En sludder for en sladder

En sludder for en sladder

Jeg sidder her i min mussegrå lejlighed i København K, hvor jeg har smækket benene op på bordet, så jeg nu for alvor kan se på mine tarveligt lakerede tånegle, der alt for hurtigt blev stukket ned i et par sko inden de var helt tørre.

Dette indlæg kommer ikke til at handle om noget.

Hvorfor så overhovedet skrive? Jo ser du, det er fordi jeg ikke kan. Skrive altså. Der sker virkelig mange ting oppe i knolden på mig i dag, hvilket resulterer i, at jeg ikke kan få noget som helst ned på papir. Derfor tømmer jeg lige hovedet, alá Dumbledore og hans mindekar i diverse Harry Potter film.

Jeg kom for et par dage siden hjem fra Paris, hvor jeg den første del af tiden arbejde hvorefter mine veninder kom på weekend. Jeg har haft meget lyst til, at skrive om det sted jeg var indlogeret – ankommer til Paris meget sent søndag aften og er så hårdt ramt af søndags blues, at jeg et kort øjeblik synes tilværelsen er direkte uoverskuelig, selvom jeg netop har plantet støvlerne i byernes by. Mit hotel viser sig at være et hostel, der ligger klods op af Gare Du Nord, Paris’ Hovedbanegård på steroider. Jeg har som hovedregel, at det aldrig rigtig er fedt, at bo ved siden af de store stationer når man rejser. Der er altid noget shady business going on. Stiger ud af taxa og skal gå små 150 meter på grund af ensretning og klamrer mig til mine ting, som om jeg er bange for at blive rullet hvert øjeblik det skulle være. Ser en bus der stopper få meter fra indgangen til mit hjem de næste par dage, og det vælter ud med tube-toppe og alt for høje stilletter, der slingrer mod samme indgang som jeg selv. Dårligt tegn. Det viser sig, at der er en kæmpe bar i bunden af “mit” hostel, hvor det er usandsynligt billigt at drikke sig fra sans og samling. Meget stilet. Bor heldigvis på 6. etage, så jeg kan få nattero (sådan da, men jeg kan sove på Roskilde Festival, jeg kan sove alle steder). De følgende dage bliver jeg inviteret til Mojito Monday, 4th of July og Beer Pong Wednesday hvor der er SPECIAL OFFER hver dag, på buckets (læs. strandspande med billigt sprøjt i). Jeg fik en lille smule associationer til Gothersgade og forestillede mig, at det måtte se præcis sådan ud, hvis Gothersgade besluttede sig for at køre hotel-stilen. Var ret lykkelig over, at Bo, Malou og jeg havde booket et andet hotel der var pænt og ordentligt.

Derudover købte jeg i går et par nye støvler fra Billi Bi på udsalg i Magasin – og nu er jeg officielt blevet den blogger jeg bare IKKE ville være, og jeg forstår hvis I kvitterer med et stort fedt SPURGT, men jeg er bare overdrevet glad for dem! Armygrøn ruskind på 50% – det er jo praktisk talt penge tjent!
Har virkelig shoppet igennem mens vi var i Paris og nu det med de støvler – det er som om man kører op i det sindssygeste gear og slet ikke kan stoppe igen. Skal lige tilbage til den normale følelse, hvor jeg altid får lidt ondt i maven når jeg swiper kortet – det plejer at sætte rimelig meget en dæmper på fornøjelsen. Selvom det jo er okay, når man har lagt lidt cash money til side, at virkelig gå all in når man er på ferie shopping.

I morgen bliver min mormor 85 år og hun er den sejeste lille dame jeg kender. Niels har engang sagt til mig, at han ikke ville have noget i mod, at jeg blev lige som min mormor. Det føler jeg stadig er en af de største kærlighedserklæringer. Jeg har et meget tæt forhold til min mormor og morfar, forsøger at tale med dem et par gange om ugen. Som barn så jeg dem hver eneste dag, da jeg gik derhjem efter fritteren. Min mormor holdt hele familien sammen, ved hver mandag at have os alle sammen til middag. Så lavede hun forloren hare, boller i selleri, romerske bøffer eller steg med franske kartofler. Og ind i mellem fik vi regnbueis eller budding til dessert. Hun er virkelig enestående og jeg glæder mig til at fejre hende.

På søndag drager vi til Bornholm, hvilket nok skal blive rigtig skønt 🙂 Forhåbentligt kan lidt friskere luft hjælpe mig med, at klare hovedet og rent faktisk skrive om noget. Men det her var virkelig rart. Det er som om den lette hovedpine jeg havde før er lettet.

XX

4 kommentarer
VenterPaaVinBlog
2 uger siden

Tillykke med den seje bedstemor - regnbue is i massevis må være på sin plads, når man når så langt i livet (: - A

lauralundsgaard
2 uger siden

Mange tak skal du have A!!

Frederikke
2 uger siden

EJJJ jeg ELSKER de støvler! Nogen chance for du kan linke til dem? *englesmiley*

lauralundsgaard
3 dage siden

Tak kære! De er fra Billi Bi og jeg har købt dem i Magasin. Så dog, at de havde dem i butikken i går (den på købmagergade). Ellers er jeg helt sikker på, at du kan finde dem på Billi Bis egen side eller sider som Boozt.com. Knus

Vis mere