Tag et digitalt pusterum

I dag er vores sidste dag inden vi påbegynder vores hjemrejse. Jeg ligger pt og slænger mig i skyggen af en Palme, mens jeg naturligvis bliver skambidt af myg og påfører solcreme hvert kvarter.

Der har været meget stille, i meget lang tid på min lille blog. Som i bom-shh-tys-meget stille. Og det er der faktisk en særlig grund til – jeg valgte at holde fri.

Vores første uge på Cuba dækkede jeg, som Ulla T ville rapportere fra et ulykkesramt område i Mellemøsten. Alt blev inkluderet, beskrevet og kommenteret og min intention var at lave en fuld rejsedagbog, som mit ego var helt sikker på, at alle læsere virkelig ville synes var fedt. Da vi kom tilbage til Mexico kunne jeg dog mærke, at min trang til at dele måske ikke helt var skabt af lyst, men af en følelse af forpligtelse – men overfor hvem?

Jeg havde plantet en ide om, at denne tur ville være med til at bidrage til en masse indhold på især min blog og give mig en masse materiale at arbejde med. Og se det er problemet – jeg glemte helt hvem denne tur var for. Den var for mig og Niels. Derfor tog jeg en beslutning om, at for alvor at holde fri. Stoppe op og nyde hvert muligt øjeblik, uden at føle mig det mindste forpligtet til at dele noget som helst.

Og jeg tror langt fra at jeg er alene om, at føle mig “forpligtet” til at dele min hverdag på de sociale medier. Det tror jeg rigtig mange gør, uden at man nødvendigvis tænker over det. Der ryger ofte en snap op fra byturen i weekenden, et Instagram post fra frokostaftalen med veninderne og en opdatering på facebook om et nyt forhold, et kommende barn eller et bryllup. Fordi, hvordan skal vi ellers få budskabet ud over stepperne? Lade folk vide at vi altså ikke bare sidder derhjemme og piller navle?

Personligt er jeg en der har rigtig meget at sige, rigtig mange gange, rigtig meget hele tiden – derfor kan jeg holde gang i mit lille blog-bål uden at skulle puste og pruste for meget for at holde gnisten i gang. Men ind i mellem er det rart at koble af og blive enig med mig selv om, at der stadig er nogle ting i denne verden som udelukkende er forbeholdt mig og som jeg hverken kan eller skal dele ud af. Solnedgangen er aldrig lige så pæn på billeder, man mister ikke pusten på samme måde når et landskab beskrives, som når det ses og de følelser der knytter sig til hver fortælling, er ikke noget andre end jeg selv føler. Derfor har denne tur været for mig.

Jeg har dog været aktiv på Instagram, hvor der lige er røget et lille billede op hist og her, da jeg har haft mulighed for at låne et helt fantastisk kamera med, som jeg har tænkt mig at fortælle lidt mere om i et andet indlæg. Ellers tag et kig på min Instagram

XX

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *