Du krænker mig

Der bliver talt RIGTIG meget om det: krænkelser. At træde på et andet menneske, deres ophav, skade deres ære, følelser, sociale normer eller religion. “At krænke” er et begreb der spænder bredt. Men hvad er dealen egentlig? 

Jeg vil allerede nu sige, at jeg ikke aner det og at jeg derfor ikke kan give svar på noget som helst, andet end at dele mine tanker om, hvad den her krænkelseskultur vækker i mig. Hvilket er forvirring – dyb forvirring og egentlig også frygt for, at opføre mig forkert.. ikke være politisk korrekt nok og derved, uden overlæg, krænke et andet menneske. 

Jeg er helt enig i, at det er godt at have debatten omkring, hvordan man omtaler andre mennesker og at man udvider sin situationsfornemmelse og at man måske ikke laver Black face og klæder sig ud som slaver (som en gymnasieklasse vidst nok har præsteret), men betyder det så også, at det er forkert at holde mexicansk temafest med tacos, tequila og piñata? Eller at en hvid priviligeret mand/kvinde ikke må drive en vietnamesisk restaurant? Eller at togafester er et kæmpe no-go? 

I december måned lyttede jeg dagligt til Mads og Monopolets podcast julekalender, hvor gamle afsnit (10-15 år) graves frem. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke “den var aldrig gået i dag”, når de omtalte køn i stereotype vendinger, hvilket egentlig var lidt af en øjenåbner for mig: vi har virkelig ændret måden hvorpå vi taler om køn og deres relation til hinanden. Vi taler helt klart mere ligeværdigt om køn, race, religion i dag. Måske bevidst, måske er det noget der ubevidst er krøbet ind under huden på os alle. 

Jeg vil rigtig gerne bakke op omkring kampen for, at vi lever i en verden hvor vi behandler hinanden ligeværdigt. Hvor vi først og fremmest er mennesker, fremfor køn, race eller religiøs overbevisning – det er vi helt enige om! Men hele denne her krænkelseskultur skræmmer mig også, og rejser så mange spørgsmål hos mig, som der vidst ikke rigtig er nogle svar på. 

Jeg kan forstå at der er nogen på universiteterne er utilfredshed med, at man oftes undervises i materiale skrevet og udtænkt af priviligerede hvide mænd. Da jeg studerede Dansk på KU og vi beskæftigede os med litteraturhistorie, tror jeg måske at vi havde fat i én eller to kvinder – fra vikingetid til Herman B. tid… Og ved du hvad? Det er der nok en grund til, da det historisk set har været den priviligerede hvide mand, der har haft noget at skulle have sagt. Fordi vi ved bedre i dag, skal vi så undervises i mindre relevant materiale, fordi det er vigtigt at skabe diversitet i vores undervisningsmateriale? Nej, ikke hvis du spørger mig.

Vores historie kan vi ikke løbe fra. Kunst, kultur, litteratur afspejler hvordan vores samfund har opfattet det “at være menneske” i den pågældende tid. Ikke om det er den “korrekte” måde at være det på. Sandt – som studerende skal vi lære at være kritiske overfor de ting vi bliver præsenteret for, måske vi endda skal undervises i, hvorfor det netop ikke er kvinder der har fået udgivet bøger eller hvorfor der er racer blevet diskrimineret og gjort “mindre” værd før i tiden. Er det ikke netop dét vi skal sætte fokus på? HVORFOR der er mindre materiale af kvinder eller personer af anden race, religion eller seksualitet, fremfor at de SKAL være repræsenteret?

Jeg kan godt ind i mellem lide, at være sjov. Nogle gange går det lidt stærkt og niveauet er ikke altid et Klovn-afsnit værdigt. En dag havde jeg i spøg skrevet noget om en hund med ADHD, fordi den var så meget oppe på lakridserne. Kort bemærkning, om noget kær Golden Retriever. Modtog vred e-mail fra person med ADHD, som mente at jeg havde krænket vedkommende på det groveste, da det på ingen måde er noget man kan tillade sig at lave sjov med. Jeg blev mega ked af det, undskyldte tusinde gange, slettede og ændrede og undskyldte igen.. indtil lidt senere, hvor jeg egentlig kunne mærke at der var noget andet inden i mig der klemte.. Noget vrede af en art.. Fordi inderst inde følte jeg mig fandme krænket over, at være blevet stemplet som sådan en, der krænker andre. Når du siger, at jeg krænker dig, så krænker du faktisk mig. Du krænker min ære, når jeg bliver degraderet til en tom skal, der taler nedsættende om andre mennesker. Fordi det var hverken min intention eller holdning.
En krænkelse er hundrede procent subjektiv og det kan være nærmest umuligt, at sætte sig ind i andre menneskers følelser – især dem man slet ikke kender. Det er en chance jeg tager, hver eneste gang jeg skriver noget. Jeg kunne aldrig drømme om, at være nedsættende, fordømmende eller ondskabsfuld overfor andre mennesker. Og jeg gider ikke være en krænker, der får hele den danske feministiske bevægelse på nakken, fordi jeg siger, at jeg synes det er irriterende at barbere ben, fordi det synes jeg, men jeg kan heller ikke lide at have lange hår på benene – og hvis du er ligeglad med det, så synes jeg det er dejligt og skønt, men pas dit eget drivhus, så passer jeg mit. Jeg retter intet ondt mod dig, når jeg pipper her – for jeg føler mig selv, som feminist.

Hele den her debat om krænkelser får mig også til at tænke på, om vi kan risikere at gå på kompromis med vores ytringsfrihed? At vi føler der er ting vi ikke må, kan eller vil, fordi vi ikke vil stå på mål og være, noget nær det værste man kan være  EN KRÆNKER. Sådan en, der kunne finde på at se en gammel dansk film, hvor sproget måske ikke helt var gået i dag, eller finde på at synge med på en gammel sang om noget blond pige. I min verden er der noget skævt, det virker som om vi mangler fokus, når vi kan stirre os blinde i detaljen i stedet for, at træde et skridt tilbage og se det store billede: at der stadig er en kamp at kæmpe i forhold til ligestilling, men hvordan er det vi skal udkæmpe den? Er det i detaljen? Er det i det store billede?

Hvad kæmper vi for?

 

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *