Noget jeg virkelig kan mærke ændre sig for tiden, er måden hvorpå vi er venner. Det er som om måden at have relationer på, også bliver mere voksen – tænk engang, at tingene faktisk følges ad. Men det er som om, at ”evigheds hangout” ikke eksisterer længere. Altså dér hvor man kunne være sammen i flere dage, musse sig sammen i en alt for lille seng og vende hver en samtalesten, stå op tage på uni, komme hjem og repeat.
Jeg har aldrig rigtig tænkt over, at mine forældre selvfølgelig aldrig har haft deres venner med hjem efter arbejde for at “hænge ud” og ligge på sofaen og spille playstation og eventuelt lige tage en overnatning, inden de følges på arbejde dagen efter, som jeg selv har gjort med veninder førhen.
Forandringer kommer som ofte snigende, mens du intetanende løber rundt i verden, som om den skulle være på den her måde for evigt. Som om den måde verden er på i dag, er den du kender bedst og derfor er sandheden. Derfor er denne her ændring i måden vi er venner på, ikke noget der har været en brat opvågning fra den ene dag til den anden. Den har været under udvikling i lang tid. Vi har taget mange musseskridt i den her retning i årevis, uden at vide hvor det var vi skulle hen.
Synes det har været ret udfordrende, at man pludseligt er et sted i livet, hvor man ikke nødvendigvis står samme sted som sine venner. At opleve at nogle af dem er tættere på hinanden, ud fra den livssituation de står i, mens du selv står i en anden. At skulle indse, at venskabers form ændrer sig, alt efter hvor vi er. Og at selvom vi ikke er tæt på hinanden i livet i dag, så er der ingen der siger at vi ikke er tæt på hinanden i livet om et år.
Tror at de fleste af os har oplevet et venskab, der har været intenst på grund af det fællesskab man har fundet i hverdagen. Måske man havde en rigtig god singleveninde, da man selv var single. Som altid var klar på fest og farver og tindersnak. Måske man havde en rigtig god skoleven, som man delte en fælles hverdag med. Måske en kollega. Men fælles for alle, så uddør intensiteten i dem, når vores livsvilkår ændrer sig. Når vi får en kæreste. Når vi ikke studerer længere. Når vi ikke arbejder det samme sted. Men det betyder ikke at venskabet ikke længere eksisterer. Tvært i mod. De ændrer bare form.
Men hvor det før virkede vigtigt, at dyrke relationer, på nærmest daglig basis, bliver det pludseligt helt okay og legitimt at ses en gang hver anden uge. Måske en gang om måneden. Nogen ser du måske kun en gang om året, hvilket ikke stiller jeres relation dårligt, men simpelthen bare på en ny hylde. Og her i slutningen af tyverne bliver der taget nogle tigerspring. Vores livsvilkår er i øst og i vest. Hvor nogen står med fast ejendom, børn, ægteskab, står andre med studiegæld, lejebolig og udlængsel. Nogen ser x-factor, mens andre hænger i baren.
Måske det er lige præcis det jeg mener med, at vi i perioder er langt fra hinanden, indtil vi igen rykker tættere sammen i bussen. Indtil vi igen går på den samme sti. Og jeg er ikke naiv og tror, at vi for evigt vil bevæge os i den samme retning og at det kun er tempoet der er forskelligt, jeg er helt med på, at måden vi lever på, vores værdier og drømme også ændrer sig og måske på et tidspunkt ikke er forenelige længere.
At relationer ændrer sig er ikke en dårlig ting. At intensiteten ændrer sig er en god ting. Det vidner om prioritering. Om længsel efter hinandens selskab. Om at dele noget med hinanden. De dårlige ting. De gode ting (flest af dem). Fest og farver. Bekymringer. Alt der ligger midt i mellem. I det at have voksenvenner ligger der langt mere handling, fordi vi i højere grad skal skabe rummet vi er sammen i, fremfor at det bliver serveret for os. Det er ny kærlighed.