Forventningens æra

Om noget nær fem minutter bliver jeg 28 år. Jeg forlader (ganske dramatisk, naturligvis) mine midt-tyvere, uden at se mig tilbage og når nu til voksenlivets næste kapitel “slut-tyverne”.

Da jeg startede med at skrive, var jeg 21 år og lige startet på KU. Jeg søgte svar, svar jeg måske et sted stadig søger, men på en eller anden mærkelig måde, følte at jeg fik her. Jeg udtømte alle mine emner, begyndte at føle mig tilpas og tilrette i livet, men nu har jeg det igen som jeg havde det, da jeg første gang satte mig ved tastaturet, og spurgte om der egentlig ikke var andre end mig der havde det pres over sine naboer (undskyld til tidligere naboer, for ikke at have forudset den virale snebold jeg satte i gang tilbage i 2015).

Jeg er som faldet ned fra månen.

Pludseligt er vi et sted i livet, hvor alt bliver meget alvorligt. Hvor alt hele tiden skal give mening og være det rigtige og det fornuftige. Hvor vi pludselig ikke “bare” er unge nok til ikke at vide bedre, men hvor der faktisk ender med at være en forventning til hvad vi skal og hvor vi skal hen. Og endnu vigtigere, så skal vi selv hele tiden være klar over det.

Jeg har været sammen med Niels i 12 år. Og hvis ikke du allerede sidder og tænker på, hvornår vi mon skal giftes og have børn, så kan jeg trøste dig med at samtlige mennesker jeg møder på min vej, om vi kender hinanden eller ej, spørger mig dagligt. Har altid lidt lyst til at svare, at jeg altså ikke skal være teen-mom, indtil det går op for mig at jeg jo er ægte voksen (sådan en med pensionsopsparing). Men dagligt bliver jeg sat i en situation, hvor jeg skal tage stilling til de forventninger der er til det sted jeg er i livet.

Sjovt nok bliver Niels spurgt i langt mindre grad, end jeg gør. Måske fordi folk stadig tænker at moderskab og ægteskab må være det største jeg som kvinde kan opleve? Måske nogen tror at jeg ikke er klar over, at det kunne være næste skridt for os. Og helt ærligt, hvad svarer man egentlig? Ærligt? njaa: “øøøhh, tjaaa, én af os vil gerne, men den anden er ikke helt overbevist” eller “GUD! Det har jeg da slet ikke tænkt over?!”.

Jeg tror det er vigtigt at huske på, at selvom det kommer det bedste, dejligste og mest oprigtige sted fra, så tvinger spørgsmål om ægteskab og forældreskab os konstant til, at tage stilling til vores parforhold. Ikke bare overfor hinanden, men pludseligt overfor Gud og hver mand. Selvom de ofte bliver slynget ud i sjov, så forventes det at der bliver svaret. Gerne med noget entusiasme og en form for “drømmende” blik, uden tanke for HVOR intimt det egentlig er.

Jeg har det godt i mit parforhold. Jeg er glad for vores tosomhed. Jeg er også glad for vores voksenliv. Pludselig føler jeg et lille pres for, at skulle ændre det. Ryste posen og satse på, at næste nummer giver fuld plade, så jeg kan tage den helstegte pattegris med hjem og vise frem (aner seriøst ikke hvad det er jeg prøver at sige). Der er en forventning til, at vi skal mere. En “samfundsdrøm” om, at alle der har været i et længerevarende forhold i slut-tyverne bør, skulle og sådan set godt kunne se at “tie the knot”, så vi alle sammen kan slappe af og ikke behøver bekymre os om, hvorvidt de pludseligt vandrer hvileløst rundt i samfundet, som SINGLER og forstyrrer husfreden.

Slut-tyverne er lige rundt om hjørnet og jeg er skræmt fra vid og sans. Jeg havde lige fundet mig tilrette i min semi-oplyste tilstand af at være ung og fri, og nu føler jeg at tingene bliver alvorlige. Alle de ting der forventes.