Vi vil ikke være bange

Vi vil ikke være bange

Bo kendte et lækkert Cambodianks sted i Paris, som vi uden tvivl skulle prøve at spise på. Hun havde været der mange gange med hendes gode veninde, der bor i Paris, så vi var ret spændte. Især på grund af varmen, var tanken om en let spicy ret virkelig en del mere tiltalende, end en tartar.

Da vi nærmer os, ser vi restauranten, hvor det summer af liv. Der er virkelig mange mennesker, hvilket jeg pointerer over for Bo. “Ja det er virkelig fedt, specielt når man tænker på den tragedie der udspillede sig her” – siger Bo. Både Malou og jeg er en smule uforstående – hvad mener du? Hvorefter Bo forklarer, at det jo var den restaurant, der blev skudt på under den forfærdelige hændelse i Paris i November 2015. Jeg skæver til Malou, der gengælder mit blik og jeg ved, at vi begge instinktivt føler en lille knude i maven. Frygt.  Jeg tager mig selv i at tænke, at det ville jeg gerne have vidst inden, sådan så jeg kunne være kommet med indsigelser, fordi pludseligt føler jeg mig ikke tryg.

Vi bliver sat uden for, da det er ulideligt varmt. På væggen i restauranten er der sat klinker op, hvor skudende er gået igennem. Vi får et glas Kir og en lækker karryret med kylling. Der sidder tonsvis af unge mennesker omkring os, der drikker drinks, spiser dejlig mad og hygger sig.

Og dér slår det mig.

Det er jo det, der er meningen med det hele. Ikke at være bange. Ikke at lade sig styre af sin frygt. Havde jeg fået besked om, at det var det sted vi skulle hen, så havde jeg sat mig hard core i mod. Og så havde de vundet. Så havde det frø af frygt, som de har sået i mig, fået frit spil til at vokse sig større. Jeg ved ikke, om der var andre den aften der tænkte på det – men pludseligt blev jeg en smule ramt af en stolthedsfølelse over ungdommen. Over at vi nægter, at leve vores liv underlagt andres bånd. Over at det bedste våben vi har er sammenhold og kærlighed.

Jeg kan mærke, at alt det her med terror er noget jeg tænker langt mere over, også fordi vi bliver eksponeret for det direkte og indirekte hver eneste dag. De sidste par måneder har der været nogle grimme betonafspærringer forskellige steder på Strøget, hvilket jeg i første omgang ikke tænkte så meget over, ind til det gik op for mig, at det var for at passe på os. For at der ikke er nogen der skal kunne gøre os ondt, som det både er sket i Nice, Berlin og London. Det følte jeg var ganske grænseoverskridende.

Men jeg vil ikke lade mig styre. Jeg vil ikke være bange.

Ingen kommentarer
Vis mere