“Jeg er for længst kommet over min frygt for, at gå alene på restaurant”

Jeg har i denne uge været i Paris for at arbejde, ja det er jeg faktisk stadig i skrivende stund. Jeg har kun været i Paris én enkelt gang før, så jeg har været ret spændt på at rejse til byernes by. Arbejdsdagene er ganske lange, men så snart det sidste skud er i kassen hopper jeg i mit eget tøj og stryger afsted – jeg er nødt til at opleve noget!

Når man som oftes rejser på grund af business er det begrænset hvad man kan nå at se. Det kommer selvfølgelig også til, at handle en lille bitte smule om hvor i verden man er.. Var i Düsseldorf i sidste uge og havde måske ikke den helt samme trang til at komme ud, og slentre gaderne tynde. Men i hvert fald, så er det ofte, at man ikke får set meget mere end hotelværelse, uber og eventuelt fotostudie.

Når man rejser på denne måde, er der en hel del alene-tid og det har ikke altid været let at håndtere. Jeg troede i en periode at jeg var ensom, men det viste sig blot, at jeg slet ikke havde lært hvad det vil sige at nyde sit eget selskab. At være alene faktisk kan være helt okay!

Jeg kan tydeligt huske, da jeg i starten skulle overvinde “frygten” for, at gå på restaurant alene. Sidde dér, som en anden enspænder med headphones på og et meget skamfuldt blik ned i tallerknen, fordi man var den dér freak der ikke havde nogen at dele så meget som en middagsaftale med. Det var virkelig grænseoverskridende. I starten ville jeg kun spise to-go mad, fordi det virkede lidt mere legit at gøre alene – så behøvede man ikke sætte sig ned og slå lejr, og sådan for alvor udstråle sin ensomhed. Men efter et ordentligt tilløbsstykke sprang jeg ud i det – og nød det.

Ofte har jeg en bog i ørerne når jeg sidder der alene. Og så vælger jeg typisk at sidde enten i baren, ved et 2-pers. bor og altid så tæt på vinduet som muligt – når man glor på andre mennesker er det lidt som om, at man faktisk ikke spiser alene. Jeg tænker aldrig over, at være alene når jeg sætter mig et sted og spiser. Jeg har tid til at svare på mails, lytte videre i min bog eller lige zone ud et øjeblik. Uden at jeg føler, at jeg er underlig og alene.

Jeg tror, det har været en rigtig teenage-usikkerhed for mig, at skulle vænne mig til, at være “alene”. Bryde med konventionerne om, at middage som minimum er for 2, specielt når man går ud.

Det er en ret sjov måde, at lære sig selv og sine grænser bedre at kende på. Og gøre op med, den angstprovokerende tanke om, at nogen, Gud forbyde det, skulle tro, at man var venne-løs..

Jeg er også blevet ret shameless når det kommer til, at bede andre om at tage et billede af mig – for eksempel foran Eiffeltårnet, hvor alle andre forelskede par dimser rundt og kysser, mens man selv render rundt med fuldt udfoldet selfie-arm og prøver at stille skarpt på pæn turistattraktion og undertegnede. Meget lettere bare at bede nogen om at gøre det. Naturligvis vigtigt at vælge pålideligt udseende person, i dårligt fodtøj som du ved du kan hale ind på, hvis de beslutter sig for at gennemføre 800 meter spurt med din tele.

Hvor går grænsen for jer?

 

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *