Hvem dater du?

Den anden dag sad jeg og drak vin med nogle cool piger, hvor emnet drejede sig ind på det der med kærester og at date og forhold, sådan helt generelt. Altså, det kunne være en samtale blandt en hvilken som helst vilkårlig pigegruppe, hvor man prøver at gennemskue hvad der er “normalt”.

Jeg er personligt lige så behjælpelig som en golden retriever i en familie i nordsjælland, altså ganske nytteløs, men meget hyggeligt at have liggende ved fødderne til ind i mellem at give et lille vuf fra sig. Jeg er virkelig ikke nogen dating-guru, hvilket vel giver meget god mening taget i betragtning af, at sidst jeg skulle date var der ikke rigtig nogen der havde smartphones eller instagram (slap af, det var i 2009 – så gammel er jeg heller ikke), og at “date” i gymnasiet gik mest ud på, at drikke mange breezers og diskosnave, indtil man kunne tage natbussen hjem fra Retro i Helsingør. Og så sms’ede man og lavede old school analog smileys ala: :-), :-D, X-D, :-* , <3…. de eneste jeg får sms’er fra nu, er e-boks, min bank og Postnord. Ellers snapper man, facebook’er, DM’er på instagram eller chatter på tinder.

Hvorfor er det egentlig så vigtigt hvem man dater? Og om man dater?
Synes egentlig ikke, at det er specielt 2018-agtigt at opstille en slags samfundsnorm omkring dating, altså at det er vigtigt. Hvis jeg skulle gå hen og blive single tror jeg ærligt talt, at jeg ville indlede et rigtig langt forhold til mig selv. Hvor jeg bare lige var mig og gjorde mange mig-ting. Ikke at jeg ikke føler, at jeg kan være mig og gøre mig-ting når jeg er i et forhold, men jeg går ud fra, at I ved hvad jeg mener. Kan blive nærmest rundtosset og forpustet, når jeg hænger ud med mine veninder på datingmarkedet over, hvilket ræs det dog er.. og hvor mange regler der er. Blandt andet omkring hvem der skriver først, hvor længe der skal gå inden man svarer osv. Tror jeg ville være totalt lost.

Og forventes det af os, at vi skal finde en “mage” og det så skal definere graden af lykke i vores liv? Som jeg har sagt før, så tror jeg på, at vi kommer til at opleve mange “great loves” i vores liv. For mange er den første faktisk deres familie, senere til den dér første teenage-kæreste der fik ens hjerte til at brage afsted som en anden Wilson Kipketer og senere til de venner og veninder, som man ikke kan forestille sig at leve uden og vitterligt vil gøre alt for (på FRIENDS-måden), og nå ja, hvis man får børn, så tror jeg også at det melder sig ret højt på listen. Så nej, jeg tror ikke på, at ens store kærlighed er en engangsoplevelse. Vi kommer til at opleve den flere gange. Men i forskellige former – lidt ligesom en matador mix, hvor det hele smager fantastisk (selv de labre larver).

Men jeg forstår godt stresset. Jeg forstår godt at det virker som et “must” at komme som par, fordi der er bygget så meget op omkring tosomheden, altså med undtagelse af single-ferierne til Sunny Beach, selvom præmisset for det vidst også er, at man skal finde sig en at drikke breezers med og diskosnave til Boten Anna… wauw, selv single-ferier er for par, nu hvor jeg lige tænker over det. Jeg synes bare, at man skal huske, at kærlighed kommer i mange forskellige æsker. Og man skal tage dem til sig i de underlige figurer de nu dukker op i: i form af et fantastisk venskab, en mormor der altid har varmkakao klar, et barn eller noget andet som man oplever, at man nærer mange og dybe følelser for.

Og forstå mig ret, der er absolut intet galt med, at være en del af det store datingcirkus – jeg ELSKER at høre om mine veninders eskapader og synes altid, at de virker så cool og tjekkede, og ind i mellem kan jeg da mærke en snært af misundelse over, at de møder så mange forskellige mennesker, på sådan et relativt sårbar måde.

Min pointe er bare, at ingen skal føle at man skal leve op til noget eller agere ud fra et pres, eller en norm der bliver opstillet om, hvordan man definere lykke, hvordan man er i et forhold og hvad der gør kærlighed håndgribeligt. Fordi er der noget kærlighed med sikkerhed ikke er, så er det håndgribeligt.

XX

Reklame: Giv det tørre sommerhår livet tilbage!

Dette indlæg er sponsoreret af Rønsbøl

Vi har været både #blessed og utroligt heldige, at kunne gennemleve en sommer, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel og man har brugt så mange timer udendørs, at man næsten har glemt hvordan ens dagligstue ser ud i dagslys. Sommeren har været helt fantastisk. 

Men som jeg også har skrevet om tidligere, da jeg guidede til solcreme, så er det også en tid der kræver, at vi nusser ekstra meget om os selv og plejer både hud og hår. Når man er meget i solen tørrer ens hår naturligt ud, og ligesom med hud og læber, så er det også vigtigt at fugte håret og give næring og styrke, så det ikke ender med at knække af og blive tyndt. Dog er det vigtigt at finde en balance, da man kan ødelægge kroppens naturlige fugtgivere. Derfor har jeg lavet en lille guide til, hvordan du holder håret ekstra lækkert i det varme sommervejr. 

Mine bedste tips til sundt og lækkert hår: 

Jeg forsøger ikke at vaske mit hår hver dag, da håret fra naturens side har en selvrensende funktion, som jeg ikke vil pille for meget ved, ved for eksempel at vaske det hver eneste dag. Derfor prøver jeg mit bedste for, kun at vaske håret 2-3 gange om ugen, hvor den så til gengæld også får hele armen.

Når jeg vasker mit hår bruger jeg hårplejeserien fra Rønsbøl, som hands down er nogle af de bedste hårprodukter jeg har prøvet. Jeg bruger Shampooen i hovedbunden og balsamen smører jeg kun ud i spidserne og lader sidde et par minutter, inden jeg vasker det ud, hvor jeg opnår et virkelig lækkert resultat, hvor mit hår både er glansfuldt, blødt og let at rede igennem, samt der går lang tid før jeg begynder at se, at mit hår trænger til en vask.

To – tre gange om ugen bruger jeg All-in-One Treatment produktet fra Rønsbøl, som er en hårkur der ikke skal vaskes ud. Produktet sprøjtes ind i håndklædetørt hår, og giver fugt og danner et varmebeskyttende lag, som skåner håret, også for solen.

Når jeg nu ikke vasker hår hver eneste dag, så gør jeg andre ting for, at mit hår stadig skal se fint i “livligt” ud. Jeg bruger blandt andet hårolien fra Rønsbøl til, at holde mine spidser fine og se nyvaskede ud, selvom der er gået et par dage. Bruger en dråbe eller to, som jeg kort varmer op mellem hænderne og som jeg trækker ud i spidserne (og kun spidserne, da man kan få håret til at se fedtet ud). Det giver både glans og fugt.

Det jeg især hæfter mig ved når jeg bruger Rønsbøl er, at de bruger lækre ingredienser som blandt andet macademia olie og at de undgår parabener, parfume og så er det dermatologisk testet!

Hvis du kunne tænke dig, at prøve hårserien fra Rønsbøl, vil jeg klart anbefale dig, at bestille deres kit, hvor du både får shampoo, balsam og treatment med, så du får fornemmelsen af deres fine måde at kompensere hinanden på. Ellers står alle produkterne også virkelig stærkt alene.

Jeg synes altid, at det er spændende at prøve nye ting og især hvis det er ting der ikke indeholder parfume og parabener, som er et af Rønsbøls stærkeste features (hvis du spørger mig). Det er helt klart en favorit hos mig!

“Undskyld jeg mobbede dig”

Kan I huske, at jeg engang fortalte noget om, at jeg var blevet drillet i skolen? Og ikke på rive-i-rottehale-måden, men på den lidt grovere måde. Måden hvor et par piger fra min klasse havde en konkurrence om, hvem der kunne gøre mig mest ked af det i sidste time om fredagen, når vi var i omklædning efter gymnastik og lærerne for længst var gået på weekend.. og måden hvor de spredte rygter om, at jeg i virkeligheden var en dreng og måden hvorpå de sagde, at jeg var brun fordi jeg altid rullede mig i lort på vej til skole. Hvis ikke, så kan du genlæse her – også min pointe om, at jeg altså ikke vil være et offer. At jeg har valgt at tage det som en lektie. 

For er par uger siden, var jeg til en fest hvor jeg gik frontalt ind i en pige jeg gik i folkeskole med. Og vi hilste og sagde hej, som man nu gør når man brager hovedkuls ind i fortiden, og så skete det.. hun sagde undskyld. Undskyld for det hele, at hun fortrød, at hun bare havde været et barn med mange følelser og at hun var så ked af, at have behandlet mig dårligt. Jeg blev nærmest mundlam. Jeg anede ikke hvilket ben jeg skulle stå på og hvad jeg skulle svare. Fordi jeg føler intet ondt imod hende. Som hun selv sagde, så var vi børn og vi ændrer os alle sammen, og det ville først for alvor blive et problem, hvis man ikke kan tilgive folk for, hvordan de var engang. Vi ændrer os og vi vokser, vi lærer at beherske vores følelser og styre vores temperament – det ville jeg aldrig hænge hende op på. Hvis ikke man kan tilgive, hvad er man så? Er man så egentlig et hak bedre selv? Fordi jeg tror på, at hvis nogen vælger at undskylde til en, mere end 12 år senere, så er det fordi der er nogle ting der har hjemsøgt ens samvittighed, og det må være mindst lige så slemt, som at blive mobbet. Og vi har alle sammen brug for, at få bekræftet at vi er okay, at vi er gode nok og at vi kan blive tilgivet for de ting vi gjorde som børn. 

Det der egentlig rørte noget i mig var, at det gik op for mig, at det hele ikke har foregået oppe i hovedet på mig. Fordi tro mig, jeg har været i tvivl – var det noget jeg bare forestillede mig? Var det noget jeg bildte mig ind? Skete de her ting overhovedet? Fordi mange af de piger, overlod det hele til stilheden. Altså med undtagelse af dengang hvor en af pigerne fortalte vores lærer, at hun godt vidste at hun var led overfor mig, men at hun simpelthen ikke kunne lade være.. Selv dem der var mine gode veninder i folkeskolen var stille omkring det, fordi ingen ville risikere at det var dem der stod for skud, og jeg bebrejder dem ikke.. tvært i mod forstår jeg dem rigtig godt. 

I mange år har jeg også overvejet, om jeg fortjente det. Om jeg selv var ude om det. Om de var i deres fulde ret til, at behandle mig dårligt, fordi jeg ikke var mere værd end det. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt, og på et tidspunkt kom jeg frem til, at det nok var det der var sandheden. At jeg fortjente det. 

Derfor blev jeg overvældet af følelser, da jeg kom hjem. Fordi jeg blev bekræftet i, at det altså ikke var mig der var noget galt med. Og det lettede egentlig. 

Jeg står stadig fast på, at jeg ikke er et offer, for noget som helst. Og ja, der har da sten sikkert været episoder hvor, jeg har været så provokerende, at jeg selv var ude om det. Men nu hvor, jeg ikke længere behøver at snuble rundt i mit dårlige selvværd og være angst for , at folk ikke kunne lide mig og at ingen rigtig ville være mine venner, så vælger jeg at se på det, som en tid i mit liv der i sidste ende har lært mig rigtig meget:

At man ikke nødvendigvis skal tage alle kampe. At man skal sige fra, før tingene kører af sporet. At det er rigtig rigtig svært, at være strid ved en der altid er sød. At man skal kunne se igennem folk, og overveje hvorfor det er, at alt deres vrede skal gå ud over én, selvom man ikke har fortjent det. At man skal kunne tilgive. 

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har stor respekt for, at man så mange år senere tør, at mande sig op og stikke en undskyldning. Det kan ikke være nemt. Og for det: tak.

Alene på rejse

Jeg har været alene i Berlin i denne weekend, noget jeg ellers aldrig gør, da jeg altid prioriterer at rejse hjem og bruge tid med Niels, mine veninder og min familie. Den sidste uge har bare været fuldstændig vild, i forhold til rejseaktivitet, så jeg besluttede mig for at blive og slappe af.

Normalt når jeg er alene i en storby, er det fordi jeg skal arbejde, så der er stadig noget angstprovokerende over, at holde to hele fridage, helt mutters alene. I dag havde jeg for eksempel næsten glemt lyden af min egen stemme, indtil Niels ringede tilbage til mig omkring klokken 15.00. Og jeg gør sådan nogle pinlige ting, fordi jeg er alene og føler at “no one can judge me”, som for eksempel at stå 20 minutter uden foran Waldorf Astoria sammen med 75 andre mennesker, uden at vide hvem man venter på at se, men man har en forventning om, at det må være en MEGA kendis, og det KAN man ikke gå glip af (jo, jo det kan du lige præcis din maxi taber), og så bliver man relativt skuffet, når man ser toppen af Ed Sheerans hoved og lidt havde håbet på, at det var en Bieber eller en Jenner eller en Clooney.. Sorry Eddy, du ER mega kendt, men på den der måde hvor, jeg ikke ville falde på røven hvis jeg mødte dig nede i Føtex.

Bor til gengæld i et imponerende stykke lejlighed, som vidst nok har tilhørt familien Wagner (ja, altså dem med musikken) og rygtet siger, at A. Hitler havde en affære med kvinden i huset, så hver gang jeg går forbi det store soveværelse, løber det en smule koldt ned af ryggen på mig, med tanken om H. kun iført overskæg og knæstrømper (ved ikke hvor det med knæstrømperne kom ind i billedet, men har bare en fornemmelse). Så holder mig mest i lejlighedens østfløj (jep, der er sådan en), da jeg forestiller mig at det var her der boede noget oprørsk personale, som jeg kan identificere mig lidt mere med.

Var fredag til min første privatfest i Berlin – var blevet inviteret med, af en pige fra arbejde. Ankommer i kort glimmerkjole og gummisko, og har medbragt en kold 6 pack. Ankommer samtidig med tjekket advokat dame, der har en flaske champagne og en værtindegave med, da jeg lige har misset, at ALLE til festen er langt over 30 og ALLE sammen er advokater, eller på barsel eller bare tjekkede og voksne. Fik fremstammet noget alá “Hello, I’m from Denmark and here´s 6 cold beers – I’m sorry that’s how we roll in Denmark”. Så jeg undskylder lige til hele nationen, for at have fået os til at virke som tilbagestående teenagere, der medbringer egne øl til alle arrangementer. Folk var dog virkelig søde til, at tale engelsk så jeg kunne deltage i samtalerne rundt omkring, hvilket har været en udfordring før hen, når jeg hænger ud med mine german friends, at jeg ind i mellem lige ryger ud af samtalen et øjeblik hist og her.

Nu er jeg ved, at have ladt op til at kunne arbejde igen i morgen, rejse hjem onsdag og flytte ud af vores lejlighed. Det er stadig lidt uvirkeligt, men mest af alt spændende. Bare en lille søndagssludder.

Jeg lever ikke ekstraordinært

Er I der? 

Jeg forstår på sin vis godt, hvis I ikke er, fordi jeg har så sandeligt ikke været her meget. Men jeg har savnet jer. 

Jeg er i løbet af denne uge blevet spurgt flere gange, om jeg da overhovedet har tænkt mig at skrive noget snart, som om jeg skulle stå skoleret og give en forklaring på min manglende tilstedeværelse på World wide web. Og det gør jeg så, naturligvis. Finder på og forklarer og undskylder, som om jeg var et underholdningsprogram, der pludseligt blev taget af sendefladen, og efterlod en stamseer i totalt frustration over, ikke at få forløsning over cliffhangeren i sidste afsnit.

Når jeg ikke skriver, er det ikke fordi jeg er sur og ked af det, eller ikke har mere at sige.. eller jo lidt er det jo.. fordi jeg lever ikke ekstraordinært. Mine dage ser for det meste ud således, at jeg står op klokken 06.00, er på arbejde klokken 08.00 og typisk til klokken 18.00 og så bruger jeg aftenen på enten at rejse, eller være alene på noget hotel. Og det har jeg det helt fint med. Men ligesom med alle andre jobs, så er der dage hvor man ikke oplever det helt store eller bliver tvunget til at tage stilling til de helt tunge emner, og derfor kan inspirationsniveauet ind i mellem være lavt. Fordi som jeg har sagt før, så holder jeg mest af, at skrive om de ting der rør noget i mig – om det enten er noget jeg synes er sjovt eller spændende. Jeg kan lide at gøre mig umage. Og når man har et talerør som dette, vil jeg bruge det på, at skabe et fællesskab eller en samhørighed, hvor vi kan være enige og grine lidt af tingene, men hvor der også skal være plads til, at være uenige og ændre standpunkter. Og selvom jeg elsker at skrive, så er det også vigtigt for mig at huske på, at det her er min hobby – fordi jeg har et andet job, der kræver enormt meget energi, men som jeg også elsker af hele mit hjerte. Det er også derfor det aldrig har handlet om, at skulle tjene mange penge på at have en blog – det er på ingen måde det der driver mig. Jeg vil bare gerne skrive og fortælle og fjolle, og så arbejder jeg sammen med dem, hvor jeg synes det giver super god mening og hvor det er sjovt og hvor jeg stadig er mig.

For mig har min blog betydet, at mine start tyvere (som nu snart er midt-tyver) har været lettere og mere overkommelige, end først antaget (men er jo også dramatisk anlagt). Fordi I har været der. Fordi I har delt, lige så meget som jeg har delt. Jeg tør godt dele ud, fordi jeg ved at I også deler. I gør også fjollede ting og I er også bare mennesker, så når I kommenterer, sender en mail eller en besked på de sociale medier, så går det rent ind (også i storhedsvanviddet).

Det seneste stykke tid og det næste stykke tid, er der knald på, da vi skal flytte og arbejde og rejse og alle de ting, der er spændende, men som kræver uendeligt meget energi. HVORDAN kan man seriøst ALTID glemme, HVOR hårdt det er at flytte? Man skal tage stilling til ALT, helt ned til den mindste hårnål og den sidste enlige sok, og jeg har til min store irritation indset, at jeg åbenbart er en horder der får samlet mig alt muligt bøvl sammen. 

Vi ses snart

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault