Om at gå tilbage til en fuser?

Jeg ved ikke, om I kan huske mit indlæg om hjertesorg? Ellers kan I læse det her. 

Jeg skrev lidt, om dengang jeg fik mit hjerte knust i tusinde stykker, og febrilsk forsøgte at samle stumperne og hele igen – men i smug, fordi jeg var flov over, at jeg havde tilladt mig selv, at blive udsat for den smerte.
Ham der knuste mit hjerte fandt jeg sammen med igen. Og har været sammen med siden. Og bor sammen med ham i dag. Så man kan sige, at det indtil videre er en happy ending.

Men det var så urealistisk det hele, da vi besluttede os for at finde sammen igen.

I de måneder, hvor vi ikke var sammen havde jeg en knude i maven. En dag troede jeg den var væk, men jeg tror egentlig bare, at jeg havde vænnet mig til dens konstante og massive tilstedeværelse, at jeg slet ikke længere kunne sige, om jeg havde det godt eller skidt. Jeg troede jeg havde det fint. I de måneder var der meget frem og tilbage.. Jeg vil så gerne have ham, men han ville ikke have mig – han kunne ikke. Jeg var for stor en mundfuld, eller jeg tror måske det følelsesmæssige var for stor en mundfuld når man kun var 16 – 17 år gammel. Store følelser kan virke så farlige. Efter et par måneder gav jeg slip. Jeg orkede det ikke mere. Jeg var træt. Træt af at være træt, træt af at være ked af det og træt af ikke at være i kontrol. Så jeg tog en kold tyrker – indstillede skydningen og trak mig væk fra alt der havde noget med ham at gøre. Jeg orkede ikke engang at tale med ham, hvis vi stødte ind i hinanden. Jeg gad ikke mere. Der gik yderligere et par måneder.

Jeg husker en aften, hvor jeg skal til noget gymnasiefest. Jeg fortæller mig selv, at det er okay at ville danse med nogle andre. Drikker øl (og breezers naturligvis) med nogle andre, og at jeg er så færdig med, at løbe rundt som høne uden hoved, med hjertet blafrende uden på frakken, hvor selv den mindste modstand gør afsindigt ondt. Jeg kan huske at min mor kørte mig. Og jeg havde en ny kjole på. Jeg stiger ud ad bilen, og skal passere hele rygerholdet for at komme ind. Og dér står han og pludseligt kigger han på mig, på den der måde hvor jeg vidste, at han vidste, at han fortrød. Når jeg tænker tilbage på det, har jeg det som om, at det hele foregik i slow motion: han skulle til at sige noget til mig, men jeg gik bare forbi. Jeg stoppede ikke op, jeg kiggede ikke engang på ham og jeg er sikker på, at luften var helt kold, da jeg (i slow) stormede forbi ham. Og så nægtede jeg at tale med ham.. I yderligere et par måneder faktisk, hvor vi begge dater andre.

En aften i byen, har jeg muligvis overvurderet min egen alkoholgrænse (mor, du behøver ikke læse videre her) og da jeg på et tidspunkt lige skal binde mine snørebånd, vælger jeg lige at tømme 2,5 liter long island icetea, fra indersiden af min mave, ud på gulvet under bordet (man er vel en diskret lady). Der er en der hiver mig op, og spørger hvor mine veninder er. Det er ham. Jeg har virkelig kvalme og er sådan lidt omtumlet, på den helt grimme måde, så han tager mig ud for at få noget frisk luft. Jeg siger til ham, at det er for sent. Det hele er for sent. Han kan ikke komme løbende nu, hvor jeg har bestemt mig for, at jeg har det meget bedre. Han havde chancen, men han tog den ikke. Jeg er ikke nogens – jeg er min egen. Han siger, at han gerne vil tale med mig. Få det hele lukket ned – om vi ikke kan spise sammen dagen efter? Jeg siger nej. Eller, det ved jeg ikke… Eller nej! Fordi jeg er vred og såret og hvad bilder du dig ind, sådan at komme her, efter så lang tid og forlange at jeg har mere at give. At jeg vil lukke mere ned.

En ven overtalte mig til at gøre det alligevel. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Men Ven synes jeg skulle gøre det. For at få det lukket ned. Så jeg gjorde det alligevel – for at lukke ned. Jeg husker, at vi tog toget til København. Og spiste på en pæn restaurant. Og at han kyssede mig, og sagde alle de rigtige ting. Og jeg tøvede, mens jeg samtidig overgav mig. På vej hjem, går vi ned ad Gothersgade og jeg siger til ham, at jeg godt vil give det en chance, hvis han lover at det hele kan gå tilbage og blive som før. Han stopper op og siger, at det vil han ikke. Jeg græder, inderligt og knuden der ikke er gået væk endnu, trækker sig sammen og suger mig ind i mørket igen, bedst som jeg troede at jeg var undsluppet. “Jeg vil ALDRIG gå tilbage til hvad det var før, for der kunne vi ikke finde ud af det. Jeg vil gå fremad og kun have, at vi gør de gode og rigtige ting, så vi aldrig skal igennem det her igen”.

Og lige dér lettede det hele. Knuden forsvandt. For første gang i 7 måneder var jeg ikke ked af det. Var jeg ikke bekymret eller vred.

Men tiden efter var meget speciel. Jeg var bange for, at han skulle vågne en morgen og sige “HA! der fik jeg dig!”, som om det hele var for godt til, at være sandt. I tiden efter fulgte rigtig mange prøvelser – tillid skulle genopbygges og beslutninger skulle tages. Jeg var ikke i tvivl om, hvor mit hjerte hørte hjemme, men vi skulle beslutte os for, at tilgive hinanden de ting vi havde gjort, som havde været sårende og komme videre. Vi måtte bestemme os for, at glemme og se frem. Og det var ikke let. Jeg følte stor jalousi i starten, og søgte ekstra meget bekræftelse. Jeg ville føle, at jeg havde vundet. Så vi besluttede os for, at tage de ting vi kunne lære noget af med os. Sørge for at vi aldrig blev, hvad vi var engang. Bare være dem vi er nu.

Jeg kunne forestille mig, at det er en lignende process man går igennem, når man skal beslutte sig for, om man kan tilgive sin kæreste for, for eksempel utroskab. Kan man, hånden på hjertet, lægge det bag sig? Genopbygge tillid? Og ikke bringe det op som argument i diskussion eller bruge det som “du skylder også en”? Det er et valg man tager – noget man gør op med sig selv.

Nogle vil måske mene, at jeg gav efter og at vi gjorde det forkerte. Jeg kunne ikke ignorere mit hjerte, der skreg og skreg, og trak mig så meget i den rigtige retning. Jeg elskede ham igennem det hele. Selv da jeg hadede ham. I dag, 7 år senere elsker jeg ham stadig.

(Visited 26 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Endnu engang et fantastisk indlæg fra dig, søde Laura! <3 Jeg synes du og Niels gjorde det helt rigtige – I fulgte jeres hjerter, og uanset hvad alle mulige andre kloge folk synes, så er dét det vigtigste. At følge sit hjerte.

  • Jeg elsker dette indlæg! Især da jeg har stået i nogenlunde samme situation. Du giver mig (og alle andre) en anden synsvinkel på “fuser” tingen 💝💝

  • Mand du skriver godt frk. Lundsgaard. Jeg får helt den samme knude i maven, som du beskriver, selvom jeg aldrig har været der ?!
    Som en af de andre, der kommenterer, synes jeg også at i gjorde det rigtige 😉

    Best of luck til jer 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *