“Jeg blev til noget selvom jeg fik 02 i tysk”

En af jer kære læsere opfordrede mig til, at skrive et indlæg om min gymnasietid.

Ikke så meget om hvem jeg var, hvad jeg lavede og hvem mine veninder var, men mere i forhold til selve skolegangen og mit faglige niveau.. Jeg har været meget i tvivl, da jeg ikke har været specielt stolt af min gymnasie-præstation og længe har overvejet, at hvis jeg bare holdt mund omkring det længe nok, så ville det nok forsvinde.  Men nej.

Jeg var på ingen måde en 12-tals elev.

De fag hvor mit hjerte virkelig var med (de humanistiske fag), var dem hvor jeg kunne overskue arbejdsindsatsen det krævede at få de rigtigt gode karakterer, mens jeg haltede svært efter i de matematiske og naturfaglige.. og tysk.. hvilket er ret ironisk, da jeg i dag bruger tysk afsindigt meget.

Til min tyskeksamen i 2.g var jeg ved at få et mentalt sammenbrud.. Jeg havde et ret anspændt forhold til min lærer, efter jeg kom for sent til første undervisning engang i August 2009 på grund af lægebesøg, hvilket lærer T aldrig rigtig glemte.. Til min store ærgrelse. Da vi trækker tysk som mundtligt eksamensfag tror jeg simpelthen at jeg skal besvime. Det kan simpelthen ikke passe. Jeg opsøger derfor min gamle tysklærer fra folkeskolen og får hende til at terpe med mig, og hun er skarp, hård og den bedste hjælp man kunne drømme om. Da jeg går fra hende aftenen inden eksamen siger hun til mig, at hun er sikker på jeg hiver et syvtal, hvis ikke måske endda en tier hjem – “du er slet ikke så ringe, som du selv går og tror”. Dagen for eksamen melder sin ankomst, jeg cykler op på skolen og går målrettet mod eksamenslokalet med den grønne dug.. og bliver revet fuldstændig fra hinanden. Får et 02, som jeg bliver fortalt jeg skal være glad for, eftersom jeg er kedelig, uforståelig og vrøvler. Jo tak, lærer T.. Jeg kan huske, at jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, og bare ventede på, at ydmygelsen skulle være ovre. Fandme om han skulle se, at han virkelig fik ram på mig denne gang. Jeg piskede forbi mine spørgende kammerater og ud til min cykel, hvor jeg blev skidt på skulderen af en fugl. Og så kom det: tårerne. Tankerne.

“DU BLIVER ALDRIG TIL NOGET”

Suget i maven og den hvæsende stemme i mit hoved, der remsede alle de ting op jeg i hvert fald ikke kunne blive nu, gav mig kvalme og gjorde mig svimmel. Jeg tonsede hjem på min cykel og måtte sætte mig med ryggen op ad skuret og få noget frisk luft, inden jeg var klar til at gå ind og skuffe mine forældre. Men se, nu skete der noget interessant:

Sekundet jeg træder ind ad døren, tror jeg at mine forældre fornemmer at der er noget galt. Jeg fortæller med skam i stemmen, at jeg kun lige fik måsen med over og husker at jeg forsøger at undgå øjenkontakt. Jeg kan ikke se dem direkte i øjnene, når jeg nu er så dum. Til min store lettelse modtog jeg verdens største kram og en opbakning der næsten var større end når jeg havde fået 10 eller 12. Og det gav mening – det var jo nu jeg for alvor behøvede det.

I dag ville jeg ønske, at jeg kunne tage tilbage til gymnasiet, finde min underviser og fortælle ham, at jeg i dag, udelukkende på baggrund af mit skoletysk, kan gøre mig forståelig på en tysk arbejdsplads, begå mig i Berlin på tysk uden problemer og at der aldrig i mit liv er nogen der har bedt mig om, at forklare på tysk hvad et kartoffelbål er… hvilket åbenbart var meget vigtigt under eksamen.

Min pointe er, at vi alle sammen har prøvet at skrabe karrakterbunden på et eller andet tidspunkt i vores uddannelsesforløb. Og det er møg ubehageligt og lige ydmygende hver eneste gang. Man putter så mange ressourcer i det og når det så ikke bærer frugt, kan man ikke tænke på andet end, at man er dum og grim og aldrig kan blive til noget. Man ak! Der tager du fejl.

Karakterer er fandme ikke noget der definerer os! Om man så kører den rent ind med 12 eller 02, så må man forstå, at karakterer er et øjebliksbillede, hvor man kan have været lige så heldig som man er klog. Det der for alvor betyder noget er, at være passioneret omkring noget, være et godt menneske og behandle andre ordentligt. Gymnasierne arbejder på, at blive mere gearede til det kreative og det anderledes, men vi er der ikke endnu.

På videregående uddannelser brænder de høje adgangskrav os i øjnene, fordi der pludseligt er gået inflation i 12-tallerne på gymnasierne, der alle sammen håber på, at netop deres skole komme ud i toppen. Det er urealistisk, at hvis man har et gennemsnit på 7, der er over middel, er det næsten umuligt at komme ind på CBS eller KU hvis ikke man vil læse Grønlandsstudier eller Eskimologi. Det er så vanvittigt, at det skide gennemsnit fra gymnasiet, en grunduddannelse vi tog i en alder af 15-18 år, skal definere hvad vi kan med vores liv.

Derfor skriver jeg dette – stærkt inspireret af min kære blog kollega  Rebecca, til jer der sidder med ondt i maven og frygten for aldrig at blive til noget: giv slip. Lad tingene gå sin gang, men så gør noget andet! Hvis gennemsnittet ikke er til, at gå på uddannelsesshopping, så tænk ud af boksen. Hvad vil jeg? Jeg tror på, at hvis der er noget man vil og arbejder nok for det, så skal man nok ende der hvor man hører til. Ind i mellem kan vejen være lidt lang og bøvlet, men hold ud!

Og igen, så har det 02 i tysk betydet tarvelige ting for mit gennemsnit, men det har fandme ikke fået lov til at diktere hvad jeg vil med mit liv.

Over and out.

(Visited 31 times, 1 visits today)

Kommentarer

    • Jeg er selvstændig og så jeg læser min bachelor på Københavns Universitet 🙂 To ting jeg i hvert fald var helt sikker på ikke var muligt, når man nu skrabede karrakterbunden. Synes det er et rigtig vigtigt budskab, at vi unge mennesker ikke sidder fast i forestillingen om, at et 02 i tysk var det der definitivt gjorde det af med vores ambitioner.
      – så ja, selvom jeg ikke kan putte mig selv ned i en kasse, som revisor, økonom eller advokat, så synes jeg faktisk at er jeg er blevet til noget.
      Dejlig weekend til dig!

  • Virkelig et inspirerende indlæg! Jeg går i 3.g og nærmer mig min studentereksamen. Tanken om at “fejle” og “ikke blive til noget” er min største frygt. Jeg har aldrig været en 12-tals elev, men alligevel kan skuffelsen være enorm hvis jeg kommer ud med en lavere karakter end topkarakter, i et fag jeg i øvrigt umærket godt er klar over ikke er min stærke side. Tanken om at et tal kan få betydning for ens muligheder i livet, er et alt for stort pres for unge. Ville med dette bare sige tak for et inspirerende indlæg og en reminder om at det hele nok skal gå 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *