Utroskab

Jeg har diskuteret dette emne tyndt, med samtlige af mine veninder. Og vi er aldrig helt enige. Hvad er utroskab egentlig?

Er utroskab fysisk kontak med en anden? Er det en man nærer følelser for? En man deler sine inderste tanker og hemmeligheder med?

Grænsen er meget forskellig, åbenbart og vi har nogle helt klare holdninger til, hvad utroskab er for os og hvornår vi føler, at vores værdighed og loyalitet bliver krænket. Fordi let’s face it, sådan er det når der er nogen vi elsker, der gør os kede af det eller sårer os. Og jeg tror ikke, at man som sådan kan komme med én færdig tjekliste, hvor man definerer utroskab (okay, måske den helt grimme med “det var et uheld”, nej søster lystig – det var ikke et uheld. Og hvis det var skal jeg fandme se dig snuble, på den der helt uheldige måde, hvor man pludseligt ender i DEN der helt uheldige position, med den der helt uheldige tilfældige person).

Jeg tror man skal blive bevidst om, sine reelle grænser og hvornår jalousien træder ind. Med det mener jeg, at jeg ind i mellem selv står i en situation, hvor jeg kan føle, at der måske er fare på færde og se mig helt gal på en anden kvinde eller en speciel situation, hvor jeg tolker en hel masse følelser ind i, som jeg måske ikke havde gjort med alle mulige andre – måske fordi jeg føler mig usikker eller truet.. selvom det ikke er noget jeg vil indrømme.

I min verden, er der nogle alarmklokker der ringer, hvis man begynder at lyve overfor hinanden, om specifikke situationer. Jeg har ikke noget i mod, at man flirter – det tror jeg egentlig bare er med til at holde lidt gang i det hele, men man skal være ærlig omkring det, hvis man bliver spurgt ind til det. Og indstille skydningen, hvis der er nogen der kunne blive kede af det. Man behøver ikke fortælle hinanden alt, men når man bliver spurgt har man sgu at spytte ud. Også selvom det måske ikke smager så godt.

Utroskab er nødvendigvis ikke noget, der længere er betinget af, at være fysisk. Men okay, man ville måske ikke gå ud og sige, at man var skredet fra kæresten, fordi han havde været en følelsesmæssig utro (eller ville man? sorry, er lidt bagud).

“Fandt ud af, at han havde sendt nogle YDERST personlige beskeder til Hanne nede fra regnskab…. Nej nej, ingen billeder… Bare noget om nogle daddy issues… og en midtvejskrise…. ja, ja præcis.. Og PROPPET med Emojis”

Hmmm…. er ikke helt overbevist.

I min verden, lyder begrebet utroskab, nærmest som et jordskælv. Det runger og det ryster når der er nogen der siger det, og vi får instinktivt en lille tåre i øjenkrogen, når en af vennerne kommer og hænger med skuffen, da jeg ikke tror nogen (mand eller kvinde), ville ønske at blive udsat for det følelsesmæssige overgreb, den form for bedrag er.

Det fysiske utroskab er, i min optik, kujon-agtigt. Det er et menneske der kommer når hjertet kalder, og som ikke tager hensyn til sine omgivelser. Det er en måde hvorpå man prøver, at få i pose og sæk.

Jeg ville blive ædt op af dårlig samvittighed. Det tror jeg. Jeg ville ikke holde en enkelt dag, uden at måtte gå til bekendelse. Men det ville også være fordi, jeg følte at jeg i respekt for min partner, skyldte ham sandheden. Det skylder vi altid hinanden: at være ærlige. Måske hvis man var det fra start af, ville man undgå situationen hvor, der er nogen der bliver rigtig kede af det. Måske hvis man fik talt ud om, at man ikke var lige så forelsket mere, at man er skide træt af at blive sat til at gå ned med skraldet hele tiden, at man har et godt øje til en anden. Måske man kunne undgå at drive det så vidt.

Hvor går grænsen? Er det først når der er sket en fysisk handling? Eller er det følelsesmæssigt?

Hvad siger I?

(Visited 18 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *