Baby Boom

 

Jeg bevæger mig pt i et grænseland, bedre kendt som midten af tyverne. I teorien er vi voksne, og bliver behandlet derefter med stemmeret, AM-bidrag og ret til en helt masse – som for eksempel selv at vælge hvem vi forelsker os i, hvad vi vil bruge vores hårdttjente skejsere på og om vi vil have chokofanter til aftensmad i 14 dage, samtidigt med at vi febrilsk forsøger at regne den ud og konstant mistænker alle andre på vores egen alder for, at vide langt mere om voksenlivet end vi selv gør.. som om man ikke var hjemme den dag, hvor postnord leverede “Voksenlivets Startpakke” og den derefter forsvandt i ren logistisk kaos. Ovennævnte startpakke ville naturligvis indeholde tips til forskudsopgørelse, det perfekte kodeord til din netbank og en liste over gode råd til, hvordan man mest effektivt bruger Google til at finde svar på alt det vi ikke ved. 

Starten af tyverne har været en slags post-teenage år, hvor vi lidt har levet som teens med et voksent menneskes privilegier. På den der måde, hvor man gjorde en masse ting fordi man kunne – fordi man SELV bestemte. Havde en perioder hvor jeg insisterede på at få bland selv slik hver dag, fordi jeg var overbevist om, at mit yngre jeg, ville sætte afsindigt meget pris på det. Og man gik i byen på en tirsdag, bare fordi man havde lyst og var overbevist om, at tømmermænd jo også er en slags sygdom.. Problemet med midten af tyverne er, at man efterhånden er blevet gammel nok til at vide bedre og gammel nok til, at tage meget voksne beslutninger om forudbestilt charterferie, giftemål og eventuelt yngel. 

Lad mig bare sige det sådan: jeg har to typer venner på facebook i midten af tyverne: 

  1. Dem der annoncerer baby / bryllup – på overskudsmåden mens de er på dyr ferie til Instagram-venlig destination alá Maldiverne eller Thailand, og man forsøger at lægge ansigtet i de rette folder, mens man inderst inde er ved at få et angstanfald over, at man ørlede tequila ud af næseborene for halvanden time siden. 
  2. Dem der brækker tequila ud af begge næsebor (sker typisk hvis trykket bare er FOR stort, så inddrages næsebor som en slags nødudgange… har jeg hørt naturligvis).

På det sidste har jeg oplevet, at hver gang jeg åbner facebook er der en gammel klassekammerat eller bekendt fra gymnasiet der deler skinnende forlovelsesring eller billede fra ultralydsscanning, og jeg bliver overvældet af mine følelser. Først og fremmest bliver jeg MEGA glad! Hvor er det vildt! Og hvor er det fantastisk, at have fundet nogen her i livet, hvor man bare er klar på at tage det næste skridt, og avancere i voksenlivet – om det så er med baby, bryllup eller andelsbolig. Derefter bliver jeg ramt af en mild misundelse.. den gør næsten ikke noget væsen af sig, men jeg mærker den. Derefter komplet angst. Især når det kommer til det med børn. 

Jeg ELSKER børn – de er sjove og lige ud af posen. Og jeg glæder mig til, at skulle have mine egne engang ude i fremtiden. Jeg joker med, at jeg er super skruk men når alt kommer til alt, så får jeg helt svedige håndflader ved tanken om en positiv graviditetstest i morgen. Jeg er der bare ikke endnu. Det er den første store ting i mit liv, som man aldrig ville kunne tage tilbage, og er jeg egentlig moden nok endnu, til ikke at være sådan en der skifter mening? Er jeg voksen nok til livslange forpligtelser? Derudover er jeg slet ikke færdig med, bare at være Niels og jeg endnu. Bare en tid hvor det kun er os – vi er centrum i vores forhold og vi kan gøre hvad vi vil. Vi er afhængige af, at være uafhængige. 

Men det er interessant at opleve, hvor forskellige vi unge mennesker er i denne alder. Nogle har allerede valgt at slå sig ned, mens andre ikke kan finde ro eller tid til, at slå sig ned. Det er dejligt og nødvendigt, at vi alle sammen ikke vil og skal det samme – det er inspirerende at observere mennesker der har valgt at prioritere anderledes end en selv. Måske man kunne få en ide eller to. 

Jeg snacker med god samvittighed

Dette indlæg er sponsoreret af Knorr

Jeg blev engang fortalt noget med, at man skal sørge for at spise MANGE mellemmåltider i løbet af en dag, så energiniveauet ikke ryger, og man kommer til at konsumere 8 kinderchokolader, et pizzaslice, en halv cola og pizzamandens venstre arm, i ren desperation over, ikke at have haft nok krudt at køre på. Så jeg forsøger.

Altså jeg forsøger ikke at snacke, det sker helt naturligt af sig selv, men jeg forsøger at vælge det “rigtige”. Det som faktisk giver mig lidt at køre på, og som ikke er besværligt for mig. Hvad jeg ikke har indtaget, af halvkedelige bananer og tarvelige müslibarer, til det nærmest stod mig ud af ørerne. Ganske kedeligt, ganske uinteressant og ganske uinspirerende. Nogle vil måske mene, at jeg godt kan være lidt vanskelig, når det kommer til at snacke. Kan sidde derhjemme og klynke til min kæreste over, at jeg er “suuuulteeeeen”, men når han foreslår at jeg spiser en (fucking) banan eller laver mig en rugbrød, så var det jo “ikke lige det jeg var sulten efter”. Jeg elsker at spise varm mad. Fik vidst engang postuleret, at det forøgede min livskvalitet at spise varm mad – fordi det er dejligt og lækkert og jeg bliver mæt på den helt rigtige måde. Ingen videnskabelige beviser, bare mig der ævlede.

Dog er det de færreste, inklusiv mig selv, der har tid til at gå fuldstændig Nikolaj Kirk i køkkenet, når bare den mindste sult melder sig. Det skal være nemt, tilgængeligt og 9 ud af 10 gange, skal det være noget jeg kan tage med mig, og så gør det ikke noget at det er sundt.

Knorr lancerer deres 4 nye varianter af snack-pot nemlig veggie snack, der er 100% vegetariske, uden kunstige smagsstoffer, farvestoffer og kunstige konserveringsmidler, hvilket er super vigtigt for mig. Det er virkelig noget, jeg er blevet langt mere opmærksom på, især nu hvor jeg arbejder en del mere med min krop end før.

Udover at mit job i sig selv er fysisk, er jeg begyndt at give den ekstra gas med motionen og er blevet mere opmærksom på, hvad jeg giver min krop at arbejde med. Det er en prioritet for mig, at sørge for at holde en del af mine måltider vegetariske. Både for vores miljø, men også for min egen sundheds skyld. Jeg er ikke hard core vegetar, fordi jeg kan godt lide kød. Men jeg vælger at være opmærksom på mit kødforbrug, fordi jeg tror på, at vi er nødt til at tage stilling og ansvar. Dog kan det godt være en udfordring, når man ikke er 100% bundet til en livsstil, at finde inspiration til, at lave noget der er let og tilgængeligt. Derfor synes jeg, at veggie snack er genial, fordi det kræver et absolut minimum af forberedelse; bare lidt varmt vand og en omrøring, så er du good to go.

En arbejdsdag er for mig, typisk mellem 10-11 timer lang og med kun én lang frokostpause, og det kan være svært at holde energiniveauet oppe, hvis ikke der ryger en snack eller to ned. Hvis jeg har en pause på 10 minutter, kan jeg typisk nå både at forberede den lille veggie pot og indtage den, hvorefter jeg er klar på at køre på igen. Har jeg rigtig travlt, eller er sulten ikke enorm, så spiser jeg dem også til frokost.

Veggie pot udkommer som sagt i fire forskellige varianter:

  • Mediterranean Couscous
  • Thai Green Curry Rice and Quinoa
  • Mexican Chili Rice
  • Primavera Penne

Hvilket jeg synes er ganske glimrende – er man ikke til det ene, er man nok til det andet. Personligt er jeg til det hele. Det er rart med noget variation, især hvis man finder noget der er nemt og lækkert (henviser til banan episoden, hvor jeg har overspist bananer i snart to år og seriøst får kvalme, bare ved tanken om den søde smag).

At leve sundt bør ikke være vanskeligere end, at leve usundt. Der er rigtig mange muligheder, hvis man bare skal snacke et eller andet, men der er langt større begrænsninger hvis man samtidig også gerne vil leve sundt, tage hensyn til miljøet og til en selv.

Jeg er ofte på farten og står tit overfor udfordringen der lyder, at finde noget nemt, hurtigt og sundt vanskelige steder, hvor det måske ikke er tilgængeligt. Veggie snack har en meget taknemmelig størrelse, som passer i de fleste rummelige tasker og en kop kogende vand kan man stort set få fat i alle steder.

Derfor vil jeg sige, at jeg snacker med rigtig god samvittighed.

Latterlige ting jeg er bange for..

Okay indrømmet – følgende fem eksempler er måske både fjollede og irrationelle. I en verden hvor der er så mange flere alvorlige ting man kunne være bange for, vælger jeg at hæfte mig ved disse fem. Det er til gengæld også de fem ting, jeg skammer mig mest over at være bange for, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er noget pjat. Især den med hajen og den med at blive myrdet – læs lidt videre og du vil forstå:

Hajer i svømmehallen – En frygt der slår rødder helt tilbage fra min barndom, må virkelig være denne! Man var ENDELIG blevet stor nok til, at kunne plaske rundt ude på det helt dybe basin. Mens man ligger dér og er ved at inhalere halvanden liter vand, mens man febrilsk forsøger at lære at svømme crawl (uden badevinger), ser man en skygge under sig.. Og panikken indtræffer med 120 km/t. Jeg er en lille smule bange for, at der en eller anden dag, ved et uheld naturligvis, er blevet sluppet en haj løs i Frederiksberg Svømmehal og at den beslutter sig for, at gnave lidt i mig. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg ser skygger overalt! Og tænk engang en tragedie, hvis det rent faktisk skete.. En eller anden der ville tage sin kæle-haj med på tur, og hovsa så røg Albert og Sofie fra 3.A med i købet. Typen der også har en kæleslange og 4 chinchillaer derhjemme.. Ikke at der er noget glat i det, bevares, men jeg tror VIRKELIG bare, at det må være så nederen at blive spist.. Og især i svømmehallen, hvor man egentlig bare gerne ville afsted, for at kunne sidde lidt i sauna , prøve sine nye dykkerbriller og springe fra 5 meter vippen.

 

Kælderrum – der går totalt Natascha Kampusch i den, hver eneste gang jeg træder ned i et kælderrum. Er for det første altid bange for, at jeg ikke er alene, og der er nogen der ser sit snit til at lokke mig ned i den fangekælder de har udgravet med en grydeske over de sidste 7 år, så ingen skulle fatte mistanke. For det andet, så er jeg jo naturligvis også bange for spøgelserne der altid kommer med i sådan et kælderrum. Dem der tænder og slukker for lyset og smækker lidt med dørene, så man ikke kan bestemme sig for, om det rabler fuldstændigt for en.

At blive myrdet mens jeg vasker hår – og vi siger tak til Psycho for, at have gjort det komplet umuligt for mig, at gå i bad og vaske hår når jeg alene hjemme. Lige så snart jeg lukker øjnene ude i badet, kan jeg høre alle mulige mystiske ting, som jeg på ingen måde kan forklare hvor kommer fra. Det resulterer ofte i, at jeg med sæbe i hele skærmen, må tvinge mine øjne åbne (selvom det brænder af pommeren til), og meget dramatisk trækker badeforhænget fra, som om jeg vil afsløre en eller anden i, at stå der og tage tilløb til, at stikke mig med brødkniven. Tænk hvis der en dag rent faktisk stod en, der ville slå mig ihjel. Personen ville få sådan et chok, at vedkommende nok bare ville hakke til mig, inden jeg kunne nå at forsøge, at charmere mig ud af en eventuel partering.

At blive forfulgt – eller som vi kalder det på godt gammeldaws dansk, at være latterligt paranoid. Når jeg trisser hjem en sen aften, er jeg typen der vender mig om 40 gange, fordi jeg tror jeg hører fodtrin bag mig… Jeg er sågar også typen der har en overfaldsalarm, hvis der nu skulle være noget der kom liiiidt for tæt på, selvom vi bor i et ganske fredeligt område. Især når jeg låser mig ind i vores opgang.. Men det har måske noget at gøre med, at den første bog jeg læste da jeg flyttede til København, var den omkring Amager manden, der engang maste en pige ind hendes opgang og voldtog hende i sin egen lejlighed.. Derfor kigger jeg mig ekstra mange gange over skulderen, inden jeg finder nøglen frem. Tager ingen chancer.

At der pludseligt står en og kigger ind ad vinduet – hvilket kan være en smule svært, når jeg bor på 2.sal men ikke desto mindre endnu mere freakin’ nøjeren, hvis der stod nogen og kiggede ind ad vinduet en mørk aften. Det skal naturligvis være mørkt udenfor, så det er rigtig svært at se.. Og så sidder man dér, og falder lidt i staver mens man kigger ud ad vinduet og stener lidt over sit eget spejlbillede.. men hvad er nu det? Ved nærmere eftersyn indser du, at der er noget galt og du går tættere på dit spejlbillede OG SÅ! BOM! Indser du, at der står nogen på den anden side og stirrer på dig. Mens noget meget dramatisk og meget skingert musik spiller – naturligvis.

XX

 

Skal jeg stoppe?

Du skal vide, at jeg dagligt tænder min skærm og sidder og glor på den hvide tomme side, der nærmest griner hånligt ad mig, mens min hjerne suser forbi, som et tog der ikke stopper mellem Hellerup og Kokkedal. Tusinde af tanker skøjter afsted, som om de havde travlt og skulle nå noget, mens jeg sidder her og ærligt talt føler mig lidt til overs. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige.

Ind i mellem, gad jeg godt være en af dem der var god til at lave collager og tage billeder af mit tøj – så har man ligesom eksisteret lidt på SoMe i dag.. men det er jeg ikke, og jeg har hard core kørt efter filosofien om, at man skal have noget på hjerte hvis man skal brøle løs om det på world wide web. Hvilket jeg ser totalt bort fra i dag, da jeg blot pipper lidt her fra dobbeltsengen, da I skal vide at jeg stadig er her, selvom jeg ikke er her.

Min motivation har været der, jeg har sat mig ned og ladet fingrene hvile på tastaturet, og helt forventningsfuldt tænkt “NU! sker der fandme noget”, men hænderne har ligget helt slapt og pure nægtet at bevæge sig. Tankestrømmen kunne ikke finde vej ned til fingerspidserne, som ellers aldrig plejer at være et problem. Jeg bliver ofte drillet med, at jeg snakker en hel. En tysk kunde er begyndt at kalde mig “The Parrot” (altså papegøjen), fordi jeg lider af kronisk sludder-sladder syndrom, og altid kan hive et eller andet spørgsmål ud af ærmet, eller har brug for at fortælle et eller andet fjollet.

Derfor er min frustration også enorm, når jeg ikke kan få det ud.

Jeg tror at det er meget normalt, at man ryger ind i perioder, hvor man sidder fast. Overvejer kraftigt, at blive sådan en forfatter-type der tager i eksil på slot i Sydfrankrig hos nogle munke, og låser mig inde i et tårn indtil jeg bliver sindssyg og min eneste vej ud er, at skrive noget ned og drikke en masse vin. Og så når jeg kommer hjem, vil alle sige at “dét må de nok sige!”, og jeg vil få 3 stjerner i Politiken, fordi halvdelen af det jeg skriver ikke giver mening, fordi jeg måske – måske ikke, har været stang barcadi, men bare har måtte sige NOGET for at komme ud. – lidt ligesom det her, der på ingen måde givet mening nu hvor jeg genlæser det, men jeg lader det stå, bare så I kan få en fornemmelse af, HVOR stor min frustration er.

Jeg er bange for, at være irrelevant, kedelig og irriterende, og bare være en af de der typer, der skriger deres meninger ud på nettet, mens alle helst vil være fri. Jeg har overvejet og tænkt. Om det her skal være mig. Jeg vil gerne være med, jeg vil gerne dele, men jeg vil ikke give alt af mig selv. Og måske er det derfor, at jeg ikke kan. Som om jeg pludseligt er begyndt at virtuelt stamme.

Jeg vil ikke undskylde, fordi vi skylder ikke hinanden noget. I skylder ikke mig, at læse med (selvom jeg er så glad for, at I stadig er der) og jeg skylder jer ikke at skrive (selvom jeg holder enormt meget af det, og I, kære læsere, er hvad der holder min motivation kørende).

Igen, var der ikke noget jeg ville.

Andet end bare lige at pippe her fra dobbeltsengen. Uden helt at være her.

PS. jeg går ingen steder – det har jeg for meget storhedsvanvid til.

Mine bedste model-historier

Billedet er et outtake fra 100 Great Danes af Bjarke Johansen og Simon Rasmussen 

Jeg er blevet inspireret af min kollega Augusta Beyer til, at skrive et lille indlæg om nogle af de sjove/underlige/grænseoverskridende oplevelser jeg har haft i min karriere. Jeg tænkte at jeg ville dele et par stykker af dem med jer!

Der var engang hvor…

… Jeg skulle til Sydafrika og skyde billeder til 100 Great Danes. Jeg ved ikke, om du måske kender 100 Great Danes, men bogen portrættere 100 danske kvinder, i meget minimalistisk påklædning (læs. ingen). Vi kørte ud til en farm, hvor billederne skulle skydes med to store geparder. Jeg havde følt mig ret meget oven på, men da jeg ser de store katte og rent faktisk skal ud af bilen, kan jeg mærke at jeg bliver ret nervøs og forbander min kække attitude langt væk. Bedre bliver det ikke, da vi har en lokal fyr med, som ikke vil ud af bilen… “Når du ser en gepard, så løber du!” sagde han.  Så sad man dér med galopperende angst og synes pludseligt, at man lugtede lidt af Rib eye… Kom ud af bilen og blev placeret sammen med Zulu og Sage (gepard 1 & 2) og må have set sjov ud, kun iført trusser, Dr. Martens og et panisk blik. Men det endte med, at være en af de vildeste og bedste oplevelser jeg har haft i min tid som model. Og helt uden at blive til gepardføde.

… Jeg var på Reuinion Island (lille fransk ø, der ligger mellem Mauritius og Madagascar) med en tysk kunde. Øen var vældig smuk, faktisk var nogle af scenerne fra Jurassic Park optaget der. Men vandet omkring øen var prop fyldt med tyrehajer, så det var STRENGT forbudt at gå i vandet, alle andre steder end de små områder der var afdækket med sten. Vores aller sidste billede, skulle skydes på et surfboard ude i vandet.. Og dem der kender mig ved, at min største frygt er at blive spist af en haj, selvom det er barnligt og ganske usandsynligt. Jeg tror bare, at det er SÅ nedtur at blive spist. For det første, er jeg ikke en specielt habil surfer, som i jeg kan ikke på nogen som helst måde. For det andet, sad der en håndfuld unger på stranden som blev ved med at råbe “SHARK SHARK SHARK”, hvorefter jeg væltede af surfboardet og skreg som en stukket gris, mens de var ved at falde om af grin.. Overlevede!

… Jeg var på tur til Mallorca for at arbejde i en uge. Havde rejst rigtig rigtig meget rundt i den periode, og var i klart søvnunderskud, da størstedelen af mine rejser var om natten eller meget tidligt om morgenen. Ville gøre noget rart for mig selv, og løbe en lille tur og så tage et dejligt bad bagefter. Nåede dog at løbe to skridt, da jeg sked i bukserne.. sikkert på grund af stress og overanstrengelse. Men så stod man dér i kælderen på semi-pænt hotel  og havde skidt i et par løbebukser, og skulle formå at komme op på 4. sal UDEN at møde nogen andre (specielt ikke dem fra teamet). Kunne ikke få mig selv til, at tage elevatoren, da jeg lige kunne se for mig, at de ville stoppe på alle etager og have 700 mennesker med.  Så måtte op ad trapperne… forstår pludseligt hvad der menes med, “at du går som en der har skidt i bukserne”.

… Jeg skulle til Santa Barbara og skyde Abercrombie & Fitch med Bruce Weber. Ganske syret oplevelse, da vi ankommer og måske er omkring 45 modeller fra hele verdenen. Vi bor alle sammen på Four Seasons og de første dage op til skydningen, er der forskellige aktiviteter som “acting class” og “dance class”. På selve dagen for skydningen bliver vi alle sammen dullet op. Og så venter vi ellers bare. I lang tid. Endelig bliver det min tur, og da vi går mod set, bliver vi bedt om at være musse stille. Ingen siger et ord. Der er utroligt mange mennesker, over alt. Der er en der bærer en stol, en der bærer en paraply, en der holder kameraet og en masse andre mennesker, som vidst mest af alt bare var der. Så skød vi. I sammenlagt 9 minutter og så blev jeg sendt hjem igen. Fløj hele vejen til Santa B. for at arbejde 9 minutter, for så at kunne rejse hjem igen.

Lad mig endeligt høre, hvis I vil have flere indlæg som disse!

    defaultdefaultdefaultdefaultdefault