“Undskyld jeg mobbede dig”

Kan I huske, at jeg engang fortalte noget om, at jeg var blevet drillet i skolen? Og ikke på rive-i-rottehale-måden, men på den lidt grovere måde. Måden hvor et par piger fra min klasse havde en konkurrence om, hvem der kunne gøre mig mest ked af det i sidste time om fredagen, når vi var i omklædning efter gymnastik og lærerne for længst var gået på weekend.. og måden hvor de spredte rygter om, at jeg i virkeligheden var en dreng og måden hvorpå de sagde, at jeg var brun fordi jeg altid rullede mig i lort på vej til skole. Hvis ikke, så kan du genlæse her – også min pointe om, at jeg altså ikke vil være et offer. At jeg har valgt at tage det som en lektie. 

For er par uger siden, var jeg til en fest hvor jeg gik frontalt ind i en pige jeg gik i folkeskole med. Og vi hilste og sagde hej, som man nu gør når man brager hovedkuls ind i fortiden, og så skete det.. hun sagde undskyld. Undskyld for det hele, at hun fortrød, at hun bare havde været et barn med mange følelser og at hun var så ked af, at have behandlet mig dårligt. Jeg blev nærmest mundlam. Jeg anede ikke hvilket ben jeg skulle stå på og hvad jeg skulle svare. Fordi jeg føler intet ondt imod hende. Som hun selv sagde, så var vi børn og vi ændrer os alle sammen, og det ville først for alvor blive et problem, hvis man ikke kan tilgive folk for, hvordan de var engang. Vi ændrer os og vi vokser, vi lærer at beherske vores følelser og styre vores temperament – det ville jeg aldrig hænge hende op på. Hvis ikke man kan tilgive, hvad er man så? Er man så egentlig et hak bedre selv? Fordi jeg tror på, at hvis nogen vælger at undskylde til en, mere end 12 år senere, så er det fordi der er nogle ting der har hjemsøgt ens samvittighed, og det må være mindst lige så slemt, som at blive mobbet. Og vi har alle sammen brug for, at få bekræftet at vi er okay, at vi er gode nok og at vi kan blive tilgivet for de ting vi gjorde som børn. 

Det der egentlig rørte noget i mig var, at det gik op for mig, at det hele ikke har foregået oppe i hovedet på mig. Fordi tro mig, jeg har været i tvivl – var det noget jeg bare forestillede mig? Var det noget jeg bildte mig ind? Skete de her ting overhovedet? Fordi mange af de piger, overlod det hele til stilheden. Altså med undtagelse af dengang hvor en af pigerne fortalte vores lærer, at hun godt vidste at hun var led overfor mig, men at hun simpelthen ikke kunne lade være.. Selv dem der var mine gode veninder i folkeskolen var stille omkring det, fordi ingen ville risikere at det var dem der stod for skud, og jeg bebrejder dem ikke.. tvært i mod forstår jeg dem rigtig godt. 

I mange år har jeg også overvejet, om jeg fortjente det. Om jeg selv var ude om det. Om de var i deres fulde ret til, at behandle mig dårligt, fordi jeg ikke var mere værd end det. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt, og på et tidspunkt kom jeg frem til, at det nok var det der var sandheden. At jeg fortjente det. 

Derfor blev jeg overvældet af følelser, da jeg kom hjem. Fordi jeg blev bekræftet i, at det altså ikke var mig der var noget galt med. Og det lettede egentlig. 

Jeg står stadig fast på, at jeg ikke er et offer, for noget som helst. Og ja, der har da sten sikkert været episoder hvor, jeg har været så provokerende, at jeg selv var ude om det. Men nu hvor, jeg ikke længere behøver at snuble rundt i mit dårlige selvværd og være angst for , at folk ikke kunne lide mig og at ingen rigtig ville være mine venner, så vælger jeg at se på det, som en tid i mit liv der i sidste ende har lært mig rigtig meget:

At man ikke nødvendigvis skal tage alle kampe. At man skal sige fra, før tingene kører af sporet. At det er rigtig rigtig svært, at være strid ved en der altid er sød. At man skal kunne se igennem folk, og overveje hvorfor det er, at alt deres vrede skal gå ud over én, selvom man ikke har fortjent det. At man skal kunne tilgive. 

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har stor respekt for, at man så mange år senere tør, at mande sig op og stikke en undskyldning. Det kan ikke være nemt. Og for det: tak.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Hvor fint – især fordi, den kom oprigtigt og spontant, og bedre sent end aldrig kan man sige. Også selvom man jo ikke skal blive perleveninder af den grund. For ja: Nag gnaver også bare i en, og det er ingen nytte til 🙂

    – A

    • Tusind tak A!
      Nag kan umuligt gøre verden til et bedre sted, eller give nogen en bedre livskvalitet. Og det er dejligt forløsende at lukke gamle sager, som dette ned og aldrig behøver at skulle bekymre sig rigtigt om det igen. Tak for endnu en af dine altid skønne kommentarer <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *