Om at have mistet modet

I næste uge er det ét år siden, at pandemien for alvor rev gulvtæppet væk under os. Ét år siden, at Mette F. stod med sit knyttede ansigtsudtryk og sagde “at situationen er alvorlig” og mange mennesker gik i baglås og rippede supermarkederne for bleer og toiletpapir. Ét år siden, at vi bare lige hurtigt skulle sætte vores liv på stand-by, for fællesskabet, for fremtiden, for nationen.

Og nu et år senere, ser livet næsten ud som dagene i marts-måned sidste år. Jeg sidder stadig og kigger på den samme røde murstensbygning, på den anden side af gaden. Jeg går stadig tur med mine veninder, som jeg ikke inderligt har krammet i et år (kun skamfulde lyn-knus når ingen kiggede), jeg er i tvivl om hvorvidt mine fødder overhovedet kan huske hvordan det føles at danse og så er jeg ved at løbe tør for idéer til, hvad jeg skal fylde mine dage op med, nu hvor det stadig er en udfordring at rejse rundt i verden, så jeg kan komme på arbejde igen.

Jeg har mistet modet en smule. Jeg synes det er svært at stå op om morgenen. Jeg har lyst til at græde, når folk spørger hvad jeg “skal i dag”, fordi det tvinger mig til at forholde mig til, at mit liv er gået i stå. Jeg sidder bare her og bliver mere gråhåret og tættere på at være 30 for hver dag der går. Altså ikke at der er noget som helst galt i at være hverken 30 år eller gråhåret, men bare fordi det føles som om tiden er gået i stå, så går livet jo faktisk videre, om vi vil det eller ej, så trækkes vi afsted med toget uden mulighed for at stige af.

Men så kigger jeg op på Niels, der arbejder hjemme og som jeg har haft mulighed for at være mere sammen med end nogensinde og mærker en eller anden form for lykke. Fordi vi har hinanden. Fordi vi har kunne udholde pandemien sammen. Og så tænker jeg på mine venner og veninder, mine tætteste omgangskreds, som jeg har lært at kende i gymnasiet, på uni, tilfældigt på Vesterbro og bliver igen taknemmelig.

Taknemmelig over at vi mødtes. At vi ikke har skulle gennemleve en gymnasietid, et sabbatår, en unistart hvor man møder sine klassekammerater gennem et webcam og bliver frataget muligheden for, at knytte de bånd der giver venner for livet. Muligheden for, at have drukket en breezer for meget, for at have modet til at kysse ham fra K-klassen, for at have chancen for, at udvikle sig og blive et helt menneske.

Jeg tror på, at vi er noget i kraft af vores relationer. Vi bliver det menneske vi nu engang bliver, udfra de erfaringer vi gør os. De relationer vi har. De konflikter vi oplever. Den kærlighed vi giver og får. Men hvem bliver vi egentlig til, når vi ikke har mulighed for at danne os som menneske?

Mit hjerte bløder for de helt unge. For teenageren, gymnasieeleven, dem der har sabbatår, dem med studiestart, højskoleeleven, efterskoleeleven. For dem hvor det føles, som om livet burde starte nu. Den pris I betaler, er uendeligt høj.

 

XX

(Visited 2 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *