“Det er sgu ikke pinligt at blive fyret!”

“Det er sgu ikke pinligt at blive fyret!”

“Jeg er bange for, at vi må lade dig gå”

Nok mange menneskers frygt og i nogle tilfælde, nogle menneskers realitet. At blive fyret.

Den besked modtog jeg selv for cirka et år siden, da min stilling hos et digitalt marketing bureau blev nedlagt på grund af omstrukturering. Det har taget mig et helt år, ikke at flove mig over det. Jeg har været sindssygt flov over, at være den der godt kunne undværes. Være den man kunne skære fra, uden det ville have større betydning for virksomheden. Være uvigtig.

Bureauet var meget søde og jeg blev behandlet rigtig godt, men business er business og det har jeg fuld forståelse og respekt for. Men det ændrer ikke på tabuet der er omkring at blive fyret.

Fordi det er afsindigt pinligt, især hvis nogen spørger ind til, om man stadig er glad for sin (tidligere) arbejdsplads – det er lidt som om man slår en stor lugte-prut hver eneste gang nogen spørger og der ikke er tvivl om, at det er dig der har slået den. For ikke så lang tid siden, var der en der står mig utrolig nær der mistede sit job, eftersom afdelingen blev flyttet til udlandet. Ikke fordi man er uduelig, dum eller dårlig til sit arbejde, men på grund af nogle omstændigheder man ikke er herre over.

Jeg synes stadig det stikker lidt, men jeg har langt om længe indset at det ikke er pinligt mere. Jeg er dygtig til det jeg kan og de ting jeg ikke kan, dem kan jeg lære. Og det havde intet at gøre med, at jeg var dum og kedelig og ikke passede de opgaver jeg fik, det var noget større end en studentermedhjælper, der gjorde at tingene ændrede sig.

Men man har brug for lidt tid til, at slikke sine sår og lappe hullet i ens værdighed – fordi uanset hvad grunden er, så rammer det ens stolthed. Man tænker altid lidt “åh kunne jeg ikke have set den komme, så jeg selv kunne have smuttet og det definitivt kunne have været mit valg”? Men ting sker og man lærer at forholde sig til dem, sige pyt og komme videre. Når jeg hører om andre der er blevet opsagt, så ville min første tanke aldrig være “gud hvor pinligt!”, men jeg føler det virkelig omkring min egen situation, når jeg skal fortælle om det. At jeg er en kæmpe klaphat, der ikke kunne holde fat i mit 15 timers studiejob.

Jeg er nu kommet til et stadie, hvor jeg bare kan sige “fuck det” og vide, at det ikke var rettet mod min person eller de kompetencer jeg nu engang besidder, men vejen hertil har været lang og det tror jeg altid den vil være, for dem der bliver opsagt. Jeg kunne forestille mig, at et fuldtidsjob er en større del af ens identitet end dette studiejob var for mig, så jeg kan kun forestille mig, at det er som om en stor del af den man er forsvinder.

Det er for pokker altså ikke pinligt at blive fyret! Der kan være så mange grunde til det, og jeg tror det vigtigste er, at holde fat i at man er god nok og at det hele nok skal flaske sig på en eller anden måde. Det var for eksempel det sidste skub jeg havde brug for, for at tage orlov fra mit studie og gå all-in på min pludseligt opblomstrede modelkarriere. Det gav grobund for, at jeg turde tage nogle helt nye chancer og nogle helt andre valg, end jeg ellers ville have gjort og for det, er jeg faktisk situationen taknemmelig. Jeg så det som en mulighed for, at gøre noget helt andet og prøve at forfølge nogle drømme, som jeg slet ikke var klar over jeg havde. Ikke bare begyndelsen på et nyt kapitel, men begyndelsen på en helt ny bog.

Fyresedlen er altså ikke verdens ende, tvært i mod kan det være din golden ticket til at kaste dig ud i noget nyt og gå en helt anden retning, end du selv havde forventet. I dag, et år senere er jeg selvstændig og vågner stadig op med et stort smil tværet ud over hele femøren hver eneste morgen. Og dertil er jeg min fyringssituation taknemmelig.

 

Ingen kommentarer
Vis mere