjult for “jeg vil ikke gå glib af noget” eller at du så slet ikke har lyst til at sige nej og så er historien jo ligegyldig. Det er fint at du filosoferer over, hvor svært det kan være at sige nej, det tror jeg vi er mange der kan relatere til, men at få det til at lyde som om du har lært rent faktisk at sige nej – det er en illusion.

    • Hej Sofie, jeg kan ikke helt se hvordan det ændrer mit ræsonnement at mit behov gik fra at være hjemme til at have lyst til at tage med alligevel? Pointen er jo, at det viste sig at være okay at sige nej – det var ikke fatalt. Derudover handler dette indlæg i højere grad om hvorfor og hvordan det kan være, at det er så svært at sige nej fremfor at trække stikket og være hjemme – eksemplet er jo principielt underordnet. Hvis jeg nu havde udeladt den sidste bemærkning, havde historien så haft større værdig for dig?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *