” Slanke mennesker er ikke lykkelige?”

TV2 har den seneste uge, helt hardcore kørt et tema med fokus på krop og selvopfattelse, hvilket jeg synes er sindssygt relevant, sindssygt spændende og ikke mindst modigt!

Vi har nemlig hver især vores egen individuelle fortolkning af, hvad det vil sige at være glad for hvordan man ser ud. “Body positive” udtrykket har været essentielt og jeg er 100% fan! Dog virker det kun som om, man har lov til at dyrke netop dét udtryk, hvis man har lidt på sidebenene. HVORFOR skal jeg, efter sådan en uge, sidde og føle mig en lille smule forkert? Hvorfor skal jeg finde mig i, at dame i Go’ Morgen DK udtaler, at en tynd kvinde på et billede ikke ser lykkelig ud? HVORFOR er det i nogens Interesse, at skabe en “os-og-dem” mentalitet? Hvad er det for noget, at vi kvinder bliver ved med, at spille os selv ud mod hinanden?

Og hvorfor var det lige, at det kun var en type bikini-krop der skulle repræsenteres?

Jeg har lagt mærke til en tendens på Instagram, hvor man gerne skal gøre noget ud af, at være “helt almindelig”. Jeg er sgu også helt almindelig. Jeg betaler regninger, løber tør for mælk og skændes med min kæreste om det f*cking toiletbræt, der på magisk vis ikke kan slås ned. Men jeg er ikke berettiget til, at være “helt almindelig” på grund af min størrelse. Og det får mig til at have lidt ondt i maven og faktisk, føler jeg mig lidt forkert.

Jeg ELSKER at der er ved at ske denne forandring i samfundet, hvor man arbejder med denne her accept. Nu handler det bare om, at der ikke forsat skal være “rigtigt og forkert 2.0”, nu skal vi vel bare være som vi er? Uden at tvivle på, om vi nu lever op til det ene eller andet ideal, for tro mig, det er det som det ender med, hvis ikke vi gør det klogt – et nyt ideal som vi igen skal bøvle med at leve op til.

Og nej, det er faktisk ikke sjovt at blive kaldt grimme ting fordi man er slank. Jeg har måtte høre, at man ikke er en rigtig kvinde hvis man er slank. En mand har kaldt mig for “a rag and a bone and a hank of hair”, og så bliver jeg ofte opfordret til at tage en portion mere end de andre, som om jeg var et barn der ikke selv kunne bestemme.

Alt det her behøver ikke at handle om, at pege fingre og gøre op med bestemte måder at se ud på. Det handler om respekt. Respekt for hinanden, men i endnu højere grad respekt for os selv.

Jeg tænker MEGET over hvad jeg poster på for eksempel Instagram og kunne ikke drømme om, at lave om på hvordan jeg ser ud, selvom der er masser af redskaber til lige at gøre benene lidt længere og den solbrune hud lidt mere choko. Jeg fik på et tidspunkt en mail fra Instagram om, at jeg var blevet anmeldt til IG, fordi der var en følger der var bekymret for mit helbred. Det var jeg meget overrasket over, men har taget det død alvorligt. Jeg vil ikke bidrage til om noget er rigtigt eller forkert, så derfor vil jeg forsøge at tage et udsnit af min dag, der er så tæt på virkeligheden som muligt. Dog ser jeg ingen harme i, at skrue lidt på farver, kontrast og lys. Men jeg indså på det tidspunkt, at jeg måtte have fejlet i min kommunikation hvis nogen ligefrem frygtede for mit helbred – det er der ingen grund til.

Grunden til at jeg ser ud som jeg gør, er jeg ret sikker på kommer rent genetisk. Min mor er høj og slank, og så kan hun tømme en bland-selv slik butik så du taber underkæben.

Men Hey – jeg ser ud som jeg gør og du som lige præcis du skal se ud. Jeg tænker VIRKELIG sjældent over, hvordan andre kvinder (eller mænd for den sags skyld) ser ud. Det jeg lægger mest mærke til er, hvad de udstråler. Udstråling er alt og så kan man for min skyld se ud som man vil. Burde vi ikke fokusere mere på det, eller hvad?

(Visited 35 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Virkelig vigtigt indlæg! Jeg gået med de samme tanker som dig, efter at denne “body-possitive” bølge har ramt de sociale medier. Jeg syntes det er pisse fedt at der både i modeverdenen, og verdenen generelt er blevet skabt mere positiv plads til andre typer kroppe end kun den slanke. MEN tit og ofte har jeg følt at måden hvorpå krops positiviteten er sat i lys, er helt modsat af det ønskede mål. Jeg tænker at målet er at alle skal føle sig godt tilpas i deres krop, at det er okay at være slank og tyk og alt indimellem, og ikke føle sig forkert. Men tit ser jeg artikler (og kommentarer) i mit feed på diverse sociale, hvor “markedsføringen” af tykke kroppe er nedgørelse af slanke kroppe. Er det virkelig ikke muligt at skabe mere positivitet omkring tykke kroppe, uden at det pludselig skal være forkert at være slank? Jeg kan huske jeg læste en artikel sidste år der handlede om “mor kroppen”, hvor jeg blev helt øv efter at have færdig læst artiklen. Jeg havde håbet at artiklen ville indeholde ord og sætninger om alle de dejlige ting ved en mere fyldig krop, men ak nej, istedet handlede artiklen om hvorfor mor kroppen var bedre end den slanke krop. I artiklen blev der blandt andet nævnt at det var mere sexet med en kvinde der vilede i sig selv, end en der havde behov for at træne hele tiden for at se godt ud, som om det ene udlignede det andet. Jeg træner fordi det gir mig en kæmpe lykke i kroppen, min lækre røv og flotte veltrænede ben og mavemuskler er blot en bonus. Jeg viler 100% i mig selv! Jeg syntes det smukkeste i verden er mennesker der er gode ved hinanden, mennesker der er glade og har det godt. Jeg ser ikke kroppe, jeg ser personlighed, jeg ser følelser. Jeg ville ønske at medieverdenen havde mere fokus på det samme. Istedet for at det skal handle om hvordan folks kroppe ser ud, at det ville handle noget mere om hvordan mennesker har det, med sig selv og med andre, hvordan vi behandler hinanden og os selv. 

    • Kære Julie,

      Endnu en gang – VIRKELIG gode pointer!! Jeg er meget enig og synes det er nogle gode observationer. Håber vi kommer så langt på et tidspunkt, at vi blive skide ligeglade med hvad andre tænker 😉

  • Hvor er du sej!
    Helt enig!
    Man skal ikke kæmpe for en vigtig sag, ved at nedgøre andre. Vi kvinder kæmper for ret til tidskrævende karrierer ved at nedgøre hjemmegående kvinder, kæmper for retten til at have lidt på sidebenene, ved at nedgøre slanke kvinder.  Det skal stoppe!
    Jeg ønsker at min datter vokser op i et samfund, hvor det at være lige præcis den man er, er det helt rigtige, og det er det vi skal kæmpe for!
    Virtuel High five til dig! Du er en kvinde at se op til!

    • TUSIND tak!
      Åh den gik lige i hjertet.
      Dine pointer er SÅ rigtige! Jeg er virkelig træt af, at kvinder ikke kan løfte hinanden op, uden at det sker ved at stå på andre. Lad os ændre det!
      KH

  • Jeg hørte den samme kommentar og tænkte: “Hør hov, sidder du ikke i sofaen for at fortælle at ALLE kroppe er OK? Hvorfor må du så tale grimt om tynde kvinder? ” Ligesom da hun sagde at hun hellere ville spise middag med en som hende der sad ved siden af hende (altså en kvinde med lidt på sidebenene), fremfor en af de tynde modeller. Som om man mister evnen til at føre interessant samtale i takt med at tallet på badevægten falder 😉
    Det må ikke være nødvendigt at nedgøre én kropstype for at hylde en anden.

    Du skriver så fine ting, søde Laura. Jeg er er glad for at kunne følge lidt med 😉
    Møs fra Sara (grandkusine)

    • Kæreste S!
      Hvor er jeg glad for at du læser med!
      Den kommentar i fjerneren var lige grib nok og desværre fik det lidt luften til at gå af ballonen, da mennesker der er imod bodyshaming pludselig kastede sig ud i det på åben skærm. Vi skal alle være her 🙂

  • Det er dog vigtigt at være opmærksom på det faktum, at der er forskel på tynd og slank! Jeg er helt enig i, at der ses en tendens til, at kvinder med mindreværdskomplekser i forhold til deres størrelse og udseende overtager en undermenneskementalitet ved at kritisere andre for at få det bedre med sig selv. På den anden side er det IKKE godt at den usunde model-“slankhed” (der i min opfattelse er tyndhed) er ved at overtage kropsidealet, da piger og kvinder kan begynde at se op til nogle eller noget, der simpelthen er skadeligt. 

    Man bør ikke være glad for en krop, der er skadelig – og man bør under ingen omstændigheder bestræbe sig på at få sådan en krop.

    • Hej Jonas, jeg er helt enig!
      Men hvordan kan man som udefrastående, ud fra et billede eller en video vurdere hvorvidt en person er tynd eller slank? Og hvorfor skal man overhovedet gøre sig til dommer over det?

      Vender man det du siger om, kunne man også argumentere for, at det ikke er sundt at veje for meget og at det vel heller ikke er noget vi skal praise? 🙂

      Synes dine synspunkter er meget væsentlige og spændende!
      God dag!

  • Tak Laura! Jeg sidder med præcis samme tanker. Jeg sad også og så på de kvinder og tænkte, hvorfor ikke alle kroppe var repræsenteret. Jeg er også helt almindelig, selv om jeg er slank. Men et kort sekund skammede jeg mig faktisk lidt over, at de højere magter har beriget mig med et højt stofskifte. Hell no! Noget ved min krop og mit stofskifte er genetisk, noget arbejder jeg for – præcis lige som de kvinder, der sad i sofaen i Go’ Morgen Danmark og hyldede kvindekroppen og det ”helt almindelige”, men glemte de slanke af os.
    Jeg anerkender, at det selvfølgelig bliver lidt nemmere at leve op til Vestens skønhedsidealer, når man er slank. Så ligner man lidt mere de kvinder, man ser i magasinerne. Men det berettiger ikke, at folk må kommentere på min krop! Her i begyndelsen af mine tyvere ændrede mit stofskifte sig ret meget, og jeg tabte mig uden grund egentlig. Jeg ligger stadig solidt i normalen for BMI, men jeg oplevede alligevel, at alle mulige mennesker, både tætte veninder, familievenner, ældre mennesker osv., følte det var i orden at kommentere på min krop. Kommentarer som ”Gud du er blevet tynd”, ”Du kan jo godt tale det”, ”Har du ikke tabt dig?” osv. Jeg bliver altid helt forlegen, når folk ud af det blå siger sådan noget – for hvad fanden svarer man? Og ville du nogensinde sige sådan til et menneske, der havde taget på?
    Så sidder man der og føler, at man skal proppe sig med mad eller altid spise op for at bevise, at man ikke er sådan en overfladisk type, der kun går op i sit udseende. Men ved I hvad? Nogle gange har jeg lige kværnet en halv pose chips, inden jeg tog ud for at spise, og så kan der naturligvis ikke være lige så meget i maven. Og nogle gange har jeg levet af pizza en hel weekend, så jeg springer lige chokoladekagen på arbejde over om mandagen. Det er mit valg. Jeg kommenterer ikke på andre menneskers krop eller kost, så jeg kan ikke forstå, hvorfor der skal kommenteres på min, bare fordi den er slank.

  • Kære Laura. 
    I din tidligere post vedr. Petra  siger du, at du knokler røven ud af bukserne for at se ud som du gør. Altså, holder øje med hvad du drikker, spiser og hvor meget du sover, og at du bliver ked af det, hvis du ikke gør de her ting, og ikke bryder dig om at se på dig selv, når du vejer lidt mere – Dermed udpensler du jo så fint selv roden af det hele. Pointen med alt den fokus på krop og selvopfattelse er vel netop, at du og alle andre skal kunne have det godt med sig selv, selv når man vejer lidt mere og at man ikke behøver at ‘knokle røven ud af bukserne’, for at kunne holde sig selv ud. Pointen er vel at finde roden til den her tilbedelse af den tynde skikkelse, som du tydeligvis selv ligger under for. 

    Dernæst, så klinger det altså ganske hult, når du søger anerkendelsen af dit hårde arbejde i ét blog-post, for dernæst at søge medlidenheden i det næste, ved nu at sige, at din skikkelse altså skyldes genetikken, og derfor ikke er ‘din skyld’. Giver det mening? 

    • Hej Rikke,
      Jeg var forberedt på en kommentar som denne 🙂
      Jeg knokler ikke røven ud af bukserne for at “holde mig selv ud”. Jeg knokler røven ud af bukserne for at være sund, rask, frisk, glad og fuld af energi. Samtidig er jeg, rent genetisk, spinkelt bygget.
      Min pointe er, at jeg vel ikke at udskammes fordi jeg kan lide at træne, passe min søvn og passer på min krop ved at spise sundt, som jeg i høj grad føler bliver gjort til et problem.

      Jeg søger hverken anerkendelse eller medlidenhed – jeg er ikke noget offer eller nogen helt. Jeg giver bare mig selv lidt taletid og beder folk om at tage en chill pill og bekymre sig om sit eget, i stedet for en konstant pegen fingren og en evig “rigtig og forkert”.

  • Er så enig med dig!! Jeg kan tydeligt huske jeg engang i folkeskolen blev hevet op til sundhedsplejersken, fordi der havde været en oppe og sige at jeg havde en spiseforstyrrelse og sultede mig selv, hvilket jeg aldrig nogensinde har gjort. Jeg har bare altid gået op i min sundhed og følt det var rarest at træne og holde min krop slank, og så har jeg nok nemmere ved at tabe mig end så mange andre. Generelt synes jeg da det er rarest hvis man ikke er hverken så overvægtig eller undervigtig, at det ligefrem skader ens helbred, men at nogle folk vejer 5 kg for meget eller for lidt, synes jeg da bare er med til at understrege forskelligheden, og friheden. Dog synes jeg det er negativt at der hele tiden skal bygges et billede op af det normale og sunde, som om der kun er én mulighed, det tror jeg er med til at gøre så mange så usikre. Gid det handlede mere om hvordan man så ud indeni, end udenpå! 

    • Hej Ella,
      Det er en virkelig grænseoverskridende oplevelse du beskriver, har selv prøvet at blive kaldt til sundhedsplejersken og det var allerede i 2.-3. klasse, fordi jeg ikke tog nok på i forhold til hvordan jeg voksede. Jeg synes det er rigtig ærgerligt, hvis man pludseligt skal skamme sig over, at man kan lide at træne, gå op i hvad man spiser osv. Ikke for at “holde sig selv ud”, som Rikke tidligere har skrevet, men simpelthen fordi man kan lide det og får mere energi og bliver glad af det. Jeg er tilhænger af “alt med måde”, og prøv at hør, hvis ikke det gør dig glad at trampe rundt på trædemøllen som et andet hamster, så lad vær! Og elsk dig selv alligevel! Hvis du elsker det og den energi det giver dig, skønt! Men det hele kommer ned til to ting: selvopfattelse og udstråling. Så kan man være nok så slank eller nok så kurvet, men så længe man har det godt med de valg man tager og det liv man lever, så kan jeg ikke se hvorfor nogen er mere rigtige end andre.Tusind tak for dine gode pointer!

  • Virkelig vigtigt indlæg og godt, at du sætter fokus på, at alle skal kunne være her, uanset hvordan du eller din krop ser ud! Jeg har altid været rimelig slank, fordi jeg fra naturens side er født med højt stofskifte og kommer ud af en slank familie, hvilket har resulteret i, at jeg hele min barndom har skulle høre for, hvorfor er du så tynd, spis noget mere osv., og især her i teenageårene, hvor kroppen bliver et kæmpe fokus. Jeg har oplevet sågar, at jeg pga. min krop fratages at kunne have en mening om træning, kost osv., for du kan jo ikke tage på af et ekstra stykke kage, eller du behøver jo ikke træne for at holde dig slank, så du ved ikke, hvordan det er. Nej, det ved jeg måske ikke, men derfor kan jeg vel stadig ytre mig, og sige, at jeg ikke synes, at træning skal være meningen med livet. Og et lidt andet tabu, jeg har lagt mærke til efterhånden et stykke tid, er, at det er fuldt legitimt at kommentere på min krop, og hvordan den ser ud: “amen du er jo også bare så slank, du er så heldig”. Men jeg har aldrig nogensinde bedt om din mening, og jeg ønsker ikke, at du skal bedømme min krop – også selv om jeg måske lever lidt mere op til idealerne end andre. For det er vitterligt ikke din krop, som skal afgøre, hvem du er. Alle har ret til at være, dem de er, og se ud som de gør, så fedt at du tager kampen op!

    • Kære Marie,
      Tusind tak for din kommentar!
      Har tænkt lidt over det, og tror man kunne komme meget hurtigt over hele det her ideal-show ved, at slappe lidt af, gøre hvad der gør en glad og passe lidt sit eget. Vi har forfærdeligt travlt med dem og de, og det behøves slet ikke. Jeg er virkelig ked af, at der skal være “rigtig og forkert”. Hvorfor kan man ikke bare få lov til at være? Og hvem er det der gør sig til dommer over rigtigt og forkert? Tak for din kommentar!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *