Min plads i verden

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ret ofte tager mig selv i, at gå i panik over hvor jeg mon ender. Hvad der skal blive af mig?

Har engang for mange år siden, ladet mig overtale til at være med i spørgeundersøgelser. Altså den lange slags, hvor du snildt kan nå at løbe 5 kilometer eller se et afsnit af Ex on the Beach, før samtalen er ovre. Blev ringet op for et par uger siden, hvor jeg blandt andet skulle svare på hvor mange gange om ugen jeg bruger min cykel, hvor lang tid jeg i gennemsnit bruger i supermarkedet (HOW would I know?) og ikke mindst, hvad min sidste afsluttede uddannelse er: gymnasiet.

At min højst afsluttede uddannelse er gymnasiet er der absolut intet galt med – jeg har truffet nogle andre valg i mit liv, som indtil nu har været det helt rigtige for mig og som har gjort mig både stærkere og lykkeligere, men på en eller anden måde, har jeg nogle underlige komplekser omkring det. Jeg har svært ved at eje det. Jeg har svært ved at tro på, at det jeg har valgt er lige så fint som det jeg har valgt fra. Jeg mener, spørg mig om jeg er ved at være træt af, at sidde til diverse familiearrangementer og forsikre perifert familiemedlem om, at jeg nok skal klare mig og mit job, altså er et rigtigt job (sagt på præcis samme måde som Pinocchio proklamerer at han altså er en rigtig dreng!).

I svage øjeblikke går jeg i dyb og inderlig panik og tænker ”hvad fanden laver jeg” og kan pludseligt ikke forestille mig, hvad jeg selv laver om 5-10 år, velvidende at det sikkert er de færreste der egentlig kan give et helt konkret bud på deres fremtid. Men ind i mellem bliver jeg så bekymret over, at jeg ikke rigtig ved hvad der 100 procent interesserer mig, så hvordan fanden skal jeg finde ud af hvad jeg skal bruge mit liv på? Det er ligesom ikke rigtig nok, bare at elske at være freelance.. eller måske det er? Har svært ved at finde ud af, om der potentielt set kunne blive set ned på at jeg er lavtuddannet, især når min kæreste er super-duper-extra-spice-dobbelshot uddannet. Blev sidste år spurgt, om jeg ikke var træt af ikke at blive intellektuelt stimuleret i min hverdag… seriøst… venner, så snart I stopper på jeres uddannelser ELLER får et kreativt job, så kan I godt vinke farvel til den intellektuelle stimulans, fordi den er fandme skredet og gider IKKE komme tilbage hvor meget I end tigger og ber’. Måtte svare, at jeg føler mig ok stimuleret – også selvom der ikke står noget lektor og fortæller om Pontoppidan eller Ibsen eller Kierkegaard. Altså selvom jeg går i stilletter og inhalerer uforholdsvis meget hårspray, så omgås jeg trods alt andre mennesker, læser ret mange bøger og jeg tillader mig da også at læse nyhederne. Jeg føler selv at jeg er blevet god til, at tackle de her situationer, hvor jeg bliver stillet spørgsmål, som egentlig er langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig at spørge andre mennesker om. Jeg VED hvor mange fordomme der er omkring mit virke og ind i mellem tager jeg mig selv i at have dem også, men det er altid meget interessant at blive konfronteret med dem. Overvejede lidt om jeg skulle være mere direkte og spørge vedkommende, om han simpelthen synes jeg virker dum, men så igen tager man sig selv i at være sød og høflig og give sig selv alle mulige undskyldninger for, hvorfor han kunne have behov for at stille sådan et spørgsmål, selvom han da måske et eller andet sted fortjente at sidde der og stege lidt.

Jeg er nu blevet 26 år og lever et liv jeg er rigtig tilfreds med (altså så tilfreds man nu kan være når man ikke har prøvet at vinde i lotto) og jeg ved måske godt et eller andet sted, at livet flasker sig på den ene eller anden måde, men jeg bliver presset over at jeg har så svært ved at finde præcis dén ene ting, hvor hjertet slår et slag over og jeg bare tænker “fedt!”. Måske er jeg bare et produkt af min generation, der  kræver at være max lykkelig hele tiden og som tror at alt vi gør i denne verden skal være af stor betydning og give os hjertebanken og adrenalin kick alá et bungee jump. Måske det egentlig slet ikke er meningen for os alle sammen, at opleve det. Jeg føler bare at alle jeg omgiver mig med, har regnet den ud. De ved hvad de vil og er så målrettede omkring det.

Alligevel føler jeg, at jeg måske ikke er den eneste i verden der er en smule rådvild?

xx

(Visited 39 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Du er ikke den eneste søde Laura! Jeg læser på universitet og selv jeg er rådvild til tider og spekulerer tit på hvad fremtiden mon bringer 😄

  • Så længe man gør noget man brænder for? Føler ofte at mit liv er det ene heldige tilfælde ovenpå det næste. Jeg mødte jo bare op! Derudover er min seneste (gennemførte) uddannelse af teknisk karakter – som jeg aldrig har gjort brug af. Har nu klaret mig fint alligevel. Til slut: Tror du allerede har opnået mere end de fleste og kan hvile lidt i det. Keep at it!

    • Kære Rasmus, du har helt ret. Og det er jo netop hele mit issue du opsummerer: at hvile i det man brænder for. Jeg elsker mit arbejde og vil også gå så langt at sige, at jeg er god til det. Men ligesom at være professionel sportsudøver, så ved jeg også at der er en udløbsdato på mit job, hvor jeg skal ud og “genopfinde” mig selv, hvilket er det der rejser de store spørgsmål hos mig. Men det hele løser sig og livet flasker sig – tusinde tusinde tak for din kommentar. Det sætter jeg virkelig pris på. Må du have en dejlig dag!

  • Hej Laura
    Jeg har det på præcis samme måde – og det kan være utrolig svært at være i, fordi man bliver rastløs, og bange for at “spilde” sin dyrebare tid. Der er ikke noget at sige til, at selvrealisering ligger øverst på Maslows behovspyramide – det er udfoldelsen af sit fulde potentiale der giver glæde – men når man ikke ved præcis hvad man brænder for, så kan det være svært.

    • Hej Malene,
      Dejligt ikke at være alene!
      Og det er jo et såkaldt luksusproblem, at have så endeløst mange muligheder at man simpelthen ikke kan træffe en beslutning. Jeg mener, prøv at spørg din mormor eller din oldemor om hvilke muligheder de havde, da de var på vores alder og prøv ikke at få dårlig samvittighed over vores privilegier 😉

      Men selvrealiseringen ER en central del af den tid vi lever i nu, både unge som gamle. Og når jeg sidder og læser den feedback jeg har fået går det op for mig, at det ikke kun er en generationsting længere. Alle vil have mest ud af det hele HELE tiden – det er noget vi kræver.

      Tusind tak for din kommentar <3 Det sætter jeg virkelig stor pris på og jeg er glad for at du læser med

  • Jeg tog engang en juridisk embedseksamen – flot, hva’?
    Men jeg skal betro dig en ting: det interesserede mig aldrig for alvor og nu, 30 år senere er jeg i en helt anden boldgade, som jeg elsker og som virkelig giver mening – for mig. Så don’t worry, hvis du en dag vågner og mærker, at du vil være atomfysiker el.lign. så go for it, men kun for din egen skyld aldrig for andres, for det er dit liv – og selvom det efterhånden er en floskel, så er det ikke mindre sandt af den grund❤️

    • Kære Diana <3
      Det er super inspirerende. Tænker også at vores interesser ændrer sig gennem livet: Laura på 26 år kan umuligt vide hvad Laura på 46 år interesserer sig for og hvad der fylder i hendes liv.

      Tusind tak for din kommentar <3 <3

  • Du er bestemt ikke alene! Jeg er lige droppet ud af Uni for at forfølge min drøm om at blive skuespiller. Jeg har muligvisvis ikke et job slut marts. Jeg ved ikke, hvor jeg bor, og i det hele taget, hvordan mit liv ser ud om et halvt år. Men jeg er håbefuld og optimistisk.

    • Ej hvor er du sej! Og modig!
      Kan huske da jeg selv sprang ud i “fuldtids freelance”-livet og jeg var ved at dø af skræk.
      Heldigvis lærte dig mig, at tingene nok skal løse sig på den ene eller anden måde. KÆMPE high-five til dig, for at forfølge din drøm og gå all in.

  • Er så glad for du er “tilbage” søde Laura. Og det her indlæg kan jeg relatere så meget til. Jeg har på nuværende tidpunkt mit tredje sabbatår og kan alt for ofte mærke følelse af panik, over jeg stadig ikke kender mit “kald”. Eller hvad jeg i det hele taget brænder for. Det føles svært ikke at kunne sætte ord på hvad man faktisk brænder for når folk spørger, fordi man i bund og grund ikke selv ved.

    • Jeg relaterer så meget til det du skriver, søde Camilla.
      Da jeg læste på uni var jeg jo ikke engang sikker på, om det lige var det jeg skulle læse, men det var som om at man kunne fjerne hele presset omkring at svare på hvad man ville være “når man bliver voksen”. Dårligt grundlag, I know. Men besluttede mig for at starte med at læse, noget der måske kunne interessere mig, fordi jeg så i det mindste ville kunne træne mig selv i at tage imod læring og måske ende med at blive overrasket over, at jeg var landet på den rigtige hylde. Jeg overvejer stadig til tider at komme tilbage, fordi jeg faktisk endte med at være ret glad for det. Men hvem ved hvad fremtiden bringer.

      Du skal i hvert fald have alt mulig held og lykke og et kæmpe tak for din kommentar <3

  • Uddannelse er godt, jo. Men det er ikke nødvendigvis lykken. Jeg har to uddannelser – indenfor design og kommunikation, men pt intet job, fordi der er så meget rift om jobs i den branche, og kan derfor ofte være i tvivl om, jeg har taget den rigtige uddannelse. Derudover er jeg lige nået den alder, hvor folk forventer, at jeg har styr på alt i mit liv (samfundspres, much?!). Jeg tror, jeg ved, hvor mit drømmejob ligger, men jeg kan virkelig blive i tvivl. Så jeg kan også panikke om, hvad der dog skal ske med mit liv og om jeg har taget de rigtige valg, uddannelsesmæssigt. Jeg overvejer nogle gange en ny uddannelse… For da jeg startede på gym, ville jeg være frisør. Men så har jeg TRE FORSKELLIGE UDDANNELSER! Det skriger da også: “få dog styr på dit liv”. Så hvis du har muligheden for at lave noget, du er vildt glad for, så er en uddannelse ikke vigtigere. Man kan komme langt på at arbejde sig frem. Og du kan komme langt på at have en studentereksamen. De videregående uddannelser smutter sgu ingen steder, hvis du vil derhen på et andet tidspunkt 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *